(Beʹer) [brønd].

Det hebraiske ord be’erʹ betegner som regel en brønd i modsætning til en naturlig kilde (hebr.: ‛aʹjin). Det  forekommer ofte i sammensatte stednavne. — Jf. BE’ER-ELIM; BE’ER-SJEBA.

1. Efter at israelitterne på vejen mod det forjættede land havde passeret Arnon, kom de til Be’er. (4Mo 21:13-16) Her gravede de fyrstelige stammeoverhoveder åbenbart med deres egne stave en brønd hvori vand sprang frem. Denne begivenhed gav anledning til en poetisk sang som er gengivet i vers 17 og 18.

Eftersom brønden blev gravet af fyrsterne, mener nogle at dette sted er identisk med Be’er-Elim (der betyder „de store træers brønd“). (Es 15:8) Beliggenheden er usikker, men det anses for sandsynligt at det var i den regnflodsdal der kaldes Wadi Thamad, nord for Arnon og ca. 56 km øst for Det Døde Hav. Her finder man ofte vand ved blot at grave et hul i jorden.

2. Et sted som Gideons (Jerubba’als) søn Jotam flygtede til efter at have afsløret Abimeleks forræderi. (Dom 9:3-5, 21) Nogle mener at det kan være identisk med Al-Bira, der ligger ca. 12 km nord for Bet-Sjan, sydøst for Tabors Bjerg; andre forbinder det med Be’erot. (Se BE’EROT.) Da man ikke ved i hvilken retning Jotam flygtede fra Garizims Bjerg, er identifikationen imidlertid usikker.