1. Noas ark. Det fartøj hvori menneskehedens forfædre overlevede den jordomspændende vandflod i 2370-2369 f.v.t. (Se NOA, 1; VANDFLODEN.) Jehova gav Noa detaljerede instruktioner om arkens størrelse og form, om hvordan der skulle sørges for lys og ventilation, og om hvilke materialer der skulle anvendes. — 1Mo 6:14-16.

Form og størrelse. Arken (hebr.: tevahʹ; gr.: kibōtosʹ) var et rektangulært, kasselignende fartøj, øjensynlig med lodrette sider og flad bund. Den behøvede hverken en rundet bund eller en spids forstavn så den kunne bevæge sig hurtigt gennem vandet. Den behøvede heller ikke at kunne styres. Den skulle blot være vandtæt og kunne holde sig flydende. Et fartøj af denne form ligger meget stabilt på vandet, kæntrer ikke så let, og kan rumme ca. en tredjedel mere end skibe af traditionel facon. Der var en dør på siden af arken, så man kunne laste og losse den.

Arken var 300 alen lang, 50 alen bred og 30 alen høj. Regner man en alen til blot 44,5 cm (nogle mener at den gamle alen snarere var 56 eller 61 cm), må arken altså have været 133,5 m lang, 22,25 m bred og 13,35 m høj — mindre end halvt så lang som oceandamperen Queen Elizabeth 2. Dette forhold mellem længde og bredde (6 til 1) er i øvrigt det der benyttes af skibsbyggere den dag i dag. Med disse mål havde arken et bruttorumfang på hen ved 40.000 m³. Intet fragtskib i oldtiden havde blot tilnærmelsesvis denne størrelse. Eftersom arkens indvendige konstruktion var forstærket med to ekstra dæk, havde den i alt tre dæk, med en samlet gulvflade på godt 8900 m².

Der blev sagt til Noa at han skulle „lave et tsoʹhar [= tag eller vindue] til arken“. (1Mo 6:16) Det står ikke klart hvad dette tsoʹhar var, eller hvordan det blev konstrueret. Nogle forskere mener at ordet er beslægtet med et ord der indeholder tanken om lys, og oversætter det derfor med „vindue“ (GD, Li, KJ), „lys“ (AS, JP) eller „lysåbning“ (Ka; Bu, fdn.). Andre forbinder imidlertid tsoʹhar med en senere arabisk rod der betyder „(hånd)ryg“, „(et dyrs) ryg“ eller „(skibs)dæk“, det vil sige den del der vender bort fra jorden eller vandet, og gengiver det derfor med „tag“. (DA92, Bu, JB) Noa fik at vide at han skulle afslutte dette tsoʹhar „i en afstand af en alen fra oven“. — 1Mo 6:16.

Det er således muligt at dette tsoʹhar skulle sikre at der kom tilstrækkeligt med lys og frisk luft ind i arken, og at det derfor ikke bare var et „glughul“ der målte en alen på hver led, men derimod en åbning på en alens højde hele vejen rundt om arken lige under taget, hvilket ville give et samlet åbningsareal på næsten 140 m². På den anden side er det også muligt at der er tale om et tag med skrå flader, idet der så samtidig måtte skaffes plads til ventilation under taget eller andetsteds. Om denne mulighed skriver James F. Armstrong i Vetus Testamentum (Leiden 1960, s. 333): „’Indtil en alen oventil skal du afslutte det’ er vanskeligt at forstå når sohar oversættes med enten ’lys (= vindue)’ eller ’(fladt) tag’. Men hvis man forestiller sig et sadeltag, kan ordene ’indtil en alen oventil’ sigte til tagryggens højde over ydervæggenes overkant. En arkitekt i dag ville sige at den nævnte alen er højden på hængestolperne som rygåsen lægges på. . . . Ifølge denne teori må taget på Noas ark have haft en hældning på fire procent (1 alens stigning — 25 alen fra ydervæggen til tagryggen), hvilket var tilstrækkeligt til at regnvandet kunne løbe af.“

