(Ben-Haʹdad) [søn af Hadad].

Navnet på tre aramaiske konger som er omtalt i Bibelen. Hadad var en stormgud der blev tilbedt i hele Aram og andre omliggende egne.

1. Den første konge af Aram med navnet Ben-Hadad i Bibelen var en søn af Tabrimmon og sønnesøn af Hezjon. Han havde indgået en pagt med kong Basja af Israel, men kong Asa af Juda, der blev foruroliget da Basja begyndte at befæste Rama blot nogle få kilometer nord for Jerusalem, bestak Ben-Hadad til at bryde pagten og angribe det nordlige rige, hvorved han tvang Basja til at trække sig tilbage. Som modydelse for at have modtaget Judas kongelige skatte og skattene i tempelhelligdommen trængte Ben-Hadad ind i Israel og indtog flere byer i Naftalis land og i egnen ved Galilæas Sø. Som forventet trak Basja sig tilbage til sin hovedstad Tirza. (1Kg 15:16-21; 2Kr 16:1-6) Dette skete omkring 962 f.v.t. (det „seksogtredivte regeringsår“ i 2 Krønikebog 16:1 er åbenbart det 36. år efter rigets deling i 997 f.v.t.). — Se ASA, 1.

2. Næste gang en aramaisk konge ved navn Ben-Hadad omtales, er i kong Akab af Israels regeringstid (ca. 940-920 f.v.t.). Omkring det femte år før Akabs død førte „Ben-Hadad, Arams konge“ 32 kongers, øjensynlig vasalkongers, forenede hære imod Samaria, belejrede byen og opfordrede kong Akab til at overgive sig betingelsesløst. (1Kg 20:1-6) Akab sammenkaldte et råd af landets ældste, der opfordrede ham til at gøre modstand. Da de aramaiske styrker så forberedte sig på at angribe byen, og mens Ben-Hadad og de andre konger drak sig berusede i de hytter de havde opført, fulgte Akab efter Guds anvisning en strategi som førte til et overraskelsesangreb på den aramaiske lejr, der blev jaget på flugt. — 1Kg 20:7-21.

Ben-Hadad godtog sine rådgiveres teori om at Jehova var „en bjerggud“, og at israelitterne derfor kunne besejres på sletteland. Det følgende år førte han derfor sin hær til Afek, en by der øjensynlig lå øst for Galilæas Sø. (Se AFEK, 5.) De aramaiske styrker var blevet reorganiseret idet de 32 konger var blevet erstattet af landshøvdinger som anførere for tropperne, åbenbart fordi man mente at landshøvdingerne ville kæmpe mere forenet og lydigt og måske også lægge større vægt på at opnå forfremmelse til en højere rang end de mere uafhængige konger. Men Ben-Hadads religiøse og militære teorier viste sig værdiløse over for de israelitiske styrker, som var langt færre. En profet advarede nemlig i forvejen israelitterne om angrebet, og de havde universets Konges, Jehova Guds, støtte. De aramaiske styrker blev revet op, og Ben-Hadad flygtede til Afek. Akab lod imidlertid denne farlige fjende gå fri og fik samtidig følgende løfte af Ben-Hadad: „De byer som min fader tog fra din fader giver jeg tilbage, og du kan tage dig gader i Damaskus ligesom min fader tog sig gader i Samaria.“ — 1Kg 20:22-34.

Der er stærkt delte meninger om hvorvidt denne Ben-Hadad er den samme aramaiske konge som den der levede på Basjas og Asas tid, eller om han snarere er en søn eller sønnesøn  af denne konge. Hvis Ben-Hadad I (fra Asas tid) er identisk med den Ben-Hadad der levede på Akabs og endog på Jorams tid (ca. 917-905 f.v.t.), ville det forudsætte en regeringstid på hen ved 45 år eller mere, hvilket naturligvis ikke ville være umuligt.

De der mener at den aramaiske konge fra Akabs tid bør kaldes Ben-Hadad II, henviser til det løfte Ben-Hadad gav Akab, og som er citeret ovenfor. (1Kg 20:34) Rent umiddelbart lader det til at Ben-Hadads fader havde taget byer fra Omri, Akabs fader. Men hvis den erobring der henvises til, er den som Ben-Hadad I foretog i Basjas regeringstid, vil det betyde at Ben-Hadad I var fader (eller muligvis blot forgænger) til Ben-Hadad (II) fra Akabs regeringstid, og udtrykket Akabs „fader“ må i så fald være brugt om Basja som en kongelig forgænger på tronen, selv om de ikke var blodsbeslægtede i lige linje. — Se BELSAZZAR.

At Ben-Hadads løfte til Akab omtaler „Samaria“, kunne dog tyde på at den aramaiske erobring af de israelitiske byer skal henføres til Omris regeringstid fordi Samaria blev bygget af ham og derefter gjort til Israels hovedstad. De omtalte „gader“ var øjensynlig beregnede til basarer eller markeder til fremme af handelsmæssige interesser.

