Mens De Hellige Skrifter med hensyn til deres indhold er af guddommelig oprindelse, har mennesker medvirket ved nedskrivningen og bevarelsen af dem. Under guddommelig inspiration begyndte Moses at skrive sine skrifter i 1513 f.v.t., og apostelen Johannes skrev de afsluttende skrifter mere end 1600 år senere. Som tiden gik, opstod der et behov for at få afskrifter af de forskellige bøger. Dette var især tilfældet efter landflygtigheden i Babylon, for ikke alle jøder vendte hjem til Juda. Mange slog sig ned andre steder, og synagoger dukkede op overalt i den jødiske diaspora. Skriftlærde foretog afskrifter af De Hellige Skrifter til disse synagoger, hvor jøderne samledes for at høre Guds ord oplæst. (Apg 15:21) For De Græske Skrifters vedkommende sørgede samvittighedsfulde afskrivere blandt Kristi disciple for at disse inspirerede skrifter blev mangfoldiggjort til gavn for det voksende antal kristne menigheder, og disse afskrifter udveksledes og cirkulerede derpå mellem menighederne. — Kol 4:16.

Før trykningen med løse typer blev almindelig (fra det 15. årh. og fremefter), var både de oprindelige bibelskrifter og kopierne af dem håndskrevne. Et bibelhåndskrift (eller bibelmanuskript, fra latin manu scriptus, skrevet i hånden) kan omfatte hele Bibelen eller en del af den. Formen var enten en rulle eller en kodeks, det vil sige en bog.

Materialer. Der findes bibelhåndskrifter af skind, papyrus og pergament. Den kendte Esajasrulle fra Det Døde Hav er for eksempel en skindrulle. Papyrus, en slags papir lavet af den fiberholdige marv af sumpplanten af samme navn,  blev brugt til bibelhåndskrifter på originalsprogene og til oversættelser af dem indtil omkring det 4. århundrede e.v.t. På det tidspunkt begyndte brugen af papyrus til bibelhåndskrifter at blive erstattet af pergament, et fint skind som almindeligvis blev forarbejdet af kalve-, lamme- eller gedeskind, en videreudvikling af tidligere tiders brug af dyrehuder til skrivemateriale. De kendte håndskrifter Codex Sinaiticus (Det Sinaitiske Håndskrift) og Codex Vaticanus (Det Vatikanske Håndskrift nr. 1209) fra det 4. århundrede e.v.t. er kodekser af pergament.

En palimpsest (lat.: palimpsestus; gr.: palimʹpsestos, der betyder „kradset, skrabet igen“) er et håndskrift hvorfra man har fjernet eller kradset det først skrevne ud for at gøre plads for en ny tekst. En kendt bibelpalimpsest er Codex Ephraemi Syri rescriptus fra det 5. århundrede e.v.t. Hvis det der først stod skrevet på palimpsesten, den tekst der er kradset ud, er det der har størst betydning, kan forskerne ofte bringe den udraderede tekst frem igen ved en særlig teknik der tager kemiske og fotografiske metoder i brug. Nogle af håndskrifterne til De Kristne Græske Skrifter er lektionarer, det vil sige udvalgte læsestykker fra Bibelen til brug ved gudstjenesten.

Skriftformer. De græske bibelhåndskrifter (enten oversættelser af De Hebraiske Skrifter eller afskrifter af De Kristne Græske Skrifter, eller begge dele) kan inddeles eller klassificeres efter den anvendte skriftform, der også hjælper til at datere dem. De ældste er skrevet med majuskler (dvs. store bogstaver), fra det 4. århundrede også kaldet „uncialer“, og de blev især anvendt frem til det 9. århundrede. Denne skrift bestod af adskilte, udelukkende store bogstaver, uden adskillelse mellem ordene og uden tegnsætning og accenter til angivelse af betoning. Codex Sinaiticus hører til majusklerne, eller uncialerne. I det 6. århundrede begyndte skriveformen at ændres og førte (i det 9. årh.) til kursiv- eller minuskelskriften, der bestod af mindre, både små og store bogstaver, der ofte blev føjet sammen til en sammenhængende, letløbende kursivskrift. Langt de fleste af de eksisterende håndskrifter til De Kristne Græske Skrifter er skrevet med denne kursivskrift. Denne skriftform holdt sig indtil bogtrykkerkunsten blev taget i anvendelse.

Afskrivere. Så vidt man véd, eksisterer der ingen originale bibelhåndskrifter i dag. Dog er Bibelen blevet bevaret i en nøjagtig og pålidelig form fordi afskriverne, der anerkendte at Bibelen var inspireret af Gud, almindeligvis gjorde sig stor umage med at fremstille fejlfri afskrifter af Guds ord.

