Skabelsesberetningen i Første Mosebogs første kapitel oplyser at Jehova Gud skabte jordens planter og dyr „efter deres arter“. (1Mo 1:11, fdn.) Da den sjette skabelsesdag nærmede sig sin afslutning, var jorden forsynet med en stor variation af skabte „arter“, deriblandt nogle meget komplicerede livsformer. De havde evnen til at sætte afkom i verden inden for fastsatte grænser, „efter deres arter“. — 1Mo 1:12, 21, 22, 24, 25; 1Kor 14:33.

En „art“ synes i bibelsk forstand at være en gruppe skabninger som er i stand til at formere sig indbyrdes. Grænsen mellem disse „arter“ må da gå der hvor formering ikke længere er mulig.

Nu bruges ordet „art“ i den biologiske klassificering på en anden måde end ordet „art“ i Bibelens skabelsesberetning. Det har dog længe været almindeligt at betragte den indbyrdes frugtbarhed som kriterium for hvad der i generel forstand er en „art“. Denne definition giver rum for at der inden for en „art“ kan være mange undergrupper.

Både den bibelske skabelsesberetning og de fysiske love som Jehova Gud har nedlagt i det skabte, tillader stor variation inden for hver af de skabte „arter“; men der er ikke støtte for de teorier som siger at der er opstået nye „arter“ siden skabelsen. Den regel at individer af hver sin „art“ ikke kan krydses, synes at være ufravigelig og er aldrig blevet modbevist. Selv ved hjælp af moderne laboratorieteknik og genmanipulation har  man ikke kunnet danne nye „arter“ ifølge den bibelske brug af ordet „art“. En krydsning af de skabte „arter“ ville desuden være imod Guds hensigt, som var at der skulle være et skel mellem disse grupper af skabninger, og det ville udviske de forskellige gruppers egenart. På grund af den skarpe grænse der således findes mellem hver af de skabte „arter“, står hver af disse hovedgrupper som en „art“ for sig, adskilt fra de andre „arter“.

Alle vidnesbyrd lige fra menneskenes første optegnelser og indtil i dag viser at hunde stadig er hunde, at katte vedbliver med at være katte, og at elefanter er og bliver elefanter. ’Sterilitetsgrænsen’ er fortsat afgørende for hvad der er en „art“. Ved hjælp af ’sterilitetsprøven’ kan man fastlægge grænserne for alle eksisterende „arter“ i dag. Denne naturlige prøve gør det muligt at finde frem til hvilken oprindelig „art“ de forskellige former for dyre- og planteliv hører til. Med hensyn til formering er der en uoverstigelig kløft mellem for eksempel dyr og mennesker. Ved forskellige avlsforsøg er det blevet påvist at ydre lighedstræk ikke er noget kriterium. Mellem mennesker og chimpanser kan der være visse ligheder, for eksempel i muskler og knogler; men den omstændighed at der ikke på nogen måde kan foretages krydsninger mellem mennesker og medlemmer af abefamilien, viser at der er tale om to forskellige, særskilt skabte „arter“.

Man håbede tidligere at krydsninger kunne føre til frembringelsen af nye „arter“; men i hvert af de undersøgte tilfælde af krydsning har begge „forældre“ klart hørt til samme „art“ — som ved krydsning af hest og æsel, der begge hører til hestefamilien. Muldyret, der bliver resultatet af en sådan forening, er, undtagen i meget sjældne tilfælde, selv ude af stand til at formere sig og således føre variationen videre ad naturlig vej. Selv Charles Darwin blev tvunget af kendsgerningerne til at fremsætte denne indrømmelse: „Forskellen mellem de specifikke Former og det, at de ikke gaar over i hinanden ved utallige Overgangsformer, er en meget stor Vanskelighed.“ (Arternes Oprindelse, Jørgen Paludans Forlag, 1981, oplag 1990, s. 324) Sådan forholder det sig stadig.

De egentlige skabte „arter“ tæller måske kun nogle få hundrede, men der er naturligvis mange flere varieteter blandt dyrene og planterne på jorden. Forskere har i nyere tid kunnet påvise at der kan være hundredtusinder af forskellige planter inden for samme hovedgruppe. Noget lignende er tilfældet i dyreriget — der kan være mange varieteter inden for kattefamilien, men de hører alle til samme „art“. Det samme gælder blandt mennesker, blandt okser og blandt hunde, og inden for hver af disse „arter“ er der rum for stor variation. Men det står fast at uanset hvor mange varieteter der kan forekomme inden for hver „art“, kan ingen af disse „arter“ genetisk blande sig med hinanden på naturlig vis.

Ved geologiske undersøgelser har det klart vist sig at de skabninger hvoraf man mener at have de tidligste fossiler, i høj grad ligner deres nulevende efterkommere. Kakerlakker der menes at være blandt de tidligste af de insekter man har fundet fossiler af, er stort set identiske med nutidige kakerlakker. „Broer“ mellem „arterne“ mangler helt blandt fossilerne. Heste, egetræer, ørne, elefanter, valnødder, bregner og så videre — holder sig alle inden for deres egen „art“ og udvikler sig ikke til andre „arter“. Fossilernes vidnesbyrd stemmer således helt med Bibelens skabelsesberetning, hvoraf det fremgår at Jehova i løbet af de sidste skabelsesdage frembragte livsformerne på jorden i stort antal og „efter deres arter“. — 1Mo 1:20-25.

I lyset af det foregående synes det klart at Noa kunne få plads i arken til alle de dyr der skulle bevares gennem Vandfloden. Bibelen siger ikke at han skulle sørge for at hver varietet af dyr overlevede. Derimod står der: „Af de flyvende skabninger efter deres arter og af husdyrene efter deres arter, af alle jordens myldrende smådyr efter deres arter, skal to af hver gå ind til dig for at blive bevaret i live.“ (1Mo 6:20; 7:14, 15) Jehova Gud vidste at det kun var nødvendigt at redde nogle eksemplarer af hver af de forskellige „arter“, da de ville formere sig og danne forskellige varieteter efter Vandfloden. — Se ARK, 1.

Da vandet efter Vandfloden var sunket, forlod disse forholdsvis få dyrearter arken og spredtes ud over hele jordens flade, og med tiden fremkom der varieteter inden for hver „art“. Siden Vandfloden er der således opstået mange varieteter, men de „arter“ der overlevede Vandfloden, er forblevet faste og afgrænsede, i overensstemmelse med Jehova Guds uforanderlige ord. — Es 55:8-11.