(Belʹsazzar) [fra akkadisk; betyder „bevar hans liv“; el. muligvis: „[måtte] Bel bevare kongen“].

Nabonids førstefødte søn og dennes medregent i det babyloniske verdensriges sidste få år. Han omtales i Bibelen kun af profeten Daniel. I mange år blev det af bibelkritikere bestridt at Belsazzar var ’konge af Babylon’ (Da 5:1, 9; 7:1; 8:1), men arkæologiske vidnesbyrd i  form af gamle kileskrifttekster har siden bekræftet nøjagtigheden af den bibelske beretning.

Nebukadnezar kaldes i Daniel 5:2, 11, 18, 22 Belsazzars „fader“, og Belsazzar kaldes Nebukadnezars „søn“. Bogen Nabonidus and Belshazzar (af R. P. Dougherty, 1929) forklarer at Belsazzars moder sandsynligvis var Nitokris, og at hun var en datter af Nebukadnezar (II). I så fald var Nebukadnezar morfader til Belsazzar. (Jf. brugen af ordet „fader“ i 1Mo 28:10, 13.) Det er imidlertid ikke alle forskere der anser vidnesbyrdene om et sådant slægtskab for at være tilfredsstillende. Måske var Nebukadnezar ganske enkelt Belsazzars „fader“ i den forstand at han var en af hans kongelige forgængere. Assyrerne betegnede på samme måde en af Omris efterfølgere som „Omris søn“. — Se OMRI, 3.

Bekræfter den verdslige historie at Belsazzar var hersker over Babylon?

På en kileskrifttavle som er dateret til det år da Neriglissar efterfulgte Awel-Marduk (Evil-Merodak) på den babyloniske trone, omtales en vis „Belsazzar, kongelig øverstbefalende,“ i forbindelse med en pengetransaktion. Det er muligt at det drejer sig om den Belsazzar der nævnes i Bibelen, men det er ikke bevist. I 1924 blev dechifreringen af en kileskrifttekst med værdifulde oplysninger om Belsazzar offentliggjort. Teksten, der kaldes „Et polemisk digt om Nabonid“, bekræfter at Belsazzar indtog en stilling som konge i Babylon, og viser hvordan han blev Nabonids medregent. I forbindelse med Nabonids indtagelse af byen Taima (Teima eller Tema) i sit tredje regeringsår hedder det: „Da betroede han lejren til sin ældste, førstefødte [Belsazzar], og tropperne fra alle provinser tildelte han ham. Han løsnede sine hænder(s tag) og betroede ham kongemagten; han selv [Nabonid] begav sig bort til fjerne egne. Akkads styrker brød op med [ham]: han tog retning mod Taima langt inde i Amurru.“ (Babylonske og Assyriske Kongers Historiske Indskrifter ved O. E. Ravn, 1934, s. 221) Der er således ingen tvivl om at Belsazzar udøvede kongemagt fra Nabonids tredje år. Dette år svarer sandsynligvis til „kong Belsazzar af Babylons første år“, som Daniel henviser til. — Da 7:1.

I et andet dokument, Nabonids Krønike, findes følgende bemærkning i forbindelse med Nabonids syvende, niende, tiende og ellevte regeringsår: „Kongen [var] i Taima. Kongens ældste søn, stormænd og hær var i Akkad [Babylonien].“ (Babylonske og Assyriske Kongers Historiske Indskrifter, s. 214, 215) Nabonid tilbragte åbenbart en stor del af sin regeringstid borte fra Babylon og overlod under sit fravær embedsførelsen til sin søn Belsazzar uden at give afkald på sin stilling som den øverste hersker. Dette fremgår af flere tekster som er fundet i de gamle arkiver, tekster som viser at Belsazzar havde kongelig fuldmagt og udstedte forordninger og befalinger. Af visse dokumenter og forordninger ses det at Belsazzar tog sig af sager der normalt ville være blevet ordnet af Nabonid som den øverste hersker hvis han havde været til stede. Belsazzar var således kun den næsthøjeste i riget og kunne derfor ikke tilbyde at gøre Daniel til mere end „den tredje i riget“. — Da 5:16.

Sandt nok omtaler officielle inskriptioner Belsazzar som „kronprins“, mens Daniels Bog kalder ham „konge“. (Da 5:1-30) Et arkæologisk fund fra den nordlige del af Syrien kan forklare hvorfor dette er tilfældet. I 1979 fandt man en statue i naturlig størrelse som forestillede en hersker over det gamle Gozan. På denne statue var der to inskriptioner, én på assyrisk og én på aramaisk — det sprog som Daniels beretning om Belsazzar er skrevet på. De to inskriptioner er næsten ens, men adskiller sig fra hinanden på et væsentligt punkt. Den tekst der er affattet på rigsassyrisk, oplyser at statuen forestiller „Gozans statholder“. Den tekst der er skrevet på aramaisk, det lokale folks sprog, omtaler ham derimod som „konge“.

