(Azaʹzel) [ged der forsvinder].

Dette ord forekommer fire gange i Bibelen, alle steder i forbindelse med forskrifterne for forsoningsdagen. — 3Mo 16:8, 10, 26.

Ordets oprindelse er omdiskuteret. Ifølge stavemåden i den masoretiske tekst synes ‛aza’zelʹ at være sammensat af to rodord der betyder henholdsvis „ged“ og „forsvinde“. Heraf kan det udledes at Azazel betyder „ged der forsvinder“. Ifølge en anden afledning, baseret på den opfattelse at to konsonanter er blevet byttet om, betyder det „Guds styrke“. Den latinske Vulgata gengiver det hebraiske ord med caper emissarius, det vil sige „den buk der sendes bort“, eller „syndebukken“. Det græske udtryk der bruges i Septuaginta, betyder „den der bortfører (afvender) ondt“.

Til brug på den årlige forsoningsdag skulle Israels ypperstepræst tage to gedebukke fra Israels sønners forsamling. Ved lodtrækning blev den ene buk derefter bestemt „for Jehova“ og den anden „for Azazel“. Efter at en tyr var blevet ofret for ypperstepræsten og hans hus (hvilket uden tvivl omfattede alle levitterne), blev bukken for Jehova bragt som et syndoffer. Bukken for Azazel ’blev stillet levende for Jehovas ansigt for at der kunne skaffes soning for den, og for at den kunne sendes ud i ørkenen til Azazel’. (3Mo 16:5, 7-10) Soningen for den levende buk var tilvejebragt  ved hjælp af blodet af bukken for Jehova, der netop var blevet bragt som et syndoffer, eftersom kødets liv er i blodet. (3Mo 17:11) Værdien af den slagtede buks blod eller liv blev således overført til den levende buk, bukken for Azazel. Skønt denne buk ikke blev slagtet af præsten, havde den en sonende værdi, værdien af et liv. At den blev fremstillet for Jehova, viser øjensynlig at han anerkendte denne overførelse af den slagtede buks værdi eller sonende kraft. Dette minder om forskrifterne for renselsen af en israelit der var blevet helbredt for spedalskhed, eller renselsen af et hus der havde været angrebet af en lignende plage. I sådanne situationer skulle en levende fugl dyppes i blodet af en fugl der var blevet slagtet. Derefter lod man den levende fugl flyve bort, hvorved den førte synden med sig. — 3Mo 14:1-8, 49-53.

Begge bukke skulle være sunde og fejlfri, og de skulle ligne hinanden så meget som muligt. Inden lodtrækningen havde de begge lige stor mulighed for at blive udvalgt som bukken for Jehova. Efter at ypperstepræsten havde ofret bukken for Jehova, lagde han hænderne på hovedet af den levende buk og bekendte folkets synder over den. Derefter blev den sendt ud i ørkenen ’ved en mand der stod rede dertil’. (3Mo 16:20-22) Bukken for Azazel bar således i symbolsk forstand de synder bort som folket havde begået i det forgangne år; den forsvandt med dem i ørkenen.

De to bukke blev omtalt som ét syndoffer. (3Mo 16:5) Når der blev anvendt to dyr, var det åbenbart for at understrege hvad denne foranstaltning til soning af folkets synder udvirkede. Den første buk blev bragt som et offer. Med den anden buk, som folkets synder blev bekendt over, og som derefter blev sendt ud i ørkenen, blev det understreget at Jehova tilgiver dem der ændrer sind. I Salme 103:12 gives der denne forsikring: „Så langt som solopgang er fra solnedgang, så langt har han fjernet vore overtrædelser fra os.“

Som apostelen Paulus forklarede, udrettede Jesus langt mere ved at give sit fuldkomne liv som et offer for menneskehedens synder end der var opnået ved hjælp af „blod af tyre og bukke“. (He 10:4, 11, 12) Han tjente således som „syndebukken“ idet han „bar vore sygdomme“ og „blev gennemboret for vor overtrædelse“. (Es 53:4, 5; Mt 8:17; 1Pe 2:24) Han tog synderne på sig og bar dem bort for alle som tror på værdien af hans offer. Han viste med sit offer hvordan Jehova har sørget for at al synd bringes til fuldstændig glemsel. I disse henseender er bukken „for Azazel“ et billede på Jesu Kristi offer.