[fra (tilhørende) Athene].

Det nutidige Grækenlands hovedstad og i oldtiden den betydeligste af de græske byer. Den ligger i den sydlige ende af Attikasletten, ca. 8 km fra Det Ægæiske Hav, og var i førkristen tid forbundet med havnebyen Piræus med lange, næsten parallelle mure. Dens geografiske beliggenhed bidrog meget til dens historiske betydning. Bjergene der omgav byen, udgjorde et naturligt forsvar, og bjergpassene lå så langt borte at et overraskelsesangreb fra landsiden næppe var sandsynligt. Byen lå også så langt fra havet at den var sikret mod et flådeangreb, og dog havde den let adgang til de tre naturlige havne i nabobyen Piræus.

Center for kultur og religion. Skønt Athen i det 5. århundrede f.v.t. opnåede et vist militært ry som hovedstad i en lille stat og som en stærk sømagt, blev byen først og fremmest kendt som center for græsk lærdom, litteratur og kunst. Den udviklede sig til en universitetsby med professorer, docenter og filosoffer og var hjemsted for så berømte filosoffer som Sokrates, Platon og Aristoteles. Der blev grundlagt fire filosofiske skoler i byen: Platons Akademi, den peripatetiske skole, den epikuræiske skole og den stoiske skole (Apg 17:18), som i romertiden havde elever fra hele Romerriget.

Athen var også en meget religiøs by, hvilket fik Paulus til at bemærke at athenerne ’syntes at have større frygt for guderne end andre havde’. (Apg 17:22) Ifølge historikeren Josefus var athenerne ’de frommeste af grækerne’. (Against Apion, II, 130 [12]) Staten overvågede religionen og fremmede den ved at bekoste offentlige ofre, riter og processioner til gudernes ære. Der var gudebilleder i templerne, på gaderne og på offentlige pladser, og som regel bad man til guderne før man deltog i et „symposion“ (et drikkelag med filosofiske taler), en politisk samling eller en idrætskamp. For ikke at fornærme nogen af guderne byggede athenerne endog altre med indskriften „For en ukendt gud“. Paulus henviste til dette i Apostelgerninger 17:23. Geografen Pausanias fra det 2. århundrede bekræfter at der fandtes sådanne altre. Han fortæller at han på vejen fra havnebyen Faleron til Athen (som Paulus muligvis også har gået ad) bemærkede flere „altre for ukendte guder og for helte“. — Description of Greece, Attica, I, 4.

Tidlige historie. Byen voksede op omkring Akropolis, en aflang, ca. 150 m høj klippe der rejser sig stejlt på de tre sider. (BILLEDE, bd. 2, s. 749) I det 7. århundrede f.v.t. blev Athen styret af adelsmænd eller aristokrater der blev kaldt eupatrider, og som havde monopol på den politiske magt. De havde også myndighed over Areopagus, datidens højesteret. I begyndelsen af det  6. århundrede f.v.t. foretog en lovgiver ved navn Solon nogle forfatningsændringer der gav de fattige bedre forhold og lagde grunden til en demokratisk regering. Det skal dog siges at demokratiet kun gjaldt for landets frie borgere, og at en stor del af befolkningen var slaver.

Efter nogle sejre over perserne i det 5. århundrede f.v.t. blev Athen hovedstad i en lille stat som beherskede de fleste af kystområderne langs Det Ægæiske Hav, og dens handelsforbindelser og indflydelse strakte sig fra Italien og Sicilien i vest til Cypern og Syrien i øst. Byen blev den daværende verdens kulturelle centrum, hvor kunst og litteratur blomstrede. I denne periode opførtes også prægtige offentlige bygninger og templer, deriblandt Parthenon (Athenetemplet) og Erechtheion, hvis ruiner kan ses på Athens Akropolis den dag i dag. Parthenon blev regnet for den hedenske religions ypperste bygningsværk og prydedes af en 12 m høj Athenestatue af guld og elfenben.

Denne materielle skønhed bragte dog ikke athenerne nogen virkelig åndelig højnelse, for ifølge den græske mytologi lå de guder og gudinder der blev æret med disse prægtige kunstværker, under for enhver tænkelig last og begik enhver forbrydelse man kunne forestille sig. På Paulus’ tid kritiserede den græske filosof Apollonios således athenerne for deres orgiastiske danse ved festen til ære for Dionysos (Bacchus) og for deres blodtørst ved gladiatorkampene.

