(Beʹtel) [Guds hus].

1. En betydelig by i Israel. Den nævnes hyppigere i Bibelen end nogen anden by bortset fra Jerusalem. Der findes ruiner af den ved vore dages Beitin, en landsby ca. 17 km nord for Jerusalem. Den lå på en klipperyg i den allersydligste del af Efraims bjerge, ca. 900 m over havet. Egnen omkring byen er ret øde i dag og består af en stenet slette med sparsom vegetation. Der findes imidlertid flere kilder på stedet, hvilket viser at det gamle Betel havde en udmærket vandforsyning.

 Betels strategiske beliggenhed bidrog i høj grad til dens betydning. Anbragt højt på ryggen af den centrale bjergkæde lå den ved den vigtige hovedfærdselsåre der gik fra nord til syd langs vandskelslinjen hele vejen fra Sikem sydpå gennem Betel, Jerusalem, Betlehem, Hebron og ned til Be’er-Sjeba. (Jf. Dom 21:19.) En anden samfærdselsåre forbandt Betel med Joppe mod vest ved Middelhavskysten og med Jeriko mod øst i nærheden af Jordan. Betel lå således ved en korsvej ligesom Samaria, Jerusalem, Hebron og Be’er-Sjeba. Desuden tyder alt på at området mellem Jerusalem og Betel var tæt befolket og havde flere byer end nogen anden del af Palæstina.

Arkæologiske udgravninger i Beitin viser at stedet har været beboet i meget lang tid. Det siges at den oprindelige beboelse går så langt tilbage som 2000 år f.v.t. Der er også fundet vidnesbyrd om en voldsom ødelæggelse og brand, der på sine steder har efterladt et 1,5 m tykt lag af murbrokker og aske. Man mener at ødelæggelsen sandsynligvis fandt sted under Israels erobring af Kana’an.

Efter at Abraham var kommet til Kana’an, gjorde han ophold ved Sikem og begav sig derefter mod syd „til bjerglandet øst for Betel og slog sit telt op med Betel mod vest og Aj mod øst“. (1Mo 12:8) Efter at have opholdt sig nogen tid i Ægypten på grund af hungersnød i Kana’an slog Abraham og hans nevø Lot sig igen ned øst for Betel. Da Abraham i begge tilfælde slog lejr øst for Betel, menes det at hans lejr lå ved Burj Beitin, lidt sydøst for Beitin, et sted som er blevet kaldt „et af Palæstinas storslåede udsigtspunkter“. (Encyclopædia Biblica, redigeret af T. K. Cheyne, London 1899, bd. I, sp. 552) Da Abraham foreslog Lot at de skulle skilles, kan det have været fra dette udsigtspunkt at han lod Lot vælge i hvilken retning han ville gå, hvorpå Lot ’løftede sine øjne og så hele Jordan-egnen’ og valgte denne egn. (1Mo 13:8-11) Jehova opfordrede derefter Abraham til at se i alle retninger  og tage landet i øjesyn, og han forsikrede ham at det skulle tilfalde ham og hans afkom. — 1Mo 13:14, 15.

Skønt Moses i Første Mosebog omtaler den by i hvis nærhed Abraham slog lejr, som „Betel“, viser den efterfølgende beretning at dens oprindelige kana’anæiske navn var „Luz“. (Se LUZ, 1.) Da Jakob rejste fra Be’er-Sjeba til Karan, overnattede han i byens nærhed. Her havde han en drøm om en stige der nåede til himmelen, og han hørte Gud bekræfte Abrahamsløftet for ham, hvorefter han rejste en støtte og kaldte stedet „Betel“, skønt ’byens navn egentlig tidligere havde været Luz’. (1Mo 28:10-19) Hen ved 20 år senere talte Gud til Jakob i Karan som den der havde henvendt sig til ham ved Betel, og befalede ham at vende tilbage til Kana’an. — 1Mo 31:13.

Efter at Dina var blevet krænket ved Sikem og Jakobs sønner havde udført deres hævnakt imod Sikems beboere, fik Jakob af Gud besked om at vende tilbage til Betel. Da han så havde fjernet alle genstande der havde forbindelse med falsk religion, fra sit hus og sine tjenere, begav han sig til Betel under Guds beskyttelse, byggede et alter dér og gentog det navn han tidligere havde givet stedet, idet han kaldte det „El-Betel“, hvilket betyder „Betels Gud“. Her døde Rebekkas amme, Debora, og her blev hun begravet. Det var også her Jehova stadfæstede Jakobs navneforandring til Israel, idet han gentog Abrahamsløftet. — 1Mo 35:1-16.

