Et udtryk for venlig hensynsfuldhed eller medfølelse der bringer lindring til dem der er i nød; inderlig medfølelse; også undertiden at mildne en dom eller straf.

Barmhjertighed er ofte oversat fra det hebraiske rachamīmʹ og det græske eʹleos (som udsagnsord: eleeʹō). En undersøgelse af disse ord og deres anvendelse vil bidrage til at få alle betydningsnuancer frem. Navneordet rachamīmʹ, der er en flertalsform, gengives med „barmhjertighed“ og „følelser“. (1Kr 21:13; 1Mo 43:14, 30) Det tilsvarende hebraiske udsagnsord rachamʹ defineres som „at gløde, at være varm af ømme følelser; . . . at være medfølende“. (A Hebrew and Chaldee Lexicon, redigeret af B. Davies, 1957, s. 590) Gesenius siger at „hovedtanken synes at ligge i det at pleje, at dulme, at nære blide følelser“. (A Hebrew and English Lexicon of the Old Testament, oversat til engelsk af E. Robinson, 1836, s. 939) Ordet er nært beslægtet med det hebraiske ord for „moderliv“ og kan også betegne et menneskes „indvolde“ eller „indre“, som berøres når man nærer inderlig medfølelse eller medlidenhed. — Jf. Es 63:15, 16; Jer 31:20.

I Bibelen bruges rachamʹ kun én gang om et menneskes følelser over for Gud, nemlig hvor salmisten siger: „Jeg er dig hengiven [form af rachamʹ],  Jehova min styrke.“ (Sl 18:1) Hvad forholdet mellem mennesker angår, lagde Josef denne egenskab for dagen da „hans følelser [form af rachamīmʹ]“ for broderen Benjamin blev sat i heftig bevægelse, og han brast i gråd. (1Mo 43:29, 30; jf. 1Kg 3:25, 26.) Når mennesker ventede at blive behandlet hårdt eller ufølsomt af fjender (1Kg 8:50; Jer 42:10-12) eller øvrighedspersoner (1Mo 43:14; Ne 1:11; Da 1:9), bad de om og ønskede inderligt at finde barmhjertighed hos sådanne, det vil sige at blive behandlet mildt, skånsomt eller hensynsfuldt. — Se i modsætning hertil Es 13:17, 18.

Jehovas barmhjertighed. Både navneordet (rachamīmʹ) og udsagnsordet (rachamʹ) anvendes mest i forbindelse med Jehovas omsorg for sit pagtsfolk. Guds barmhjertighed med dette folk sammenlignes med en kvindes barmhjertighed med de børn hun har født, og med en faders barmhjertighed med sine sønner. (Es 49:15; Sl 103:13) Eftersom israelitterne jævnlig forlod retfærdighedens vej og kom i store vanskeligheder, havde de ofte særlig brug for barmhjertig hjælp. Når de lagde den rette hjerteindstilling for dagen og vendte om til Jehova, var han hver gang parat til at glemme sin vrede mod dem og vise medfølelse, gunst og velvilje. (5Mo 13:17; 30:3; Sl 102:13; Es 54:7-10; 60:10) Dét at han sendte sin søn til jorden og lod ham fødes i Israel, var et vidnesbyrd om at jøderne ville opleve et kommende „daggry“ med hensyn til Guds medfølelse og barmhjertighed. — Lu 1:50-58, 72-78.

