Et semitisk sprog som var nært beslægtet med hebraisk, og som oprindelig taltes af aramæerne. (Se ARAM, 5.) Med tiden delte det sig i flere dialekter (hvoraf nogle blev regnet for selvstændige sprog) og fik navnlig i Sydvestasien stor udbredelse. Sproget blev især talt fra det 2. årtusind f.v.t. til omkring 500 e.v.t. Det er et af de tre sprog Bibelen oprindelig blev skrevet på. Det hebraiske ord ’aramīthʹ forekommer fem gange og er gengivet med „aramaisk“ eller „på aramaisk“. — 2Kg 18:26; Es 36:11; Da 2:4; Ezr 4:7 (2 gange).

Bibelsk aramaisk (tidligere kaldt kaldæisk) er anvendt i Ezra 4:8–6:18 og 7:12-26; Jeremias 10:11 og Daniel 2:4b–7:28. Der forekommer også aramaiske ord i andre dele af Bibelen, men mange af forskernes forsøg på at finde aramaiske forlæg for hebraiske ord er kun formodninger.

At der benyttes aramaiske udtryk i Bibelen, er på ingen måde overraskende, for hebræerne havde i lang tid nær kontakt med aramæerne og det aramaiske sprog. Nogle af de tidligste gengivelser af De Hebraiske Skrifter på andre sprog var de aramaiske targumer. Der er blevet fundet fragmenter af tidlige targumer af nogle bøger i Dødehavsrullerne.

Sproget. Aramaisk og hebraisk tilhører begge den nordvestsemitiske sproggruppe. Skønt aramaisk adskiller sig noget fra hebraisk, er de to sprog tydeligt beslægtede. De har de samme bogstaver i deres alfabet og betegner dem med de samme navne. Ligesom hebraisk skrives aramaisk fra højre mod venstre, og skriften var oprindelig en konsonantskrift. Det aramaiske sprog der er anvendt i Bibelen, blev også senere, ligesom hebraisk, forsynet med vokalpunkter af masoreterne. Aramaisk er blevet påvirket ved berøringen med andre sprog. I bibelsk aramaisk forekommer flere hebraiske, akkadiske og persiske person- og stednavne, og hebraisk påvirkning mærkes på religiøse gloser, akkadisk påvirkning specielt på politiske og økonomiske udtryk, og persisk påvirkning i forbindelse med udtryk som har at gøre med politiske og juridiske anliggender.

Foruden at aramaisk og hebraisk benytter samme skrift, er der ligheder i bøjningen af udsagnsordene, navneordene og stedordene. Udsagnsordene har to aspekter: imperfektum (som betegner den uafsluttede handling) og perfektum (den afsluttede handling). Navneordene forekommer i ental, total (dualis) og flertal, og der er to køn, hankøn og hunkøn. Aramaisk adskiller sig fra andre semitiske sprog ved at det hyppigt anvender vokallyden a, og ved at visse konsonanter foretrækkes frem for andre, som for eksempel d for z og t for sj.

Hovedgrupper. De aramaiske dialekter deles almindeligvis i en vestlig og en østlig gruppe. Historisk set kendes imidlertid fire grupper: oldaramaisk, rigsaramaisk, vestaramaisk og østaramaisk. Man formoder at der i det 2. årtusind f.v.t. taltes forskellige aramaiske dialekter i Den Frugtbare Halvmåne og de tilgrænsende områder. I 1 Mosebog 31:47 kan man se en forskel mellem tidlige former af aramaisk og hebraisk. Efter at Jakob og Laban var blevet forsonet, rejste de en stendysse som et vidne mellem sig. Laban kaldte den på aramaisk „Jegar-Sahaduta“, mens Jakob på hebraisk kaldte den „Galed“. Begge udtryk betød „vidnedysse“.

