Det land der i oldtiden lå i den nordlige ende af den mesopotamiske slette, eller i den yderste nordlige del af det nuværende Irak. Det lå i det væsentlige inden for den trekant der afgrænses af floderne Tigris og Lille Zab; disse floder udgjorde i almindelighed landets vest- og sydgrænse, mens bjergene i det gamle Armenien udgjorde nordgrænsen, og Zagrosbjergene og Medien udgjorde østgrænsen. Det skal dog bemærkes at disse grænser ikke var faste. Når Babylon svækkedes, bredte Assyrien sig mod syd, og når Babylon blev stærkere, rykkedes grænsen mod nord. Også de øvrige grænser blev nu og da forrykket, især vestgrænsen, idet Assyrien tidligt begyndte at udstrække sin indflydelse til egnene vest for Tigris. Det assyriske storrige kom naturligvis til at omfatte et langt større område. — KORT, bd. 1, s. 954.

Igennem hele historien bestod der en nær forbindelse mellem Assyrien og Babylon. De var nabostater i et område uden nogen naturlig fælles grænse. Det egentlige Assyrien lå dog for størstedelens vedkommende i et højland, et bjergrigt område med et friskere klima end Babylonien. Indbyggerne var mere energiske og aggressive end babylonierne. På relieffer fremstilles de som kraftigt byggede, mørklødede, med kraftige øjenbryn, et stort skæg og en markant næse.

Assur, der lå vest for Tigris, regnes for at have været den oprindelige hovedstad. Siden blev Nineve dog den betydeligste hovedstad, og både Kala og Khorsabad blev nu og da gjort til hovedstæder af de assyriske monarker. Gennem den nordlige del af Assyrien gik en handelsrute som førte til Middelhavet og Lilleasien, og andre ruter førte til Armenien og området omkring Urmiasøen. Assyrien førte mange af sine krige for at opnå eller bevare kontrollen over sådanne handelsruter.

Militarisme. Assyrien var hovedsagelig en militærmagt, og det billede historien tegner af dets erobringer, afspejler stor grusomhed og rovlyst. (BILLEDER, bd. 1, s. 958) En af de krigeriske assyriske konger, Assurnasirpal II, beskriver med følgende ord hvordan han straffede flere oprørske byer:

„Jeg byggede en søjle foran hans byport, og jeg flåede alle de anførere der havde gjort oprør, og jeg beklædte søjlen med deres hud. Nogle murede jeg inde i søjlen, nogle hængte jeg på pæle på søjlen, . . . og jeg skar lemmerne af embedsmændene, de kongelige embedsmænd der havde gjort oprør. . . . Mange fanger iblandt dem lod jeg gå op i luer, og mange tog jeg levende til fange. På nogle af dem skar jeg hænderne og fingrene af, på andre skar jeg næsen, ørerne og fingrene (?) af, på mange stak jeg øjnene ud. Jeg lavede én stabel af de levende og en anden af hovederne, og jeg bandt deres hoveder til stolper (træstammer) rundt om byen. Deres unge mænd og kvinder brændte jeg på bålet . . . Tyve mænd tog jeg levende til fange, og jeg murede dem  inde i paladsets mur . . . Resten af dem [deres krigere] lod jeg tørsten fortære i Eufrats ørken.“ — Ancient Records of Assyria and Babylonia af D. D. Luckenbill, 1926, bd. I, s. 145, 147, 153, 162.

På mange relieffer ses fanger som får øjnene stukket ud med et spyd, eller som føres af sted med reb der er fastgjort til kroge som er stukket igennem næsen eller læberne. Assyrernes krigsførelse var således præget af en sadistisk grusomhed, og de pralede skamløst af det og førte omhyggelige optegnelser over deres ugerninger. At de var kendt for deres grusomhed, var uden tvivl en militær fordel for dem, idet folkeslag som var truet af et assyrisk angreb, ofte blev grebet af rædsel og derfor ikke gjorde stor modstand. Assyriens hovedstad, Nineve, beskrives træffende af profeten Nahum som „løvernes bolig“ og som „den blodskyldige by“. — Na 2:11, 12; 3:1.

