Bygningskunst. Allerede tidligt i menneskehedens historie, i de 1656 år der gik forud for Vandfloden, taler Bibelen om forskellige boligformer og livsvilkår. Efter at Kain havde myrdet Abel, siges der at han „bosatte sig“ i et bestemt område, og at han dér ’gik i gang med at bygge en by’. (1Mo 4:16, 17) En af hans efterkommere, Jabal, blev imidlertid „stamfader til dem der bor i telte og holder kvæg“. En anden „smedede al slags værktøj af kobber og jern“. (1Mo 4:20, 22) Kains efterkommere gik senest til grunde i Vandfloden; men kendskabet til at bygge huse og bruge værktøj gik ikke til grunde sammen med dem.

Det betydeligste byggearbejde i tiden før Vandfloden blev udført af nogle af Sets efterkommere, nemlig Noa og hans sønner, der byggede arken. Selv om målene og de grundlæggende planer blev givet af Gud, må Noa som den jordiske leder af arbejdet have haft en vis forstand på bygningskonstruktion. Arken var 300 alen lang, 50 alen bred og 30 alen høj (133,5 m×22,3 m×13,4 m) og har muligvis haft et samlet etageareal på omkring 9000 m². De tre etager og den store tagflade har uden tvivl krævet brug af søjler og bjælker (foruden skillevæggene mellem rummene) til at bære vægten og til at give konstruktionen styrke og stabilitet. Selv om arken blev tætnet med tjære, måtte  tømmeret tilpasses nøje for at den kunne blive tilstrækkelig vandtæt. — 1Mo 6:13-16; se ARK, 1.

Byggeri kort efter Vandfloden. Kort efter Vandfloden omtales Nimrod som en fremtrædende bygherre der grundlagde flere byer. (1Mo 10:8-12) Derpå indledtes endnu et stort byggeprojekt: opførelsen af Babelstårnet, som Gud misbilligede. I denne forbindelse nævnes nye byggematerialer — ovnbrændte teglsten og asfalt brugt som mørtel. Målet var at tårnet skulle være den højeste bygning der indtil da var blevet opført. — 1Mo 11:3, 4.

Abraham, israelitternes forfader, så uden tvivl eksempler på en ret veludviklet arkitektur i Ur i Kaldæa. (1Mo 11:31) Udgravninger har afdækket vidnesbyrd om at byen var anlagt med gader, toetages huse med trapper af teglsten, samt tempel- og paladsanlæg, som alt sammen menes at stamme fra det 3. årtusind f.v.t. Her er også fundet nogle af de tidligste spor af kragstens- eller konsolstensbuer (som byggedes ved at man lod forskudte lag af sten nærme sig hinanden fra begge sider af en åbning indtil den kunne lukkes med en række sten øverst), og af kilestensbuer med slutsten.

Da Abraham senere opholdt sig i Ægypten (1Mo 12:10), har han sikkert set nogle af dette lands arkitektoniske mesterværker. Kong Djosers trinpyramide i Saqqara, som menes at være fra det 3. årtusind f.v.t., er et af de ældste bevarede eksempler på større bygningsværker af tilhuggede sten. (BILLEDE, bd. 1, s. 530) Den store Keopspyramide, der blev bygget noget senere i Giza, har et grundareal på ikke mindre end 5,3 ha og er opført af ca. 2.300.000 kalkstensblokke på hver 2,3 tons. Den var oprindelig 147 m høj. Ikke alene størrelsen, men også den præcision hvormed arbejdet er udført, hensætter selv nutidige bygningsingeniører i undren. Nogle hundrede år senere opførte ægypterne i Karnak, længere oppe ad Nilen, det største tempel der nogen sinde er blevet bygget på jorden. Taget over den store hal hvilede på 134 kolossale søjler, hver med en diameter på ca. 3 m, smykket med farverige relieffer.

Israelitisk arkitektur. Da israelitterne trællede i Ægypten, udførte de mange byggearbejder under ægyptiske opsynsmænds ledelse. (2Mo 1:11-14) Senere, da de befandt sig i ørkenen, gav Jehova dem nøjagtige instruktioner om hvordan de skulle opføre teltboligen med panelrammer, fodstykker, tværstænger og søjler, en opgave der også krævede betydelig arkitektonisk snilde af dem. (2Mo 25:9, 40; 26:15-37; He 8:5) Selv om de fleste af de israelitter der udførte dette arbejde (og som havde udført byggearbejde i Ægypten), uden tvivl døde før de nåede det forjættede land, medbragte de overlevende givetvis begreber om byggemetoder og en viden om brugen af værktøj. (Jf. 5Mo 27:5.) Moseloven indeholdt mindst én byggevedtægt. (5Mo 22:8) Da israelitterne underlagde sig landet, overtog de naturligvis fuldt færdige byer og landsbyer, men de opførte også selv nogle bygninger. (4Mo 32:16; 5Mo 6:10, 11; 8:12) Kana’an var dengang (1473 f.v.t.) et land med mange befæstede byer og fæstningsværker. — 4Mo 13:28.