De mænd der afskrev De Hebraiske Skrifter på Jesu tid og i århundrederne før, blev kaldt „skriftlærde“ (hebr.: sōferīmʹ). Blandt de tidlige skriftlærde var Ezra, der i Bibelen kaldes „skriftlærd, velbevandret i Mose lov“. (Ezr 7:6) Senere afskrivere foretog med vilje ændringer i den hebraiske tekst. Men deres efterfølgere, masoreterne, fandt disse og gjorde opmærksom på dem i masora, de marginalnoter til den hebraiske masoretiske tekst som de lavede.

Afskrivere af De Kristne Græske Skrifter bestræbte sig også for at gengive bibelteksten trofast.

Hvordan kan man vide at Bibelens ordlyd ikke er blevet ændret?

Trods afskrivernes omhu sneg et antal små afskriverfejl og afvigelser sig ind i teksten. De fleste af disse er ubetydelige og har i det store og hele ingen indflydelse på Bibelens pålidelighed. Forskere har fundet frem til dem ved et omhyggeligt og kritisk sammenlignende studium af de mange eksisterende håndskrifter og gamle oversættelser. Ved slutningen af det 18. århundrede tog en kritisk undersøgelse af Bibelens hebraiske tekst sin begyndelse. Fra 1776 til 1780 udgav Benjamin Kennicott i Oxford forskellige læsemåder fra over 600 masoretiske hebraiske håndskrifter, og fra 1784 til 1798 udgav den italienske forsker Giambernardo de Rossi i Parma sammenligninger af 731 håndskrifter. Også den tyske forsker S. Baer offentliggjorde tekstudgaver af De Hebraiske Skrifter, og senere har C. D. Ginsburg gjort det samme. Den hebraiskkyndige Rudolf Kittel udgav i 1906 den første udgave af Biblia Hebraica (Den Hebraiske Bibel). (Senere kom en anden udgave.) Heri sammenlignede han i et omfattende fodnoteapparat de mange hebraiske håndskrifter til den masoretiske tekst. Han brugte den almindeligt anerkendte tekst af Jakob ben Chajim som grundtekst. Men da Ben Asjers meget ældre og bedre masoretiske tekst blev tilgængelig, begyndte Kittel at udarbejde en helt ændret, tredje udgave af Biblia Hebraica. Dette arbejde blev fuldført af hans medarbejdere efter hans død.

Det var 7., 8. og 9. udgave af Kittels Biblia Hebraica (1951-55) der dannede grundlaget da man oversatte De Hebraiske Skrifter til engelsk i New World Translation of the Holy Scriptures, som oprindelig udkom i 1950-60. En ny udgave af den hebraiske tekst, nemlig Biblia Hebraica Stuttgartensia fra 1977, blev anvendt da man  reviderede fodnoterne til 1984-udgaven af New World Translation.

Den første trykte udgave af De Kristne Græske Skrifter var Den Complutensiske Polyglotbibel, som udkom (på græsk og latin) i 1514-1517. I 1516 udgav den hollandske lærde Desiderius Erasmus sin første udgave af den græske tekst til De Kristne Græske Skrifter. Der var mange fejl i den første udgave, men de fire efterfølgende udgaver, der udkom fra 1519 til 1535, indeholdt en forbedret tekst. Senere udgav den parisiske bogtrykker og forlægger Robert Stephanus (Étienne eller Éstienne) flere udgaver af De Kristne Græske Skrifter, der hovedsagelig var baseret på Erasmus’ tekst, men indeholdt rettelser i henhold til Den Complutensiske Polyglotbibel (1522-udgaven) og 15 håndskrifter fra de nærmeste århundreder forud herfor. Den tredje udgave af Stephanus’ græske tekst, der udkom i 1550, blev den Textus Receptus (latin for „anerkendte tekst“) som mange af de første engelske oversættelser, deriblandt King James-oversættelsen fra 1611, var baseret på.

En bemærkelsesværdig græsk tekstudgave blev senere udarbejdet af J. J. Griesbach. Han støttede sig til det materiale andre havde samlet, men var også opmærksom på bibelcitater som var brugt af oldtidsforfattere, for eksempel Origenes. Desuden studerede Griesbach læsemåderne i flere forskellige oversættelser, deriblandt den armenske og den gotiske samt den filoxenske. Han mente at de eksisterende håndskrifter kunne inddeles i tre familier, eller recensioner, den byzantinske, den vestlige og den alexandrinske, og han foretrak den sidstnævntes læsemåder. Udgaver af hans tekst blev offentliggjort mellem 1774 og 1806, og den endelige udgave af hans fuldstændige græske tekst udkom i 1796-1806. Griesbachs tekst dannede grundlaget for Sharpes engelske oversættelse fra 1840, og det er også denne græske tekst der er gengivet i The Emphatic Diaglott, som blev udgivet af Benjamin Wilson i 1864.