Hvilken form for religion praktiserede assyrerne?

Assyrerne havde overtaget de fleste af deres religiøse forestillinger fra Babylon, og selv om de anså deres egen nationale gud, Assur, for at være den højeste gud, betragtede de fortsat Babylon som det betydeligste religiøse center. Den assyriske konge tjente som Assurs ypperstepræst. På et segl som A. H. Layard fandt i ruinerne af et assyrisk palads, og som nu opbevares på British Museum, fremstilles guden Assur med tre hoveder. Troen på treheder af guder indtog en fremtrædende plads i assyrernes gudsdyrkelse, og de dyrkede også en guddom bestående af fem personer. Den højeste triade bestod af Anu, som var herre over himmelen, Bel, som var herre over det område der er beboet af menneskene, landdyrene og fuglene, og Ea, som var herre over vandet på jorden og under jorden. En anden triade bestod af måneguden Sin, solguden Shamash og stormguden Ramman, hvis plads dog ofte blev indtaget af Ishtar, stjernernes dronning. (Jf. 2Kg 23:5, 11.) Derefter fulgte fem guder der stod for fem planeter. Om de guder der udgjorde trehederne, siger Unger’s Bible Dictionary (1965, s. 102): „Disse guder påkaldes til tider én for én, i vendinger som synes at tilskrive hver enkelt overhøjheden over de øvrige.“ Det assyriske panteon omfattede også utallige mindre guddomme, hvoraf mange var byernes skytsguder. Bibelen nævner at Sankerib blev myrdet mens han tilbad guden Nisrok. — Es 37:37, 38.

Den religion der blev udøvet i forbindelse med disse guddomme, var animistisk, det vil sige man troede at alle ting og naturfænomener var besjælet af ånder. Den adskilte sig imidlertid fra andre naturreligioner, som var udbredt blandt nabofolkene, ved at krig blev opfattet som det sandeste udtryk for den nationale religion. (BILLEDE, bd. 1, s. 956) Tiglat-Pileser I sagde således om sin krigsførelse: „Min Herre, ASSUR, sendte mig.“ Og Assurbanipal siger i sine annaler: „På befaling af ASSUR, SIN og SHAMASH, de store guder, mine herrer, som beskyttede mig, gik jeg ind i Minni og marcherede sejrrigt.“ (Records of the Past: Assyrian and  Egyptian Monuments, London 1875, bd. V, s. 18; 1877, bd. IX, s. 43) Sargon påkaldte altid gudinden Ishtar før han gik i krig. Hærene marcherede bag gudernes standarter, øjensynlig træ- eller metalsymboler på stager. Stor betydning blev tillagt varsler, som man tog ved at undersøge ofrede dyrs lever, iagttage fuglenes flugt eller mærke sig planeternes stilling. I bogen Ancient Cities af W. B. Wright (1886, s. 25) siges der: „Krigsførelse var nationens beskæftigelse, og præsterne var stadige anstiftere af krig. De forsørgedes hovedsagelig med sejrsbytte, hvoraf en fastsat procentdel ufravigeligt blev tildelt dem før de andre fik deres del, for denne plyndrerslægt var usædvanlig religiøs.“

Kultur, litteratur og love. Assyrerne byggede imponerende paladser og udsmykkede væggene med reliefplader som ganske realistisk skildrede scener fra krig og fred. Indgangene var prydet af vingede tyre med menneskehoved, hver udhugget af en enkelt kalkstensblok som kunne veje op til 36 tons. På deres cylindersegl findes kunstfærdige graveringer. (Se ARKÆOLOGI.) Deres metalstøbearbejder vidner om et betydeligt kendskab til metallurgien. Nogle af deres konger byggede akvædukter og udviklede vandingssystemer; de anlagde botaniske og zoologiske haver med planter og dyr fra mange lande. Mange af deres paladser havde et velgennemtænkt kloakanlæg og gode sanitære installationer.

