(Beʹer-Sjeʹba) [edsbrønd; el.: syvbrønd].

Et sted i det sydlige Juda hvor der blev gravet en brønd og senere opstod en by. Det ligger omtrent midtvejs mellem Middelhavets kyst og sydspidsen af Det Døde Hav, ca. 45 km sydvest for Hebron og lige så langt sydøst for Gaza.

Med tiden kom Be’er-Sjeba til at stå for det forjættede lands sydligste punkt når man skulle beskrive landets længde, som det fremgår af talemåden „fra Dan til Be’er-Sjeba“ (Dom 20:1), eller, omvendt, „fra Be’er-Sjeba til Dan“. (1Kr 21:2; 2Kr 30:5) Efter at nationen var blevet delt i to riger, blev Be’er-Sjeba fortsat brugt som betegnelse for Juda riges sydgrænse i udtryk som „fra Geba til Be’er-Sjeba“ (2Kg 23:8) og „fra Be’er-Sjeba til Efraims bjergland“ (hvor nordriget Israel begyndte). (2Kr 19:4) Efter landflygtigheden blev det mere begrænsede område hvori de hjemvendte judæere havde bosat sig, betegnet med en tilsvarende talemåde — „fra Be’er-Sjeba til Hinnoms Dal“. — Ne 11:27, 30.

I virkeligheden var der andre byer i det forjættede land som lå syd for Be’er-Sjeba, ligesom der var israelitiske byer som lå nord for Dan. Men både Dan og Be’er-Sjeba lå ved naturlige grænser for landet. Således lå Be’er-Sjeba neden for Judas bjergland, på randen af ørkenen. Desuden var den (sammen med Jerusalem og Hebron) en af de vigtigste byer i Juda, ikke alene fordi den i forhold til det omliggende område havde rigeligt med vand, som skabte grundlag for både landbrug og kvægavl, men også fordi den lå ved et knudepunkt hvor vigtige veje mødtes. Fra Ægypten førte en gammel rute ad „Brøndvejen“ over Kadesj-Barnea til Be’er-Sjeba, hvortil der stødte en anden vej, ad hvilken kamelkaravanerne fra de arabiske „kryddeririger“ drog op til Filisterlandet og Juda. Fra Ezjon-Geber ved Aqababugtens nordspids gik en vej op gennem Araba, hvorefter den bøjede af mod vest og førte over Akrabbimpasset til Be’er-Sjeba. I Gaza på Filistersletten bøjede en vej af fra hovedvejen og førte mod sydøst til Be’er-Sjeba. Be’er-Sjeba havde desuden forbindelse med det øvrige Juda ad en vej der førte mod nordøst, op i Judas bjerge til Jerusalem og videre mod nord. — 1Mo 22:19.

Stedet nævnes første gang i forbindelse med Hagar, der sammen med sønnen Ismael „flakkede om i Be’er-Sjebas Ørken“ efter at Abraham havde sendt dem bort. (1Mo 21:14) Da hun troede at Ismael ville dø af tørst, efterlod hun ham under en busk, men Gud hørte drengen og ledte Hagar til en brønd. (1Mo 21:19) Dette kan have været den brønd der omtales i den efterfølgende beretning, en brønd som Abraham tidligere havde gravet, men endnu ikke givet navn. Der fortælles videre at nogle filistre i området havde taget brønden med magt. Dette var åbenbart sket uden at deres konge, Abimelek, vidste det, for da denne sammen med sin hærfører Pikol henvendte sig til Abraham for at foreslå ham at indgå en fredspagt med dem og Abraham kritiserede ham for hans tjeneres voldshandling, bedyrede Abimelek sin uskyld, indgik en pagt med Abraham og modtog syv hunlam af ham som et vidnesbyrd om at han anerkendte Abrahams ret til brønden. „Af den grund kaldte [Abraham] det sted Be’er-Sjeba, fordi de begge havde aflagt ed der.“ (1Mo 21:31) Abraham plantede derefter en tamarisk på stedet og „påkaldte dér den evige Gud Jehovas navn“. (1Mo 21:33) Det var herfra Abraham drog til Morija for at ofre Isak; bagefter drog han tilbage og blev boende her. — 1Mo 22:19.

