Hebraiske og græske betegnelser for børn indeholder mange oplysende detaljer. Det almindelige hebraiske ord for barn er jæʹlædh. (1Mo 21:8) Det beslægtede jaldahʹ betyder „pige“ (egl. „barn af hunkøn“), „giftefærdig pige“. (Zak 8:5; Joel 3:3; 1Mo 34:4) Begge ord kommer af rodordet jaladhʹ, der betyder „at føde“. To andre hebraiske ord for barn (‛ōlelʹ og ‛ōlalʹ) kommer af verbalroden ‛ul, der betyder „at give die“. (1Sa 22:19; Jer 6:11; 1Mo 33:13) Det almindelige hebraiske ord for en dreng eller en ung mand er naʹ‛ar. (1Mo 19:4; Dom 8:20) Dette ord bruges imidlertid også om spædbørn, som for eksempel den tre måneder gamle Moses. (2Mo 2:6; jf. 2Sa 12:16.) Det hebraiske taf (små børn) har forbindelse med udtrykket „at gå med trippende gang“. (1Mo 43:8; 45:19; Es 3:16) Blandt de græske ord for barn eller børn er tekʹnon (barn), tekniʹon (lille barn), paidiʹon (lille barn) og arʹsēn (drengebarn). (Mt 10:21; Joh 13:33; Mt 2:8; Åb 12:13) Det græske nēʹpios betegner „et spædbarn“ eller „en mindreårig“, (Mt 11:25; 1Kor 13:11) og breʹfos „et foster“ eller „et spædbarn“. (Luk 1:41; 2:12) De hebraiske og græske ord for „søn“ gengives undertiden med „barn“. — 1Mo 3:16; Lu 20:34; se SØN.

Skaberen, Jehova, sørgede for at menneskeslægten kunne formere sig ved at der blev født børn som med tiden blev voksne og selv kunne sætte børn i verden. Forplantningspåbudet findes i 1 Mosebog 1:28. Det er et naturligt ønske at få børn. Fortidens israelitter lagde særlig vægt på at sætte børn i verden fordi Gud havde lovet at gøre dem til en mægtig nation, og fordi Abrahams afkom, ved hvilket alle jordens slægter skulle velsigne sig, skulle komme gennem dem. (1Mo 28:14) En stor børneflok blev regnet for en velsignelse fra Gud. (Sl 127:3-5; 128:3-6) Ufrugtbarhed blev betragtet som en skændsel. — 1Mo 30:23.

Skønt forældrene holdt lige så meget af døtrene som af sønnerne, var der som regel større glæde over en søns fødsel end over en datters. Grunden til at drenge blev foretrukket, var at en søn sikrede slægtens og slægtsnavnets beståen, og at familieejendommen forblev i slægtens eje. At drenge blev sat højest, fremgår også af at den foreskrevne renselsesperiode var dobbelt så lang når der var født en pige. (3Mo 12:2-5) Den førstefødte søn tilhørte Jehova og skulle løskøbes med et offer. — 2Mo 13:12, 13; 4Mo 18:15.

Den nyfødte blev først vasket med vand og derefter gnedet med salt for at huden kunne blive tør og fast. (Ez 16:4) Så blev barnet lagt i et svøb, som kunne bestå af bind, tøjstrimler, der blev viklet stramt om barnet. (Job 38:9; Lu 2:12) Moderen ammede barnet i to og et halvt til tre år eller længere. Under særlige forhold, som for eksempel hvis moderen døde eller ikke havde mælk til barnet, anvendte man en amme.

Tidligt i historien blev børnene navngivet ved fødselen, enten af faderen (1Mo 5:29; 16:15; 21:3; 35:18) eller af moderen (1Mo 4:25; 29:32; 1Sa 1:20), men senere blev israelitiske drenge navngivet ved omskærelsen, der fandt sted på ottendedagen. (Lu 1:59; 2:21) En dreng kunne få faderens navn, men det var mere almindeligt at han fik et navn som enten havde tilknytning til omstændigheder før eller under fødselen eller var dannet som en sammensætning med navnet Jehova. Med tiden blev visse navne traditionsbestemte og havde intet med den oprindelige betydning at gøre.

Mødrene transporterede deres små børn på forskellige måder. Somme tider blev barnet bundet i en bylt på ryggen eller båret på skulderen. Hos Esajas taler Jehova om at mødrene går med børnene i favnen, sætter dem på skulderen eller bærer dem på hoften. (Es 49:22; 66:12) Moses taler også om at børn bliver båret i favnen. — 4Mo 11:12.

Drengene blev, indtil de nåede femårsalderen, hovedsagelig passet af moderen. Faderen havde dog hovedansvaret for, med moderens hjælp, at undervise dem i Skrifterne fra den spæde barndom. (5Mo 6:7; Ord 1:8; Ef 6:4; 2Ti 3:15) Når børnene blev ældre, blev de undervist af faderen i praktiske fag som landbrug eller kvægavl, og hvis faderen var håndværker, som for eksempel tømrer, lærte de dette håndværk. Både Josef og David var hyrdedrenge. — 1Mo 37:2; 1Sa 16:11.

