Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Aser

Aser

(Aʹser) [lykkelig; lykke].

1. Jakobs ottende søn; den anden af de to sønner han fik med Leas tjenestepige Zilpa. (1Mo 35:26) Aser havde således kun én helbroder, nemlig Gad. Han fik fire sønner og en datter, som er nævnt i 1 Krønikebog 7:30; hans hustru nævnes derimod ikke. Han var ikke fremtrædende blandt Jakobs sønner. I den profeti Jakob udtalte på sit dødsleje, fik han dog løfte om et liv der var velsignet med en mængde gode fødemidler (1Mo 49:20), og hans efterkommeres historie viser at dette gik i opfyldelse.

2. Navnet anvendes også om den stamme Aser blev grundlæggeren af. Et år efter udgangen af Ægypten talte den 41.500 voksne mandlige medlemmer (4Mo 1:41), og ca. 39 år senere var den vokset til 53.400 og var dermed den femtestørste stamme. (4Mo 26:47) Asers stamme lå lejret nord for tabernaklet sammen med Dans og Naftalis stamme. — 4Mo 2:25-30.

Da Moses udtalte sin profetiske velsignelse før indgangen i Kana’an, forudsagde han også velstand for Aser. Stammen skulle billedligt talt „dyppe sin fod i olie“. (5Mo 33:24, 25; jf. Job 29:6.) Det område den fik tildelt, strakte sig fra et sted neden for byen Dor, syd for Karmels Bjerg, op langs Middelhavets kyst til Palæstinas nordgrænse ved Zidon. (Jos 17:7-11; 19:24-31) Her fandtes noget af den frugtbareste jord i hele Israel. Her voksede oliventræer, som kunne give rigeligt med olie, og andre planter, hvis frugter ville være lækkerier på et kongeligt bord. (1Mo 49:20; 5Mo 33:24) Mod øst grænsede Aser op til Zebulons og Naftalis områder, og mod syd og sydøst til Manasses og Issakars områder.

Af Josua 17:7 fremgår det at Aser lå på grænsen til Manasses stammeområde. I den samme beretning nævnes Aser også i vers 10, hvor det tydeligvis er stammeområdet der er tale om.