De pulverlignende rester der bliver tilbage efter en forbrænding. Ordet bruges i Bibelen ofte i symbolsk eller billedlig betydning. Det almindelige ord for „aske“ på hebraisk er ’eʹfær (4Mo 19:9), som et enkelt sted oversættes med „støv“. (Mal 4:3) Det almindelige ord for „støv“ er ‛afarʹ, som i nogle tilfælde også bruges om forbrændingsrester. (4Mo 19:17; 2Kg 23:4) Et tredje hebraisk ord, dæʹsjæn, bruges specielt om den fedtholdige aske der blev tilbage på alteret når ofrene var brændt. Det er gengivet med „fedtaske“. (3Mo 1:16) I andre sammenhænge bruges ordet slet og ret om „fedme“, for eksempel oliventræets „fedme“ (Dom 9:9) og bordets „fedme“ eller „fede retter“ (Job 36:16; Es 55:2). Det græske ord for „aske“ er spodosʹ (Mt 11:21), mens udsagnsordet tefroʹō betyder „lægge i aske“. — 2Pe 2:6.

En levitpræst fjernede hver dag den fedtaske (dæʹsjæn) der opstod ved forbrænding af offerdyr på alteret, og bragte den „ud til et rent sted uden for lejren“. (3Mo 6:9-11) Ifølge 4 Mosebog 19 blev en sund rød ko som ingen legemsfejl havde, og som man aldrig havde lagt åg på, slagtet og brændt uden for lejren, og asken fra dette „syndoffer“ blev lagt på et rent sted uden for lejren (4Mo 19:9), så man kunne blande noget af den med vand og stænke det på urene personer eller genstande for at rense dem. (4Mo 19:17) Apostelen Paulus omtalte den billedlige rensning af kødet ved hjælp af „asken [gr.: spodosʹ] af en kvie“ for at pege på den langt større renselse af „vor samvittighed fra døde gerninger“ der er mulig i kraft af „Messias’ blod“. — He 9:13, 14.

I Jeremias 31:40 omtales „lavningen med ådslerne og fedtasken“. Denne lavning var sandsynligvis en del af Hinnoms Søns Dal. Indtil  nyere tid har en askehøj nær Kedrondalen været et kendt vartegn. Den siges at have været ca. 150 m lang, 60 m bred og 18 m høj, og nogle mener at den havde forbindelse med det sted Jeremias omtalte. En del af Hinnoms Søns Dal kan have været brugt til deponering af aske fra brændofrene (3Mo 4:12), før Josias gjorde Tofet i dalen urent. (2Kg 23:10) Men døde dyr og lig af forbrydere kan også være blevet kastet i dalen, og en høj dér kunne endog have indeholdt asken af mennesker der var blevet ofret ved ritualer i forbindelse med falsk religion. — Jer 32:35.

På Bibelens tid var det skik og brug at nedbrænde erobrede byer, og udtrykket ’at gøre et sted til aske’ var ensbetydende med dets fuldstændige ødelæggelse, som det fremgår af profetien om Tyrus og det der siges om Sodoma og Gomorra. — Ez 28:18; 2Pe 2:6.

Aske blev også brugt som et billede på noget ubetydeligt eller værdiløst. Abraham erkendte for eksempel over for Jehova at han var „støv og aske“. (1Mo 18:27; se også Es 44:20; Job 30:19.) Og Job kaldte sine falske trøsteres ord for „ordsprog af aske“. — Job 13:12.

På Bibelens tid var det skik at sidde i aske eller at kaste aske på sig som et udtryk for sorg, ydmygelse eller anger. (Est 4:1-3; Jer 6:26; 2Sa 13:19) Dyb fortvivlelse og nød forbindes billedligt med det at ’spise aske’ (Sl 102:9), og der siges om den sygdomsplagede Job at han „sad i asken“. — Job 2:8.

Sækkelærred og aske blev undertiden forbundet med faste, gråd og sorg. (Est 4:3; Es 58:5; Ez 27:30, 31; Da 9:3) Nineve på Jonas’ tid er et eksempel på at en hel nation ydmygede sig og ændrede sind; selv kongen dækkede sig med sæk og satte sig i asken. (Jon 3:5, 6) Jesus Kristus talte om at ændre sind i sæk og aske (Mt 11:21), og i et svar til Jehova sagde Job sønderknust: „Jeg . . . angrer i støv og aske.“ — Job 42:6.

Mens Juda lå øde i 70 år, sørgede jøderne i Babylon over at Zion eller Jerusalem og templet lå øde hen. Men gennem Esajas var det lovet at der ved Jehovas ånds magt ville blive ’givet dem der sørgede over Zion en hovedbeklædning i stedet for aske’. Jesus Kristus anvendte ordene i Esajas 61:1-3 på sig selv som den messianske befrier gennem hvem en større, åndelig ødelæggelse og sorg ville blive afhjulpet. (Lu 4:16-21) Det var også forudsagt at de ugudelige ville blive som malet til støv eller aske over for de retfærdige, for Malakias skrev: „’Og I skal træde de ugudelige ned, for de vil blive som støv [’eʹfær] under jeres fodsåler den dag da jeg griber ind,’ siger Hærstyrkers Jehova.“ — Mal 4:3.