En græsk tekstudgave der har vundet anerkendelse i vide kredse, er den der i 1881 blev udgivet af forskerne B. F. Westcott og F. J. A. Hort, begge fra Cambridge-universitetet. Den var et resultat af 28 års uafhængigt arbejde, skønt de to forskere regelmæssigt udvekslede erfaringer. Ligesom Griesbach inddelte de håndskrifterne i familier og støttede sig stærkt til det de kaldte „den neutrale tekst“, der blandt andet byggede på det berømte Sinaitiske Håndskrift og Det Vatikanske Håndskrift nr. 1209, begge fra det 4. århundrede e.v.t. Westcott og Hort betragtede et spørgsmål som afgjort når disse håndskrifter stemte overens, og navnlig når de fandt støtte i andre gamle uncialer, men de holdt ikke ubetinget fast ved dette. De tog enhver tænkelig faktor i betragtning i et forsøg på at løse de problemer som modstridende tekster frembød, og når to læsemåder havde samme vægt, fremgik også dette af deres tekstudgave. Det er hovedsagelig deres tekst der ligger til grund for oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter til engelsk i New World Translation. Oversættelseskomiteen har dog også rådført sig med andre gode græske tekster, deriblandt Nestles (1948).

I en kommentar til De Kristne Græske Skrifters teksthistorie og resultaterne af moderne tekstforskning skriver professor Kurt Aland: „På grundlag af 40 års erfaring og de resultater man er kommet til ved at undersøge . . . 1200 steder i håndskrifterne, kan følgende fastslås: Det Nye Testamentes tekst er blevet overleveret på fremragende vis, bedre end noget andet skrift fra oldtiden; muligheden for at der vil blive fundet håndskrifter som ændrer dets tekst væsentligt, er lig nul.“ — Das Neue Testament — zuverlässig überliefert, Stuttgart 1986, s. 27, 28.

I de eksisterende håndskrifter til De Kristne Skrifter (på græsk og andre sprog) forekommer der mange tekstvarianter. Det er forståeligt i betragtning af menneskets ufuldkommenhed og de talrige gange håndskrifterne er blevet afskrevet, blandt andet af ikkeprofessionelle afskrivere. Håndskrifter der er afskrevet fra det samme ældre håndskrift, måske en bestemt revision af en tidlig tekst, eller som stammer fra et bestemt område, vil sikkert have i hvert fald nogle tekstvarianter tilfælles, og de siges derfor at tilhøre den samme familie eller gruppe. På grundlag af ligheden i disse varianter har forskerne søgt at klassificere teksterne i grupper eller familier, hvis antal i tidens løb er steget, sådan at man nu taler om de alexandrinske, de vestlige, de østlige (syriske og cæsareiske) og de byzantinske tekster, der er repræsenteret ved forskellige håndskrifter eller ved forskellige læsemåder i talrige håndskrifter. Men trods de varianter som kendetegner de forskellige håndskriftfamilier (og varianterne inden for hver enkelt gruppe), er Bibelen i alt væsentligt overleveret til os i den samme form som de oprindelige skrifter havde. Tekstvarianterne har ingen indflydelse på Bibelens lære i almindelighed. Og fejl af betydning er blevet rettet ved det sammenlignende studium forskerne har udført, så vi i dag har en pålidelig tekst.

Siden Westcott og Horts græske tekstudgave er der kommet en del andre udgaver af De Kristne  Græske Skrifter med kritiske noter. Blandt dem kan især nævnes The Greek New Testament, der er udgivet af United Bible Societies, og som nu foreligger i sin 3. udgave. Samme tekst findes i den 26. udgave af Nestle-Alands tekst, der er udgivet i Stuttgart i 1979. — Se KRISTNE GRÆSKE SKRIFTER, DE.

Håndskrifter til De Hebraiske Skrifter. Der findes i dag rundt om på forskellige biblioteker i verden omtrent 6000 komplette eller fragmentariske håndskrifter til De Hebraiske Skrifter. Langt de fleste indeholder den masoretiske tekst og er fra det 10. århundrede e.v.t. eller derefter. Masoreterne (fra anden halvdel af det 1. årtusind e.v.t.) søgte at overlevere den hebraiske tekst så trofast som muligt og foretog ingen ændringer i selve tekstens ordlyd. Men for at bevare den traditionelle udtale af konsonantteksten opfandt de et system af vokalpunkter og accenttegn. I deres marginalnoter, masora, gjorde de desuden opmærksom på ejendommeligheder i teksten og angav korrigerede læsemåder som de mente var nødvendige. Det er den masoretiske tekst der findes i de trykte hebraiske bibler i dag.