At der ikke findes store bygningsværker som vidner om nogen original israelitisk byggestil, udelukker ikke at israelitterne var opfindsomme bygmestre. I modsætning til de hedenske nationer rejste de ikke vældige monumenter til ære for politiske herskere eller militære helte. De byggede kun ét tempel, nemlig det der lå i Jerusalem (skønt der med frafaldet også opstod andre kultsteder), og der er intet tilbage af hverken det første tempel eller dets afløser. Blandt de mere imponerende ruiner man har afdækket, er resterne af de ens anlagte byporte i det gamle Megiddo, Hazor og Gezer, som menes at være bygget på Salomons tid. (1Kg 9:15) I hvert portanlæg bestod den 20 m lange ydermur af omhyggeligt tilhuggede sten. I portgennemgangen var der tre par vægpiller eller murfremspring, hvorved der på begge sider af gennemgangen dannedes nogle rum (seks i alt) hvor der kunne drives forretning eller posteres soldater som kunne angribe en indtrængende fjende. (Se PORT.) I Megiddo og Samaria er der fundet eksempler på mesterligt murerarbejde. Stenene er omhyggeligt tilhugget og lagt med en sådan præcision at det flere steder er umuligt at presse selv et tyndt knivsblad ind imellem dem. Arbejdet på Salomons tempel var uden tvivl af samme høje kvalitet. — 1Kg 5:17; 6:7.

Arkæologiske undersøgelser tyder på at israelitterne i almindelighed boede i meget beskedne huse; nogle forskere mener at husene ligefrem var primitive. Disse opfattelser bygger dog på et meget spinkelt grundlag. Som der siges i The Interpreter’s Dictionary of the Bible (bd. 1, s. 209): „Vor viden om emnet er begrænset, både fordi datidens skribenter ikke lagde særlig vægt på arkitektoniske detaljer, og fordi der kun er sparsomme rester tilbage af selve bygningerne, der for de flestes vedkommende er blevet fuldstændig ødelagt af tidens tand og skiftende generationer af bygmestre.“ (Redigeret af G. A. Buttrick, 1962) Det er således sjældent at finde mere end et eller to skifter murværk på fundamentet til resterne  af et hus i Palæstina. Desuden ville det selvfølgelig være de bedre huse som fortrinsvis blev ødelagt, af fjender eller af dem der siden søgte efter byggematerialer.

Byggematerialer og -metoder. Fra de tidligste tider var stenfundamenter almindelige. De blev ofte lavet af utilhuggede sten, som dog var rettet ind efter og fastholdt af omhyggeligt tilpassede hjørnesten. (Jf. Sl 118:22; Es 28:16.) Ifølge 3 Mosebog 14:40-48 var de israelitiske stenhuse indvendig strøget med lerpuds. I tilfælde hvor murene ikke var opført af natursten, var de ofte bygget af soltørrede eller ovnbrændte lersten. (Jf. Es 9:10.) Undertiden indsatte man træ mellem lerstenene. Hvilke materialer man anvendte, afhang hovedsagelig af hvad der var til rådighed. I det træ- og stenfattige sydlige Mesopotamien blev de fleste bygningsværker opført af lersten, mens man i Palæstina ofte benyttede kalksten eller andre stenarter som fandtes dér i rigelige mængder. En tidlig og billig måde at opføre en mur på, var lerkliningsmetoden. Man rammede nogle pæle i jorden og flettede rør eller bøjelige grene på tværs mellem dem, så man fik et fletværk som leret kunne klines på. Efter at leret var gennemtørret og hærdet af solen, måtte man nu og da pudse væggene for at beskytte dem mod vind og vejr. — Se også MUR.

Når man konstruerede taget, lagde man som regel lange sten eller træbjælker hen over de bærende mure. For at øge spændvidden opsatte man støtter eller søjler. Eftersom kragstensbuen og kilestensbuen var kendt fra de tidligste tider, er det sandsynligt at man i større bygninger benyttede den slags buer til at understøtte flade tage som kunne bære en betragtelig vægt. Sådanne store bygninger var ofte konstrueret med en eller to rækker træ- eller stensøjler som hvilede på baser eller sokler af sten. Nogle mener at det var sådanne søjler i Dagons hus filistrene førte den blinde Samson hen til. Foruden de mennesker der var samlet inde i bygningen, var der omkring 3000 på taget da Samson væltede de to hovedsøjler så huset styrtede sammen. — Dom 16:25-30.

