Arv
Enhver form for ejendom som ved ejerens død overgår til arvingen eller en berettiget efterfølger; noget man ved arvefølge får fra sine forfædre eller forgængere. Det hebraiske udsagnsord der fortrinsvis bruges, er nachalʹ (navneord: nachalahʹ). Det indbefatter at give eller modtage en arv eller arvelod, i regelen på grund af arvefølge. (4Mo 26:55; Ez 46:18) Udsagnsordet jarasjʹ bruges undertiden om „at arve“, men forekommer hyppigst i betydningen „tage i eje“ uden for arvefølge. (1Mo 15:3; 3Mo 20:24) I forbindelse med kamphandlinger har det også betydningen „at fordrive“, „at drive bort“. (5Mo 2:12; 31:3) De græske ord der har at gøre med arv, er beslægtede med klēʹros, der oprindelig betød „lod“, men efterhånden fik betydningen „andel“ og senere „arv“. — Mt 27:35; Apg 1:17; 26:18.
I Israel var det især jorden der gik i arv, men begrebet anvendes også i forbindelse med løsøre. Bibelen taler også om en arv som er åndelig. De åndsavlede kristne kaldes „Guds arvinger og Kristi medarvinger“. Hvis de forbliver trofaste, kan de se frem til „den evige arv“. — Ro 8:17; He 9:15.
Patriarktiden. De trofaste hebraiske patriarker Abraham, Isak og Jakob ejede ingen jord, bortset fra en mark med en klippehule der blev brugt som gravsted, og en mark som Jakob købte i nærheden af Sikem. (1Mo 23:19, 20; 33:19) Om Abrahams ophold i Kana’an sagde den kristne martyr Stefanus: „Dog gav han ham ikke nogen arvelod i det, nej, ikke en fodsbred; men endnu mens han intet barn havde, lovede han at give ham det i eje, og efter ham hans afkom.“ (Apg 7:5) Den materielle arv som disse mænd gav videre, var deres kvæg og deres øvrige ejendele. Den førstefødte søn arvede en dobbelt andel i forhold til de øvrige sønner. I patriarken Jobs tilfælde nævnes specielt at hans døtre fik arvelod blandt deres brødre. Der siges ikke om dette også indbefattede arv af jord. — Job 42:15.
Hvis faderen havde en god grund til det, kunne han ændre arveretten og give den førstefødtes arv til en yngre søn. I de tilfælde hvor Bibelen beretter om en sådan ændring, blev den ikke foretaget på grund af et lune eller favorisering, men på et solidt grundlag. Som den ældste søn var Ismael i omkring 14 år Abrahams kommende arving. (1Mo 16:16; 17:18-21; 21:5) Men på Saras anmodning og med Jehovas godkendelse sendte Abraham Ismael bort da denne var ca. 19 år gammel. Isak overtog førstefødselsretten og fik senere alt hvad Abraham havde, med undtagelse af nogle gaver som Abraham gav de sønner Ketura senere fødte ham. (1Mo 21:8-13; 25:5, 6) Jakobs førstefødte, Ruben, mistede sin førstefødselsret fordi han begik utugt med sin faders medhustru. (1Mo 49:3, 4; 1Kr 5:1, 2) Jakob gav den største velsignelse til Efraim, Josefs yngste søn, i stedet for til Manasse, den ældste. — 1Mo 48:13-19.
Konkubinat var tilladt. I Bibelen bliver en medhustru endda somme tider betegnet som „hustru“, og den mand hun lever sammen med, som „hendes mand“. Hendes fader omtales som hans svigerfader, og manden omtales som hendes faders svigersøn. (1Mo 16:3; Dom 19:3-5) Medhustruens sønner var ægtefødte og havde derfor arveret på lige fod med ægtehustruens sønner.
Før Abraham fik børn, talte han om at hans træl Eliezer ville komme til at arve ham, men Jehova sagde til Abraham at han ville få et barn som ville blive hans arving. — 1Mo 15:1-4.