Det græske eʹleos indeholder nogenlunde samme betydning som det hebraiske rachamīmʹ. Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words siger: „ELEOS (ἔλεος) ’er den ydre tilkendegivelse af medlidenhed; den forudsætter et behov hos modtageren samt at giveren har tilstrækkelige ressourcer til at opfylde behovet’.“ Det tilsvarende udsagnsord (eleeʹō) betyder i almindelighed „at have medfølelse med en anden i dennes elendighed og især at vise denne medfølelse i handling“. (1981, bd. 3, s. 60, 61) Blinde, dæmonbesatte, spedalske og forældre til syge børn var således blandt dem der fremkaldte eʹleos — barmhjertighed eller medlidenhed udtrykt i handling. (Mt 9:27; 15:22; 17:15; Mr 5:18, 19; Lu 17:12, 13) Da nogle råbte til Jesus: „Vis os barmhjertighed,“ udførte han mirakler som bragte deres lidelser til ophør. Han gjorde det ikke udeltagende og rutinemæssigt, men fordi han „havde inderligt ondt af dem“. (Mt 20:31, 34) Evangelieskribenten bruger her udsagnsordet splagchniʹzomai, der er beslægtet med splagʹchna, som bogstaveligt betyder „indvolde“. (Apg 1:18) Dette udsagnsord betegner følelsen medlidenhed, hvorimod eʹleos betegner det aktive udtryk for denne medlidenhed, altså en barmhjertighedsgerning.

Udtrykkes ikke kun i forbindelse med dom og straf. At være barmhjertig indeholder ofte tanken om at være overbærende, at undlade eller at afholde sig fra at straffe på grund af medlidenhed eller medfølelse. I denne sammenhæng bliver ordet synonymt med „nåde“, som når en dommer „lader nåde gå for ret“ idet han idømmer en mildere dom end loven kræver. Eftersom barmhjertighed hører med til Guds egenskaber sammen med retfærdighed og sandfærdighed (Sl 40:11; Ho 2:19) og er i harmoni med dem, og eftersom alle mennesker er født som syndere og fortjener syndens løn, døden (Ro 5:12; jf. Sl 130:3, 4; Da 9:18; Tit 3:5), er det klart at Guds barmhjertighed ofte kommer til udtryk ved at han tilgiver overtrædelse eller mildner en dom eller straf. (Sl 51:1, 2; 103:3, 4; Da 9:9; Mik 7:18, 19) Men som det fremgår af det foregående, indebærer det hebraiske og det græske ord (rachamīmʹ; eʹleos) mere end blot det at tilgive eller at tilbageholde straf. Tilgivelse af en overtræder er ikke i sig selv den barmhjertighed der normalt beskrives med disse ord, men tilgivelsen åbner vejen for denne barmhjertighed. Når Gud viser barmhjertighed, lader han naturligvis aldrig sine fuldkomne retfærdsnormer ude af betragtning, og af den grund har han tilvejebragt genløsningsofferet ved sin søn, Jesus Kristus, så han kan tilgive synder uden at krænke retfærdighedens krav. — Ro 3:25, 26.

Barmhjertighed indebærer altså ikke blot det at tilgive eller at tilbageholde straf, en negativ handling. Som oftest bruges det om en positiv handling, som et udtryk for hensynsfuldhed eller medfølelse der bringer lindring til dem som er i nød og har behov for barmhjertighed.

Dette kommer udmærket frem i Jesu lignelse om samaritaneren der så en rejsende ligge ved vejsiden, slået fordærvet og frarøvet alt. Han viste sig som denne mands „næste“ idet han fik inderligt ondt af ham og „handlede barmhjertigt mod ham“ ved at behandle hans sår og drage omsorg for ham. (Lu 10:29-37) Her var ikke tale om en retslig indgriben eller tilgivelse af en uret adfærd.

Bibelen viser derfor at Jehova Guds barmhjertighed ikke blot er en egenskab der kommer til udtryk når mennesker står „anklaget“ for ham fordi de har gjort noget forkert. Tværtimod viser den at barmhjertighed er en egenskab som er karakteristisk for hele Guds personlighed, en  egenskab han altid viser dem der er i nød; den er en side af hans kærlighed. (2Kor 1:3; 1Jo 4:8) Han er ikke som nationernes hårde, ufølsomme guder. Nej, „Jehova er nådig og barmhjertig, sen til vrede og stor i loyal hengivenhed. Jehova er god mod alle, og hans barmhjertighed hviler over alt hvad han har frembragt.“ (Sl 145:8, 9; jf. Sl 25:8; 104:14, 15, 20-28; Mt 5:45-48; Apg 14:15-17.) Han er „rig på barmhjertighed“, og den visdom der udgår fra ham, er „fuld af barmhjertighed“. (Ef 2:4; Jak 3:17) Jesus, der åbenbarede Faderen (Joh 1:18), viste den samme egenskab i sin personlighed, i sin tale og i sine handlinger. Da folkeskarerne kom for at høre ham, og endnu inden han havde set hvordan de ville reagere på hans ord, „fik han inderligt ondt [en form af splagchniʹzomai] af dem“ fordi de var „medtagne og omtumlede som får uden hyrde“. — Mt 9:36; Mr 6:34; jf. Mt 14:14; 15:32.

