(apokryʹfer).

Det græske ord apoʹkryfos forekommer tre steder i Bibelen i sin oprindelige betydning. Det betegner her noget der er „omhyggeligt gemt“ eller „omhyggeligt skjult“. (Mr 4:22; Lu 8:17; Kol 2:3) Anvendt om bøger betegnede det oprindelig de skrifter der ikke blev oplæst offentligt, og som altså var „skjult“ for andre. Senere fik ordet imidlertid betydningen „uægte“ eller „ukanonisk“, og i dag bruges det hovedsagelig om de skrifter som den romersk-katolske kirke anerkendte som en yderligere del af den bibelske kanon ved kirkemødet i Trento (1546). Katolske skribenter betegner disse bøger som deuterokanoniske, hvilket betyder „hørende til den anden (eller senere) kanon“, for at adskille dem fra de protokanoniske bøger.

Disse yderligere skrifter er: Tobits Bog, Judits Bog, Visdommens Bog, Siraks Bog, Baruks Bog, Første og Anden Makkabæerbog, tilføjelser til Esters Bog, samt tre tilføjelser til Daniels Bog (De  Tre Venners Lovsang, Susanna og de Ældste, og Bel og Dragen). Man ved ikke nøjagtig hvornår de er skrevet, men vidnesbyrdene peger på at det ikke er sket før det 2. eller 3. århundrede f.v.t.

Vidnesbyrd om at de ikke er kanoniske. Mens nogle af disse skrifter har en vis historisk værdi, er der intet grundlag for påstanden om at de er kanoniske. Alt taler for at den hebraiske kanon blev afsluttet med affattelsen af Ezras Bog, Nehemias’ Bog og Malakias’ Bog i det 5. århundrede f.v.t. De apokryfe skrifter blev ikke på noget tidspunkt indlemmet i den jødiske kanon af inspirerede skrifter og hører heller ikke med til den i dag.

Ifølge den jødiske historiker Josefus, der levede i det 1. århundrede e.v.t., var det kun de bøger der hørte med til den hebraiske kanon, der var anerkendt og blev regnet for hellige. Han skrev: „Vi har ikke en Mængde Bøger, der er i Uoverensstemmelse med og strider mod hinanden, men vi har blot 22 Bøger [svarende til de 39 bøger i De Hebraiske Skrifter efter den moderne inddeling], der indeholder en Beretning om hele Tiden — fra de ældste Dage — og de regnes med Rette for guddommelige.“ At han var klar over at der eksisterede apokryfe bøger som ikke hørte med til den hebraiske kanon, fremgår af hvad han videre siger: „Fra Artaxerxes indtil vor Tid er der blevet skrevet adskilligt, men det bliver ikke regnet for lige saa troværdigt som det, der gik forud, fordi der ikke har været en fast Rækkefølge af Profeter.“ — Mod Apion, I, 38, 41 (8), citeret fra Eusebs Kirkehistorie, oversat af Knud Bang, 1940, s. 129, 130.

Medtagelsen i „Septuaginta“. Argumenterne for at disse apokryfe skrifter skulle være kanoniske, går som regel ud på at de findes i mange tidlige afskrifter af den græske Septuaginta. Denne græske oversættelse af De Hebraiske Skrifter blev påbegyndt i Ægypten omkring 280 f.v.t. Men da der ikke foreligger noget originalhåndskrift af Septuaginta, kan man ikke kategorisk hævde at de apokryfe bøger oprindelig var med i dette værk. Eftersom det er almindeligt anerkendt at mange, ja måske de fleste, af de apokryfe skrifter blev affattet efter at man var begyndt at oversætte Septuaginta, kan de tydeligvis ikke have været med på den oprindelige liste over de bøger oversætterne havde valgt at oversætte. De kan altså i bedste fald kun betragtes som tilføjelser til dette værk.

