(Aʹsa).

1. Den tredje konge i Juda efter at nationen var blevet delt i to riger. Asa var søn af Abijam (Abija) og sønnesøn af Rehabeam. Han herskede i 41 år (977-937 f.v.t.). — 1Kg 15:8-10.

Nidkærhed for den rene tilbedelse. Afgudsdyrkelsen havde bredt sig stærkt i Juda og Benjamin i løbet af de 20 år der var gået siden nationens deling. „Ligesom sin forfader David“ var Asa nidkær for den rene tilbedelse, og han gik modigt i gang med at sende de mandlige tempelprostituerede ud af landet og at fjerne afgudsbillederne. Han fratog sin farmoder Ma’aka stillingen som rigets ’førstedame’ fordi hun havde lavet „et afskyeligt afgudsbillede“ til den hellige pæl, eller Asjera, og han brændte hendes afgudsbillede. — 1Kg 15:11-13.

I 2 Krønikebog 14:2-5 siges der at Asa „fjernede . . . de fremmede altre og offerhøjene og  knuste de hellige støtter og omhuggede de hellige pæle“. I 1 Kongebog 15:14 og 2 Krønikebog 15:17 siges der imidlertid at han „ikke fjernede offerhøjene“. Måske er der det første sted tale om offerhøjene for den hedenske gudsdyrkelse som havde vundet indpas i Juda, mens der det sidste sted sigtes til de offerhøje hvor man tilbad Jehova. Selv efter at teltboligen og senere templet var blevet rejst, ofrede man nu og da til Jehova på højene, hvilket han godkendte under særlige omstændigheder, som i Samuels, Davids og Elias’ tilfælde. (1Sa 9:11-19; 1Kr 21:26-30; 1Kg 18:30-39) Men det faste, anerkendte offersted var det som Jehova havde udpeget. (4Mo 33:52; 5Mo 12:2-14; Jos 22:29) Det er muligt at der fortsat blev praktiseret ulovlige tilbedelsesformer på disse offerhøje, selv om de hedenske offerhøje var blevet fjernet, muligvis fordi kongen ikke udryddede dem med den samme iver hvormed han havde fjernet de hedenske offersteder. Det er også muligt at Asa virkelig fik sløjfet alle offerhøjene, men at de efterhånden dukkede op igen og eksisterede i slutningen af hans regeringstid, så det blev overladt til hans efterfølger Josafat at ødelægge dem.

Asas nidkærhed for den sande tilbedelse blev velsignet af Jehova med fred i de første ti år af hans herredømme. (2Kr 14:1, 6) Senere blev Juda angrebet af en styrke på en million krigere under ætiopieren Zera. Selv om Asas styrke var langt mindre, drog han ud for at møde invasionstropperne ved Maresja i lavlandet, ca. 38 km vestsydvest for Jerusalem. I sin inderlige bøn før slaget anerkendte han Guds magt til at udfri idet han bad: „Hjælp os, Jehova vor Gud, for det er dig vi støtter os til, og det er i dit navn vi er kommet mod denne folkemængde. Jehova, du er vor Gud. Lad ikke et dødeligt menneske holde stand imod dig.“ Derefter vandt han en fuldstændig sejr. — 2Kr 14:8-15.

Derpå blev Asa opsøgt af profeten Azarja, som sagde til ham: „Jehova er med jer så længe I er med ham; . . . men hvis I forlader ham, vil han forlade jer.“ Han mindede om de ødelæggende stridigheder nationen havde oplevet så længe den havde vendt Jehova ryggen, og opfordrede Asa til modigt at fortsætte sit virke til gunst for den rene tilbedelse. (2Kr 15:1-7) Asa reagerede positivt på dette og styrkede nationen i den sande tilbedelse af Jehova, med det resultat at et stort antal indbyggere fra Nordriget gik over til ham og deltog i en stor højtid i Jerusalem i hans 15. regeringsår (963 f.v.t.). Ved denne lejlighed indgik de en pagt hvori de gav udtryk for at de ville søge Jehova, og fastsatte dødsstraf for dem der ikke overholdt pagten. — 2Kr 15:8-15.