Menneskehedens behov. Det er tydeligt at menneskenes største og dybest liggende brist er synden, som de har arvet fra deres første forfader, Adam. Alle befinder sig således i en ynkværdig tilstand og har behov for en udfrielse. Jehova Gud har handlet barmhjertigt over for menneskeheden som et hele ved at tilvejebringe det middel hvorved vi kan blive befriet for denne alvorlige brist og dens følger, sygdom og død. (Mt 20:28; Tit 3:4-7; 1Jo 2:2) Barmhjertig som han er, viser han tålmodighed fordi han „ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring“. (2Pe 3:9) Det er hans inderlige ønske at gøre godt mod alle og at vise barmhjertighed. (Jf. Es 30:18, 19.) Han „finder ikke behag i den ugudeliges død“, og „det er ikke af hjertet han har voldt menneskenes sønner nød eller volder dem græmmelse“, som der siges i forbindelse med Judas og Jerusalems ødelæggelse. (Ez 33:11; Kl 3:31-33) Men når nogle er hårdhjertede, genstridige og nægter at tage imod hans nåde og barmhjertighed, nødsages han til at handle anderledes imod dem, at ’lukke til’ for sin barmhjertighed mod dem. — Sl 77:9; Jer 13:10, 14; Es 13:9; Ro 2:4-11.

Kan ikke tages for givet. Skønt Jehova viser stor barmhjertighed mod dem der kommer til ham i oprigtighed, vil han på ingen måde fritage dem for straf som undlader at ændre sind, og som derfor virkelig fortjener straf. (2Mo 34:6, 7) Man kan ikke tage Guds barmhjertighed for givet; man kan ikke synde helt ustraffet eller undgå de naturlige følger af en uret handlemåde. (Ga 6:7, 8; jf. 4Mo 12:1-3, 9-15; 2Sa 12:9-14.) Jehova kan i sin barmhjertighed være tålmodig og vise sin langmodighed med nogen for at give dem lejlighed til at rette deres forkerte adfærd. Selv om han giver sit mishag til kende, vil han ikke forlade dem fuldstændigt, men vil barmhjertigt fortsætte med at hjælpe og lede dem i et vist omfang. (Jf. Ne 9:18, 19, 27-31.) Men hvis de ikke tager imod hans hjælp, er der grænser for hans tålmodighed, og for sit navns skyld holder han op med at vise dem barmhjertighed og griber ind over for dem. — Es 9:17; 63:7-10; Jer 16:5-13, 21; jf. Lu 13:6-9.