Og selv om de græsktalende jøder i Alexandria efterhånden indføjede sådanne apokryfe skrifter i Septuaginta og åbenbart betragtede dem som en del af en udvidet kanon af hellige skrifter, viser den allerede citerede udtalelse af Josefus at de aldrig blev indlemmet i den jerusalemske eller palæstinensiske kanon, og at de allerhøjst blev betragtet som sekundære skrifter der ikke var af guddommelig oprindelse. Derfor blev alle sådanne skrifter udelukket af den hebraiske kanon ved den jødiske synode i Jamnia omkring år 90.

At vi må tage tilbørligt hensyn til den jødiske holdning i denne sag, fremgår klart af apostelen Paulus’ ord i Romerne 3:1, 2.

Flere vidnesbyrd fra gammel tid. Et af de bedste ydre vidnesbyrd om at apokryferne ikke er kanoniske, er at ingen af de kristne bibelskribenter citerede fra dem. Selv om dette ikke er altafgørende, eftersom der også er nogle få af de anerkendte kanoniske bøger — nemlig Esters Bog, Prædikerens Bog og Højsangen — som de ikke citerer fra, er det påfaldende at de ikke en eneste gang citerer fra et af de apokryfe skrifter.

Det er heller ikke uden betydning at førende bibellærde og „kirkefædre“ i de første århundreder e.v.t. i det store og hele regnede apokryferne for at være af underordnet betydning. Som følge af en omhyggelig undersøgelse skelnede Origenes, der levede i begyndelsen af det 3. århundrede, mellem disse skrifter og de ægte kanoniske skrifter. Athanasios, Kyrillos af Jerusalem, Gregor af Nazianz og Amfilokios, alle fra det 4. århundrede, udarbejdede fortegnelser over de hellige skrifter, og disse fortegnelser viser at de fulgte den hebraiske kanon og enten ignorerede disse yderligere skrifter eller anbragte dem i en underordnet kategori.

Hieronymus, der betegnes som oldkirkens „bedste hebraiskkyndige“, og som fuldførte den latinske Vulgata-oversættelse af Bibelen i år 405, var helt afgjort i sit syn på de apokryfe bøger. Han var endda den første der brugte ordet „apokryfer“ i den specielle betydning „ikkekanoniske bøger“. I sin prolog til Samuels- og Kongebøgerne opregner han således de inspirerede bøger i De Hebraiske Skrifter i overensstemmelse med den hebraiske kanon (hvor de 39 bøger er sammenfattet til 22), hvorefter han siger: „Der er således toogtyve bøger . . . Denne prolog til Skrifterne kan tjene som udtryk for en grundfæstet indstilling til alle de bøger vi oversætter fra hebraisk til latin, så vi véd at hvad der end findes ud over dette, må det henregnes til apokryferne.“ Til en dame ved navn Læta skrev han med hensyn til hendes datters opdragelse: „Lad hende undgå alle de apokryfe bøger, og hvis hun nogen sinde ytrer ønske om at læse dem, ikke for deres læresætningers sandhed, men af respekt for deres underfulde fortællinger, så lad hende forstå  at de ikke virkelig er skrevet af dem som de tillægges, at der er mange fejlagtige ting i dem, og at det kræver stor dygtighed at finde guld i mudder.“ — Select Letters, CVII.

Divergerende katolske opfattelser. Det var oprindelig Augustin (354-430) der gav stødet til at disse skrifter efterhånden blev regnet med til Bibelens kanon, skønt han selv i senere værker anerkendte at der var en klar forskel mellem bøgerne i den hebraiske kanon og sådanne „bøger der stod udenfor“. Den katolske kirke fulgte imidlertid Augustins initiativ og indlemmede disse yderligere skrifter i den kanon af hellige bøger der blev fastlagt ved kirkemødet i Karthago i år 397. Det var dog først i 1546, ved kirkemødet i Trento, at den romersk-katolske kirke endeligt bekræftede sin godkendelse af denne tilføjelse til sit katalog over Bibelens bøger. Dette skridt blev anset for nødvendigt fordi der, selv inden for kirken, stadig var delte meninger om disse skrifter. John Wycliffe, den katolske præst og lærde der i det 14. århundrede udarbejdede den første oversættelse af Bibelen til engelsk (fuldført af Nicholas fra Hereford), medtog apokryferne i sit værk, men i forordet til sin oversættelse erklærede han at disse skrifter var „uden troens autoritet“. Og kardinal Cajetan (1469-1534), der var dominikaner og sin tids betydeligste katolske teolog — af Clemens VII kaldet „kirkens lampe“ — skelnede mellem bøgerne i den ægte hebraiske kanon og de apokryfe værker. Som støtte herfor henviste han til Hieronymus’ skrifter.

