(Barʹnabas) [trøstens søn].

En fremtrædende skikkelse i den kristne menighed i det 1. århundrede. Han præsenteres af Lukas i Apostelgerninger 4:34-36, hvor det oplyses at han var levit og stammede fra øen Cypern. Nu befandt han sig imidlertid i Jerusalem og var en af de mange troende der kort efter Pinsedagen solgte deres huse og marker og gav pengene til apostlene for at fremme det kristne arbejde. Hans egentlige navn var Josef, men apostlene gav ham tilnavnet Barnabas, der betyder „Trøstens Søn“. Det var ikke usædvanligt at man dengang gav folk tilnavne som svarede til deres egenskaber eller karaktertræk.

Josef Barnabas var en meget varmhjertet og gavmild kristen der villigt stillede både sig selv og sine materielle midler til rådighed for at fremme Rigets interesser. Han kom med glæde sine brødre til hjælp (Apg 9:27), og da han blev sendt ud til nogle nyinteresserede, „frydede han sig og begyndte at opmuntre dem alle til med hjertets forsæt at blive i Herren“. Han var „en god mand og fuld af hellig ånd og tro“. (Apg 11:23, 24) Han tjente i Antiochia som profet og lærer. (Apg 13:1) Apostlene betegnede ham som en af deres „elskede brødre“ der havde „overgivet deres sjæle for vor Herre Jesu Kristi navns skyld“. (Apg 15:25, 26) Skønt han ikke var en af de 12 apostle, blev han med rette omtalt som apostel (Apg 14:14), for han var „udsendt af den hellige ånd“. — Apg 13:4, 43.

Hans nære forhold til Paulus, et forhold der strakte sig over en længere årrække, begyndte da Paulus tre år efter sin omvendelse søgte at komme i forbindelse med menigheden i Jerusalem. Hvordan Barnabas lærte Paulus at kende, oplyses ikke. Men det var Barnabas der havde den forret at præsentere Paulus for apostelen Peter og disciplen Jakob. — Apg 9:26, 27; Ga 1:18, 19.

I mellemtiden havde nogle græsktalende jøder fra Cypern og Kyrene skabt stor interesse for kristendommen i Antiochia i Syrien. Som følge heraf sendte det styrende råd i Jerusalem Barnabas til Antiochia for at han yderligere kunne opmuntre og opbygge disse nye troende. Barnabas var velegnet til denne opgave eftersom han selv var fra Cypern og talte græsk. Da nu „en anselig skare blev føjet til Herren“ i Antiochia, skyndte Barnabas sig til Tarsus og overtalte Paulus til at komme og hjælpe ham i tjenesten. Omkring  dette tidspunkt fik en guddommelig advarsel om en kommende hungersnød brødrene i Antiochia til at indsamle midler som de senere sendte med Barnabas og Paulus til menigheden i Jerusalem. — Apg 11:22-24, 27-30; 12:25.

Omkring år 47 vendte Barnabas og Paulus, efter at de havde gennemført denne hjælpetjeneste, tilbage til Antiochia, hvorfra de under den hellige ånds ledelse tog ud på en missionsrejse. Den førte dem først til Cypern, hvor de havde lejlighed til at bringe sandheden til prokonsulen Sergius Paulus. Derfra drog de gennem en del af Lilleasien. Nu og da blev de udsat for voldsomme pøbeloverfald. Da de således i Lystra havde helbredt en mand der var kraftesløs i fødderne, antog folkeskarerne først Barnabas for at være Zeus, og Paulus, der „førte ordet“, for at være Hermes eller Merkur; men det var kun lige lykkedes de to mænd at „afholde folkeskarerne fra at bringe dem slagtofre“ da „der kom jøder fra Antiochia og Ikonium og overtalte folkeskarerne, og de stenede Paulus og slæbte ham uden for byen“. — Apg 13:1-12; 14:1-20.

Omkring år 49 forelagde Barnabas og Paulus det brændende spørgsmål om omskærelse af ikkejøder for det styrende råd i Jerusalem, og da det var blevet afgjort, vendte de hurtigt tilbage til Antiochia og forberedte sig til deres næste missionsrejse. (Apg 15:2-36) Men eftersom de ikke kunne blive enige om hvorvidt de skulle tage Johannes Markus med, skiltes de og rejste hver sin vej. Barnabas tog sin fætter Markus med til Cypern, og Paulus tog Silas med til Syrien og Kilikien. (Apg 15:37-41) Derefter omtales Barnabas ikke mere i beretningen bortset fra nogle steder i Paulus’ breve. — 1Kor 9:6; Ga 2:1, 9, 13; Kol 4:10.