Pigerne var overladt i moderens direkte varetægt, dog med faderen som den øverste myndighed. I hjemmet lærte de at udføre husligt arbejde, hvilket kom dem til gode når de blev voksne. Rakel vogtede får. (1Mo 29:6-9) Unge piger sankede aks på markerne i høsttiden (Rut 2:5-9),  og sjulamitpigen var af sine brødre blevet sat til at passe vingårdene. — Høj 1:6.

Børnene i Israel kendte til glæden ved adspredelse og fornøjelser. Somme tider legede de på torvene idet de efterlignede noget de havde set de voksne gøre. — Mt 11:16, 17; Zak 8:5.

De børn der havde fået en god oplæring, huskede imidlertid også deres Skaber i ungdommens dage, og nogle tjente ham på en særlig måde. Drengen Samuel tjente Jehova ved tabernaklet. (1Sa 2:11) Jesus var allerede som 12-årig meget optaget af tjenesten for sin Fader, og han søgte at lære alt hvad han kunne, ved at tale med lærerne i templet. (Lu 2:41-49) En lille hebraisk pige som havde en stærk tro på Jehova og på hans profet Elisa, blev årsag til at Na’aman kom til Elisa for at blive helbredt for sin spedalskhed. (2Kg 5:2, 3) I Salme 148:12, 13 får både drenge og piger påbud om at lovsynge Jehova. På grund af deres bibelske oplæring kunne drengene der så Jesus i templet, råbe: „Frels dog Davids søn!“, og Jesus bifaldt hvad de sagde. — Mt 21:15, 16.

Forældrene var ansvarlige for børnenes undervisning og uddannelse. De skulle med deres ord og eksempel selv oplære og vejlede dem. Uddannelsesprogrammet omfattede følgende punkter: (1) Børnene lærte at frygte Jehova. (Sl 34:11; Ord 9:10) (2) De blev formanet til at ære deres fader og moder. (2Mo 20:12; 3Mo 19:3; 5Mo 27:16) (3) Lovens bud og læremæssige indhold samt Jehovas gerninger og åbenbarede sandheder blev omhyggeligt indprentet i de unges modtagelige sind. (5Mo 4:5, 9; 6:7-21; Sl 78:5) (4) Respekten for de ældre blev understreget. (3Mo 19:32) (5) Betydningen af lydighed blev indskærpet i de unges bevidsthed. (Ord 4:1; 19:20; 23:22-25) (6) Der blev lagt vægt på en praktisk oplæring med henblik på livet som voksen, idet piger lærte at varetage huslige pligter, og drenge lærte faderens eller et andet håndværk. (7) Børnene lærte at læse og skrive.

Efter landflygtigheden i Babylon fandtes der synagoger i de fleste byer, og drengene blev undervist af lærere her. Børnene fik desuden en religiøs undervisning når forældrene tog dem med til de sammenkomster der blev holdt med det formål at tilbede og lovprise Jehova. (5Mo 31:12, 13; Ne 12:43) Jesu forældre tog ham med til påskehøjtiden i Jerusalem. Da de på tilbagevejen savnede ham og ledte efter ham, „fandt de ham i templet, hvor han sad midt iblandt lærerne og hørte på dem og stillede dem spørgsmål“. — Lu 2:41-50; se OPLÆRING, OPDRAGELSE.

Hvis det skete at en søn helt trodsede sine forældre og ikke forbedrede sig, selv om han havde fået gentagne advarsler og den nødvendige tugt, blev der skredet endnu alvorligere ind over for ham. Sønnen blev ført for byens ældste, og efter at forældrene havde aflagt vidnesbyrd om at han var en uforbederlig lovovertræder, blev han straffet med døden ved stening. Denne ordning gjaldt åbenbart sønner som var kommet ud over den alder hvor man normalt ville regne dem for børn, for den pågældende overtræder beskrives her som „en frådser og drukkenbolt“. (5Mo 21:18-21) Den der slog sin fader eller moder, eller som nedkaldte ondt over sine forældre, skulle også lide døden. Disse strenge forholdsregler blev taget for at nationen kunne fjerne det onde fra sin midte og for at ’hele Israel kunne høre det og frygte’. Straffen for disse overtrædelser ville lægge en stærk dæmper på enhver tilbøjelighed til ungdomskriminalitet eller mangel på respekt for forældremyndigheden i Israel. — 2Mo 21:15, 17; Mt 15:4; Mr 7:10.