Efter Abrahams død tilstoppede filistrene de brønde han havde gravet, men da Isak senere bosatte sig her, gravede han dem ud igen og gav dem de samme navne som hans fader havde givet dem. (1Mo 26:18) Trængt af filistrene flyttede han fra sted til sted indtil han fandt rigelig plads i Rehobot, og senere drog han til Be’er-Sjeba. (1Mo 26:22, 23) Mens Isaks tjenere var i færd med at udgrave en brønd i Be’er-Sjeba, kom Abimelek, kongen af Gerar (måske den samme som den der havde indgået en pagt med Abraham, eller muligvis en anden af samme navn eller med samme titel), sammen med sin hærfører Pikol til Isak og foreslog en fredspagt mellem dem. Efter et festmåltid stod de tidligt op næste morgen og aflagde eder over for hinanden. Samme dag gav brønden vand, og Isak kaldte den  Sjiba, hvilket betyder „ed“ eller „syv“ og betegner en ed der er svoret ved syv ting. (1Mo 26:31-33; se SJIBA.) Det ser ud til at Isak ved at benytte navnet Sjiba (en anden form af Sjeba) bevarede navnet Be’er-Sjeba, som Abraham havde givet stedet. At der kan være tale om den samme brønd som Abraham tidligere havde gravet, og som Isaks mænd nu havde genåbnet, fremgår af 1 Mosebog 26:18, som er anført i det foregående. Det var mens Isak boede her at han velsignede Jakob i stedet for Esau og sendte ham bort til Karan for at han skulle tage sig en hustru blandt sin morbroder Labans døtre. (1Mo 28:1, 2, 10) Da Jakob, der i mellemtiden havde fået navnet Israel, senere var på vej ned til sin søn Josef i Ægypten, bragte han slagtofre til Isaks Gud i Be’er-Sjeba. — 1Mo 46:1-5.

I løbet af de godt 250 år der gik fra dette tidspunkt indtil Kana’an blev fordelt mellem Israels 12 stammer, opstod der en by på stedet. (Jos 15:21, 28) Den blev tildelt Simeons stamme som en enklaveby i Judas område. (Jos 19:1, 2) Samuels sønner tjente som dommere her. (1Sa 8:1, 2) Da Elias flygtede for dronning Jesabels vrede, efterlod han sin medhjælper i Be’er-Sjeba og drog selv mod sydvest gennem Negeb til Horeb. (1Kg 19:3) Zibja, som var moder til kong Joasj af Juda, var fra Be’er-Sjeba. (2Kg 12:1) Be’er-Sjeba anføres som det sted hvor Davids folketælling sluttede (2Sa 24:2, 7) og det sted hvor Josafats religiøse reformer begyndte. (2Kr 19:4) Den måde Amos omtalte Be’er-Sjeba på, vidner stærkt om at byen på hans tid var skueplads for urene religiøse handlinger (Am 5:5; 8:14), og at den på en eller anden måde havde forbindelse med det afgudsdyrkende Nordrige. Ligesom mange andre steder i Israel har man her fundet statuetter af gudinden Astarte. Herefter omtales Be’er-Sjeba ikke mere i Bibelen, bortset fra en kort bemærkning om at byen og dens småbyer atter blev beboet efter landflygtigheden i Babylon. — Ne 11:27.

Byen i kongetiden er blevet identificeret med Tell es-Saba‛ (Tel Be’er Sheva‛), 4 km øst for nutidens Be’er Sheva‛. Ifølge verdslige skribenter fra det 4. århundrede e.v.t. var Be’er-Sjeba på det tidspunkt en by eller stor landsby med en romersk garnison. Byen er stadig et trafikknudepunkt med en betydelig handel. Selv om Be’er-Sjeba-bækkenet er en steppe som kun får fra 15 til 20 cm nedbør om året, er jorden frugtbar, og der drives landbrug i området. Der findes adskillige brønde, hvoraf den største er næsten 4 m i diameter og for de nederste 5 meters vedkommende udhugget gennem massiv klippe.