På mindre bygninger og beboelseshuse blev taget ofte lavet af grene eller rørkæppe der blev bundet sammen og lagt hen over bjælkerne, hvorefter de blev dækket med lerholdig jord som til sidst blev glattet ud. En svag hældning tillod regnvandet at løbe af. Der findes stadig huse i Jordandalen med sådanne tage.

De palæstinensiske huse var normalt firkantede, og beboelseshusene var på forskellig vis indrettet med flere mindre, firkantede værelser. Bygningernes størrelse og form var ofte bestemt af den begrænsede plads i de ofte overbefolkede byer. Hvis der var plads til det, kunne der være en indre gårdsplads som alle rummene vendte ud til, og blot en enkelt indgang fra gaden. Den firkantede stil blev ikke alene anvendt til almindelige beboelseshuse, men også til kongens hus (palads), forrådshuse, forsamlingshuse (synagoger), Guds hus (templet) og de dødes huse (gravene).

Under Judas og Israels konger. Den eneste særskilt nævnte bygning der blev opført under Davids regering, var hans „hus af cedertræ“, der blev bygget med materialer og af håndværkere sendt af den fønikiske konge Hiram af Tyrus. (1Kr 14:1; 17:1) Men det siges dog også at David opførte andre huse i Jerusalem. (1Kr 15:1) Desuden traf han mange forberedelser til bygningen af templet, som hans søn Salomon skulle opføre. Han udhuggede kvadersten, fremstillede jernsøm, klargjorde kobber og cedertræ i store mængder og tilvejebragte guld, sølv, mosaiksten og alle slags kostbare sten. (1Kr 22:1-4; 29:1-5) Ved guddommelig inspiration modtog han også ’planen’ eller tegningerne til tempelanlægget og dets udstyr. (1Kr 28:11, 19) Det hebraiske ord for „plan“ (tavnīthʹ) kommer af roden banahʹ („bygge“; 1Kr 22:11) og gengives andre steder med „forbillede“ og „det der repræsenterer“. — 2Mo 25:9; 1Kr 28:18.

Under Salomon nåede den israelitiske arkitektur sit højdepunkt. (2Kr 1:15; Præ 2:4-6) Tømmeret til tempelbyggeriet blev ganske vist fældet i Libanon af kong Hirams fønikiske arbejdere, men beretningen støtter ikke den ofte fremførte opfattelse at templet i Jerusalem næsten udelukkende var et fønikisk værk. En israelitisk-fønikier ved navn Hiram medvirkede ved selve byggeriet, men det var hovedsagelig udsmykningen og metalarbejdet han tog sig af, hvilket blev udført efter at bygningen var opført efter de planer David havde tilvejebragt. (1Kr 28:19) Kong Hiram anerkendte at der også var „kyndige folk“ blandt israelitterne. (1Kg 7:13-40; 2Kr 2:3, 8-16; jf. 1Kr 28:20, 21.) Salomon ledede selv tempelbyggeriet. (1Kg 6:1-38; 2Kr 3:1–4:22) Desuden byggede han tempelforgården, Libanonskovhuset (der hvilede på 45 cedertræssøjler og havde særlige vinduer), Søjlehallen, Tronhallen og et hus til sig selv og et til Faraos datter, alt sammen af „kostbare sten, hugget til efter mål“. — 1Kg 7:1-12.

Andre konger der udmærkede sig som bygherrer, var Asa (1Kg 15:23), Basja (1Kg 15:17), Omri (1Kg 16:23, 24), Akab (1Kg 22:39), Josafat  (2Kr 17:12), Uzzija (2Kr 26:6-10, 15), Jotam (2Kr 27:3, 4) og Ezekias (2Kg 20:20). Siloamvandledningen (533 m), der tilskrives Ezekias, og de vandledninger man har fundet i Lakisj, Gibeon, Gezer og Megiddo, er bemærkelsesværdige ingeniørbedrifter.

