Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Bad, badning

Bad, badning

Det hebraiske ord rachatsʹ gengives med enten „at bade“ eller „at vaske“, og det bruges om både det menneskelige legeme og andet der renses ved at blive nedsænket i eller overøst med vand. (3Mo 16:24; 1Mo 24:32) Til at beskrive vask af tøj, der skete ved at vand blev presset eller banket gennem tøjet, brugte bibelskribenterne derimod det hebraiske ord kavasʹ, der er beslægtet med det arabiske kabasa (ælte, stampe, banke) og det akkadiske kabasu (nedtræde). Vi læser således i 3 Mosebog 14:8: „Og den der er i færd med at rense sig skal vaske [en form af kavasʹ] sine klæder og barbere alt sit hår af og bade sig [werachatsʹ] i vand, og han skal være ren.“ — Se også 3Mo 15:5-27; 4Mo 19:19.

Det græske ord for „bad“ er loutronʹ. — Tit 3:5.

Af dem der tjener Jehova i hellighed og renhed, kræves der fysisk renhed. Dette blev fremhævet i forbindelse med tabernakelordningen og senere i forbindelse med tempeltjenesten. Aron og hans sønner badede sig før de ved deres indsættelse blev iført deres embedsklæder. (2Mo 29:4-9; 40:12-15; 3Mo 8:6, 7) Til hånd- og fodvask benyttede præsterne vand fra kobberbækkenet i tabernaklets forgård og senere fra det store støbte hav i forgården til Salomons tempel. (2Mo 30:18-21; 40:30-32; 2Kr 4:2-6) På forsoningsdagen badede ypperstepræsten sig to gange. (3Mo 16:4, 23, 24) De der bragte bukken for Azazel, resterne af dyreofrene og den røde offerko uden for lejren, skulle vaske deres klæder og bade deres legeme i vand før de igen fik adgang til lejren. — 3Mo 16:26-28; 4Mo 19:2-10.

Under visse omstændigheder skulle de almindelige israelitter bade sig ceremonielt. Enhver der var blevet helbredt for spedalskhed, enhver der kom i berøring med noget som en der havde udflåd, havde rørt ved, enhver mand der havde haft en sædudtømmelse, enhver kvinde der havde haft menstruation eller blodflåd, og enhver der havde haft kønsligt samkvem, var „uren“ og skulle bade sig i vand. (3Mo 14:8, 9; 15:4-27) Enhver der opholdt sig i et telt hvor der var et lig, eller som rørte ved et lig, var „uren“ og måtte renses med renselsesvand. Den der nægtede at efterkomme denne bestemmelse, skulle „udryddes af menigheden“ fordi han havde besmittet Jehovas helligdom. (4Mo 19:20) At vaske sig bruges derfor meget passende billedligt om det at have et rent forhold til Jehova. (Sl 26:6; 73:13; Es 1:16; Ez 16:9) Det virker rensende at bade sig med Jehovas sandhedsord, symboliseret ved vand. — Ef 5:26.

I Bibelen nævnes kort at forskellige personer badede sig: Faraos datter i Nilen (2Mo 2:5), Rut før hun præsenterede sig for Boaz (Rut 3:3), Batseba der uden at vide det blev set af David (2Sa 11:2, 3), David før han kastede sig ned i Jehovas hus (2Sa 12:20), og prostituerede i Samarias dam (1Kg 22:38). Den spedalske Na’aman fik af Elisa besked på at bade sig syv gange i Jordanfloden for at blive ren, hvilket han gjorde. (2Kg 5:9-14) Det var skik og brug at bade nyfødte og ligeledes at vaske de døde før de blev begravet. — Ez 16:4; Apg 9:37.

I det varme klima i Mellemøsten hvor folk gik ad støvede veje i åbne sandaler, var det et udtryk for venlighed og gæstfrihed at vaske gæsternes fødder. Abraham viste denne venlighed mod engle (1Mo 18:1-4); andre eksempler er Lot, Laban og Abigajil. (1Mo 19:1, 2; 24:29-32; 1Sa 25:41; Lu 7:38, 44; 1Ti 5:10) Jesus vaskede også disciplenes fødder. — Joh 13:5-17; se FODVASKNING.

Farisæerne vaskede „deres hænder op til albuen“, ikke for renlighedens skyld, men på grund af deres rabbinske overleveringer. — Mr 7:1-5; Mt 15:1, 2.