Dette har siden det 2. århundrede været titlen på en af Bibelens bøger. Bogen beskæftiger sig hovedsagelig med Peters og Paulus’ virksomhed (ikke alle apostlenes i almindelighed), og den indeholder en pålidelig og kortfattet beretning om den kristne menigheds bemærkelsesværdige begyndelse og hurtige vækst, først blandt jøderne og siden blandt samaritanerne og de hedenske nationer.

Bibelens gennemgående tema, Jehovas rige, præger også denne bog (Apg 1:3; 8:12; 14:22; 19:8; 20:25; 28:31), og det understreges atter og atter at apostlene aflagde „et grundigt vidnesbyrd“ om Kristus og Guds rige og lagde vægt på at fuldføre deres tjeneste. (2:40; 5:42; 8:25; 10:42; 20:21, 24; 23:11; 26:22; 28:23) Samtidig danner bogen en ypperlig historisk baggrund for studiet af De Kristne Græske Skrifters inspirerede breve.

Skribenten. I indledningen til Apostelgerninger, der er stilet til en mand ved navn Theofilus, taler skribenten om sin „første beretning“. Da Lukasevangeliet også er stilet til en mand ved navn Theofilus, kan man heraf slutte at „den første beretning“ er Lukasevangeliet, og at det også er Lukas der har skrevet Apostelgerninger. (Lu 1:3; Apg 1:1) De to beretninger er desuden ensartede i stil og ordvalg. Det Muratoriske Fragment fra slutningen af det 2. århundrede nævner endvidere Lukas som skribenten. Det samme gør kirkelige forfattere fra det 2. århundrede som Irenæus af Lyon, Clemens af Alexandria og Tertullian  af Karthago, når de i deres skrifter citerer fra Apostelgerninger.

Hvornår og hvor bogen er skrevet. Bogen spænder over en periode på rundt regnet 28 år, fra Jesu himmelfart i år 33 til slutningen af det andet år af Paulus’ fængselsophold i Rom, hvilket var omkring år 61. I denne periode herskede fire romerske kejsere efter hinanden: Tiberius, Caligula, Claudius og Nero. Eftersom bogen skildrer begivenhederne til og med det andet år af Paulus’ fangenskab i Rom, kan den ikke være fuldført på et tidligere tidspunkt. Hvis beretningen var skrevet senere, er det rimeligt at tænke sig at Lukas ville have medtaget flere oplysninger om Paulus; hvis den var skrevet efter år 64, ville han uden tvivl have omtalt Neros voldsomme forfølgelse af de kristne, som begyndte det år; og hvis den var skrevet efter år 70, som nogle hævder, kunne man forvente at finde Jerusalems ødelæggelse omtalt.

Skribenten Lukas ledsagede Paulus på en stor del af hans rejser, deriblandt den farefulde sørejse til Rom. Det fremgår af at han benytter stedordene „vi“ og „os“ i Apostelgerninger 16:10-17; 20:5-15; 21:1-18; 27:1-37; 28:1-16. I de breve Paulus skrev fra Rom, nævner han at Lukas også var der. (Kol 4:14; Flm 24) Bogen Apostelgerninger må derfor være fuldført i Rom.

Som allerede nævnt var Lukas selv øjenvidne til meget af det han skrev, og på sine rejser kom han i forbindelse med kristne trosfæller som enten personligt havde oplevet eller havde været vidne til andre af de omtalte begivenheder. For eksempel har Johannes Markus kunnet fortælle ham om Peters mirakuløse udfrielse fra fængselet (Apg 12:12), mens oplysningerne i kapitlerne 6 og 8 kan hidrøre fra missionæren Filip. Og Paulus kunne naturligvis som øjenvidne oplyse mange enkeltheder om begivenheder der var indtruffet på tidspunkter hvor Lukas ikke var sammen med ham.

Ægthed. Bogens nøjagtighed er gennem årene blevet bekræftet af flere arkæologiske fund. For eksempel siges der i Apostelgerninger 13:7 at Sergius Paulus var prokonsul på Cypern. Man ved at Cypern kort før Paulus’ besøg blev  styret af en proprætor eller legat, men en inskription fundet på Cypern viser at øen derefter kom til at sortere direkte under det romerske senat og blev styret af en statholder med rang af prokonsul. Et lignende eksempel har vi fra Grækenland: Under kejser Augustus var Achaia en provins der sorterede under det romerske senat; men da Tiberius var kejser, hørte provinsen direkte under ham. Senere, under kejser Claudius, kom Achaia, ifølge Tacitus, igen til at høre under senatet. Et brudstykke af en inskription man har fundet, med en forordning fra kejser Claudius til grækerne i Delfi, omtaler Gallio som prokonsul. Det er derfor helt korrekt når der i Apostelgerninger 18:12 siges at Gallio var „prokonsul“ mens Paulus var i Korinth, Achaias hovedstad. (Se GALLIO.) En inskription på en murbue i Thessalonika (hvoraf der findes fragmenter på British Museum) viser at Apostelgerninger 17:8 benytter den korrekte titel for „byens ledere“ (politarʹchaiʹ), skønt denne titel ikke findes i den klassiske litteratur.

