DET gamle Jerusalem adskilte sig fra alle andre byer ved at være den eneste jordiske by som Jehova havde knyttet sit navn til. (1Kg 11:36) Den var også centrum for den sande tilbedelse af Jehova. Dér blev hans tempel bygget, og byen kunne derfor kaldes Guds „hvilested“. (Sl 132:13, 14; 135:21) Desuden var det i Jerusalem at kongerne af Davids slægt sad på „Jehovas trone“, idet de repræsenterede ham ved at håndhæve hans love. — 1Kr 29:23.

Det gamle Babylon, derimod, var det centrum hvorfra den falske tilbedelse spredtes til alle dele af jorden. Det havde derfor en særlig betydning at Jehova tillod Babylon at ødelægge det troløse Jerusalem. I 620 f.v.t. blev Jerusalem underlagt Babylon. (2Kg 24:1) Tre år senere, i 617 f.v.t., deporterede babylonierne mange af Jerusalems fyrster, stormænd og håndværkere og tog byens skatte som bytte. (2Kr 36:5-10) Til sidst blev Jerusalem og templet ødelagt, og tusinder af jøder blev ført i landflygtighed. — 2Kr 36:17-20.

Jerusalem blev ødelagt i år 607 f.v.t., et meget betydningsfuldt år set i lyset af Bibelens profetier. Selv om mange bibelkommentatorer sætter et andet årstal for Jerusalems ødelæggelse, fastholdes i dette værk året 607 f.v.t., idet der lægges større vægt på Bibelens vidnesbyrd end på de slutninger forskere har draget på grundlag af fragmentariske historiske optegnelser i form af kileskrifttavler.

[Illustration på side 326]

En babylonisk krønike der beretter om Nebukadnezars erobring af Jerusalem, hvor han tog kongen til fange og indsatte en konge han selv havde valgt; 617 f.v.t.

[Illustration på side 326]

Ifølge nogle arkæologer stammer dette „brændte rum“, der er udgravet i Jerusalem, fra tiden for Jerusalems ødelæggelse under Judas sidste konge