[fra akkadisk; betyder „ejer; herre“].

En babylonisk guddom der ifølge profetien ville blive gjort til skamme ved Babylons fald. — Es 46:1; Jer 50:2; 51:44.

Titlen Bel blev til at begynde med anvendt om guden Enlil. Bel udgjorde sammen med Anu og Enki (Ea) den oprindelige sumeriske trehed af guder. Da Marduk (Merodak) blev Babylons øverste gud, fik han også navnet Bel. — Se GUDER OG GUDINDER (Babyloniske guddomme).

Når man tænker på hvor højt Bel blev æret, forstår man hvorfor Jehovas profeter under inspiration anførte ham som en af de guddomme der ville blive ydmyget ved Babylons fald. Næsten 200 år før Babylon blev indtaget af mederne og perserne, forudsagde Esajas at Bel måtte bøje sig, og at Nebo ville komme til at lude af skam over nederlaget. Deres gudebilleder ville blive fjernet af vilde dyr; hjælpeløse som de var, ville de blive læsset på lastdyr og båret væk. Bel og Nebo ville ikke undslippe. Deres „sjæl“, det vil sige disse guder selv, måtte gå i fangenskab. (Es 46:1, 2; se også Jer 50:2.) Jehova ville tvinge Bel til at give slip på det han havde opslugt ved hjælp af sine tilbedere, som tilskrev ham deres sejre. Især måtte Bel give afkald på Jehovas landflygtige folk og de hellige redskaber fra hans tempel. De nationer Babylon havde undertvunget, skulle ikke mere strømme til Bel for at tilbede ham eller underkaste sig hans tilbedere som om han var den højeste gud i verden. — Jer 51:44; se MERODAK.