Ledes ikke af menneskelige normer. Det er ikke overladt til mennesker at fastlægge de normer eller opstille de kriterier hvorefter Gud skal vise barmhjertighed. Fra sin bolig i himmelen, hvorfra han har det bedste overblik, og i harmoni med sin egen gode hensigt, sin fremsynethed og sin evne til at læse menneskers hjerter, ’viser han barmhjertighed mod den som han vil vise barmhjertighed’. (2Mo 33:19; Ro 9:15-18; jf. 2Kg 13:23; Mt 20:12-15.) I Romerbrevet, kapitel 11, viser apostelen Paulus hvordan Gud har lagt en uforlignelig visdom og barmhjertighed for dagen ved at give ikkejøder, eller hedninger, mulighed for at få adgang til det himmelske rige. Hedningerne stod uden for Israels nation og havde derfor ikke været genstand for den barmhjertighed der fulgte med pagtsforholdet til Gud, og de havde ikke levet i lydighed mod Gud. (Jf. Ro 9:24-26; Ho 2:23.) Paulus forklarer at muligheden først blev tilbudt israelitterne, men at de fleste af dem var ulydige. Dette medførte at vejen blev åbnet for hedningerne så de også kunne blive en del af det „kongerige af præster“, den ’hellige nation’, der var givet løfte om. (2Mo 19:5, 6) Paulus slutter: „For Gud har spærret dem alle [jøder og hedninger] inde i ulydighedens fængsel, for at han kunne vise dem alle barmhjertighed.“ Ved Kristi genløsningsoffer kunne den adamitiske synd, der virker i alle mennesker, blive fjernet fra alle som udviste tro (hedninger indbefattet), og ved hans død på marterpælen kunne Lovens forbandelse blive fjernet fra dem der var underlagt den (jøderne), sådan at alle kunne opnå barmhjertighed. Apostelen udbryder: „O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige hans domme og usporlige hans veje!“ — Ro 11:30-33; Joh 3:16; Kol 2:13, 14; Ga 3:13.

Man må søge Guds barmhjertighed. For at opnå Guds barmhjertighed må man søge ham og vise at man har den rette hjertetilstand ved at forlade sin urette vej og sine onde tanker (Es 55:6, 7); man må frygte ham og vise værdsættelse af hans retfærdige bud og forskrifter (Sl 103:13; 119:77, 156, 157; Lu 1:50); og hvis man kommer til at afvige fra den retfærdige vej man  har fulgt, må man ikke forsøge at skjule det, men man må bekende det og vise ægte anger og hjertets bedrøvelse (Sl 51:1, 17; Ord 28:13). Det er også absolut nødvendigt at man selv er barmhjertig. Jesus sagde: „Lykkelige er de barmhjertige, for mod dem vil der blive vist barmhjertighed.“ — Mt 5:7.

Menneskers barmhjertighed. Jehova Gud satte eksemplet med hensyn til at vise barmhjertighed mod dem der er i nød, og han kan bevæge andre til at vise den samme indstilling. Det var derfor kong Salomon kunne bede om at Jehova ville lade israelitterne finde barmhjertighed hos deres erobrere hvis de blev taget til fange på grund af troløshed. (1Kg 8:50) Hvad svaret på denne bøn angår, skrev salmisten under inspiration: „Han lod dem finde barmhjertighed hos alle der holdt dem fangne.“ (Sl 106:46) Siden lod Jehova en angrende rest af jøder vende tilbage til deres land. (Jer 33:26; Ezr 1:1-4) Og i overensstemmelse med Jehovas vilje gav kong Artaxerxes Nehemias lov til at genopbygge byen Jerusalem. — Ne 1:11–2:6.

Farisæerne viste en ubarmhjertig indstilling over for andre, og Jesus irettesatte dem med ordene: „Gå derfor hen og lær hvad dette betyder: ’Jeg ønsker barmhjertighed, og ikke slagtoffer.’“ (Mt 9:10-13; 12:1-7; jf. Ho 6:6.) Han regnede barmhjertighed til de vigtigere ting i Loven. (Mt 23:23) Som allerede nævnt kan barmhjertighed omfatte mildhed ved afsigelse af en dom — hvilket farisæerne muligvis havde lejlighed til at vise, for eksempel som medlemmer af Sanhedrinet — men den er ikke begrænset hertil. Dybest set er denne egenskab ensbetydende med medfølelse eller medlidenhed, og den vises i praksis, det vil sige ved barmhjertighedsgerninger. — Jf. 5Mo 15:7-11.