Af særlig interesse er de store biblioteker som visse assyriske monarker opbyggede, og som indeholdt titusinder af lertavler, prismer og cylindre hvorpå der med kileskrift var optegnet historiske begivenheder, religiøse tekster samt oplysninger om juridiske og kommercielle anliggender. Visse love fra en bestemt periode i den assyriske historie vidner dog igen om den grusomhed der så ofte kendetegnede nationen. Nogle lovovertrædelser straffedes med lemlæstelse. En slavinde måtte for eksempel ikke bære slør når hun viste sig offentligt; hvis hun overtrådte denne bestemmelse, skulle hendes ører skæres af. Hvor ringe retsbeskyttelse der var for en gift kvinde, fremgår af følgende lov: „Bortset fra de straffe der står skrevet på tavlen som gældende for en gift kvinde, kan en mand piske sin kone, rive hendes hår af, spalte og lædere hendes ører. Der er ingen skyld forbundet hermed.“ — Everyday Life in Babylonia and Assyria af H. W. F. Saggs, 1965, s. 152.

Den bibelske og verdslige historie. Første gang Assyrien omtales i den bibelske beretning, er i 1 Mosebog 2:14, hvor Moses skriver at floden Hiddekel (Tigris) — der oprindelig var en af de fire hovedstrømme som den flod der „strømmede ud fra Eden“, delte sig i — på hans tid gik „øst om Assyrien“. — 1Mo 2:10.

Landet er opkaldt efter Sems søn Assur. (1Mo 10:22) Det lader derfor til at det efter Vandfloden først var beboet af semitter. Denne befolkning blev dog hurtigt blandet op, for Kams sønnesøn Nimrod drog til Assyrien og byggede „Nineve og Rehobot-Ir og Kala og Resen mellem Nineve og Kala: det er den store by“. (1Mo 10:11, 12; jf. Mik 5:6.) Det oplyses ikke om dette skete efter opførelsen af Babelstårnet og den sprogforvirring dette resulterede i (1Mo 11:1-9), men allerede her, i det tiende kapitel i Første Mosebog, tales der om flere „tungemål“. (1Mo 10:5, 20, 31) Det ses heraf at Assyriens hovedstad, Nineve, udviklede sig under indflydelse af Babylon, hvilket stemmer med den verdslige historie. Senere nåede de stammer der var efterkommere af Abrahams søn Ismael, helt til Assyrien på deres nomadevandringer. — 1Mo 25:18.

Perioden mellem år 1100 og 900 f.v.t. (efter Tiglat-Pileser I’s regeringstid) var en nedgangsperiode, og denne omstændighed anføres ofte som en gunstig faktor for udvidelsen af Israels grænser under Davids herredømme (1077-1038 f.v.t.) og den fortsatte udvidelse af landets indflydelse under Salomons herredømme (1037-998 f.v.t.). Denne fremgang skyldtes dog i første række Guds velsignelse og kan derfor ikke have været afhængig af en assyrisk svaghed. — 2Sa 8, 10; 1Kg 4:21-24.

Assurnasirpal II og Salmanassar III. Den assyriske aggression begyndte at true Israel under kong Assurnasirpal II, der, som allerede nævnt, var kendt for sin grusomhed og sin hensynsløse krigsførelse. Inskriptioner viser at han krydsede Eufratfloden, løb det nordlige Syrien over ende og krævede tribut af byerne i Fønikien. Hans efterfølger, Salmanassar III, er den første konge der beretter om direkte kontakt med nordriget Israel. Assyriske inskriptioner fortæller at Salmanassar rykkede frem til Karkar ved Orontesfloden, hvor han hævder at have kæmpet mod en koalition af konger. Slaget fik ikke noget entydigt udfald. På Salmanassars sorte obelisk, fundet i Nimrud, anføres Jehu (ca. 904-877 f.v.t.) som en der betalte tribut til ham, og et af reliefferne på obelisken viser hvordan tributten overbringes ham, muligvis af Jehus udsending. — Se SALMANASSAR, 1.