Jehova forklarede også hvilket materiale denne kæmpemæssige ark skulle bygges af: „Lav dig en  ark af harpiksholdigt træ.“ (1Mo 6:14) Nogle mener at dette harpiksholdige træ (ordr.: gofertræ) har været cyprestræ eller en lignende træsort. Det træ der i dag kaldes cypres, var meget udbredt i denne del af verden. Fønikierne og Alexander den Store foretrak dette træ til skibsbygning, og det anvendes til dette formål den dag i dag. Det er særlig vandbestandigt og holdbart. Døre og dørstolper af cyprestræ har vist sig at kunne holde i 1100 år. Desuden skulle Noa ikke blot tætne sammenføjningerne, men også stryge arken „indvendig og udvendig med tjære“. — Se ASFALT.

Tilstrækkelig lasteevne. Arkens passagerliste var ganske imponerende. Foruden Noa selv og hans hustru, hans tre sønner og deres hustruer skulle ’to af hver levende skabning af al slags kød’ bringes ind i arken. „Han og hun skal det være. Af de flyvende skabninger efter deres arter og af husdyrene efter deres arter, af alle jordens myldrende smådyr efter deres arter, skal to af hver gå ind til dig for at blive bevaret i live.“ Af de rene dyr skulle der tages syv af hver. Til alle disse mange dyr skulle der desuden i arken samles en stor mængde forskelligartet foder som kunne række til mere end et år. — 1Mo 6:18-21; 7:2, 3.

De „arter“ beretningen nævner, er kategorier med de klare og uforanderlige grænser som Skaberen har sat, og inden for hvilke dyrene er i stand til at formere sig „efter deres arter“. Det er blevet anslået at de hundredtusinder af dyrearter der findes i dag, kan reduceres til forholdsvis få af de grundlæggende „arter“ som blev skabt fra begyndelsen — såsom hestearten og oksearten, for blot at nævne to. De grænser Jehova fastlagde for artens formering, kunne ikke overskrides. På baggrund af dette har nogle forskere sagt at der kun behøvede at være 43 pattedyr„arter“, 74 fugle„arter“ og 10 krybdyr„arter“ med i arken for at alle de varieteter vi kender i dag, kunne frembringes. Andre har anslået at der blot behøvede at være 72 „arter“ firbenede dyr og lidt under 200 fugle„arter“. Et bevis for at det rigt varierede dyreliv vi kender i dag, kan være opstået ved krydsninger inden for så få „arter“ efter Vandfloden, er den uendelige variation vi ser inden for menneske„arten“. Foruden de utallige nuancer i hår-, øjen- og hudfarve er der store variationer i højde, vægt og legemsbygning, og alle stammer vi fra én familie, nemlig Noas.

Nogle vil måske synes at disse tal er sat for lavt, især da et så anset opslagsværk som The Encyclopedia Americana oplyser at der findes over 1.300.000 dyrearter. (1977, bd. 1, s. 859-873) Over 60 procent af disse arter er imidlertid insekter. Af de resterende er 24.000 padder, krybdyr, fugle og pattedyr, hvoraf 10.000 er fugle, 9000 er krybdyr og padder (af hvilke mange har kunnet overleve uden for arken) og kun 5000 er pattedyr, deriblandt delfiner og andre hvaler (der også kunne overleve uden for arken). Andre anslår at der kun er ca. 290 arter af landpattedyr som er større end fåret, og ca. 1360 som er mindre end rotten. (The Deluge Story in Stone, B. C. Nelson, 1949, s. 156; The Flood in the Light of the Bible, Geology, and Archaeology, A. M. Rehwinkel, 1957, s. 69) Selv om man går ud fra disse større tal, kunne arken nemt have rummet et par af hver dyreart.

Fem måneder efter at Vandfloden var begyndt, „lagde arken sig til hvile på Ararats bjerge“, sandsynligvis ikke på den højeste tinde, der ligger næsten 5165 m over havet, men i et egnet terræn hvor det kunne være behageligt for de ombordværende at opholde sig nogle måneder mere i arken. Da der til sidst var gået et år og ti dage siden Vandfloden begyndte, blev døren igen åbnet, og alle gik ud af arken. — 1Mo 7:11; 8:4, 14.