Arkæologen og sprogforskeren Alan Millard skriver: „På baggrund af de babyloniske kilder og de nye inskriptioner på denne statue kan man slutte at det har været helt i sin orden at sådanne uofficielle beretninger som Daniels Bog kaldte Belsazzar ’konge’. Han fungerede som konge, som sin faders stedfortræder, skønt han måske ikke i juridisk forstand var konge. Den præcise sondring ville have virket uvedkommende og forvirrende i beretningen i Daniels Bog.“ — Biblical Archaeology Review, maj/juni 1985, s. 77.

 Det forventedes at de babyloniske regenter førte an i tilbedelsen af guderne, og der foreligger seks kileskrifttekster om begivenheder i Nabonids 5. til hans 13. regeringsår som vidner om Belsazzars store hengivenhed for de babyloniske guddomme. Det fremgår af disse dokumenter at han som fungerende konge i Nabonids fravær skænkede guld, sølv og dyr til templerne i Erek og Sippar, hvorved han handlede på en måde der sømmede sig for den der sad inde med den kongelige myndighed.

Afslutningen på Belsazzars herredømme. Om natten den 5. oktober 539 f.v.t. (efter den gregorianske kalender, eller 11. oktober efter den julianske) afholdt Belsazzar ifølge Daniels Bog, kapitel 5, en stor banket for tusind af sine stormænd. (Da 5:1) Babylon var da belejret af perseren Kyros’ og hans allieredes, mederen Darius’, hære. Ifølge den jødiske historiker Josefus (der citerer babylonieren Berossos) var Nabonid blevet slået af de medo-persiske styrker og havde trukket sig tilbage til Borsippa. (Against Apion, I, 150-152 [20]) I så fald var Belsazzar fungerende konge i byen Babylon. At han holdt en banket under byens belejring, er ikke så usædvanligt når man tænker på at babylonierne følte sig fuldstændig sikre bag byens mure, som de anså for at være uindtagelige. Historikerne Herodot og Xenofon fortæller at byen havde et rigeligt forråd og derfor ikke frygtede nogen nød. Ifølge Herodot var der feststemning i byen denne nat; man dansede og morede sig.

Under festen og påvirket af vinen anmodede Belsazzar om at karrene fra templet i Jerusalem blev bragt ind, så han og gæsterne og hans hustruer og medhustruer kunne drikke af dem mens de priste deres babyloniske guder. Det var øjensynlig ikke fordi der var mangel på drikkebægre at kongen fremsatte denne anmodning; det var snarere et bevidst udtryk for foragt i den hensigt at bringe skam over israelitternes Gud, Jehova. (Da 5:2-4) Denne hedenske hersker udfordrede derved Jehova, som havde inspireret profetierne om Babylons fald. Skønt Belsazzar åbenbart ikke havde bekymret sig om de fjendtlige hæres belejring, blev han nu alvorligt rystet da en hånd pludselig viste sig og begyndte at skrive på paladsvæggen. Hans knæ slog mod hinanden, og han tilkaldte alle sine vismænd for at få dem til at tyde det skriftlige budskab, men de kunne ikke. Beretningen fortæller at dronningen nu kom ham til hjælp ved at anbefale Daniel som den der kunne tyde skriften. (Da 5:5-12) Visse forskere anser ikke „dronningen“ for at være Belsazzars kone, men hans moder, idet de mener at hun var Nebukadnezars datter, Nitokris. Daniel åbenbarede under inspiration hvad det mirakuløse budskab betød, og han forudsagde at Babylon ville falde for mederne og perserne. Selv om den aldrende profet fordømte at Belsazzar gudsbespotteligt havde taget karrene fra Jehovas hus og prist guder som hverken ser, hører eller ved noget, stod kongen ved sit løfte og indsatte Daniel i stillingen som den tredje hersker i det domfældte rige. — Da 5:17-29.

Belsazzar blev dræbt samme nat, den 5. oktober 539 f.v.t., da Kyros II’s tropper ifølge Nabonids Krønike „drog . . . ind i Babylon uden kamp“. (Babylonske og Assyriske Kongers Historiske Indskrifter, s. 216; se også Da 5:30.) Med Belsazzars død og Nabonids overgivelse til Kyros endte det nybabyloniske dynasti. — Se også KYROS; NABONID.

[Illustration på side 236]

Babylonisk tempelcylinder som nævner kong Nabonid og hans søn Belsazzar ved navn