Det græske ord barʹbaros er et lydefterlignende ord (onomatopoietikon), idet gentagelsen „bar bar“ ledte tanken hen på stammen, plapren eller uforståelig tale. Ordet var oprindelig grækernes betegnelse for udlændinge, især dem der talte et andet sprog. Det havde ikke dengang betydningen „rå, udannet, uciviliseret“, og det udtrykte ikke nogen følelse af fjendskab eller foragt. Det betegnede blot ikkegrækere til forskel fra grækere, ligesom ordet „hedninger“ betegnede ikkejøder til forskel fra jøder. Ikkegrækerne følte sig ikke fornærmede over at blive kaldt barbarer. Josefus og andre jødiske skribenter anerkendte at de blev betegnet med dette udtryk (Jewish Antiquities, XIV, 187 [x, 1]; Against Apion, I, 58 [11]), og romerne kaldte sig selv barbarer indtil de overtog den græske kultur. Det var altså i denne ikke ugunstige betydning at Paulus i sit brev til romerne brugte det altomfattende udtryk: „Både over for grækere og over for barbarer.“ — Ro 1:14.

Den væsentligste faktor der adskilte grækerne fra „barbarerne“, var deres sprog; udtrykket betegnede derfor specielt mennesker der ikke talte græsk. I forbindelse med øen Maltas indbyggere, der talte et sprog som ikke var beslægtet med græsk, gengiver Ny Verden-Oversættelsen derfor ordet barʹbaroi i overensstemmelse med dets betydning: „fremmedsprogede indbyggere“. (Apg 28:1, 2, 4) I sin behandling af tungetalens gave kalder Paulus to gange den der taler et uforståeligt sprog, for barʹbaros („en fremmed“). (1Kor 14:11; se også Kol 3:11.) I Septuaginta forekommer ordet barʹbaros i Salme 113:1 (114:1 i den hebraiske tekst og i danske bibler) og Ezekiel 21:36 (21:31 i danske bibler).

Da grækerne anså deres sprog og kultur for at være bedre end alle andres, og på grund af den skændige behandling de blev udsat for af deres fjender, fik udtrykket „barbar“ efterhånden en nedsættende klang.