Det er også værd at bemærke at kirkemødet i Trento ikke anerkendte alle de skrifter der var blevet godkendt ved kirkemødet i Karthago, men udelod tre: Manasses Bøn samt Første og Anden Ezrasbog (ikke at forveksle med Ezras Bog og Nehemias’ Bog, der i nogle katolske oversættelser — som for eksempel Douay-oversættelsen — kaldes Første og Anden Ezrasbog). Disse tre skrifter, der havde stået i den godkendte Vulgata-oversættelse i over 1100 år, blev nu udelukket.

Indre vidnesbyrd. De indre vidnesbyrd i disse apokryfe skrifter taler endnu stærkere end de ydre imod at de skulle være kanoniske. De mangler fuldstændig det profetiske element. Deres indhold og lære modsiger nu og da de kanoniske bøger, og til tider modsiger de endog hinanden. De er fyldt med anakronismer og med historiske og geografiske unøjagtigheder. I nogle tilfælde gør skribenterne sig også skyldige i uærlighed, idet de udgiver deres værker for at være skrevet af tidligere, inspirerede skribenter. De er tydeligvis under hedensk græsk indflydelse, og i nogle tilfælde er sproget og stilen præget af en omstændelighed som er fremmed for de inspirerede skrifter. To af skribenterne antyder selv at de ikke er inspirerede. (Se forordet til Siraks Bog samt 2 Makkabæerbog 2:23-31 og 15:37-39, dansk autoriseret oversættelse af 1953.) Man kan derfor sige at det bedste vidnesbyrd om at apokryferne ikke er kanoniske, er apokryferne selv. Her følger en behandling af de enkelte bøger:

Tobits Bog. En beretning om en from jøde af Naftalis stamme som bliver ført i landflygtighed til Nineve, og som bliver blindet ved at der falder fuglegødning i begge hans øjne. Han sender sin søn Tobias til Medien for at opkræve et tilgodehavende. En engel i menneskeskikkelse fører Tobias til Ekbatana (Rages, ifølge nogle udgaver). Undervejs fanger han en fisk hvis hjerte, lever og galde han tager med sig. Han træffer en enke som har været gift syv gange, men som stadig er jomfru fordi hver af hendes mænd er blevet dræbt på bryllupsnatten af dæmonen Asmodæus. Tilskyndet af engelen gifter Tobias sig med enken, og han fordriver dæmonen ved at brænde fiskens hjerte og lever. Ved hjemkomsten giver han sin fader synet igen ved at smøre fiskens galde på hans øjne.

Fortællingen er sikkert oprindelig skrevet på aramaisk og regnes for at stamme fra omkring det 3. århundrede f.v.t. Den er tydeligvis ikke inspireret af Gud i betragtning af de overtroiske elementer og fejl den indeholder. En af unøjagtighederne er at Tobit i sin ungdom skulle have oplevet de nordlige stammers oprør, som fandt sted efter Salomons død i 997 f.v.t. (Tobit 1:4, 5, DA), og at han senere blev deporteret til Nineve sammen med Naftalis stamme, noget som indtraf i 740 f.v.t. (Tobit 1:10-13, DA) Han må i så fald have levet i over 257 år. Ifølge Tobit 14:11 (DA) var han imidlertid 158 år da han døde.