Adad-nirari III og hans efterfølgere. Efter Shamshi-Adad V, Salmanassar III’s efterfølger,  kom Adad-nirari III på den assyriske trone. Inskriptioner fortæller at han angreb Damaskus og modtog tribut fra Joasj af Samaria. Måske på et tidspunkt omkring midten af det 9. århundrede f.v.t. (ca. 844) blev profeten Jonas sendt på en mission til Nineve, og som følge af hans advarsel om en forestående ødelæggelse ændrede hele byen og dens konge sind. (Jon 3:2-6) Det var muligvis Adad-nirari III der var Assyriens konge på det tidspunkt, men dette kan ikke siges med sikkerhed.

Historien beretter at kongerne efter Adad-nirari III omfattede Salmanassar IV, Assur-Dan III og Assur-nirari V, der alle var sønner af Adad-nirari III. I denne periode var den assyriske aggression aftagende.

Tiglat-Pileser III. Den første assyriske konge der nævnes ved navn i Bibelen, er Tiglat-Pileser III (2Kg 15:29; 16:7, 10), også kaldet „Pul“ i 2 Kongebog 15:19. I 1 Krønikebog 5:26 anvendes begge navne, og nogle har derfor tidligere ment at der var tale om to forskellige konger. Men babyloniske og assyriske kongelister giver begge navne til samme person. Nogle foreslår den mulighed at kongen oprindelig hed Pul, og at han antog navnet Tiglat-Pileser da han besteg den assyriske trone. – Se PUL, 1.

I kong Menahem af Israels regeringstid (790-781 f.v.t.) trængte Tiglat-Pileser III ind i Nordrigets område. Menahem betalte ham et tusind talenter sølv (40 mio. kr.) og fik derved assyrerne til at trække sig tilbage. (2Kg 15:19, 20) Senere sluttede kong Peka af Israel (778-759 f.v.t.) og kong Rezin af Aram sig sammen mod kong Akaz af Juda (761-746 f.v.t.), og skønt Esajas forudsagde at denne aramaisk-israelitiske trussel med sikkerhed ville blive tilintetgjort af assyrerkongen (Es 7:1-9, 16, 17; 8:3, 4), valgte Akaz uklogt at bestikke Tiglat-Pileser til at angribe dette forbund for at lette presset mod Juda. Den assyriske hersker indtog da en række byer i den nordlige del af Israels rige samt områderne Gilead, Galilæa og Naftali. Det var Tiglat-Pilesers politik at flytte om på befolkningerne i de erobrede områder for at mindske risikoen for fremtidige opstande, og nu deporterede han nogle af israelitterne. (1Kr 5:6, 26) Desuden var Juda nu kommet i et afhængighedsforhold til Assyrien, og Akaz af Juda rejste til Damaskus, der også var  faldet for assyrerne, åbenbart for at hylde Tiglat-Pileser. — 2Kg 15:29; 16:5-10, 18; 2Kr 28:16, 20, 21; jf. Es 7:17-20.

Salmanassar V. Tiglat-Pileser III blev efterfulgt af Salmanassar V. Hosjea (758-740 f.v.t.), der tilrev sig Israels trone, bøjede sig i begyndelsen for assyrernes krav om tribut. Men senere dannede han en sammensværgelse med Ægypten for at befri Israel for det assyriske åg, med det resultat at Salmanassar belejrede Samaria. Efter tre års forløb faldt byen (740 f.v.t.), og Israel blev ført i landflygtighed. (2Kg 17:1-6; 18:9-11; Ho 7:11; 8:7-10) De fleste opslagsværker siger at Salmanassar døde før Samarias indtagelse, og at Sargon II var konge da byen endelig faldt. — Se dog SALMANASSAR, 2; SARGON.

