Begær er et stærkt ønske om at opnå noget; havesyge er et stærkt, hensynsløst begær efter at komme i besiddelse af noget. Både det hebraiske udsagnsord chamadhʹ og det græske udsagnsord epithymeʹō betyder „at ønske (brændende)“, „at begære“. (Sl 68:16; Mt 13:17) Disse ord kan, afhængigt af sammenhængen, betegne et uret, selvisk begær. (2Mo 20:17; Ro 7:7) Det græske ord pleonexiʹa, der ordret betyder „det at ville have mere“, bruges i Bibelen til at betegne „havesyge“ og „griskhed“. — Ef 4:19; 5:3, fdn; Kol 3:5.

Begær og havesyge kan give sig udslag i kærlighed til penge, et stærkt ønske om magt eller vinding, en glubende trang til mad og drikke eller andre materielle ting og i seksuelt begær. Bibelen advarer de kristne mod dette nedværdigende karaktertræk og befaler dem at de ikke må omgås nogen der kalder sig selv en kristen „broder“ og dog er havesyg. (1Kor 5:9-11) Havesyge mennesker sættes i bås med utugtige, afgudsdyrkere, ægteskabsbrydere, mænd der bruges til unaturlige formål, tyve, drankere, spottere og udsugere, og det må erkendes at nogle af de ting som sådanne mennesker øver, ofte udspringer af havesyge. Hvis man ikke aflægger sin havesyge, kan man ikke arve Guds rige. — 1Kor 6:9, 10.

I sin fordømmelse af tåbelig tale og sjofel skæmten befaler Paulus at utugt og urenhed eller havesyge ’end ikke må nævnes’ iblandt de kristne. Det betyder at de ikke alene skal lade være med at øve sådanne ting, men at de også skal afholde sig fra at gøre dem til et samtaleemne for at tilfredsstille kødet. — Ef 5:3; jf. Flp 4:8.

Kommer til udtryk i handling. Havesyge vil komme til udtryk i åbenlys handling som afslører den pågældendes begær. Bibelskribenten Jakob gør opmærksom på at når begæret har undfanget, føder det synd. (Jak 1:14, 15) Den havesyge afsløres derfor af sine gerninger. Paulus siger at den havesyge i virkeligheden er en afgudsdyrker. (Ef 5:5) Han gør dét han begærer, til sin gud idet han sætter det over tjenesten for og tilbedelsen af Skaberen. — Ro 1:24, 25.

Udelukker én fra Gud. De kristne har forladt en verden der er fyldt med alle former for en uret adfærd. Paulus påpeger at disse gerninger ikke alene øves, men at de tilmed øves i havesyge, at de er udslag af et stærkt begær. De der øver sådanne ting, er „udelukkede fra det liv der hører Gud til“. De der bliver kristne, lærer at Kristus, deres forbillede, ikke var sådan, og at de derfor må forny deres sind og iføre sig den nye kristne personlighed. (Ef 4:17-24; Ro 12:2) Samtidig lever de stadig blandt verdens havesyge mennesker og må af den grund hele tiden kæmpe for at bevare deres renhed som lysspredere i verden. — 1Kor 5:9, 10; Flp 2:14, 15.

Begær efter uærlig vinding vil hindre en mand i at blive menighedstjener i den kristne menighed. (1Ti 3:8) Eftersom sådanne mænd skal være forbilleder for menigheden, må princippet naturligvis gælde alle menighedens medlemmer. (1Pe 5:2, 3) Det samme fremgår af Paulus’ udtalelse om at ingen der er havesyg, har nogen arv i Guds rige. — Ef 5:5.

Jesus Kristus sagde at havesyge gør et menneske urent (Mr 7:20-23), og han advarede imod at være havesyg. Han fulgte advarselen op med billedtalen om den begærlige rige mand der ved sin død ikke længere havde gavn af sin rigdom og tilmed  befandt sig i den sørgelige situation at han ’ikke var rig hos Gud’. (Lu 12:15-21) Eftersom de kristnes liv er „skjult sammen med Messias“, må de gøre deres lemmer døde med hensyn til havesyge, skadeligt begær og al urenhed. — Kol 3:3, 5.