En flok smådrenge opførte sig yderst respektløst over for Guds udnævnte profet Elisa da de spottende råbte: „Gå derop, skaldepande! Gå derop, skaldepande!“ Dermed mente de enten at Elisa, der bar Elias’ kendte dragt, skulle tage videre op til Betel, eller at han skulle forlade jorden på samme måde som Elias tilsyneladende havde gjort. (2Kg 2:11) De ville ikke have ham i deres nærhed. Til sidst vendte Elisa sig om og nedkaldte ondt over dem i Jehovas navn. „Da kom der to hunbjørne ud fra skoven og sønderrev toogfyrre af børnene.“ — 2Kg 2:23, 24.

Jesus forudsagde at børn ville sætte sig op imod deres forældre og forældre modstå deres børn på grund af det standpunkt de ville tage som hans disciple. (Mt 10:21; Mr 13:12) Apostelen Paulus forudsagde at „de sidste dage“ ville være kendetegnet af store problemer; deriblandt børns ulydighed mod forældre og en mangel på naturlig hengivenhed. — 2Ti 3:1-3.

Da apostelen Paulus fremsatte kravene til tilsynsmænd og menighedstjenere i den kristne menighed, nævnte han at de mænd der blev udvalgt til disse hverv, skulle have „troende børn der ikke [var] under anklage for udsvævelser eller [var] uregerlige“. Børnene skulle desuden underordne sig med al alvor, for, som Paulus sagde: „Hvis en mand ikke ved hvordan han skal præsidere i sin egen husstand, hvordan kan han da tage vare på Guds menighed?“ — Tit 1:6; 1Ti 3:4, 5, 12.

Forældrenes myndighed. Forældrenes, især faderens, myndighed over børnene var ret vidtgående. Så længe faderen levede og var i stand til at forestå huset, var sønnerne underlagt  ham. Hvis en søn oprettede en selvstændig husstand, blev han imidlertid overhoved for sit eget hus. Faderen kunne sælge sine børn til midlertidig trældom for at betale en gæld han havde pådraget sig. (2Mo 21:7; 2Kg 4:1; Mt 18:25) Faderens myndighed over en datter indebar at han kunne annullere et løfte hun havde aflagt. Han havde dog ingen ret til at gøre indgreb i hendes tilbedelse af Jehova eller til at hindre hende i at adlyde Jehovas bud, for som medlem af Israels nation var han selv indviet til Gud og helt underlagt Guds lov. (4Mo 30:3-5, 16) Forældremyndigheden kom også til udtryk i forbindelse med giftermål, idet forældrene valgte hustruerne til deres sønner eller arrangerede ægteskabet. (1Mo 21:21; 2Mo 21:8-11; Dom 14:1-3) En enke eller en fraskilt kvinde kunne vende tilbage til sin faders hus og atter blive underordnet ham. — 1Mo 38:11.

Arveretten gik gennem faderen. Når der blev født tvillinger, mærkede man sig omhyggeligt hvilket barn der blev født først (1Mo 38:28), eftersom den førstefødte søn ville få to dele af arven efter faderen, mens den anden søn kun ville få én del. (5Mo 21:17; 1Mo 25:1-6) Efter faderens død var det som regel den ældste søn der påtog sig at forsørge familiens kvindelige medlemmer. En søn der var født ved svogerægteskab, blev betragtet som den afdøde mands søn og arvede hans ejendom. — 5Mo 25:6; Rut 4:10, 17.

Brugt billedligt. Ordene „barn“ og „børn“ har i bibelsk sprogbrug en temmelig omfattende betydning. Israelitternes efterkommere omtales som „børnene ifølge kødet“, og Esajas kalder dem „overtrædelsens børn“ på grund af deres oprørske indstilling til Jehova. (Ro 9:8; Es 57:4) På apostlenes tid blev ugudelige mennesker omtalt som „forbandelsens børn“ og „Djævelens børn“. (2Pe 2:14; 1Jo 3:10) De der troede på Kristus og blev avlet af ånden, blev derimod kaldt „Guds børn“. (Joh 1:12; Ro 8:16) Disciple omtales ofte som børn. — Joh 13:33; He 2:13.

De mennesker der får den forret at blive oprejst fra de døde, kaldes „opstandelsens børn“ (Lu 20:36), og Kristi medarvinger omtales som „børnene ifølge løftet“ (Ro 9:8) og „den frie kvindes børn“. (Ga 4:31) Alle der ønsker at opnå liv i himlenes rige, må være ydmyge, modtagelige og tillidsfulde ligesom børn er det. (Mt 18:2-4) Mænd og kvinder der bestræber sig for at adlyde Gud ved at lade sandhedens lys skinne i deres liv, beskrives som „lydige børn“ og „lysets børn“. — 1Pe 1:14; Ef 5:8.

Paulus siger at han ’talte som til børn’ da han rådede medlemmerne af menigheden i Korinth til at „udvide“ med hensyn til deres hengivenhed. Tidligere havde han tilskyndet dem til ikke at være „børn i forstandighed“. — 2Kor 6:13; 1Kor 14:20.