Under Moseloven. Under Moseloven måtte en fader ikke give førstefødselsretten til en yndlingshustrus søn på bekostning af den virkelige førstefødte, som han havde med en hustru han holdt mindre af. Han skulle give den førstefødte dobbelt del af alt hvad han ejede. (5Mo 21:15-17) Hvis der ingen sønner var, arvede døtrene. (4Mo 27:6-8; Jos 17:3-6) For døtre der arvede jord, gjaldt imidlertid den bestemmelse at de kun måtte gifte sig inden for deres faders stammes slægt, for at arvelodderne ikke skulle overdrages fra stamme til stamme. (4Mo 36:6-9) Hvis der ingen børn var, skulle arven gå videre til (1) den afdødes brødre, (2) hans faders brødre eller (3) den nærmeste kødelige slægtning. (4Mo 27:9-11) En hustru fik ingen arv efter sin mand. Hvis en mand døde barnløs, anså man hustruen for at eje jorden indtil den blev genløst af den der havde genløsningsretten. I et sådant tilfælde blev hustruen genløst sammen med ejendommen. (Rut 4:1-12) Ifølge loven om svogerægteskab blev det første barn som kvinden fik med genløseren, hendes afdøde mands arving og skulle føre hans navn videre. — 5Mo 25:5, 6.
Arvelodder. Israels sønner fik deres land som arvelod af Jehova, der ridsede dets grænser op for Moses. (4Mo 34:1-12; Jos 1:4) Gads sønner, Rubens sønner og halvdelen af Manasses stamme fik deres område af Moses. (4Mo 32:33; Jos 14:3) De øvrige stammer modtog deres arvelodder ved lodkastning under ledelse af Josua og Eleazar. (Jos 14:1, 2) I overensstemmelse med Jakobs profeti i 1 Mosebog 49:5, 7 fik Simeon og Levi ikke noget selvstændigt område som arvelod. Simeon fik et område (og nogle enklavebyer) i Judas område (Jos 19:1-9), mens Levi fik 48 byer der lå rundt om i hele Israels område. Eftersom levitterne var udpeget til at udføre en særlig tjeneste ved helligdommen, hed det at Jehova var deres arvelod. De fik tienden som deres andel eller arvelod til gengæld for den tjeneste de udførte. (4Mo 18:20, 21; 35:6, 7) De enkelte familier fik tildelt jord inden for det område der tilfaldt deres stamme. Efterhånden som familierne voksede og jorden gik i arv fra fædre til sønner, blev jorden udstykket i mindre og mindre lodder.
Jorden forblev i den samme slægts besiddelse generation efter generation og kunne ikke sælges uigenkaldeligt. Et jordsalg var i virkeligheden kun en bortforpagtning, og prisen blev fastsat efter værdien af det antal afgrøder jorden kunne bære inden det næste jubelår. Til den tid skulle al jord gives tilbage til den oprindelige ejer hvis ikke den forinden var blevet genløst eller købt tilbage. (3Mo 25:13, 15, 23, 24) Denne bestemmelse gjaldt også huse i byer der ikke var omgivet af mure, da de blev regnet for en del af den åbne mark. For huse i en by med mure om gjaldt tilbagekøbsretten kun et år fra salget. Derefter overgik ejendommen helt til køberen. For huse i levitbyerne gjaldt tilbagekøbsretten for bestandig eftersom levitterne ikke havde nogen jord som arvelod. — 3Mo 25:29-34.
Arveloddens ukrænkelighed fremgår af tilfældet med Nabot, der afslog at sælge sin vingård til kongen eller at bytte den med en anden vingård. Kronen havde ingen ekspropriationsret. (1Kg 21:2-6) En mand kunne imidlertid vie en del af sin arvelod til Jehova, til helligdommen. I så fald kunne den ikke købes tilbage, men forblev i helligdommens og præsteskabets besiddelse for bestandig. Hvis en mand ønskede at hellige en del af sin ejendom til midlertidig brug for helligdommen, kunne han gøre det, og hvis han senere ønskede at købe den tilbage, kunne han gøre det ved at føje en femtedel af vurderingsbeløbet til. Denne bestemmelse tjente uden tvivl til at sikre helligdommens skatkammer mod tab og til at skabe større respekt for helligdommen og det der blev ofret i forbindelse med tilbedelsen af Jehova. Hvis en helliget mark blev solgt til en anden mand, ville den i jubelåret blive betragtet som en mark der var viet til hellig brug, og den ville ikke blive givet tilbage til den oprindelige ejer, men ville forblive i helligdommens og præsteskabets besiddelse. — 3Mo 27:15-21, 28; se HELLIGELSE, HELLIGGØRELSE (Helligelse af marker).