Sargon II. Sargon II fortæller at han deporterede 27.290 israelitter til områder langs Øvre Eufrat og i Medien. Der findes også en beskrivelse af hans felttog mod filistrene hvor han indtog Gat, Asdod og Asdudimmu. Samtidig med at dette felttog fandt sted, fik Esajas besked på at advare jøderne om det nytteløse i at søge beskyttelse hos Ægypten eller Ætiopien mod den assyriske angriber. (Es 20:1-6) Det var måske først i Sargons regeringstid at folk fra Babylon og Aram blev bragt til Samaria for at befolke dette land på ny; senere sendte assyrerkongen en israelitisk præst tilbage fra landflygtigheden for at ’undervise dem i hvordan landets Gud skulle dyrkes’. — 2Kg 17:24-28; se SAMARIA, 2, SAMARITANER.

Sankerib. Sargon II’s søn Sankerib rettede et angreb mod Juda rige i Ezekias’ 14. år (732 f.v.t.). (2Kg 18:13; Es 36:1) Ezekias havde gjort oprør mod det assyriske åg, som landet var blevet underlagt som følge af hans fader Akaz’ handlemåde. (2Kg 18:7) Sankeribs reaktion var at han rykkede ind i Juda, hvor han ifølge sine egne opgivelser erobrede 46 byer (jf. Es 36:1, 2), hvorefter han fra sin lejr ved Lakisj pålagde Ezekias at betale en tribut på 30 talenter guld (ca. 70 mio. kr.) og 300 talenter sølv (ca. 12 mio. kr.). (2Kg 18:14-16; 2Kr 32:1; jf. Es 8:5-8.) Skønt denne sum blev betalt, sendte Sankerib sine talsmænd til Jerusalem og krævede at byen overgav sig betingelsesløst. (2Kg 18:17–19:34; 2Kr 32:2-20) Da Jehova derefter forårsagede at 185.000 af hans soldater døde på én nat, blev den pralende assyrer tvunget til at bryde op og vende tilbage til Nineve. (2Kg 19:35, 36) Dér blev han senere snigmyrdet af to af sine sønner og efterfulgt på tronen af en tredje søn, Asarhaddon. (2Kg 19:37; 2Kr 32:21, 22; Es 37:36-38) Disse begivenheder, med undtagelse af de assyriske soldaters død, er også beskrevet på Sankeribs prisme og på et af Asarhaddons prismer. — BILLEDER, bd. 1, s. 957.

Asarhaddon. Jehova tillod at assyriske hærførere tog kong Manasse af Juda (716-662 f.v.t.) til fange og førte ham til Babylon (som da var underlagt assyrisk herredømme). (2Kr 33:11) Nogle mener at dette kan være sket under Asarhaddons sejrrige felttog mod Ægypten. I hvert fald nævnes Menasi (Manasse) af Juda i flere inskriptioner som en af de konger der betalte tribut til Asarhaddon. Senere fik Manasse lov til at vende tilbage til Jerusalem. (2Kr 33:10-13) Af Ezra 4:2 synes det at fremgå at flytningen af folkeslag til og fra nordriget Israel fortsatte på Asarhaddons tid, hvilket kan forklare det tidsrum på „femogtres år“ der nævnes i profetien i Esajas 7:8. — Se AKAZ; ASARHADDON.

Assurbanipal. Før sin død havde Asarhaddon udpeget sønnen Assurbanipal til kronprins af Assyrien og en anden søn, Shamash-shum-ukin, til kronprins af Babylonien. Shamash-shum-ukin gjorde senere oprør mod sin broder, og Assurbanipal slog oprøret ned og plyndrede byen Babylon.

Under Assurbanipal nåede riget sin største udstrækning. Han undertrykte et oprør i Ægypten og plyndrede byen Theben (No-Amon). Assyrerrigets grænser  omsluttede nu Elam og en del af Medien, strakte sig ind i Ararat og så langt mod vest som til Kilikien i Lilleasien, gennem Aram og Israel (men ikke Jerusalem), og nåede ned i Ægypten, Arabien og Babylonien. Assurbanipal er øjensynlig „den store og ærede Asenappar“ der omtales i Ezra 4:10. — Se ASENAPPAR.