Judits Bog. Dette er en fortælling om en smuk jødisk enke i byen Betylua. Nebukadnezar sender sin overfeltherre Holofernes på et felttog til landene mod vest for at udrydde enhver tilbedelse af andre guder end Nebukadnezar selv. Den jødiske by Betylua belejres, men Judit foregiver at ville forråde jøderne og får adgang til Holofernes’ lejr, hvor hun giver ham en falsk rapport om forholdene i byen. Under et gilde hvor Holofernes bliver stærkt beruset, lykkes det hende at halshugge ham med hans eget sværd og at vende tilbage til Betylua med hans hoved. Næste morgen er der stor forvirring i fjendens lejr, og jøderne vinder en klar sejr.

Den katolske Jerusalem-Bibel siger i sin indledning til Tobits, Judits og Esters Bøger: „Judits Bog er den, der udviser den største ligegyldighed over for historie og geografi.“ (Bibelkommentar,  København 1968, bd. I, s. 257) En af de unøjagtigheder der anføres, er at begivenhederne siges at finde sted „medens Nebukadnezar var konge over assyrerne i den store stad Nineve“. (Judit 1:1, 7, DA) Som det påpeges i Jerusalem-Bibelens indledning og fodnoter, var Nebukadnezar konge i Babylon og herskede ikke på noget tidspunkt i Nineve eftersom denne by var blevet ødelagt af hans fader, Nabopalassar.

Indledningen gør også opmærksom på at den rute Holofernes følger under sin fremrykning med hæren, er „helt i modstrid med de geografiske forhold“. Gads Danske Bibel Leksikon (1982, bd. 2, sp. 196) siger: „Forfatterens letfærd i historiske spørgsmål viser, at skriftet ikke har karakter af en dagbog.“

Bogen regnes for at være skrevet i Palæstina i den hellenistiske periode hen imod slutningen af det 2. eller i begyndelsen af det 1. århundrede f.v.t. Den menes oprindelig at være skrevet på hebraisk.

Tilføjelser til Esters Bog. Der er i alt seks tilføjelser. Den første, der i nogle græske og latinske tekster er indføjet foran det første kapitel, består af 17 vers som fortæller om en drøm som Mordokaj har haft, og at han afslører en sammensværgelse mod kongen. Den anden tilføjelse, efter 3:13, gengiver kongens bestemmelse mod jøderne. Den tredje er indføjet i slutningen af det 4. kapitel og gengiver Mordokajs og Esters bønner. Den fjerde følger efter 5:2 (5:1 i DA) og skildrer Esters audiens hos kongen. Den femte kommer efter 8:12 (8:13 i DA) og består af kongens dekret om at jøderne har lov til at forsvare sig. Til sidst i bogen kommer udlægningen af den drøm der er gengivet i den apokryfe indledning.

Placeringen af disse tilføjelser varierer meget i de forskellige oversættelser, idet nogle anbringer dem alle i slutningen af bogen (som Hieronymus gjorde i sin oversættelse), mens andre føjer dem ind forskellige steder i den kanoniske tekst.

I det første af de apokryfe afsnit fortælles det at Mordokaj var blandt de fanger Nebukadnezar førte i landflygtighed, hvilket skete i 617 f.v.t., og at han i Ahasverus’ (gr.: Artaxerxes’) andet år, altså over 100 år senere, havde en betydningsfuld stilling ved hoffet. Påstanden om at Mordokaj indtog en sådan stilling så tidligt i kongens regeringstid, strider mod den kanoniske del af Esters Bog. De apokryfe tilføjelser menes at være forfattet af en ægyptisk jøde i det 2. århundrede f.v.t.

Visdommens Bog. Dette er en afhandling om fordelene ved at søge guddommelig visdom. Visdommen fremstilles som en himmelsk kvinde, og bogen indeholder desuden Salomons bøn om visdom. Den sidste del af bogen er et tilbageblik over historien fra Adam til erobringen af Kana’an, og der anføres eksempler på at visdom har ført til velsignelse, og mangel på visdom til ulykke. Afgudsdyrkelse fordømmes.

Salomon nævnes ikke ved navn i bogen, men det antydes at han er forfatteren. (Visdommen 9:7, 8, 12, DA) Bogen citerer imidlertid passager fra bibelbøger som er skrevet århundreder efter Salomons død (ca. 998 f.v.t.), og gør det efter den græske Septuaginta-oversættelse, der først blev påbegyndt omkring 280 f.v.t. Det menes at forfatteren var en jøde i Alexandria som skrev bogen omkring midten af det 1. århundrede f.v.t.