Påstande om at der er fundet rester af arken, er endnu ubeviste.

2. Den lille kiste hvori Jokebed skjulte sin tre måneder gamle søn, der blev fundet blandt sivene ved Nilens bred af Faraos datter, og som senere fik navnet Moses. Denne kiste eller ark (hebr.: tevahʹ) var lavet af papyrus og gjort vandtæt med et lag asfalt og beg. — 2Mo 2:2-4, 10, fdn.; 6:20.

3. Den kiste af akacietræ hvori det andet sæt stentavler med Loven som blev givet til Moses på Sinaj Bjerg, midlertidigt blev opbevaret indtil Vidnesbyrdets ark blev lavet nogle måneder senere. (5Mo 10:1-5) Det hebraiske ord ’arōnʹ, der almindeligvis gengives med „ark“ (fx i 5 Mosebog 10:1-5), gengives også nogle få steder med „kiste“. — 1Mo 50:26; 2Kg 12:9, 10, fdn.; 2Kr 24:8, 10, 11.

4. Pagtens ark. Den hellige kiste der stod i Det Allerhelligste i teltboligen og, senere, i det tempel Salomon byggede. Arken blev bygget på Jehovas bud og efter hans anvisninger.

Bibelskribenterne betegner pagtens ark på over 20 forskellige måder. De almindeligste udtryk, „pagtens ark [hebr.: ’arōnʹ habberīthʹ; gr.: kibōtosʹ tēs diathēʹkēs]“ (Jos 3:6; He 9:4) og „Vidnesbyrdets ark“ (2Mo 25:22), bruges i flæng og ikke specielt af bestemte skribenter.

Form og udseende. Det første Jehova gav Moses anvisninger på da han pålagde ham at bygge teltboligen, var hvordan arken skulle laves,  for den skulle være midtpunktet og den vigtigste ting i teltboligen, ja i hele Israels lejr. Selve kisten var 2,5 alen lang, 1,5 alen bred og 1,5 alen høj (ca. 111×67×67 cm). Den var lavet af akacietræ og var både indvendig og udvendig overtrukket med rent guld. „Hele vejen rundt“ var den udsmykket med en kunstfærdig „bort af guld“. Arkens anden del, låget, var ikke bare overtrukket med guld, men var af massivt guld i hele kistens længde og bredde. På dette låg var anbragt to guldkeruber i drevet (udhamret) arbejde, en i hver ende, vendt mod hinanden, med bøjede hoveder og vingerne udbredt opefter så de dækkede over arken. (2Mo 25:10, 11, 17-22; 37:6-9) Dette låg blev også kaldt „sonedækket“ eller „nådestolen“. — 2Mo 25:17; He 9:5, fdn.; se SONEDÆKKET.

Arken blev flyttet fra sted til sted ved hjælp af lange bærestænger, som også var lavet af akacietræ overtrukket med guld, og som var ført igennem to guldringe på hver side af kisten. Disse stænger skulle ikke tages ud af ringene, og de der bar arken, behøvede derfor aldrig at røre ved den. I arkens fire hjørner var der fire fødder, „fødder der gik, fødder der var bøjede som om de gik“ (Biblical Commentary on the Old Testament: The Pentateuch af C. F. Keil og F. Delitzsch, Michigan 1978, bd. 2, s. 167), som hævede den op fra gulvet — hvor højt vides ikke. Ringene var muligvis fastgjort umiddelbart oven over fødderne, om ikke ligefrem på selve fødderne. — 2Mo 25:12-16; 4Mo 4:5, 15; 1Kg 8:8; 1Kr 15:15.

