Bestikkelse
Som regel en værdifuld ydelse der har til formål at påvirke modtageren til, oftest uberettiget og korrupt, at handle til giverens fordel. Afhængigt af sammenhængen kan det hebraiske ord for bestikkelse (sjoʹchadh) også gengives med „gave“. (2Mo 23:8, fdn.; 1Kg 15:19; Ord 17:8) Bibelen viser at bestikkelse ikke alene kunne føre til undertrykkelse af retfærdigheden, men også til blodsudgydelse. — 5Mo 16:19; 27:25; Ez 22:12.
Guds lov til Israel forbød udtrykkelig folket at modtage bestikkelse, og som den højeste Dommer satte Jehova det fuldkomne eksempel ved altid at afsige upartiske domme og aldrig at modtage bestikkelse. (2Mo 23:8; 2Kr 19:7) De der ville være gæster i Jehovas telt, måtte derfor efterligne ham i denne henseende. — Sl 15:1, 5; se også Es 33:15, 16.
Bibelen indeholder utallige eksempler på bestikkelse. Dalila lod sig bestikke til at forråde Samson, idet hver af filistrenes forbundsfyrster betalte hende 1100 sølvstykker (14.532 kr., hvis sølvstykkerne var sekel). (Dom 16:5) Profeten og dommeren Samuels sønner tog, i modsætning til deres fader, imod bestikkelse og bøjede retten. (1Sa 8:3; 12:3) David taler om nogle hvis højre hånd, der burde have støttet retfærdighedens sag, var fuld af bestikkelse. (Sl 26:10) Kong Asa og kong Akaz bestak henholdsvis Arams konge og Assyriens konge til at yde dem militær hjælp. (1Kg 15:18, 19; 2Kg 16:8) Det utro Jerusalems overhoveder eller fyrster elskede bestikkelse. (Es 1:23; 5:23; Mik 3:11) I modsætning til almindelige prostituerede, der får betaling for deres ydelser, betalte det utro Jerusalem andre for at de skulle komme og modtage dets ydelser. — Ez 16:33.
I det 1. århundrede lod Judas Iskariot sig bestikke til at forråde Jesus Kristus (Mt 26:14-16, 47-50), og landshøvdingen Felix undlod at yde Paulus retfærdighed i håb om at apostelen ville give ham penge for at få sin sag gunstigt behandlet. — Apg 24:26, 27.
Når der i Ordsprogene 17:23 og 21:14 tales om at ’tage bestikkelse ud af brystfolden’ og om „bestikkelse i brystfolden“, sigter ordet „brystfolden“ til den fold eller lomme der var i yderklædningen over bæltet. Disse udtryk viser derfor at bestikkelsen blev holdt skjult i yderklædningens øverste fold og så, i al hemmelighed, givet videre til en anden, der også skjulte den i folden. — Se også GAVER.