I sine lignelser om talenterne og minerne talte Jesus om bankmænd og en bank der betalte renter af de penge der blev indsat. (Mt 25:27; Lu 19:23) Det græske ord der oversættes med „bank“ (traʹpeza), betegnede bogstaveligt et bord, specielt et spisebord (Mt 15:27), eller, i forbindelse med pengevirksomhed, et vekselererbord. — Mt 21:12; Mr 11:15; Joh 2:15.

Da Jesus talte om ’bankmænd’ (gr.: trapezeiʹtēs [ental]) der tog imod indskud og betalte renter, sigtede han til en mere omfattende virksomhed end den der i almindelighed blev drevet af møntvekslerne (gr.: kermatistēsʹ [ental]) eller pengevekslerne (kollybistēsʹ [ental]), hvis virksomhed hovedsagelig bestod i mod et gebyr at omveksle udenlandsk valuta til lokal valuta, og mønter af større værdi til mønter af ringere værdi. (Se PENGEVEKSLER.) Nogle af disse mænd  har måske også drevet bankvirksomhed med indlån og udlån; i andre tilfælde blev den slags forretninger varetaget af velhavere som købmænd og store jordbesiddere.

Vidnesbyrd om bankvæsen går helt tilbage til Abrahams tid, for det siges at sumererne i Sinears land havde „et overraskende kompliceret system med udlån og indlån og udfærdigelse af kreditbreve“. (The Encyclopedia Americana, 1956, bd. III, s. 152) I Babylon, og senere i Grækenland, var bankvirksomheden knyttet til templerne, hvis fredhellighed i folks bevidsthed sikrede dem mod indbrud og røveri.

Da den israelitiske økonomi hovedsagelig byggede på landbruget, var behovet for pengetransaktioner væsentligt mindre dér end i handelsbyer som Babylon, Tyrus og Zidon. Bestemmelsen i 5 Mosebog 23:19 om at israelitterne ikke måtte tage rente af lån til deres landsmænd, synes hovedsagelig at have taget sigte på lån til fattige og nødlidende. (Jf. 2Mo 22:25; 3Mo 25:35-37; 2Kg 4:1-7.) Det var tilladt at tage rente af lån til ikkeisraelitter. (5Mo 23:20) Nogle overlod undertiden penge eller værdigenstande i pålidelige personers varetægt (2Mo 22:7), mens andre sikrede dem ved at begrave dem i jorden, sådan som den dovne træl i Jesu lignelse gjorde. (Mt 25:25; jf. 13:44.) Et vidnesbyrd om denne praksis er de mange værdisager og mønter som både arkæologer og landmænd finder i jorden i de bibelske lande.

Nogle af de israelitter der vendte tilbage fra Babylon til Judas land, blev fordømt for de hårde bankmetoder de anvendte over for deres nødlidende brødre, idet de krævede deres huse, marker, vingårde, ja selv deres børn som pant og forlangte en rente på 12 procent p.a. (en hundrededel om måneden). De skyldnere der ikke opfyldte deres forpligtelser fordi de ikke kunne betale, mistede således deres ejendele. (Ne 5:1-11) Disse hårdhjertede metoder gav dog ikke anledning til en generel fordømmelse af at man tog rente. Jesus godkendte senere at man investerede en kapital for at få den til at vokse. — Se RENTE.