Efter nederlaget til Sparta i Den Peloponnesiske Krig i slutningen af det 5. århundrede f.v.t. opløstes det athenske rige, men på grund af sin kultur blev byen skånsomt behandlet af sejrherrerne og ikke fuldstændig ødelagt. I år 86 f.v.t. blev den indtaget af romerne og mistede sin betydning som handelsby; så da Jesus og de første kristne trådte ind på skuepladsen i Palæstina, lå dens betydning hovedsagelig i dens universiteter og filosofiske skoler.

Paulus’ virke i Athen. Omkring år 50 aflagde apostelen Paulus et besøg i byen på sin anden missionsrejse. Han havde efterladt Silas og Timoteus i Berøa med påbud om at følge efter ham så hurtigt som muligt. (Apg 17:13-15) Mens han ventede på dem i Athen, oprørtes han over de mange afguder i byen og begyndte derfor at ræsonnere med indbyggerne, både i den jødiske synagoge og på torvet. (Apg 17:16, 17) Dette torv, agoraen, der lå nordvest for Akropolis, er blevet fuldstændig udgravet af American School of Classical Studies. Det var åbenbart et sted hvor man ikke blot handlede, men også debatterede og afgjorde offentlige anliggender. At athenerne var videbegærlige, som det beskrives i Apostelgerninger 17:18-21, bekræftes af  atheneren Demosthenes, der kritiserede sine medborgere fordi de yndede at gå rundt på torvet og hele tiden spørge: „Hvad nyt?“

Da Paulus opholdt sig på torvet, blev han tiltalt af nogle stoiske og epikuræiske filosoffer, der betragtede ham med mistænksomhed som ’en der forkyndte fremmede guddomme’. (Apg 17:18) Der fandtes mange forskellige religioner i Romerriget, men græsk og romersk lov forbød indførelsen af fremmede guder og nye religiøse skikke, især hvis disse var i modstrid med landets egen religion. Paulus havde åbenbart haft vanskeligheder på grund af religiøs intolerance i Filippi, som var en romersk koloni. (Apg 16:19-24) Indbyggerne i Athen viste sig at være mere skeptiske, men også mere tolerante, end filipperne, men de var tydeligvis alligevel bekymrede for hvordan denne nye lære ville berøre statens sikkerhed. Paulus blev ført til Areopagus, men det kan ikke siges med sikkerhed om han talte for domstolen af dette navn. Nogle mener at domstolen på Paulus’ tid ikke længere samledes på højen, men på agoraen.

Paulus’ velformulerede vidnesbyrd over for disse lærde athenere er et efterlignelsesværdigt eksempel med hensyn til takt og dømmekraft. Han gjorde opmærksom på at han ikke forkyndte en ny guddom, men selve himmelens og jordens Skaber, og han henviste taktfuldt til den ’ukendte gud’ hvis alter han havde set, og citerede endog fra Fainomena af Aratos, en digter fra Kilikien, og fra Hymne til Zeus af Kleanthes. (Apg 17:22-31) De fleste gjorde nar af ham, men nogle, deriblandt Dionysius, en dommer ved Areopagusdomstolen, og en kvinde ved navn Damaris, kom til troen. — Apg 17:32-34.

Det er muligt at Timoteus sluttede sig til Paulus i Athen og derefter blev sendt tilbage til Thessalonika; men det synes mere sandsynligt at han befandt sig i Berøa, og at Paulus sendte bud til ham dér om at foretage denne rejse, og at Paulus var uden rejseledsagere i Athen. Det ser ud til at Paulus brugte formen „vi“ i 1 Thessaloniker 3:1, 2 om sig selv. (Jf. 1Ts 2:18; 3:6.) Hvis dette er tilfældet, rejste Paulus alene fra Athen til Korinth, hvor Silas og Timoteus til sidst sluttede sig til ham igen. (Apg. 18:5) Paulus besøgte sandsynligvis Athen igen på sin tredje missionsrejse (år 55 eller 56), for der siges i beretningen at han på det tidspunkt tilbragte tre måneder i Grækenland. — Apg 20:2, 3.

[Illustration på side 185]

Det nutidige Athen med Lykabettosbjerget i baggrunden