Visse inskriptioner som er fundet i Nordsyrien, og som menes at stamme fra det 10. til det 8. århundrede f.v.t., er affattet på oldaramaisk. Under det assyriske verdensrige blev en ny aramaisk dialekt imidlertid det internationale hjælpesprog og fortrængte akkadisk som det officielle sprog der blev benyttet i centralforvaltningens korrespondance med de afsidesliggende provinser i riget. Som følge af denne anvendelse betegnes denne standardform af sproget som „rigsaramaisk“. Dette aramaisk var fortsat i brug under det babyloniske verdensrige (625-539 f.v.t.) og siden under det persiske verdensrige (538-331 f.v.t.). Især under Perserriget var det meget udbredt.  Mange arkæologiske fund bekræfter at det var det officielle regerings- og handelssprog. Det er for eksempel brugt i kileskriftdokumenter, på ostraka (potteskår), i papyrusser, i seglindskrifter, på mønter og i inskriptioner på sten, og disse genstande er blevet fundet i områder som Mesopotamien, Persien, Ægypten, Anatolien, Nordarabien og så langt mod nord som i Uralbjergene og mod øst i Afghanistan og Kurdistan. Rigsaramaisk var fortsat i brug i den hellenistiske periode (323-30 f.v.t.).

Det lader til at være dette rigsaramaisk der forekommer i Ezras, Jeremias’ og Daniels bøger. Bibelen indeholder også vidnesbyrd om at aramaisk var datidens internationale hjælpesprog. I det 8. århundrede f.v.t. rettede kong Ezekias af Judas officielle talsmænd følgende anmodning til Rabsjake, der repræsenterede assyrerkongen Sankerib: „Tal dog aramaisk til dine tjenere, for det forstår vi; men tal ikke til os på jødernes sprog mens folkene som er på muren hører det.“ (Es 36:11; 2Kg 18:26) De jødiske embedsmænd forstod aramaisk, men det gjorde den jævne hebræer som dengang boede i Jerusalem, åbenbart ikke.

Nogle år efter at jøderne var vendt tilbage fra landflygtigheden i Babylon, læste præsten Ezra op af lovbogen for de jøder der var forsamlede i Jerusalem, og nogle levitter forklarede det oplæste for folket. Der står i Nehemias 8:8: „De blev ved med at læse op af bogen, af den sande Guds lov, samtidig med at den blev fortolket og man gav det læste mening; således forklarede de det oplæste.“ Denne fortolkning og forklaring har muligvis bestået i at den hebraiske tekst blev genfortalt på aramaisk, som hebræerne kan være begyndt at tale under opholdet i Babylon. Fortolkningen indebar sikkert også at teksten blev udlagt, sådan at jøderne, selv om de måske forstod hebraisk, også fik fat i den dybere betydning af det der blev oplæst.

Hvilket sprog talte Jesus? De lærde er ret uenige om dette spørgsmål. Men om de sprog der anvendtes i Palæstina da Jesus var på jorden, siger professor G. Ernest Wright: „I de større byers gader kunne man uden tvivl høre flere forskellige sprog. Græsk og aramaisk var øjensynlig de almindelige talesprog, og de fleste byboere kunne sandsynligvis forstå dem begge, selv i så ’moderne’ og ’vestlige’ byer som Cæsarea og Samaria, hvor græsk var det almindeligste. Man kunne høre romerske soldater og embedsmænd tale sammen på latin, mens ortodokse jøder indbyrdes kan have talt en art senhebraisk, et sprog som vi ved hverken var klassisk hebraisk eller aramaisk, trods dets lighed med begge disse sprog.“ Med følgende ord kommenterer professor Wright videre det sprog Jesus talte: „Jesu tungemål har været genstand for megen diskussion. Vi har ingen sikker metode til at fastslå om han kunne græsk eller latin, men i sin forkyndergerning brugte han sædvanligvis enten aramaisk eller det stærkt aramaiserede folkehebraisk. Da Paulus talte til folkemængden i templet, siges det at han talte hebraisk. (Apg 21:40) De lærde tager som regel dette for at være aramaisk, men det er ret sandsynligt at et folkehebraisk dengang var det almindelige talesprog blandt jøderne.“ — Biblical Archaeology, 1962, s. 243.