Forfatteren afslører en stærk hang til græsk filosofi. Han benytter tanker og udtryk fra Platon for at understøtte læren om menneskesjælens udødelighed. (Visdommen 2:23; 3:2, 4, DA) Andre hedenske forestillinger der fremføres, er tanken om at menneskesjælen har eksisteret forud for mennesket, og at legemet er en hindring for sjælen. (8:19, 20; 9:15, DA) Fremstillingen af de historiske begivenheder fra Adam til Moses er smykket med mange fantasifulde enkeltheder som ofte er uforenelige med den kanoniske beretning.

Nogle opslagsværker forsøger at påvise lighedspunkter mellem passager i dette apokryfe skrift og de senere kristne skrifter, men lighederne er ofte ubetydelige, og selv de steder hvor de synes tydeligere, er der næppe tale om at de kristne skribenter har støttet sig til dette apokryfe værk, men snarere at de har hentet tanker fra de samme kanoniske Hebraiske Skrifter som forfatteren af den apokryfe bog har benyttet.

Siraks Bog. Denne bog, der også kaldes „Jesus Siraks Søns Visdom“, udmærker sig ved at være den længste af de apokryfe bøger og den eneste hvis forfatter er kendt, nemlig Jesus ben-Sirach fra Jerusalem. Forfatteren beskriver visdommens væsen og fremhæver hvordan det lønner sig at leve efter den. Overholdelse af Moseloven betones stærkt. Der gives råd om mange sider af dagliglivet og forholdet mennesker imellem; blandt andet er der kommentarer om bordskik, drømme og rejser. Til sidst følger en oversigt over betydningsfulde personligheder i Israel frem til ypperstepræsten Simon II.

I modstrid med Paulus’ udtalelse i Romerne 5:12-19, der lægger ansvaret for synden på Adam, siger Siraks Bog: „Med kvinden tog synden sin begyndelse, og for hendes skyld må vi alle dø.“ (25:24, DA) Desuden bemærker forfatteren  at han kan tåle „en hvilken som helst ondskab, blot ikke en kvindes ondskab“. — 25:13, DA.

Bogen blev oprindelig skrevet på hebraisk i begyndelsen af det 2. århundrede f.v.t. Den er citeret i den jødiske Talmud.

Baruks Bog (samt Jeremias’ Brev). De første fem kapitler af bogen foregiver at være skrevet af Jeremias’ ven og sekretær Baruk; det sjette kapitel foregiver at være et brev skrevet af Jeremias selv. Bogen gengiver de landflygtige jøders syndsbekendelse i Babylon og deres bøn om hjælp, samt formaninger til at søge visdom, en tilskyndelse til at håbe på løftet om udfrielse, og en fordømmelse af den babyloniske afgudsdyrkelse.

Ifølge bogen opholdt Baruk sig i Babylon (Baruk 1:1, 2, DA), mens den bibelske beretning oplyser at han ligesom Jeremias tog til Ægypten. Der findes ingen vidnesbyrd om at han nogen sinde var i Babylon. (Jer 43:5-7) I modstrid med Jeremias’ profeti om at Judas øde tilstand under det babyloniske fangenskab ville vare 70 år (Jer 25:11, 12; 29:10), siger Baruk 6:2 (DA) at jøderne skulle blive i Babylon i syv slægtled før de blev udfriet.

Hieronymus siger i sit forord til Jeremias’ Bog: „Jeg har ikke fundet det umagen værd at oversætte Baruks Bog.“ Jerusalem-Bibelen nævner i sin indledning til bogen (Bibelkommentar, bd. I, s. 491) at dele af den måske er så sene som fra det 2. eller 1. århundrede f.v.t., hvilket vil sige at de ikke kan være skrevet af Baruk. Originalsproget var øjensynlig hebraisk.