Af det foregående ses det at begrebet testamente ikke havde nogen plads i hebraisk terminologi eller praksis idet arvelovene overflødiggjorde et sådant dokument. Bestemmelserne gjaldt også løsøre, som enten blev fordelt af ejeren mens han endnu levede, eller på grundlag af arvelovene efter hans død. I Jesu lignelse om den fortabte søn imødekom faderen den yngste søns ønske om at få sin andel af formuen udbetalt før faderens død. — Lu 15:12.
Arvelovenes gavnlige virkning. Bestemmelserne om arvelodderne og udstykningen af dem efterhånden som befolkningen voksede, bidrog til at skabe et nært familiesammenhold. I et bjergrigt land som Israel havde den fortsatte udstykning også den fordel at indbyggerne blev tvunget til at udnytte jorden bedst muligt. Hver plet blev opdyrket; de anlagde endog terrasser på skråningerne og forskønnede derved landskabet med grønne bælter af oliventræer, figentræer, palmer og vinstokke, som gav næring til den voksende befolkning. Det at hver mand havde sin egen jord, skabte også større kærlighed til jorden og fremmede arbejdsomheden. Bestemmelsen om jubelåret bevirkede at den teokratiske tilstand i landet blev genoprettet hvert 50. år, og det var med til at bevare en stabil økonomi. Men ligesom det gik med mange andre lovbestemmelser, blev også disse forordninger efterhånden tilsidesat.
Som Jehova havde sagt til israelitterne, var han landets egentlige ejer. De var fastboende udlændinge og indvandrere hos ham. Han kunne derfor når som helst drive dem ud af landet. (3Mo 25:23) På grund af deres mange krænkelser af Guds lov blev de sendt i landflygtighed i 70 år under Babylons herredømme og var efter deres tilbagevenden i 537 f.v.t. fortsat underlagt hedenske herskere. I år 70 e.v.t. fjernede romerne dem endelig helt fra landet og solgte tusinder til trældom. Endog deres slægtsregistre gik tabt eller blev ødelagt.
Under den kristne ordning. Som Davids søn er Jesus Kristus arving til Davids trone. (Es 9:7; Lu 1:32) Som Guds søn arver han et himmelsk kongedømme i kraft af den pagt Jehova har indgået med ham. (Sl 110:4; Lu 22:28-30) Kristus får derfor nationerne i arv så han kan knuse alle modstandere og udøve sit herredømme for evigt. — Sl 2:6-9.
Om de salvede medlemmer af den kristne menighed siges der at de har en himmelsk arv. De får som Jesu „brødre“ del i hans arv. (Ef 1:14; Kol 1:12; 1Pe 1:4, 5) Denne arv indbefatter jorden. — Mt 5:5.
Eftersom Gud havde frikøbt israelitterne fra Ægypten, var de hans ejendom eller „arv“. (5Mo 32:9; Sl 33:12; 74:2; Mik 7:14) De var et forbillede på det åndelige Israels „nation“, som Gud betragter som sin „arv“ fordi han ejer den, idet han har købt den med blodet af sin enestefødte søn, Jesus Kristus. — 1Pe 2:9; 5:2, 3; Apg 20:28.
Jesus Kristus påpegede at de der gav afkald på noget værdifuldt for hans navns skyld og for den gode nyheds skyld, ville „arve evigt liv“. — Mt 19:29; Mr 10:29, 30; se FØRSTEFØDSELSRET; FØRSTEFØDT; SVOGERÆGTESKAB.