Det er muligt at Jesus og hans første disciple, som for eksempel apostelen Peter, undertiden talte galilæisk-aramaisk. Den nat Jesus blev arresteret, blev der sagt til Peter: „Vist er du også en af dem, din dialekt røber dig jo.“ (Mt 26:73) Dette blev muligvis sagt til Peter fordi han på det tidspunkt talte galilæisk-aramaisk, men det er ikke sikkert, for han kan også have talt galilæisk-hebraisk, en anden dialekt end den man talte i Jerusalem og andre steder i Judæa. Da Jesus på et tidligere tidspunkt kom til Nazaret i Galilæa og gik ind i synagogen dér, læste han op fra Esajas’ profeti, som var på hebraisk, og sagde derpå: „I dag er det skriftsted I lige har hørt, blevet opfyldt.“ Der siges intet om at Jesus oversatte det læste til aramaisk, så det er sandsynligt at de tilstedeværende udmærket forstod det bibelske hebraisk. (Lu 4:16-21) Det er også værd at bemærke at Apostelgerninger 6:1, som beretter om tiden kort efter pinsen år 33, taler om græsktalende og hebraisktalende jøder i Jerusalem.

Professor Harris Birkeland påpeger (i The Language of Jesus, Oslo 1954, s. 10, 11) at aramaisk ikke nødvendigvis behøver at have været det almindelige talesprog på Jesu tid blot fordi det blev anvendt som skriftsprog i Palæstina. Og den omstændighed at Elefantine-papyrusserne, som tilhørte en jødisk koloni i Ægypten, var skrevet på aramaisk, beviser ifølge professor Birkeland ikke at aramaisk var hovedsproget i jødernes hjemland, for aramaisk var dengang et internationalt skriftsprog. De Kristne Græske Skrifter indeholder en del aramaiske udtryk, idet Jesus for eksempel bruger flere aramaiske ord. Men måske var det sådan, som professor Birkeland fremfører, at Jesus til daglig talte folkehebraisk og blot af og til anvendte aramaiske udtryk.

Birkelands påstand om at det jævne folk ikke kunne læse og skrive aramaisk, kan muligvis ikke bevises, men når den lærde læge Lukas beretter at Paulus talte til jøderne „på det hebraiske  sprog“, og at Paulus sagde at stemmen fra himmelen talte til ham „på det hebraiske sprog“, ser det ud til at han virkelig mener hebraisk (selv om det ikke behøver at have været gammelhebraisk), og ikke aramaisk. — Apg 22:2; 26:14.

Noget som yderligere støtter den tanke at man talte en art hebraisk i Palæstina på Jesu tid, er de tidlige vidnesbyrd om at Mattæus først skrev sit evangelium på hebraisk. Eusebios (fra det 3. og 4. årh.) siger for eksempel at „Matthæus . . . skrev det paa det hebraiske Sprog“. (Eusebs Kirkehistorie, oversat af Knud Bang, 1940, VI, xxv, 4) Og Hieronymus (fra det 4. og 5. årh.) skriver i sit værk De viris inlustribus (Om berømte mænd), kapitel III: „Mattæus, der er den samme som Levi, og som fra at være tolder blev apostel, affattede først et Evangelium om Kristus i Judæa på det hebraiske sprog og med hebraiske skrifttegn, til gavn for dem af omskærelsen der var blevet troende. . . . I øvrigt er den hebraiske udgave bevaret indtil i dag i biblioteket i Cæsarea, som martyren Pamfilus så flittigt samlede.“ (Oversat fra den latinske tekst af E. C. Richardson og udgivet i serien „Texte und Untersuchungen zur Geschichte der altchristlichen Literatur“, Leipzig 1896, bd. 14, s. 8, 9.) Da Jesus levede på jorden, kan han altså udmærket have talt både en art hebraisk og en aramaisk dialekt. — Se også HEBRAISK.