(Baʹsan) [muligvis: frugtbar (stenfri) slette].

Et stort område øst for Galilæas Sø. Området var mod nord afgrænset af Hermons Bjerg, mod øst af bjergområdet Hauran (Djebel ed Druz), mod syd af Gilead og mod vest af højdedragene øst for Galilæas Sø. — 5Mo 3:3-14; Jos 12:4, 5.

Basan bestod i det væsentlige af en højslette med en gennemsnitshøjde på ca. 600 m over havet. Landskabet er overvejende fladt, men gennemskæres af nogle højderygge og er af vulkansk oprindelse, med hårde, sorte basaltsten der holder godt på fugtigheden. Jordbunden er en blanding af tuf og rødbrun jord. Regn- og smeltevandet som strømmede ned fra Hermonbjerget, bidrog til at gøre hele landskabet til et fortræffeligt landbrugsområde. Som følge af sin frugtbarhed var sletten et rigt kornkammer, og der var gode græsgange som gjorde området velegnet til kvæg- og fåreavl. Basans tyre og væddere blev lovprist i sange og digte og var et symbol på rigdom, styrke og velstand. — 5Mo 32:14; Ez 39:18; Sl 22:12.

Det lader til at Basansletten var overvejende træløs, hvorimod højderyggene var dækket af skove med vældige træer (sandsynligvis egetræer, som stadig forekommer i dette område). I profetien bruges disse træer som symbol på noget der er ophøjet og majestætisk. (Es 2:13; Zak 11:1, 2) Ifølge Ezekiel 27:5, 6 brugte de fønikiske skibsbyggere i Tyrus enebærtræ fra Senir til  plankerne og høje cedre fra Libanon til masterne, men vældige træer fra Basan til de stærke årer.

Uden tvivl på grund af sin frugtbarhed og store ydeevne forbindes Basan med andre frugtbare områder som Karmel og Libanon. (Jer 50:19; Es 33:9) Jeremias nævner Basans højder sammen med Libanon som udsigtspunkter hvorfra man kunne betragte den ulykke der skulle komme over israelitternes land fordi de havde svigtet Jehova. (Jer 22:20) Udtrykkene „Guds bjergland“ og Basans „bjergland med høje tinder“ i Salme 68:15, 16 sigter måske til Haurans bjergområde (Djebel ed Druz). Den højeste af tinderne var måske Zalmon, der nævnes i Salme 68:14.

Første gang der sigtes til området i den bibelske beretning, er i 1 Mosebog 14:5, hvor det nævnes at refaitterne (kæmperne) i Asjterot-Karnajim blev besejret af de invaderende konger på Abrahams tid (før 1933 f.v.t.). Under israelitternes indvandring (ca. 1473 f.v.t.) blev kong Og af Basan, den sidste af kæmperne der var tilbage i området, besejret og dræbt, og landet blev overtaget af israelitterne. (4Mo 21:33-35; 5Mo 3:1-3, 11; Jos 13:12) Manasses stamme fik Basan som arvelod, men det ser ud til at nogle fra Gads stamme senere havde bosat sig i den sydlige del. — Jos 13:29-31; 17:1, 5; 1Kr 5:11, 16, 23.

De vigtigste byer i Basan var Asjtarot (en af Ogs byer og senere en levitby), Edre’i (grænsebyen hvor Israel besejrede Og), Golan (der også blev en levitby og en af de tre tilflugtsbyer øst for Jordan) og Salka. (5Mo 4:41-43; Jos 9:10; 12:4, 5; 20:8, 9; 1Kr 6:64, 71) Alene i området Argob var der 60 befæstede byer, og hele området er den dag i dag oversået med ruiner af gamle byer. — 5Mo 3:3-5; se ARGOB, 2.

Under Salomons regering var Basan indbefattet i et af de 12 distrikter der var underlagt præfekter som sørgede for fødevarer til det kongelige bord. — 1Kg 4:7, 13.

Den vigtigste nord-sydgående rute øst for Jordan, kaldet Kongevejen, førte gennem Basan over byen Asjtarot, og dette, samt Basans frugtbarhed og naboskabet til Damaskus, gjorde området til et mål for militære angreb. Kong Hazael af Damaskus erobrede Basan i Jehus regeringstid (ca. 904-877 f.v.t.), men det blev åbenbart tilbageerobret af Joasj (2Kg 10:32, 33; 13:25) eller i det mindste af hans søn Jeroboam II (ca. 844-804 f.v.t.). (2Kg 14:25) Assyrerkongen Tiglat-Pileser III oversvømmede hele området i kong Pekas regeringstid (ca. 778-759 f.v.t.). — 2Kg 15:29; 1Kr 5:26.

Efter landflygtigheden kom Basan under græsk herredømme. Senere blev det et af Romerrigets vigtigste hvedeområder. Det blev inddelt i fire distrikter, og med undtagelse af det nordøstlige distrikt, der blev kaldt Trakonitis, bevarede disse distrikter nogle af områdets oprindelige navne: Gaulanitis mod vest, opkaldt efter Golan, Auranitis mod syd, efter Hauran, og det centralt beliggende Batanæa, efter Basan. Bortset fra en enkelt henvisning til Trakonitis (Lu 3:1) omtales Basan ikke i De Græske Skrifter. — Se HAURAN.