I Palæstina efter landflygtigheden. Efter landflygtigheden byggede jøderne tilsyneladende kun beskedne huse. Herodes den Store (1. årh. f.v.t.) og hans efterfølgere udførte imidlertid store byggearbejder. Templet i Jerusalem blev ombygget (Mr 13:1, 2; Lu 21:5), der blev anlagt en havn i Cæsarea, der blev bygget en stor viadukt som førte over den centrale del af Jerusalem, og der blev opført offentlige bygninger, teatre, hippodromer og bade. En bemærkelsesværdig bedrift var anlæggelsen af Herodes’ fæstning på Masadaklippen mere end 400 m over Det Døde Hav. Foruden fæstningsværkerne her byggede Herodes et luksuriøst palads anlagt på terrasser i tre etager og udstyret med et romersk bad. På den flade klippetop var der desuden et andet, større palads, et stort romersk badehus (med varmerør i væggene) og et udendørs svømmebassin. Til at sørge for vandforsyningen var der udhugget en halv snes store cisterner som tilsammen kunne rumme næsten 40.000 m³ vand. — BILLEDE, bd. 2, s. 751.

Assyrisk, babylonisk og persisk arkitektur. Efter at nordriget Israel og sydriget Juda var faldet (740 og 607 f.v.t.), stiftede jøderne bekendtskab med det assyriske, det babyloniske og det persiske verdensriges arkitektoniske pragt. Sargon II’s palads i Khorsabad var kendt for sin regelmæssige og symmetriske opbygning såvel som for sine prægtige relieffer, glaserede teglsten og emaljerede flisemalerier. Sankeribs palads i Nineve var et enormt bygningsværk der rummede ca. 70 værelser med godt 3000 m vægge beklædt med reliefprydede fliser. (2Kg 19:36; jf. Jon 3:2, 3.) Sankerib menes også at have bygget den 48 km lange akvædukt der førte vand fra Gomerfloden til Nineves haver. I Mari ved Eufratfloden i det østlige Syrien lå et vældigt palads som dækkede ca. 6 ha og rummede 300 værelser. Ruinerne af det gamle Babylon med dens vældige mure, berømte gader og talrige paladser og templer vidner også om stor pragt.

Under det persiske styre kan jøderne i Susan have set Darius I’s pragtfulde palads, hvis indre var prydet med smukt farvede og glaserede teglsten. (BILLEDER, bd. 2, s. 330) Endnu prægtigere var måske bygningsværkerne i Persepolis (BILLEDER, bd. 2, s. 329), fra Xerxesporten, med dens kolossale tyre, til Darius’ og Xerxes’ palads, med dets vældige audienssale, deriblandt Hundredsøjlehallen. De persiske søjler var slankere og mere graciøse end grækernes berømte joniske søjler. Tager man søjlerne i Xerxeshallen, var forholdet mellem højde og diameter som 12 til 1, mens forholdet for korinthiske søjler højst var som 10 til 1, og for ægyptiske søjler blot som 6 til 1. Desuden var spændvidden mellem søjlerne i persiske bygninger næsten dobbelt så stor som i græske bygninger, hvorved bygningerne kom til at virke mere åbne og rummelige end andre bygninger af tilsvarende størrelse.

Græsk og romersk byggestil. Den græske arkitekturs guldalder begyndte i det 7. århundrede f.v.t. og varede frem til det 4. århundrede f.v.t. I Athen blev der opført majestætiske templer og andre bygninger til de græske guders og gudinders ære, deriblandt Parthenon, Niketemplet og Erechtheion. I Korinth var Apollontemplet og det store torv (agoraʹ) fremtrædende. Byggestilen benævnes almindeligvis efter de tre vigtigste græske søjleordener: den doriske, den joniske og den korinthiske.

Den romerske byggestil var meget påvirket af den græske, blot var de romerske bygninger som regel mere funktionelle, men mindre yndefulde, end de græske. Romerne lånte også af etruskerne, som var kendt for deres buer af kileformede sten. I det 6. århundrede f.v.t. fandt sådanne buer på imponerende vis anvendelse ved bygningen af det store romerske kloakanlæg. Romerske arkitekter tilskrives også æren for at have udviklet hvælving- og kuppelkonstruktionen, som satte dem i stand til at bygge vældige søjlefri rotunder og rummelige haller. Græske murere havde opført majestætiske bygninger uden brug af mørtel eller cement fordi de havde været usædvanlig dygtige til at tilpasse og sammenføje de marmorblokke de brugte. De romerske murere brugte en blanding af vulkansk tuf og kalk, kaldet puzzolan, et hydraulisk bindemiddel der har stor kohæsionskraft. Med puzzolan som mørtel kunne romerne øge buernes spændvidde og opføre bygningsværker i flere etager, deriblandt det kæmpemæssige fireetages amfiteater Colosseum, bygget i det 1. århundrede e.v.t., med plads til mellem 40.000 og 87.000 tilskuere. Til de nyttige romerske anlægsarbejder hørte de store hærveje og de imponerende akvædukter, der især blev bygget fra det 3. århundrede f.v.t. og fremefter. Apostelen Paulus benyttede de romerske veje, og på sin rejse til Rom så han uden tvivl kejser Claudius’ akvædukt ved Via Appia.

