(Aʹrarat).

Navnet betegner både et område og en bjergkæde på grænsen mellem Tyrkiet, Iran og Armenien.

Efter Vandfloden lagde Noas ark sig til hvile på „Ararats bjerge“. (1Mo 8:4) I kong Ezekias’ regeringstid flygtede Sankeribs sønner Adrammelek og Sar-Ezer til „landet Ararat“ efter at de havde myrdet deres fader. (2Kg 19:37; Es 37:38) Jeremias forudsagde at Ararat ville være blandt de ’riger’ der ville drage imod Babylon når tiden for dets ødelæggelse var kommet (i det 6. årh. f.v.t.). (Jer 51:27) Disse sidste skriftsteder viser at det var et land der lå nord for Assyrien. Eusebios og Hieronymus og de fleste andre oldkristne forfattere anså Ararat for at svare til Armenien, og sådan gengives det i Esajas 37:38 i den græske Septuaginta og i 2 Kongebog 19:37 i den latinske Vulgata. I talrige assyriske inskriptioner fra Salmanassar I’s, Assurnasirpal II’s, Salmanassar III’s, Tiglat-Pileser III’s og Sargon II’s tid, det vil sige fra det 9. og det 8. århundrede f.v.t., omtales Ararat som „Urartu“. Asarhaddon, en tredje søn af Sankerib og dennes efterfølger på den assyriske trone, fortæller i en inskription at han besejrede sine brødres hære i landet Hanigalbat, et område som ligger i det nuværende Armenien. Disse inskriptioner, samt at Jeremias forbinder Ararat med rigerne Minni og Asjkenaz, tyder på at landet Ararat har ligget i bjergområdet omkring Vansøen i det gamle Armenien. Syd for dette lå Tigris’ kilder, og mod nord Kaukasusbjergene.

Navnet Ararat betegner i dag specielt et bjergmassiv som ligger i dette område, og hvor Noas ark ifølge traditionen skal være landet. Massivet består af to kegleformede toppe som ligger omkring 11 km fra hinanden og er adskilt af en dyb sænkning i terrænet. Den højeste hæver sig 5165 m over havets overflade, og de øverste 900 m er dækket af evig sne. Den laveste, der ligger mod sydøst, når en højde af 3914 m. Den højeste af de to toppe er især vanskeligt tilgængelig og blev første gang besteget af Parrot i 1829. Mange stednavne i området vækker mindelser om den bibelske beretning. Selve bjerget kaldes af tyrkerne Aghri Dagh (Arkens Bjerg) og af perserne Kuhi-Nuh (Noas Bjerg). — Se ARK, 1.