(Beʹhemot).

Ordet „Behemot“, der forekommer i Job 40:15, er blevet tydet på flere måder: (1) Som et ægyptisk låneord for „vandbøffel“, (2) som et ord der muligvis er af assyrisk oprindelse og betyder „uhyre“, og (3) som flertal med intensiv betydning af det hebraiske ord behemahʹ (dyr; husdyr) og skulle således betyde „stort (eller vældigt) dyr“. I Septuaginta er det hebraiske behemōthʹ gengivet med det græske thēriʹa (vilde dyr). Det er dog tydeligt at der ikke er tale om flere dyr, for i det efterfølgende beskrives kun ét, og der er almindelig enighed om at det er flodhesten (Hippopotamus amphibius) der sigtes til. Nogle danske bibeloversættelser (Ka, Bu, DA31) gengiver det hebraiske ord med „nilhesten“, og flere engelske oversættelser (AT, La, Ro, JB, RS) gengiver det med „flodhesten“, enten i hovedteksten eller i en fodnote.

Flodhesten er et kæmpemæssigt, tykhudet og næsten ubehåret pattedyr der holder til i floder, søer og sumpe. Den er kendt for sine korte ben, sine vældige kæber og sit store hoved, som siges at veje op mod et ton. Styrken i dens kæber og tænder er så stor at den kan bide gennem en krokodilles panser. En fuldvoksen flodhest kan være 4-5 m lang og veje op mod 3600 kg. Trods sin enorme størrelse bevæger den sig ret hurtigt både i vandet og på landjorden. Den lever af vandplanter, græs, rør og siv. Over 90 kg grøntfoder finder daglig vej ned i dens mave, der rummer omkring 150-190 l.

Huden er, især på bugen, sej og robust; så flodhesten tager ikke skade når den slæber sin kortbenede krop hen over sten og grene på flodbunden. Næseborene sidder praktisk for enden af snuden, og øjnene er anbragt højt på hovedet, så flodhesten både kan se og trække vejret når den ligger næsten neddykket i vandet. Under dykning lukkes ørerne og de ventillignende næsebor. Når dyret sover, dukker det endda automatisk op til overfladen for at trække frisk luft når kuldioxidmængden i blodet har nået et bestemt niveau, hvorefter det dykker ned igen.

Tidligere fandtes flodhesten i næsten alle større søer og floder i Afrika, men eftersom den har været et yndet jagtobjekt, er den blevet udryddet mange steder og findes ikke længere nord for katarakten ved Khartoum i Sudan. Det er sandsynligt at den også engang har levet i Jordanegnen. Der er fundet stødtænder og knogler af dyret forskellige steder i Palæstina.

Det 40. kapitel i Jobs Bog indeholder en mesterlig skildring af denne kæmpemæssige skabning, Behemot. Den beskrives som planteædende. (V. 15) Derefter siges det at dens kræfter og vældige styrke ligger i dens hofter og bugmuskler. (V. 16) Halen sammenlignes med en ceder. Dette kan være en hentydning til at dyret kan rette sin temmelig korte hale (som ikke er længere end 45-50 cm) lige i vejret eller svinge den frem og tilbage så den minder om et træ. „Lårenes sener er vævet sammen“, ja, senerne og fibrene i dens lårmuskler er sammenflettede eller tvundne som trådene i et stærkt kabel. (V. 17) Knoglerne i dens ben er som „kobberrør“, stærke nok til at bære dyrets enorme vægt. Knoglebygningen er som stænger af smedejern. (V. 18) Der hentydes til dyrets umådelige appetit (v. 20), og det nævnes at det hviler sig under de tornede lotustræer eller skjuler sig i et sumpområde, i poplernes skygge. (V. 21, 22) Selv når floden går over sine bredder, skræmmes denne skabning ikke, for den kan stadig holde hovedet oven vande og svømme imod den stærke strøm. (V. 23) Eftersom Behemot har så vældigt et gab med frygtindgydende kæber og tænder, spurgte Jehova om noget menneske ville driste sig til at se dette uhyre i øjnene og forsøge at gennembore dens næse med en krog. — V. 24.