Kristen byggestil. Ligesom det gamle Israel ikke var kendt for en prægtig eller pompøs  byggestil, lagde det åndelige Israel heller ikke vægt på store bygningsværker. De første kristne opførte kun beskedne bygninger. Unger’s Bible Dictionary (1965, s. 84, 85) siger: „Der findes bygninger som de har opført allerede i det 3. århundrede, men de var hverken solide eller kostbare.“ Det var først på kejser Konstantins tid — da de der ønskede at knytte forbindelse til staten, blev tilskyndet dertil — at de navnkristne begyndte at udvikle en særlig arkitektur og rejste nogle af de mest prangende og pompøse bygningsværker man kender.

Brugt billedligt og i profetier. Der findes talrige arkitektoniske udtryk i Bibelens profetier og billedsprog. Genoprettelsesprofetierne handler i vid udstrækning om at Guds folk skal genrejses og dets byer opbygges eller genopbygges. (Es 58:12; 60:10; 61:4; Ez 28:26; 36:36) Zion skal ifølge profetien bygges med sten der lægges i hård mørtel, med en grundvold af safirer, brystværn af rubiner og porte af ildrøde, strålende sten. (Es 54:11, 12) Der siges at visdommen bygger sit hus (Ord 9:1), og sammen med dømmekraft og kundskab opbygger den et „hus“ eller en husstand. (Ord 14:1; 24:3, 4) Jojakim fordømmes for at have bygget sit palads med uretfærdighed fordi han ikke betalte arbejderne deres løn, og kaldæerne fordømmes for at have bygget en by med blodsudgydelse og de undertrykte folks slid. (Jer 22:13-15; Hab 2:12, 13) Falske forestillinger om at man har fred med Gud, sammenlignes med dét at bygge en pudset skillemur som Jehova river ned med sin vredes stormvind og haglvejr så grundvolden blottes. (Ez 13:10-16) Salmisten forsikrer os om at hvis ikke Jehova bygger huset, er arbejdernes møje forgæves. (Sl 127:1) Forud for „Jehovas store dag“ vil de der ikke tager Gud i betragtning, bygge huse, men ikke komme til at bo i dem. (Zef 1:12-14; jf. Am 5:11.) Guds tjenere skal derimod „bygge huse og bo der“ og „bruge deres hænders værk fuldt ud“. — Es 65:17-23; jf. Præ 3:3.

I De Kristne Græske Skrifter påviste Jesus at det er vigtigt at beregne omkostningerne før man begynder at bygge, idet han opfordrede sine tilhørere til at tage i betragtning hvad det ville indebære at blive hans discipel. (Lu 14:28-30) I flere billedtaler nævnes nødvendigheden af en solid grundvold. (Mt 7:24-27; Lu 6:48, 49; 1Ti 6:17-19; 2Ti 2:19; He 11:10) Kristus Jesus taler om at grundlægge sin menighed på en klippe (peʹtra). (Mt 16:18) Han er selv denne grundvold, og „ingen kan lægge nogen anden grundvold end den der er lagt“; alligevel er han „den sten bygmestrene forkastede“. (1Kor 3:11; Mt 21:42; Apg 4:11; Sl 118:22) Da han er hjørnegrundstenen, bliver alle de andre „levende sten“ i dette tempel opbygget på og rettet ind efter ham, med ret som „målesnor“ og retfærdighed som „nivellérlod“. (Ef 2:20, 21; 1Pe 2:4-8; Es 28:16, 17) Jesus talte om at rejse sit legemes tempel „på tre dage“, mens man på hans tid havde bygget på det bogstavelige tempel og de omliggende bygninger i 46 år og endnu ikke var færdig med dem. (Joh 2:18-22) Som en „kyndig håndværksmester“ formanede Paulus de kristne til at bygge på grundvolden Kristus med værdifulde, ikkebrændbare materialer. (1Kor 3:10-17) Kærligheden beskrives som et vigtigt byggemateriale. (1Kor 8:1; jf. Sl 89:2.) I Johannes’ syn fremstilles det ny Jerusalem som en strålende by der er bygget af kostbare sten, og hvis mure hviler på grundsten hvori navnene på ’Lammets tolv apostle’ er indgraveret. (Åb 21:9-27) Gud selv fremstilles som den store Bygmester der har bygget alt, og som derfor ikke bor i huse der er bygget af mennesker. — He 3:4; Apg 7:48-50; 17:24, 25; Es 66:1.