Når de hebraiske håndskrifter der blev brugt i de jødiske synagoger, var blevet beskadiget eller slidt, blev de erstattet af nye, kontrollerede eksemplarer, og de gamle, slidte håndskrifter blev gemt væk i en geniza (synagogens opbevarings- eller pulterrum). Når den med tiden blev fyldt, blev håndskrifterne fjernet og højtideligt begravet i jorden. Uden tvivl er mange gamle håndskrifter gået til grunde på den måde. Men indholdet af synagogens geniza i det gamle Kairo blev skånet, sandsynligvis fordi den blev tilmuret og glemt i århundreder. Da synagogen blev ombygget i 1890, kom håndskrifterne i genizaen for dagens lys igen. De blev undersøgt, og derfra har næsten komplette håndskrifter samt fragmenter af De Hebraiske Skrifter (nogle så gamle som fra det 6. årh. e.v.t.) fundet vej til forskellige biblioteker.

Et af de ældste eksisterende fragmenter med en bibeltekst er Papyrus Nash, der blev fundet i Ægypten og nu opbevares i Cambridge, England. Det indgik åbenbart i en samling belærende tekster og stammer fra det 2. eller 1. århundrede f.v.t. Det består af blot fire fragmenter med i alt 24 linjer af en førmasoretisk tekst til De Ti Bud samt nogle vers fra Femte Mosebog, kapitlerne 5 og 6.

Siden 1947 er mange bibelske og ikkebibelske skriftruller blevet fundet forskellige steder i området vest for Det Døde Hav. De kaldes under ét for Dødehavsrullerne. De mest betydningsfulde iblandt dem er fundet i flere huler i og omkring Wadi Qumran (Nahal Qumeran). Disse kaldes også Qumranteksterne og tilhørte øjensynlig engang et jødisk religiøst samfund der boede i det nærliggende Khirbet Qumran (Horvat Qumeran). Det første fund blev gjort af en beduin i en hule omkring 15 km syd for Jeriko, hvor han fandt flere lerkrukker som indeholdt gamle håndskrifter. Et af dem var den nu kendte Esajasrulle (1QIs^a), en velbevaret skindrulle med så godt som hele Esajas’ Bog. (BILLEDE, bd. 1, s. 322) Den indeholder en førmasoretisk hebraisk tekst og er dateret til slutningen af det 2. århundrede f.v.t. Den er derfor omkring 1000 år ældre end det ældste eksisterende håndskrift til den masoretiske tekst. Selv om der er nogle forskelle i stavemåde og grammatisk opbygning, afviger den ikke indholdsmæssigt fra den masoretiske tekst. Blandt de skrifter man har fundet i Qumranområdet, er der fragmenter af over 170 skriftruller med dele af alle De Hebraiske Skrifters bøger undtagen Esters Bog, og nogle af bøgerne findes i flere eksemplarer. Disse skriftruller og fragmenter menes at strække sig tidsmæssigt fra omkring 250 f.v.t. til omkring midten af det 1. århundrede e.v.t., og de indeholder flere hebraiske tekstformer, deriblandt en proto-masoretisk tekst, eller den tekst der lå til grund for Septuaginta-oversættelsen. Disse skrifter studeres stadig.

Blandt de mest betydningsfulde hebraiske pergamenthåndskrifter til De Hebraiske Skrifter er Den Karæiske Kodeks med profeternes bøger, der opbevares i Kairo. Den er forsynet med masora og vokalpunkter, og af dens kolofon fremgår det at den er fuldført omkring 895 e.v.t. af den kendte masoretiske lærde Moses ben Asjer i Tiberias. Et andet betydningsfuldt håndskrift (fra 916 e.v.t.) er Skt. Petersborg-kodeksen med de senere profeter. Aleppo-kodeksen, der tidligere opbevaredes i den sefardiske synagoge i Aleppo i Syrien, men nu befinder sig i Israel, har indtil for nylig indeholdt alle De Hebraiske Skrifters bøger. Den indeholder den oprindelige konsonanttekst, som omkring 930 e.v.t. blev korrigeret og forsynet med vokalpunkter og masora af Aron ben Asjer, søn af Moses ben Asjer. Det ældste daterede hebraiske håndskrift til alle Bibelens hebraiske bøger er Codex Leningradensis B 19^A, der nu opbevares på det offentlige bibliotek i Skt. Petersborg. Det er en afskrift fra 1008 e.v.t. „af de korrigerede bøger som er udarbejdet og kommenteret af læreren Aron ben Moses ben Asjer“. (Der Text des Alten Testaments af E. Würthwein, 4. oplag, 1973, s. 166) Et andet vigtigt håndskrift er en kodeks med Pentateuken, som  opbevares på British Museum (Codex Oriental 4445). Den omfatter teksten fra 1 Mosebog 39:20 til 5 Mosebog 1:33 (undtagen 4Mo 7:46-73 og 9:12–10:18, der mangler eller er indføjet af en senere hånd) og stammer sandsynligvis fra det 10. århundrede e.v.t.