De Tre Venners Lovsang. En tilføjelse til Daniels Bog som er indskudt efter Daniel 3:23. Den består af i alt 67 vers og begynder med en bøn som skal være bedt af Azarja i ildovnen; derefter følger en beretning om hvordan en engel slukkede ilden, og til sidst kommer en sang som blev sunget af de tre hebræere i ildovnen. Sangen minder stærkt om Salme 148. De henvisninger den indeholder til templet, præsterne og keruberne, passer imidlertid ikke med den tid den foregiver at høre til. Stykket blev muligvis oprindelig skrevet på hebraisk og menes at stamme fra det 1. århundrede f.v.t.

Susanna og de Ældste. Dette er en kort beretning om en hændelse i den smukke Susannas liv. Hun var gift med Jojakim, en velstående jøde i Babylon. En dag mens hun bader i parken, henvender to jødiske ældste sig til hende og opfordrer hende til at have et umoralsk forhold til dem. Da hun afslår dette, opfinder de en falsk anklage mod hende. Ved retten bliver hun dømt til døden, men den unge Daniel afslører de to ældste, hvorved Susanna renses for anklagen. Originalsproget er uvist, men bogen menes at være skrevet i det 1. århundrede f.v.t. I den græske Septuaginta er den anbragt før den kanoniske Daniels Bog, og i den latinske Vulgata efter bogen. I nogle oversættelser er den indføjet som et 13. kapitel i Daniels Bog.

Bel og Dragen. Dette er en tredje tilføjelse til Daniels Bog, i nogle oversættelser indføjet som et 14. kapitel i bogen. I fortællingen forlanger kong Kyros at Daniel skal tilbede et billede af guden Bel. Ved at strø aske på gulvet i templet for at afsløre fodspor, viser Daniel at maden som angiveligt spises af gudebilledet, i virkeligheden fortæres af de hedenske præster og deres familie. Præsterne bliver dræbt, og Daniel ødelægger gudebilledet. Kongen anmoder Daniel om at tilbede en levende drage. Daniel dræber dragen, men kastes i løvekulen af den rasende befolkning. I de syv dage han er indespærret dér, løfter en engel profeten Habakkuk ved håret og fører ham fra Judæa til Babylon med en skål suppe så Daniel får noget at spise. Derefter bliver Habakkuk ført tilbage til Judæa, Daniel bliver udfriet, og hans modstandere bliver kastet i løvekulen og fortæret. Denne tilføjelse menes også at være fra det 1. århundrede f.v.t. De tre tilføjelser til Daniels Bog betegnes i The Illustrated Bible Dictionary (bd. 1, s. 76) som „videredigtninger med legendeagtigt præg“.

Første Makkabæerbog. En historisk beretning om jødernes uafhængighedskamp i det 2. århundrede f.v.t., fra begyndelsen af Antiochos Epifanes’ regering (175 f.v.t.) til Simon Makkabæers død (ca. 134 f.v.t.). Den handler især om præsten Mattatias’ og hans sønner Judas’, Jonatans og Simons heltegerninger i kampen mod syrerne.

Det er den mest værdifulde af de apokryfe bøger på grund af de historiske oplysninger den indeholder om denne periode. Men som The Jewish Encyclopedia (1976, bd. VIII, s. 243) siger, er det „historie skrevet under en menneskelig synsvinkel“. Ligesom de andre apokryfe værker hørte bogen ikke med til den inspirerede hebraiske kanon. Den blev øjensynlig skrevet på hebraisk i anden halvdel af det 2. århundrede f.v.t.

Anden Makkabæerbog. Skønt denne beretning er anbragt efter Første Makkabæerbog, skildrer den delvis samme periode (ca. 180-160 f.v.t.). Den er skrevet af en anden forfatter end Første Makkabæerbog og fremstilles som et sammendrag af tidligere værker af en  vis Jason af Kyrene. Den skildrer jødeforfølgelsen under Antiochos Epifanes, plyndringen af templet og dets senere genindvielse.

