(Benaʹja) [Jehova har bygget].

1. Søn af den overordnede præst Jojada og fader til i hvert fald to sønner, Ammizabad og Jojada. (1Kr 27:5, 6, 34) Benaja var en vældig kriger som var kendt for sit mod og sin tapperhed. Blandt Davids krigere var han „mere anset end de tredive“, men han kom „ikke på højde med de tre“. — 2Sa 23:20-23.

Benaja beviste sin tapperhed ved tre forskellige lejligheder: da han fældede to af moabitternes vældige helte, da han frygtløst steg ned i en cisterne og dræbte en løve, og da han slog en kæmpestor ægypter ihjel med hans eget spyd. (1Kr 11:22-24) David satte denne modige mand over sin personlige livvagt. (1Kr 11:24, 25) Keretitterne og peletitterne, som Benaja var sat over, forblev loyale mod kongen under Absaloms og Adonijas oprør. (2Sa 8:18; 15:18; 20:23; 1Kg 1:8, 10, 26; 1Kr 18:17) Desuden blev Benaja indsat som øverste over det tredje af de hærskifter på 24.000 mand som gjorde tjeneste en måned ad gangen. (1Kr 27:5, 6) I slutningen af Davids levetid støttede Benaja med keretitterne og peletitterne kroningen af Salomon. (1Kg 1:32-40) Under Salomons regering blev Benaja udpeget til at eksekvere dødsdommen over Adonija, Joab og Sjim’i, og han blev øverstbefalende over Salomons hær. — 1Kg 2:24, 25, 28-46; 4:4.

2. En af Davids vældige krigere, anfører for det 11. hærskifte; en pir’atonit af Efraims stamme. — 2Sa 23:30; 1Kr 11:31; 27:14.

3. En levitisk musiker som spillede på harpe mens han ledsagede pagtens ark da den blev bragt til Jerusalem og stillet i det telt som David havde rejst til den. — 1Kr 15:18, 20; 16:1, 5.

4. En præst som spillede på trompet da arken blev bragt til Jerusalem på kong Davids tid. — 1Kr 15:24; 16:6.

5. En levit, efterkommer af Asaf. — 2Kr 20:14.

6. En simeonit der muligvis levede samtidig med kong Ezekias. — 1Kr 4:24, 36-43.

7. En levit som af Ezekias blev udnævnt til at hjælpe med at forvalte de rundhåndede bidrag der indkom til Jehovas hus. — 2Kr 31:12, 13.

8. Fader til Pelatja, en af de onde fyrster som Ezekiel så i et syn. — Ez 11:1, 13.

9, 10, 11, 12. Fire mænd som på Ezras opfordring sendte deres fremmede hustruer og sønner bort. Disse fire var efterkommere af henholdsvis Parosj, Pahat-Moab, Bani og Nebo. — Ezr 10:25, 30, 34, 35, 43, 44.