Indvielse og anvendelse. Bezalel og hans medhjælpere fulgte nøje arbejdsplanerne og byggede arken af de materialer folket havde bidraget med. (2Mo 35:5, 7, 10, 12; 37:1-9) Da teltboligen var fuldført og blev rejst et år efter udgangen af Ægypten, tog Moses de to stentavler med Loven og lagde dem i arken. (Det fremgår af 5 Mosebog 10:1-5 at tavlerne lå i en midlertidig ark af akacietræ i de få måneder der gik fra Moses fik dem på bjerget, indtil de blev lagt over i den ark Bezalel lavede.) Dernæst anbragte Moses bærestængerne i arkens ringe, lagde låget på, førte arken ind i teltet, og hængte forhænget op som skulle adskille Det Hellige fra Det Allerhelligste. Som en del af indvielsesceremonien salvede han derpå arken og alt det øvrige udstyr med olie. Når præsterne derefter tog teltboligen ned når man skulle drage videre, tildækkede de arken med forhænget samt med sælskind og et blåt klæde for at folket ikke skulle se på den „det mindste øjeblik“ og derved dø. — 2Mo 40:3, 9, 20, 21; 4Mo 3:30, 31; 4:5, 6, 19, 20; 7:9; 5Mo 10:8; 31:9; se TELTBOLIG.

Arken tjente som et helligt arkiv til opbevaring af hellige vidnesbyrd, i første række Vidnesbyrdets to tavler, det vil sige tavlerne med De Ti Bud. (2Mo 25:16) „Guldkrukken med mannaen . . . og Arons stav, der engang havde skudt knopper,“ blev også anbragt i arken, men blev fjernet igen på et tidspunkt inden Salomons tempel blev bygget. (He 9:4; 2Mo 16:32-34; 4Mo 17:10; 1Kg 8:9; 2Kr 5:10) Umiddelbart før sin død gav Moses levitpræsterne et eksemplar af ’lovbogen’ og gav dem påbud om at lægge den, ikke i, men „ved siden af Jehova jeres Guds pagts ark . . . som et vidne mod dig dér“. — 5Mo 31:24-26.

Forbundet med Guds nærværelse. Så længe arken fandtes, var den forbundet med Guds nærværelse. Jehova havde lovet: „Jeg vil mødes med dig dér og tale med dig fra stedet over låget, fra stedet mellem de to keruber som er på Vidnesbyrdets ark.“ „Jeg viser mig i en sky over låget.“ (2Mo 25:22; 3Mo 16:2) Samuel skrev at Jehova „troner på keruber“. (1Sa 4:4) Keruberne var derfor ’det der repræsenterede Jehovas stridsvogn’. (1Kr 28:18) I overensstemmelse med dette hedder det: „Når Moses gik ind i mødeteltet for at tale med [Jehova], hørte han stemmen samtale med sig fra stedet oven over låget som var på Vidnesbyrdets ark, fra stedet mellem de to keruber; og han talte til ham.“ (4Mo 7:89) Senere rådspurgte Josua og ypperstepræsten Pinehas også Jehova foran arken. (Jos 7:6-10; Dom 20:27, 28) Men det var kun ypperstepræsten der gik helt ind i Det Allerhelligste og så arken. Han gjorde dette én dag om året, ikke for at tale med Jehova, men for at gennemføre den ceremoni der var foreskrevet for forsoningsdagen. — 3Mo 16:2, 3, 13, 15, 17; He 9:7.

Jehovas nærværelse repræsenteret ved arken var på flere måder til velsignelse for Israel. Under israelitternes vandringer var det almindeligt at arken med skyen drog i spidsen. (4Mo 10:33, 34) Ved overgangen over Jordan standsede Jehova vandet da præsterne med arken trådte ud i det, hvorefter folket kunne gå over. (Jos 3:1–4:18) Ved marchen omkring Jeriko blev den væbnede styrke efterfulgt af syv præster som blæste i horn, derpå fulgte arken, og til sidst bagtroppen. (Jos 6:3-13) I modsætning til det vellykkede resultat ved Jeriko havde nogle oprørske israelitter lidt nederlag da de formasteligt havde forsøgt at indtage det forjættede land i modstrid med Guds anvisninger og på et tidspunkt da ’Jehovas pagts ark og Moses ikke fjernede sig fra lejren’. (4Mo 14:44, 45) Selv de fjendtlige filistre fornemmede Jehovas nærværelse da pagtens ark blev bragt  ud på slagmarken. I deres frygt råbte de: „Gud er kommet til lejren [Israels lejr].“ „Ve os, for sådan noget er aldrig sket før. Ve os, hvem kan udfri os af denne majestætiske Guds hånd? Dette er den Gud som slog Ægypten med alle slags plager i ørkenen.“ — 1Sa 4:6-8.