Den dag i dag ligger Areopagus eller Marshøjen i Athen, hvor Paulus forkyndte, som et tavst vidnesbyrd om Apostelgerningers sandfærdighed. (Apg 17:19) De lægeudtryk der forekommer i bogen, er i overensstemmelse med samtidens græske lægelitteratur. De almindeligt anvendte rejsemetoder i det 1. århundredes Mellemøsten var som beskrevet i Apostelgerninger: Over land rejste man til fods, til hest eller med hestetrukken vogn (23:24, 31, 32; 8:27-38); til søs tog man med fragtskib. (21:1-3; 27:1-5) Disse fartøjer havde ikke et enkelt ror i agterstavnen, men blev styret ved hjælp af to store årer, der altså korrekt omtales i flertal. (27:40) Beskrivelsen af Paulus’ skibsrejse til Rom (27:1-44) med oplysningerne om hvor lang tid rejsen tog, hvilken strækning der blev tilbagelagt, og hvilke steder der blev anløbet undervejs, anerkendes af nutidige sømænd der er kendt med området, som fuldstændig pålidelig og troværdig.

Blandt dem der i perioden fra det 2. til det 4. århundrede udarbejdede kataloger over Bibelens bøger, herskede der ingen tvivl om at Apostelgerninger var inspireret og kanonisk. Dele af bogen, samt fragmenter af de fire evangelier, findes i papyrushåndskriftet Chester Beatty I (P⁴⁵) fra det 3. århundrede. Michigan 1571 (P³⁸) fra det 3. eller 4. århundrede indeholder dele af kapitlerne 18 og 19, og et håndskrift fra det 4. århundrede, Ægyptus 8683 (P⁸), indeholder dele af kapitlerne 4-6. Der blev citeret fra Apostelgerninger af Polykarp af Smyrna omkring år 115, af Ignatius af Antiochia omkring år 110, og af Clemens af Rom måske så tidligt som i år 95. Athanasios, Hieronymus og Augustin fra det 4. århundrede bekræfter de tidligere fortegnelser der indbefattede Apostelgerninger.

[Ramme på side 121]

HOVEDPUNKTER I APOSTELGERNINGER

Beretningen om den kristne menigheds begyndelse og nidkære offentlige forkyndelse trods hård modstand

Spænder over: 33 til ca. 61 e.v.t.

Før Jesus stiger til himmelen bemyndiger han sine disciple til at være vidner om at han er Jehovas Messias (1:1-26)

Efter at disciplene har modtaget den hellige ånd, forkynder de frimodigt på mange sprog (2:1–5:42)

Jøder der er kommet til Jerusalem fra mange lande hører vidnesbyrdet på deres eget sprog; omkring 3000 bliver døbt

Peter og Johannes arresteres og føres for Sanhedrinet; erklærer frygtløst at de ikke vil holde op med at forkynde

Fyldt med hellig ånd taler alle disciplene Guds ord med frimodighed; mange får tro

Apostlene arresteres; udfries af en engel; da de stilles for Sanhedrinet erklærer de: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker“

Forfølgelsen fører til at vidnearbejdet udvides (6:1–9:43)

Stefanus pågribes, aflægger et frygtløst vidnesbyrd, lider martyrdøden

På grund af forfølgelsen bliver alle undtagen apostlene spredt ud over landet; der forkyndes i Samaria; den ætiopiske eunuk døbes

Jesus viser sig for forfølgeren Saulus; Saulus omvender sig, bliver døbt, indleder sin nidkære tjeneste

Under Guds ledelse når vidnesbyrdet ud til uomskårne hedninger (10:1–12:25)

Peter forkynder for Kornelius, hans familie og hans venner; de kommer til troen, får den hellige ånd og bliver døbt

Apostelens beretning om dette giver stødet til yderligere forkyndelse blandt folk fra nationerne

Paulus’ missionsrejser (13:1–21:26)

Første missionsrejse: Til Cypern og Lilleasien. Paulus og Barnabas forkynder frimodigt offentligt og i synagogerne; bliver smidt ud af Antiochia; overfaldes af en pøbelsværm i Ikonium; modtages først som guder i Lystra, derefter bliver Paulus stenet

Spørgsmålet om omskærelse afgøres af det styrende råd i Jerusalem; Paulus og Barnabas får til opgave at oplyse brødrene om at de ikke behøver at lade sig omskære, men at de troende skal afholde sig fra det der har været ofret til afguder, fra blod og fra utugt

Anden missionsrejse: Gennem Lilleasien til Makedonien og Grækenland. Fængsles i Filippi, men fangevogteren og hans familie bliver døbt; jøder anstifter pøbeloptøjer i Thessalonika og Berøa; i Athen forkynder Paulus i synagogen, på torvet og på Areopagus; forkynder i Korinth i halvandet år

Tredje missionsrejse: Lilleasien og Grækenland. Paulus’ tjeneste i Efesus bærer frugt; sølvsmede bringer byen i oprør; apostelen formaner de ældste

Paulus arresteres, forkynder for myndighedspersoner, føres til Rom (21:27–28:31)

Efter et pøbeloverfald i Jerusalem føres Paulus for Sanhedrinet

Som fange aflægger han et frygtløst vidnesbyrd for Felix, Festus og kong Herodes Agrippa II, og desuden på båden på vej til Rom

Som fange i Rom finder Paulus fortsat måder at forkynde om Kristus og Riget på