Da Israels folk århundreder senere (1473 f.v.t.) gik ind i Kana’an, blev navnet Betel igen brugt om den by der tidligere hed Luz, og ikke om det sted hvor Abraham og Jakob havde slået lejr. I beretningen om angrebet på Aj antydes det at kana’anæerne i Betel prøvede at hjælpe mændene i nabobyen, men uden held. Om ikke ved denne lejlighed så i hvert fald senere blev Betels konge slået af Josuas styrker. (Jos 7:2; 8:9, 12, 17; 12:9, 16) Betel omtales derefter som grænseby mellem stammerne Efraims og Benjamins område. Den står anført som tilhørende Benjamin, men beretningen viser at det var Josefs hus (som Efraim var en del af) der erobrede byen. (Jos 16:1, 2; 18:13, 21, 22; Dom 1:22-26) Efter dette tidspunkt bruges navnet Luz ikke længere om byen.

I dommertiden boede profetinden Debora „mellem Rama og Betel i Efraims bjergland“. (Dom 4:4, 5) På det tidspunkt da Benjamins stamme fik sin retfærdige straf for den forbrydelse som medlemmer af den havde begået, var pagtens ark midlertidigt blevet flyttet fra Silo til Betel, idet Betel lå betydeligt nærmere det sted hvor kampen foregik, nemlig omkring Gibea, ca. 12 km syd for Betel. — Dom 20:1, 18, 26-28; 21:2.

Betel var — sammen med Gilgal og Mizpa — en af de byer Samuel besøgte én gang om året for at dømme folket. Da var den endnu et søgt tilbedelsessted. (1Sa 7:16; 10:3) Den eneste gang Betel nævnes herefter og indtil rigets deling (997 f.v.t.), er i forbindelse med kong Sauls mønstring af hæren da han forberedte sig til krig mod filistrene. — 1Sa 13:2.

Som en af Nordrigets større byer blev Betel, der tidligere var kendt som et sted hvor den sande Gud havde åbenbaret sig, nu under Jeroboam et center for falsk tilbedelse. Jeroboam opstillede guldkalve i Betel, i det allersydligste af det nydannede Israels rige, og i Dan, i det allernordligste, for at afholde folket fra at drage op til templet i Jerusalem. (1Kg 12:27-29) Betel fik sit eget tilbedelsessted med et alter, en særligt opfundet højtid og præster valgt fra ikkelevitiske stammer, og blev derved et symbol på groft frafald fra den sande tilbedelse. (1Kg 12:31-33) Jehova Gud var ikke sen til at give udtryk for sit mishag ved en „Guds mand“ der blev sendt til Betel for at forkynde en dom over det alter der blev brugt i forbindelse med kalvedyrkelsen. Alteret revnede som et tegn på at profetens ord visselig ville blive opfyldt. Men da denne „Guds mand“ rejste fra byen, lod han sig overtale af en gammel profet fra Betel til at godtage og efterkomme et formodet budskab fra en engel skønt det var i modstrid med den direkte befaling han havde fået fra Gud, og det fik katastrofale følger for ham. Han blev dræbt af en løve og begravet i Betel i den gamle profets egen grav. Sidstnævnte så i alle disse hændelser den sikkerhed hvormed Jehovas ord opfyldes, og han bad derfor om at han selv måtte blive lagt i den samme grav når han døde. — 1Kg 13:1-32.

Det lykkedes kong Abija af Juda midlertidigt at vriste Betel og andre byer fra Nordriget (2Kr 13:19, 20), men det lader til at Betel senest på kong Basja af Israels tid atter blev indlemmet i det nordlige rige, idet han prøvede at forstærke Rama, der lå et godt stykke syd for Betel. (1Kg 15:17; 2Kr 16:1) Selv om kong Jehu senere udslettede ba’alsdyrkelsen i Israel, gjorde han ikke noget ved guldkalvene i Dan og Betel. — 2Kg 10:28, 29.

Til trods for at falsk tilbedelse var fremherskende i Betel, viser beretningen at der fandtes en gruppe profeter dér på Elias’ og Elisas tid. De drenge der hånede Elisa i den grad at Jehova lod mange af dem omkomme, boede også i Betel. — 2Kg 2:1-3, 23, 24.