Jehova gav fortsat bevis på sin nærværelse da filistrene erobrede arken og førte den til Asdod, hvor de stillede den ved siden af Dagons gudebillede. Om natten faldt Dagon næsegrus til jorden; den følgende nat styrtede han igen om foran Jehovas ark, og hans hoved og begge hans hænder var hugget af. I de næste syv måneder, hvor arken blev ført fra by til by i filistrenes land, var filistrene plaget af hæmorroider, og i byen Ekron opstod der „en dødelig panik“ indtil arken endelig blev sendt tilbage til Israel sammen med et passende offer. — 1Sa 5:1–6:12.

Eftersom arken var forbundet med Jehovas nærværelse, måtte den omgives med stor agtelse og behørig respekt. Hver gang arken brød op, og hver gang den atter blev bragt til hvile, udtalte Moses derfor en lovprisning af Jehova. (4Mo 10:35, 36) Ypperstepræsten Eli blev så chokeret over at høre at filistrene havde erobret arken, at han mistede balancen og faldt bagover og brækkede halsen. Og hans svigerdatter sagde idet hun døde: „Herligheden er gået i landflygtighed fra Israel, for den sande Guds ark er blevet taget.“ (1Sa 4:18-22) Kong Salomon anerkendte at „de steder hvor Jehovas ark er kommet hen, er hellige“. — 2Kr 8:11.

Ikke et tryllemiddel. Arken var imidlertid ikke et tryllemiddel der under alle forhold sikrede et godt resultat. Jehovas velsignelse afhang af folkets åndelige tilstand og trofaste lydighed. Ved Aj led israelitterne således nederlag på grund af troløshed selv om arken befandt sig i lejren. (Jos 7:1-6) Israels tillid til arkens tilstedeværelse på slagmarken hindrede heller ikke filistrene i at dræbe 30.000 israelitter og at erobre arken. (1Sa 4:1-11) Da filistrene sendte arken tilbage, blev der stor glæde, og man takkede Jehova og ofrede slagtofre, men alligevel ’rettede Jehova et stort slag mod folket’. Hvorfor? Fordi de, i strid med Guds befaling, „havde set på Jehovas ark“. (1Sa 6:11-21; 4Mo 4:6, 20) Hvor mange der mistede livet ved denne lejlighed, vides ikke med sikkerhed. Den masoretiske tekst lyder: „Han slog halvfjerds mand af folket ihjel — halvtreds tusind mand.“ Denne uklare formulering kunne tyde på at udtrykket „halvtreds tusind mand“ er en tilføjelse til teksten. Den syriske Pesjitta og den arabiske oversættelse siger at „fem tusind og halvfjerds mand“ blev slået ihjel. Targum Jonatan siger: „Og han slog halvfjerds mand af folkets ældste ihjel, og halvtreds tusind af menigheden.“ Ifølge den græske Septuaginta blev „halvfjerds mand af dem“ og „halvtreds tusind af mændene“ slået ihjel. Josefus nævner kun halvfjerds. — Jewish Antiquities, VI, 16 (i, 4).

Hvor arken blev opbevaret. Arken havde ikke nogen fast plads før Salomons tempel blev bygget. Da landet i det store og hele var indtaget (ca. 1467 f.v.t.), blev den ført til Silo, hvor den åbenbart forblev (med undtagelse af en tid hvor den var i Betel) indtil den blev erobret af filistrene. (Jos 18:1; Dom 20:26, 27; 1Sa 3:3; 6:1) Efter at den var sendt tilbage til israelitisk område, stod den først i Bet-Sjemesj og siden i Kirjat-Jearim, hvor den blev i ca. 70 år. — 1Sa 6:11-14; 7:1, 2; 1Kr 13:5, 6.

