En legemsdel (hos et menneske eller et dyr) der understøtter kroppen og bruges  ved gang. Ved indsættelsen af det aronitiske præsteskab udgjorde højre bagben, eller „højre kølle“, af „indsættelsesvædderen“ en del af ’svingningsofferet’. (3Mo 8:22, 25-27) I forbindelse med visse ofre skulle den højre kølle gives som en hellig ydelse til den præst der frembar offeret. (3Mo 7:32-34; 10:12, 14, 15) I 4 Mosebog 6:19 og 5 Mosebog 18:3 omtales også forbenet, „boven“ (ordr.: „armen“), som en del der tilfaldt præsten.

Insekter med „springben“ (hebr.: kera‛aʹjim) var de eneste af de „vingede vrimlende smådyr“ der ifølge Loven var rene og måtte bruges til føde. (3Mo 11:21) Andre steder bruges det samme hebraiske ord om dyrs „skinneben“. — Se SKINNEBEN.

Henvendt til Babylon sagde Jehova profetisk: „Affør dig det lange skørt. Blot benet. Vad over floderne.“ (Es 47:1, 2) Babylon, der havde været som en forvænt dronning der lod sig betjene af andre, skulle billedligt talt blotte sine ben op til hoften for at gå barfodet over de floder som hendes erobrere tvang hende til at forcere når de førte hende i fangenskab.

Ben bruges også billedligt som et udtryk for styrke eller hurtighed. I Salme 147:10 læser vi: „[Jehova] har ikke behag i hestens styrke; han bryder sig ikke om mandens stærke ben.“ I Ordsprogene 26:7 står „den vanføres ben“ som et udtryk for noget der er unyttigt eller udueligt.

Det var åbenbart en romersk skik at tildele pælfæstede forbrydere nådestødet ved at brække deres ben for derved at afkorte deres lidelser. På jødernes anmodning brækkede soldaterne benene på de mænd der var pælfæstet ved siden af Jesus Kristus, men da de så at Jesus allerede var død, brækkede de ikke hans ben. Derved gik profetien i Salme 34:20 i opfyldelse. — Joh 19:31-36; jf. 2Mo 12:46; 4Mo 9:12.

Nogle steder i Bibelen forekommer det danske ord „ben“ også i betydningen „knogler“. — Se KNOGLER, BEN.