 I slutningen af det 9. og i midten af det 8. århundrede f.v.t. forkyndte profeterne Amos og Hoseas Guds dom over det religiøse fordærv i Betel. Selv om Hoseas nævner Betel (der betyder „Guds hus“) når han taler om at Gud åbenbarede sig for den trofaste Jakob dér (Ho 12:4), bruger han ellers navnet „Bet-Aven“ (der betyder „ondskabs eller fortræds hus“) om den for at beskrive virkningen af den falske religion der udøvedes dér. (Ho 4:15; 5:8) Han advarer om at dens kalveafgud, der tjentes af afgudspræster, vil blive til sorg for det afguderiske Israel. Dens offerhøje vil blive udslettet, og torne og tidsler vil dække dens altre, mens folket, ansigt til ansigt med landflygtighed i Assyrien, råber til bjergene: „Dæk os!“ og til højene: „Fald over os!“ (Ho 10:5-8; jf. Lu 23:30; Åb 6:16.) Profeten Amos talte på samme måde og viste at uanset hvor hyppigt israelitterne bragte ofre på Betels alter, ville deres fromme valfart til dette sted ikke være andet end overtrædelse, og han advarede om at Jehovas brændende vrede ville hærge dem som en ild der ikke kunne slukkes. (Am 3:14; 4:4; 5:5, 6) Opbragt over at Amos profeterede i selve Betel, beskyldte afgudspræsten Amazja Amos for at have dannet en sammensværgelse og befalede ham at ’forføje sig bort til Judas land’ hvor han kom fra, og profetere dér: „Men i Betel må du ikke profetere mere, for dette er en kongelig helligdom og et kongeriges hus.“ — Am 7:10-13.

Betel forblev en afgudshelligdom indtil Nordriget blev erobret af Assyrien i 740 f.v.t. Jeremias kunne, godt hundrede år senere, henvise til den som et advarende eksempel for dem der satte deres lid til falske guder. (Jer 48:13) Selv derefter blev Betel ved med at være et religiøst center, for Assyriens konge sendte en af de landflygtige præster tilbage til Israel for at lære folket, der blev overfaldet af løver, ’den måde hvorpå landets Gud skulle dyrkes’. Denne præst bosatte sig i Betel og lærte folket „hvordan de skulle frygte Jehova“. Resultatet viser at han var en af kalvegudens præster, for „det var Jehova de frygtede, men det var deres egne guder de dyrkede“, og alt fortsatte på samme falske og afguderiske måde som Jeroboam havde indført. — 2Kg 17:25, 27-33.

Som en opfyldelse af Hoseas’ profeti havde Assyriens konge bortført guldkalven fra Betel (Ho 10:5, 6), men Jeroboams oprindelige alter fandtes stadig på kong Josias af Judas tid. I eller efter sit 18. regeringsår (642 f.v.t.) udstrakte Josias sin udrensning af falsk religion til Betel og til Samarias byer. Han tilintetgjorde det sted i Betel hvor afgudsdyrkelsen foregik, idet han først brændte knoglerne fra de nærliggende grave på alteret og således vanhelligede det som en opfyldelse af den profeti der var blevet udtalt af „den sande Guds mand“ over 300 år tidligere. Den eneste grav der blev skånet, var den grav hvori „den sande Guds mand“ befandt sig, og på den måde skånedes også knoglerne af den gamle profet der lå i graven sammen med ham. — 2Kg 22:3; 23:15-18; 1Kg 13:2, 29-32.

Der var mænd fra Betel blandt de israelitter der vendte tilbage fra landflygtigheden i Babylon (Ezr 2:1, 28; Ne 7:32), og Betel blev på ny beboet af benjaminitter. (Ne 11:31) I makkabæertiden blev den befæstet af den syriske hærfører Bakkides (ca. 160 f.v.t.) og blev senere erobret af Vespasian før denne blev romersk kejser.

2. En af de byer hvortil David sendte gaver efter sin sejr over amalekitterne. (1Sa 30:18, 26, 27) At byen nævnes blandt „de steder hvor David havde vandret omkring, han og hans mænd“, tyder på at det er den by der ellers kaldes Betul eller Betuel, en simeonitisk by i Judas område. — 1Sa 30:31; Jos 19:1, 4; 1Kr 4:30; se BETUEL, 2.

[Illustration på side 253]

Ruiner hvor det gamle Betel lå. I denne by, der lå på vejen til Jerusalem, oprettede Jeroboam et center for kalvedyrkelse