Denne aktive barmhjertighed kan blandt andet komme til udtryk ved at man er gavmild med materielle værdier. Men for at gavmildheden kan være noget værd i Guds øjne, må den udspringe af det rette motiv, ikke blot af overvejelser om hvad der bedst kan betale sig. (Mt 6:1-4) Der var materielle ting blandt de „barmhjertighedsgaver [form af eleēmosyʹnē]“ som Dorkas ydede i rigt mål (Apg 9:36, 39), og uden tvivl også blandt Kornelius’ gaver, der sammen med hans bønner bevirkede at han blev hørt af Gud. (Apg 10:2, 4, 31) Jesus sagde at farisæerne forsømte at give „det der er indeni som barmhjertighedsgaver“. (Lu 11:41) Sand barmhjertighed må altså komme fra hjertet.

Jesus og hans disciple var især kendt for at give åndelige barmhjertighedsgaver, som var langt mere værd end materielle ting. (Jf. Joh 6:35; Apg 3:1-8.) Medlemmerne af den kristne menighed, især de der tjener som „hyrder“ i den (1Pe 5:1, 2), må opdyrke barmhjertighed. I både materiel og åndelig henseende må de vise barmhjertighed „med glæde“ og ikke modstræbende. (Ro 12:8) Det kan ske at nogle i menigheden bliver svage i troen og åndeligt syge. De begynder måske endog at give udtryk for tvivl. Eftersom de er i fare for at dø åndeligt, tilskyndes deres medkristne til fortsat at vise dem barmhjertighed for at hjælpe dem til at undgå tilintetgørelsen. Mens de kristne fortsat viser barmhjertighed mod trosfæller som har begået urette handlinger, må de passe på at de ikke selv bliver fristet, idet de gør sig klart at de ikke alene må elske ret, men også hade uret. Deres barmhjertighed er således ikke et udtryk for at de billiger det urette. — Jud 22, 23; jf. 1Jo 5:16, 17; se BARMHJERTIGHEDSGAVER.

Barmhjertigheden triumferer over dommen. Disciplen Jakob siger: „Dommen vil være ubarmhjertig mod den der ikke har øvet barmhjertighed. Barmhjertigheden triumferer over dommen.“ (Jak 2:13) Dette hænger sammen med de tanker han har fremsat i det foregående, om at sand tilbedelse indebærer at man er barmhjertig mod de nødlidende og ikke partisk foretrækker den rige for den fattige. (Jak 1:27; 2:1-9) Det understreges også af det følgende, hvor han taler om at vise omsorg for den broder der er „nøgen og mangler den daglige føde“. (Jak 2:14-17) Hans ord svarer derfor til Jesu ord om at der vil blive vist barmhjertighed mod de barmhjertige. (Mt 5:7; jf. Mt 6:12; 18:32-35.) De der har været barmhjertige — som har vist medfølelse og medlidenhed og har hjulpet de nødlidende — vil til gengæld opnå Guds barmhjertighed når de skal dømmes af ham, og på denne måde vil deres barmhjertighed så at sige triumfere over den ugunstige dom der ellers kunne være fældet over dem. Som der siges i ordsproget: „Den der viser den ringe sin gunst låner ud til Jehova, og Han vil gengælde ham efter fortjeneste.“ (Ord 19:17) Den tanke som Jakob fremsætter, bekræftes af mange andre skriftsteder. — Jf. Job 31:16-23, 32; Sl 37:21, 26; 112:5; Ord 14:21; 17:5; 21:13; 28:27; 2Ti 1:16, 18; He 13:16.

Guds barmhjertige ypperstepræst. Hebræerbrevet forklarer hvorfor Jesus, som den ypperstepræst der stod langt over nogen præst af Arons slægt, måtte blive menneske og derefter lide og dø: „Han måtte derfor blive sine ’brødre’ lig i alle henseender, for at han kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst for det der hører Gud til, for at kunne bringe et sonoffer for folkets synder.“ Eftersom han led da han  blev sat på prøve, „kan han komme dem til hjælp som sættes på prøve“. (He 2:17, 18) På grundlag af beretningen om Jesu liv, ord og gerninger kan de der henvender sig til Gud gennem ham, gøre det i fuld tillid. „For vi har ikke en ypperstepræst som ikke kan føle med vore svagheder, men en som er blevet prøvet i alle henseender ligesom vi, men uden synd. Lad os derfor med frimodighed i tale træde frem for den ufortjente godheds trone, for at vi kan opnå barmhjertighed og finde ufortjent godhed til hjælp i rette tid.“ — He 4:15, 16.

