Den kunst at behandle et lig (af et menneske eller et dyr) med visse midler, deriblandt vellugtende stoffer, for at forhindre at det går i forrådnelse. Blev kunsten ikke opfundet af ægypterne, blev den i hvert fald praktiseret af dem på et meget tidligt tidspunkt. Et balsameret lig kaldes en mumie. Balsamering af mennesker blev ikke kun foretaget af ægypterne, men også af assyrerne, perserne og skyterne.

Balsameringen af Jakob og Josef. Bibelen taler kun om egentlig balsamering i to tilfælde, og begge tilfælde forekom i Ægypten. Det var her Jakob døde, og efter at have beskrevet Josefs sorg over sin faders død fortæller den inspirerede beretning: „Derpå gav Josef sine tjenere, lægerne, påbud om at balsamere hans fader. Og lægerne gik i gang med at balsamere Israel og brugte fyrre dage til ham, for så mange dage bruger de til en balsamering, og ægypterne fortsatte med at græde over ham i halvfjerds dage.“ (1Mo 50:2, 3) Da Josef selv døde i en alder af 110 år, „balsamerede [man] ham, og han blev lagt i en kiste i Ægypten“. (1Mo 50:26) Hovedformålet med at Jakob blev balsameret, har åbenbart været at bevare hans legeme så det kunne blive begravet i det forjættede land. I Josefs tilfælde kan hans høje stilling have været årsagen. — 1Mo 49:29-32; 50:13, 24, 25; 2Mo 13:18, 19; Jos 24:32.

Ifølge Herodot lod man liget ligge i et natronbad i halvfjerds dage. Bibelen siger imidlertid at de ægyptiske læger der længe før Herodots tid balsamerede Jakob, „brugte fyrre dage til ham, for så mange dage bruger de til en balsamering, og ægypterne fortsatte med at græde over ham i halvfjerds dage“. (1Mo 50:3) De lærde har forsøgt forskellige forklaringer for at få 1 Mosebog 50:3 til at stemme med Herodots oplysning. Man peger for eksempel på at de 40 dage muligvis ikke har indbefattet den tid liget lå i natron. På den anden side er det også muligt at Herodot simpelt hen tog fejl da han skrev at liget blev lagt i et natronbad i 70 dage. Den senere græske historiker Diodoros fra Sicilien (1. årh. f.v.t.) skrev at den ægyptiske balsameringsproces varede over 30 dage. (Diodorus of Sicily, I, 91, 5, 6) Der kan naturligvis også have været ægyptiske balsameringsmetoder som ingen af de to historikere nævner, ligesom det er muligt at balsameringsprocessen til forskellige tider har været af forskellig længde.

Begravelser blandt hebræere og kristne. De dårligt bevarede menneskerester man har fundet i grave i Palæstina, vidner om at det ikke var almindeligt blandt hebræerne at balsamere de døde (i hvert fald ikke for at bevare dem i længere tid, sådan som hos ægypterne), og at Kristi første disciple i dette område heller ikke balsamerede deres døde i et forsøg på at bevare deres legemer for bestandig. De trofaste hebræere og de sande kristne vidste at sjælen, såvel menneskets sjæl som dyrenes sjæl, dør, og at legemet vender tilbage til støvet. (Præ 3:18-20; Ez 18:4) Dét at Bibelen taler så lidt om balsamering, er endnu et vidnesbyrd om at det ikke var nogen udbredt praksis blandt hebræerne og de første kristne.

Om begravelsen af kong Asa siger Bibelen: „Man lagde ham på en seng som var fyldt med balsamolie og forskellige slags salver i en blanding der var lavet specielt. Endvidere lavede de en ekstra stor brænding for ham.“ (2Kr 16:13, 14) Det var ikke liget der blev brændt, men røgelse. Og selv om anvendelsen af salver i dette tilfælde måske kunne betragtes som en form for balsamering, var det ikke den metode ægypterne anvendte.

Da Jesus Kristus døde, kom Nikodemus og „bragte en rulle myrra og aloe, omkring et hundrede pund“, og der siges videre: „De tog så Jesu legeme og bandt det ind i bind sammen med de vellugtende stoffer, sådan som jøderne har for skik at berede til begravelse.“ (Joh 19:39, 40) Denne behandling betegnes imidlertid ikke som en balsamering og kan ikke sammenlignes med ægypternes balsameringsmetoder. Det var blot den almindelige måde at berede et lig til begravelse på. Lazarus blev uden tvivl behandlet på samme måde før han blev gravsat, og hans tilfælde viser at jøderne ikke havde for vane at udføre en omfattende balsameringsproces for at bevare legemet i lang tid, for da Jesus sagde: „Tag stenen væk,“ svarede Marta: „Herre, på nuværende tidspunkt må han stinke, for det er fjerde dag.“ Hun ville ikke have forventet at Lazarus var i den tilstand hvis han var blevet balsameret. Lazarus’ fødder og hænder var omvundet med tøjstrimler, og ansigtet var „indhyllet i et tørklæde“, men hensigten med dette har tydeligvis ikke været at beskytte hans legeme mod forrådnelse. — Joh 11:39, 44; se BEGRAVELSE; GRAV, GRAVSTED.