Hvilke omstændigheder og hvilken tid der nu end måtte være tale om i forbindelse med erobringen af de israelitiske byer, tyder det bibelske vidnesbyrd på at det var en anden Ben-Hadad der herskede på Akabs tid, og han kan derfor kaldes Ben-Hadad II. Det lader til at Ben-Hadads løfte om at tilbagegive de byer der blev taget fra Israel af hans fader, ikke helt blev opfyldt, for i sit sidste regeringsår indgik kong Akab af Israel et forbund med kong Josafat af Juda i et forsøg på at genvinde Ramot-Gilead (øst for Jordan) fra aramæerne. Ben-Hadad II er uden tvivl den unavngivne „Arams konge“ som gav sine „toogtredive øverster for stridsvognene“ ordre til at koncentrere deres angreb om Akab i dette slag. (1Kg 22:31-37) Han må også have været den konge der i Jorams regeringstid sendte sin spedalske hærfører Na’aman til Elisa for at blive helbredt. Den aramaiske konge tilbad guden Rimmon (hvis navn udgør en del af navnet Tabrimmon, Ben-Hadad I’s fader). — 2Kg 5:1-19.

Til trods for at hans hærfører var blevet helbredt, blev Ben-Hadad ved med at nære fjendskab til Israel og at sende styrker over grænsen, ind i Israel. (2Kg 6:8; jf. vers 23.) Men da Elisa hele tiden advarede Israels konge i forvejen om hvor de indtrængende styrker ville komme, begyndte Ben-Hadad at tro at der var en forræder blandt hans egne tjenere. Da han fik at vide at det var Elisa der fortalte Israels konge ’de ord Ben-Hadad talte i sit sovekammer’, sendte aramæerkongen en stor troppeafdeling af sted for at fange Elisa i Dotan. Men Elisa udvirkede at soldaterne mirakuløst blev slået med en slags blindhed, og han førte dem midt ind i Israels hovedstad, Samaria. Denne begivenhed, og måske det at aramæerne blev behandlet venligt og givet fri, gjorde ende på røverbandernes overfald, men det satte ikke en stopper for Ben-Hadads krigeriske indstilling. — 2Kg 6:9-23.

Stadig besluttet på at overvinde Israel samlede Ben-Hadad senere sine styrker og belejrede Samaria, hvilket førte til en meget alvorlig hungersnød. (2Kg 6:24-29) Men da Jehova en aften lod den aramaiske lejr høre lyden af store hærstyrker der nærmede sig, sluttede de forhastet at Joram havde betalt hetitterne og ægypterne for at komme ham til undsætning, og de flygtede tilbage til Aram i ly af mørket, efterladende al deres udrustning og forråd. — 2Kg 7:6, 7.

Ben-Hadad II lå syg da Elisa rejste til Damaskus for at udføre det hverv Gud havde pålagt hans forgænger, Elias. (1Kg 19:15) Ben-Hadad sendte 40 kameler belæsset med gaver til profeten og forhørte sig om muligheden for at han kunne komme sig af sin sygdom. Elisas svar til sendebudet Hazael viste at kongen ville dø og Hazael overtage tronen. Den følgende dag slog Hazael Ben-Hadad ihjel ved at kvæle ham og besteg tronen som konge. — 2Kg 8:7-15.

3. Hazaels søn, konge af Aram. (2Kg 13:3) Ben-Hadad III var øjensynlig sammen med sin fader om at undertrykke Israel på Jehoahaz’ tid (876-ca. 860 f.v.t.) og deltog sammen med ham i aramæernes erobring af israelitiske byer. Men Jehova oprejste „en frelser“ for Israel, åbenbart i form af Jehoahaz’ søn Joasj (ca. 859-845 f.v.t.) og dennes efterfølger Jeroboam II (ca. 844-804 f.v.t.). (2Kg 13:4, 5) Som en opfyldelse af Elisas sidste profeti generobrede Joasj fra „Hazaels søn Ben-Hadad de byer som Hazael havde taget fra hans fader Jehoahaz“, idet han slog de aramaiske styrker ved tre lejligheder. (2Kg 13:19, 23-25) Jeroboam II fortsatte sin faders sejre over Aram idet han genoprettede Israels grænser og således blev Israels frelser. (2Kg 14:23-27) Ben-Hadad III nævnes ikke i forbindelse med Jeroboams erobringer og var muligvis død på det tidspunkt.

Udtrykket „Ben-Hadads tårnborge“, der bruges af profeten Amos (i Jeroboam II’s regeringstid) som en betegnelse for de kongelige paladser i Damaskus (Am 1:3-5; jf. 2Kg 16:9), blev brugt  på lignende måde af Jeremias hen ved 200 år senere. — Jer 49:23-27.

Ben-Hadad i gamle inskriptioner. I en inskription hvor Salmanassar III beretter om en krig med aramæerne, står der: „Hadad’ezer (selv) omkom. Hazael, en mand af folket (ordr.: søn af ingen), tilrev sig tronen.“ (Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 280) Det lader således til at Ben-Hadad II blev kaldt „Hadad’ezer“ (assyrisk: Adad-idri) af Salmanassar III.

På Zakir-stelen beskrives en straffeekspedition der blev foretaget af „Barhadad, Hazaels søn, Arams konge“, som leder af en sammenslutning af aramaiske konger mod „Zakir, konge af Hamat og Lu‛ath“. Dette er et arkæologisk vidnesbyrd om Hazaels søn Ben-Hadad III. — Ancient Near Eastern Texts, s. 655.

På den såkaldte Melkart-stele, der blev fundet i 1940 ca. 6 km nord for Aleppo i den nordlige del af Syrien, lyder den delvis udviskede inskription i uddrag: „En stele rejst af Barhadad . . . for hans herre Melkart.“ (Ancient Near Eastern Texts, s. 655) Det vides dog ikke om denne Barhadad er den samme som Ben-Hadad I, II, III eller en helt anden Ben-Hadad.