Jesu offer var udtryk for en ganske særlig barmhjertighed og kærlighed. Hans barmhjertighed kom også til udtryk efter at han var blevet ophøjet til ypperstepræst i himmelen, for eksempel i forbindelse med Paulus (Saulus), som han viste barmhjertighed på grund af hans uvidenhed. Paulus siger herom: „Grunden til at der blev vist mig barmhjertighed var at Kristus Jesus på mig som det førende tilfælde kunne vise al sin langmodighed, som et mønster for dem som vil få tro på ham til evigt liv.“ (1Ti 1:13-16) Ligesom israelitterne mange gange erfarede Jehovas barmhjertighed ved at de blev reddet fra deres fjender, udfriet fra deres undertrykkere og velsignet med en tilstand af fred og fremgang, sådan kan de kristne også gøre sig håb om den barmhjertighed der kommer til udtryk gennem hans søn. Judas skriver: „I [skal] bevare jer selv i Guds kærlighed, mens I venter på vor Herre Jesu Kristi barmhjertighed som fører til evigt liv.“ (Jud 21) Guds store barmhjertighed gennem Kristus tilskynder de sande kristne til ikke at give op i deres tjeneste, men fortsætte med den i uselviskhed. — 2Kor 4:1, 2.

Barmhjertighed mod dyr. I Ordsprogene 12:10 siges der: „Den retfærdige sørger for sine husdyrs sjæl, men de ugudeliges barmhjertighed er grusom.“ Mens den retfærdige kender sine dyrs behov og har deres velfærd på sinde, vækker disse behov ikke den ugudeliges barmhjertighed. Husdyrenes behandling er ifølge verdens selviske og ufølsomme tankegang alene bestemt af den økonomiske fortjeneste på dem. Hvad den ugudelige regner for at være tilstrækkelig pasning og omsorg, kan i virkeligheden være en grusom behandling. (Se i modsætning hertil 1Mo 33:12-14.) Den retfærdiges omsorg for sine dyr afspejler den omsorg Gud viser dyrene som en del af sit skaberværk. — Jf. 2Mo 20:10; 5Mo 25:4; 22:4, 6, 7; 11:15; Sl 104:14, 27; Jon 4:11.

Barmhjertighed, loyal hengivenhed og ufortjent godhed. Andre ord som er nært forbundet med og ofte benyttes sammen med udtrykkene rachamīmʹ og eʹleos, er det hebraiske chæʹsædh (Sl 25:6; 69:16; Jer 16:5; Kl 3:22) og det græske chaʹris (1Ti 1:2; He 4:16; 2Jo 3), der betyder henholdsvis „loyal hengivenhed (loyal kærlighed, loyalitet)“ og „ufortjent godhed“. Chæʹsædh adskiller sig fra rachamīmʹ på den måde at det betoner det loyale tilhørsforhold til genstanden for hengivenheden, mens rachamīmʹ lægger vægten på den inderlige medfølelse der næres. På samme måde består den væsentligste forskel mellem chaʹris og eʹleos i at chaʹris især indeholder tanken om en fri og ufortjent gave og således betoner giverens storsindethed og gavmildhed, hvorimod eʹleos lægger vægten på den barmhjertighed hvormed man søger at afhjælpe de nødlidendes behov. Gud viste således sin søn chaʹris (ufortjent godhed) da han ’i sin godhed gav [echariʹsato] ham navnet som er over ethvert andet navn’. (Flp 2:9) Denne godhed var ikke et udslag af medlidenhed eller medfølelse, men udsprang af Guds gavmildhed eller storsindethed, der bygger på hans kærlighed. — Se LOYAL HENGIVENHED, LOYALITET; GODHED (Ufortjent godhed).