Dette sorte eller brunlige mineral betegnes med tre forskellige hebraiske ord. To af ordene beskriver konsistensen: zæʹfæth (beg), dets flydende form, og chemarʹ (asfalt), dets faste form. Det tredje ord, koʹfær (tjære), beskriver dets anvendelse til overstrygning af træværk. (Se BEG.) Asfalts evne til at beskytte mod vand var kendt og blev udnyttet allerede før Vandfloden. Da Noa fik besked på at bygge arken, blev der sagt til ham at han skulle „stryge den indvendig og udvendig med tjære“. — 1Mo 6:14.

Den papyrusark hvori Moses som barn blev sat ud mellem Nilens siv, var vandtæt fordi den var blevet imprægneret med både „asfalt og beg“. (2Mo 2:3) Babylons bygmestre erfarede at asfalt ikke alene var vandbestandig, men også velegnet som bindemiddel, og at det derfor udmærket kunne anvendes som mørtel mellem deres brændte teglsten. — 1Mo 11:3.

Siddimlavningen, der lå i nærheden af Sodoma og Gomorra i Dødehavsområdet, var engang kendt for sine mange „asfaltgruber“. (1Mo 14:10) Den dag i dag skylles der somme tider asfalt ind på kysten, hvilket tyder på at Siddim nu ligger et sted på bunden af Det Døde Hav. Asfalt er også brændbart; Esajas henviste til dette da han profeterede om at Edoms land skulle blive som „brændende beg“. — Es 34:9.