Intriger og krig mod Basja. Kong Basja af Israel søgte nu at forhindre folk fra Nordriget i at vende tilbage til Juda ved at befæste grænsebyen Rama, der lå på hovedvejen til Jerusalem, kun få kilometer nord for byen. På grund af enten menneskelige overvejelser eller et dårligt råd undlod Asa nu at stole helt på Jehova og forsøgte at afværge denne trussel ved diplomati og sammensværgelse. Han tog sølv og guld fra templet og fra kongens hus og sendte det til kong Ben-Hadad I af Aram for at bestikke ham til at aflede Basjas opmærksomhed ved at angribe Israels nordgrænse. Ben-Hadad I gik ind på dette, og hans angreb på byerne i det nordlige Israel fik Basja til at afbryde byggearbejdet og trække sine styrker bort fra Rama. Asa udskrev da alt disponibelt mandskab i hele Juda til at hente Basjas byggematerialer og forstærkede byerne Geba og Mizpa med dem. — 1Kg 15:16-22; 2Kr 16:1-6.

Af denne grund blev Asa opsøgt af seeren Hanani, som gjorde ham opmærksom på det inkonsekvente i at han ikke havde støttet sig til den Gud der havde udfriet ham fra den ætiopiske overmagt. Han mindede Asa om at Jehovas øjne „skuer ud over hele jorden for at han kan vise sig stærk sammen med dem hvis hjerte er helt med ham“. På grund af denne tåbelighed måtte Asa nu imødese stadige krige. Rasende over tilrettevisningen kastede Asa uretfærdigt Hanani i fængsel, og han undertrykte også andre af folket. — 2Kr 16:7-11.

Bemærkningen i 2 Krønikebog 16:1 om at Basja drog op mod Juda „i Asas seksogtredivte regeringsår“, har givet anledning til nogle spørgsmål, eftersom Basjas herredømme, der begyndte i Asas tredje regeringsår og kun varede i 24 år, var endt ca. 10 år før Asas 36. regeringsår. (1Kg 15:33) Nogle går ud fra at det er en afskriverfejl, og at der i stedet skulle have stået Asas 16. eller 26. regeringsår. Det er dog ikke nødvendigt at forudsætte en sådan fejl for at få beretningen til at stemme. Jødiske kommentatorer citerer den hebraiske krønike Seder Olam, som anfører at det 36. år blev regnet fra Juda riges oprettelse (997 f.v.t.) og svarede til Asas 16. år (eftersom Rehabeam havde regeret i 17 år, Abija i 3 år og Asa nu var i sit 16. år). (The Soncino Books of the Bible, London 1952, fdn. til 2Kr 16:1) Ærkebiskop Ussher var af samme opfattelse. Den tilsyneladende uoverensstemmelse mellem 2 Krønikebog 15:19 („og der var ikke krig helt frem til Asas femogtredivte [i virkeligheden: femtende] regeringsår“) og 1 Kongebog 15:16 („og der var krig mellem  Asa og kong Basja af Israel alle deres dage“) kan forklares med at da konflikten mellem de to konger først var brudt ud, varede den ved, sådan som Hanani havde forudsagt. — 2Kr 16:9.

Sygdom og død. I de sidste tre år af sit liv led Asa af en sygdom i fødderne (måske gigt), og han satte uklogt fysisk helbredelse højere end det at søge Jehova. Da han døde, fik han en ærefuld begravelse. Han blev lagt i et gravsted som han havde ladet udgrave til sig selv i Davidsbyen. — 1Kg 15:23, 24; 2Kr 16:12-14.

Selv om Asa til tider handlede uklogt og røbede mangel på åndelig indsigt, opvejede hans gode egenskaber og helhjertede indstilling til den sande tilbedelse åbenbart hans fejl, og han regnes for at være en af de trofaste konger i Judas slægtslinje. (2Kr 15:17) Med sine 41 år på tronen regerede Asa samtidig med otte konger i Israel: Jeroboam, Nadab, Basja, Ela, Zimri, Omri, Tibni (der regerede over en del af Israel som Omris modkonge) og Akab. (1Kg 15:9, 25, 33; 16:8, 15, 16, 21, 23, 29) Efter hans død blev hans søn Josafat konge. — 1Kg 15:24.

2. En søn af levitten Elkana og fader til Berekja, der ifølge optegnelserne boede i „netofatitternes bebyggelser“ efter hjemkomsten fra landflygtigheden i Babylon. — 1Kr 9:16.