Ifølge beretningen skal Jeremias ved Jerusalems ødelæggelse have bragt tabernaklet og pagtens ark til en grotte i det bjerg fra hvis top Moses så ud over Kana’ans land. (2 Makkabæerbog 2:1-15, DA) Tabernaklet var imidlertid, som vi ved, blevet afløst af templet ca. 420 år tidligere.

Nogle passager i bogen benyttes i den katolske kirkes dogmatik til at underbygge dogmer som straf efter døden (2 Makkabæerbog 6:26, DA), helgeners forbøn (15:12-16, DA) og berettigelsen af bønner for de døde (12:41-46, DA).

I sin indledning til Makkabæerbøgerne siger Jerusalem-Bibelen om Anden Makkabæerbog: „Stilen bliver undertiden søgt og svulstig som hos andenrangs hellenistiske skribenter.“ (Bibelkommentar, bd. I, s. 276) Bogens forfatter gør ikke krav på at skrive under guddommelig inspiration, og han begrunder i det 2. kapitel hvorfor han har valgt at behandle stoffet som han gør. (2 Makkabæerbog 2:24-32, DA) Han afslutter sit værk med at sige: „Hermed [vil jeg] slutte min fortælling. Har nu fremstillingen været smuk og træffende, da er det netop, hvad jeg selv har ønsket; men har den været tarvelig og middelmådig, så har jeg dog gjort, hvad jeg kunne.“ — 2 Makkabæerbog 15:37, 38, DA.

Bogen er øjensynlig skrevet på græsk på et tidspunkt mellem 134 f.v.t. og Jerusalems fald i år 70 e.v.t.

Senere apokryfe værker. Især fra og med det 2. århundrede e.v.t. er der fremkommet et utal af skrifter som gør krav på at være inspirerede og kanoniske, og som foregiver at have forbindelse med den kristne tro. Disse værker, der ofte kaldes „nytestamentlige apokryfer“, gør forsøg på at efterligne evangelierne, Apostelgerninger, brevene og Åbenbaringen i De Kristne Græske Skrifters kanon. Et stort antal af dem kendes kun gennem fragmenter eller ved at andre skribenter har citeret fra dem eller henviser til dem.

Disse skrifter vidner om at man forsøger at tilvejebringe oplysninger som de inspirerede skrifter med vilje udelader, for eksempel oplysninger om hvad Jesus foretog sig og oplevede fra sin tidligste barndom indtil han blev døbt, eller at man forsøger at underbygge lærepunkter eller overleveringer som ikke er baseret på Bibelen, eller som modsiger den. Det såkaldte „Tomasevangelium“ og „Jakobs protevangelium“ er således fyldt med fantasifulde beretninger om mirakler som Jesus skulle have gjort i sin barndom. Men alt hvad de opnår, er at skildre Jesus som et lunefuldt og vrantent barn der er udrustet med usædvanlige evner. (Jf. den ægte beretning i Lu 2:51, 52.) De apokryfe „apostelakter“, som for eksempel „Paulusakterne“ og „Petersakterne“, lægger stor vægt på fuldstændig afholdenhed fra seksuel omgang. Ifølge disse skrifter skulle apostlene endog tilskynde kvinder til at lade sig skille fra deres mænd, hvilket modsiger Paulus’ autentiske vejledning i 1 Korinther 7.

The Interpreter’s Dictionary of the Bible (bd. I, s. 166) har følgende kommentar til disse efterapostolske apokryfer: „Mange af dem er ligegyldige, nogle er højst teatralske, en del er ækle, ja direkte afskyelige.“ (Redigeret af G. A. Buttrick, 1962) Og i Funk and Wagnalls New Standard Bible Dictionary (1936, s. 56) hedder det: „De har været en righoldig kilde til religiøse legender og kirkelige overleveringer. Det er i disse bøger vi må lede efter oprindelsen til flere af den romersk-katolske kirkes dogmer.“

Ligesom de tidligere apokryfer ikke blev regnet med til de anerkendte førkristne Hebraiske Skrifter, blev disse senere apokryfer hverken anerkendt som inspirerede eller anført som kanoniske i de tidligste fortegnelser eller kataloger over De Kristne Græske Skrifter. — Se KANON, BIBELENS.