Ifølge den masoretiske tekst til 1 Samuel 14:18 ser det ud til at kong Saul under en krig med filistrene bad ypperstepræsten Ahija om at bringe arken ud til hans lejr. Men ifølge den græske Septuaginta sagde Saul til Ahija: „’Bring efoden herhen.’ (For han bar efoden den dag foran Israel.)“

Davids ønske om at føre arken til Jerusalem var godt, men den måde han første gang gjorde det på, førte til ulykke. I stedet for at den ved hjælp af bærestængerne blev båret på skuldrene af kehatitterne af Levis stamme, sådan som det var foreskrevet, lod David den transportere på en vogn. Okserne var nær ved at få vognen til at vælte, og Uzza blev slået af Jehova fordi han i modstrid med Guds lov rakte ud efter arken og greb fat i den. — 2Sa 6:2-11; 1Kr 13:1-11; 15:13; 4Mo 4:15.

Til sidst blev arken ført til Jerusalem, behørigt båret af levitterne (1Kr 15:2, 15), og dér blev den stående i et telt i resten af Davids regeringstid. (2Sa 6:12-19; 11:11) Under flugten efter Absaloms oprør forsøgte præsterne at tage arken med, men David insisterede på at den skulle blive i Jerusalem, idet han stolede på at Jehova ville bringe dem alle sikkert tilbage dertil. (2Sa 15:24, 25, 29; 1Kg 2:26) David ønskede at bygge et varigt hus til arken, men Jehova udsatte dette byggeri til Salomons regeringstid. (2Sa 7:2-13; 1Kg 8:20, 21; 1Kr 28:2, 6; 2Kr 1:4) Ved templets indvielse blev arken flyttet fra teltet på Zions Bjerg til Det Allerhelligste i templet på Morijas Bjerg og anbragt under to store keruber af olietræ der skærmende bredte deres vinger ud over den. Arken var det eneste af det større inventar fra teltboligen der blev anvendt i Salomons tempel. — 1Kg 6:19, 23; 8:1-11; 1Kr 22:19; 2Kr 5:2-10; 6:10, 11; se KERUB, 1; TEMPEL (Salomons tempel).

Den eneste historiske omtale af arken efter Salomons tid forekommer i 2 Krønikebog 35:3,  hvor kong Josias i 642 f.v.t. — næsten 900 år efter at arken var blevet lavet — befalede at den skulle bringes tilbage til templet. Hvordan det var gået til at den var blevet fjernet derfra, oplyses ikke. Josias efterfulgte nogle meget frafaldne konger, hvoraf en havde rejst et afgudssymbol i Jehovas hus, og det er muligt at en af disse ugudelige konger har fjernet arken. (2Kr 33:1, 2, 7) På den anden side foranstaltede Josias også en omfattende reparation af templet, hvorunder arken kan være blevet flyttet til et andet sted for at den ikke skulle blive beskadiget. (2Kr 34:8–35:19) Der siges ikke noget om at arken blev ført med til Babylon. Den nævnes ikke blandt de ting der blev fjernet fra templet og taget med. Der siges heller ikke noget om at den blev ført med tilbage og anbragt i det tempel Zerubbabel genopbyggede, og der blev ikke lavet nogen erstatning for den. Hvornår arken forsvandt og under hvilke omstændigheder det skete, vides ikke. — 2Kg 25:13-17; 2Kr 36:18; Ezr 1:7-11; 7:12-19.

Jeremias forudsagde at der ville komme en tid hvor pagtens ark ikke ville findes mere, men at man heller ikke ville savne den, og at det ikke ville gå Jehovas tilbedere dårligt fordi de ikke havde den. Derimod ville de „kalde Jerusalem for Jehovas trone“. — Jer 3:16, 17.

I Åbenbaringens Bog, der er skrevet i symbolsk sprog, siger Johannes at „Guds . . . pagts ark blev set i hans tempelhelligdom“ i himmelen. Denne pagtens ark har tilknytning til den nye pagt mellem Gud og mennesker, og dét at den kom til syne, var et tegn på at Jehova igen udøvede herredømmet ved sin Salvede. — Åb 11:15, 19.