(Bahuʹrim) [udvalgt].

En landsby der lå nær ved Oliebjerget, ved den nordlige side af en gammel vej der førte ned til Jeriko og Jordanfloden. Den identificeres som regel med Ras et-Tmim, 2 km nordøst for Tempelbjerget.

Da Sauls datter Mikal blev givet tilbage til David, gik hendes mand Paltiel grædende bag efter hende helt til Bahurim. På hærføreren Abners ordre vendte han om på dette sted. (2Sa 3:16) Da David senere forlod Jerusalem på grund af sin søn Absaloms sammensværgelse, gik han ned over Kedrons Regnflodsdal, „op ad Oliebjergets skråning“ og over på den anden side af toppen til Bahurim. (2Sa 15:23, 30; 16:1, 5) Her begyndte Sjim’i, en benjaminit af Sauls slægt, at gå langs bjergsiden over for David og at nedkalde ondt over ham, kaste med sten og smide støv efter ham. (2Sa 16:5-13; 19:15-23) Det var også i Bahurim at Zadoks og Ebjatars sønner Ahima’az og Jonatan måtte skjule sig i en brønd da de var på vej for at overbringe et budskab til kong David. — 2Sa 15:27; 17:17-20.