Rigets undergang. Den Babyloniske Krønike (nr. 21901 på British Museum) beretter at Assyriens hovedstad Nineve blev belejret og indtaget af de forenede hære under babylonierkongen Nabopalassar og mederen Kyaxares i Nabopalassars 14. regeringsår (632 f.v.t.): „[De lagde] byen i ruin og [forfald].“ (Babylonske og Assyriske Kongers Historiske Indskrifter ved O. E. Ravn, 1934, s. 194) Således blev det assyriske rædselsherredømme bragt til en forsmædelig afslutning. — Es 10:12, 24-26; 23:13; 30:30-33; 31:8, 9; Na 3:1-19; Zef 2:13.

Ovennævnte krønike fortæller videre at Assur-uballit II i Nabopalassars 14. regeringsår (632 f.v.t.) forsøgte at fortsætte det assyriske herredømme fra Kharran (Karan). I forbindelse med Nabopalassars 17. regeringsår (629 f.v.t.) siges der: „I måneden du’uzu gik Assur-uballit, Assyriens konge, (og) en stor ægyptisk [hær der var kommet ham til hjælp], over floden (Eufrat) og [drog videre] for at erobre Kharran.“ (Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 305; parenteser og klammer indføjet af redaktøren.) I virkeligheden forsøgte Assur-uballit at generobre byen efter at være blevet fordrevet fra den. Denne beretning stemmer med beretningen i 2 Kongebog 23:29 om farao Nekos felttog, der førte til kong Josias af Judas død (ca. 629 f.v.t.). Skriftstedet siger at „Ægyptens konge Farao Neko [drog] op mod [el.: til] Assyriens konge ved Eufratfloden“ — åbenbart for at hjælpe ham. „Assyriens konge“ kan meget vel have været Assur-uballit II. Deres felttog mod Karan mislykkedes. Assyrerriget var faldet.

Den perserkonge (Darius Hystaspes) der herskede over Assyrien da man genopbyggede templet i Jerusalem (fuldført i 515 f.v.t.), benævnes med titlen ’assyrerkonge’. — Ezr 6:22.

Assyrien i profetien. Assyrien optræder i Bileams profeti, der blev udtalt omkring 1473 f.v.t. (4Mo 24:24) Der er talrige henvisninger til Assyrien hos Esajas, Jeremias, Ezekiel, Mika, Nahum, Zefanias og Zakarias, og hele vejen igennem Hoseas’ profeti advares der om at Assyrien ville ødelægge nordriget Israel. Mange steder fordømmes det frafaldne Israel og Juda fordi disse riger satte deres lid til hedenske nationer og ofte vaklede mellem Ægypten og Assyrien „som en tankeløs due uden et forstandigt hjerte“. (Jer 2:18, 36; Kl 5:6; Ez 16:26, 28; 23:5-12; Ho 7:11) De katastrofale følger af denne handlemåde beskrives i malende vendinger. (Ez 23:22-27) Ydmygelsen af assyrerne og de landflygtige israelitters tilbagekomst til deres hjemland var også forudsagt. (Es 11:11-16; 14:25; Jer 50:17, 18; Ez 32:22; Zak 10:10, 11) Der blev endda profeteret om en tid hvor der ville råde et fredeligt forhold mellem Assyrien og Ægypten, og hvor de sammen med Israel ville nyde Guds gunst og være „en velsignelse midt på jorden“. — Es. 19:23-25.

[Illustration på side 176]

Relief fra nordpaladset i Nineve. Kongen og hans dronning holder en havefest; på træet foran harpespilleren hænger en besejret konges hoved

[Illustration på side 178]

Assyriske stridsvogne fører religiøse standarter med i slaget

[Illustration på side 179]

Vægpanel fra Nimrud som skildrer assyriske soldater der bærer gudebilleder væk fra en erobret by