Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Bager, bagning

Bager, bagning

At bage vil sige at tilberede (eller tørre, hærde) med tør varme. Det almindeligste hebraiske ord for „bage“ er ’afahʹ, roden til ’ofæhʹ (bager). (1Mo 19:3; 40:2) Et andet hebraisk ord for „bage“ er ‛ugh (Ez 4:12), som øjensynlig er beslægtet med ughahʹ, der betyder „rund kage“. — 1Mo 18:6; se KAGE.

I hebraiske hjem var bagningen af brød og kager en af kvindernes hovedopgaver; i større husholdninger blev arbejdet undertiden udført af trælle. Da israelitterne krævede en jordisk konge, sagde Samuel på Jehovas vegne til dem: „Jeres døtre vil han tage til salveblandersker og kokkepiger og bagere.“ (1Sa 8:13) Mænd kunne dog føre tilsyn med arbejdet eller i visse tilfælde selv deltage i det. Da Lot fik besøg af de to engle i Sodoma, „lavede han et festmåltid til dem, og han bagte usyrede brød, og de gav sig til at spise“. — 1Mo 19:1-3.

Brød blev almindeligvis bagt i ovne. (Se OVN.) Det skete dog også at man lavede et bål på nogle sten som man havde anbragt ved siden af hinanden, og når de var ophedede, fejede man asken til side og lagde dejen på stenene. Efter et stykke tid vendte man dejen og lod den ligge til den var gennembagt. (Ho 7:8) Når folk var på rejse, bagte de somme tider groft brød i en flad grube som var fyldt med hede småsten. Først lavede de et bål på stenene, og efter at de havde fjernet de ulmende gløder, lagde de dejen på de ophedede sten og vendte den muligvis flere gange mens brødet bagte. — 1Kg 19:6.

Israelitternes kornofre var ofte „bagt i ovn“. De kunne også komme „fra bagepladen“ eller „fra fedtgryden“. (3Mo 2:4-7) „Bagepladen“ var en tyk keramikplade med fordybninger (noget i retning af et moderne vaffeljern); man brugte dog også bageplader af jern. — Ez 4:3.

I byerne var der professionelle bagere. Da Jeremias sad i forvaring i vagtforgården i Jerusalem forud for byens fald i 607 f.v.t., hvor der var knaphed på levnedsmidler, fik han daglig et rundt brød „fra bagernes gade“ så længe forsyningerne rakte. (Jer 37:21) Bagerne boede åbenbart i en bestemt gade i Jerusalem. Da Jerusalems mure mange år senere blev genopbygget under Nehemias’ ledelse, blev også „Bageovnstårnet“ restaureret. (Ne 3:11; 12:38) Hvordan tårnet havde fået dette usædvanlige navn, vides ikke, men det hang muligvis sammen med at bagernes ovne lå dér.

I det gamle Ægypten var den kongelige bager åbenbart en betydningsfuld person. På et vægmaleri i Ramses III’s grav i Kongernes Dal ved Theben skildres et kongeligt ægyptisk bageri hvor bagerne er i fuld gang med at ælte dej (med fødderne), at forme brødene og at gøre ovnen klar. Som nævnt i Første Mosebog blev en ægyptisk overhofbager særlig bekendt fordi han syndede mod kongen og blev kastet i fængsel. I fængselet fik han en drøm hvori han så sig selv med tre kurve brød på hovedet, og hvor fuglene spiste af den øverste kurv. På tredjedagen blev denne bager hentet ud af fængselet og hængt som en opfyldelse af Josefs tydning af drømmen: „De tre kurve er tre dage. Om tre dage vil Farao løfte dit hoved op fra dig og hænge dig på en pæl, og de flyvende skabninger skal spise kødet af dig.“ — 1Mo 40:1-3, 16-22.