Mange håndskrifter til Bibelens hebraiske bøger er skrevet på græsk. Til de særlig bemærkelsesværdige hører et fragment, Papyrus Fouad 266 (som tilhører Société Egyptienne de Papyrologie i Kairo), der indeholder dele af Første Mosebog og af anden halvdel af Femte Mosebog efter Septuaginta. Det er fra det 1. århundrede f.v.t. og har flere steder i den græske tekst Guds navn skrevet med hebraisk kvadratskrift. Fragmenter af Femte Mosebog, kapitlerne 23 til 28, findes i Papyrus Rylands iii. 458 fra det 2. århundrede f.v.t., der opbevares i Manchester, England. Et andet betydningsfuldt håndskrift til Septuaginta indeholder fragmenter af Jonas, Mika, Habakkuk, Zefanias og Zakarias. Denne skindrulle, der er dateret til slutningen af det 1. århundrede e.v.t., gengiver Guds navn med tetragrammet skrevet med gammelhebraiske bogstaver. — Se NV, Tillæg, s. 1557-1559.

Håndskrifter til De Kristne Græske Skrifter. Bibelens kristne skrifter er skrevet på koinégræsk. Selv om man ikke i dag har kendskab til nogen eksisterende originalhåndskrifter til Bibelens græske tekst, findes der dog, ifølge én beregning, omkring 5000 komplette eller fragmentariske afskrifter.

Papyrushåndskrifter. Blandt de papyruskodekser der blev fundet i Ægypten omkring 1930 (købet af dem blev offentliggjort i 1931), var der bibelske papyrusser af stor betydning. Nogle af disse kodekser, der alle er på græsk, og som er fra det 2. til 4. århundrede e.v.t., består af dele af otte af De Hebraiske Skrifters bøger (Første, Fjerde og Femte Mosebog, Esajas, Jeremias, Ezekiel, Daniel og Ester), og tre indeholder dele af 15 af De Kristne Græske Skrifters bøger. De fleste af disse bibelske papyrusser blev købt af den amerikanske håndskriftsamler A. Chester Beatty og findes nu i Dublin i Irland. De øvrige blev købt af Michigans universitet og andre.

Den internationale betegnelse for bibelpapyrusser er et P efterfulgt af et lille hævet tal. Chester Beatty Papyrus I (P⁴⁵) består af dele af 30 blade af en kodeks der sandsynligvis engang har haft omkring 220 sider. Den indeholder dele af de fire evangelier og Apostelgerninger. Chester Beatty Papyrus III (P⁴⁷) rummer resterne af en kodeks der indeholder 10 noget beskadigede blade af Åbenbaringens Bog. Disse to papyrusser menes at stamme fra det 3. århundrede e.v.t. Ret betydningsfuld er Chester Beatty Papyrus II (P⁴⁶), der menes at stamme fra omkring 200 e.v.t. Den består af 86 delvis beskadigede blade af en kodeks der sandsynligvis oprindelig har haft 104 blade, og den indeholder stadig ni af Paulus’ inspirerede breve: Romerbrevet, Hebræerbrevet, Første Korintherbrev, Andet Korintherbrev, Efeserbrevet, Galaterbrevet, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet og Første Thessalonikerbrev. Det er bemærkelsesværdigt at Hebræerbrevet er taget med i denne tidlige kodeks. Eftersom brevet ikke oplyser navnet på brevskriveren, er det ofte blevet bestridt at det skulle være Paulus. Men at brevet er medtaget i P⁴⁶, der øjensynlig udelukkende bestod af Paulus’ breve, vidner om at Hebræerbrevet omkring år 200 e.v.t. blev anerkendt som et inspireret skrift fra apostelen Paulus’ hånd. Eftersom Efeserbrevet findes i denne kodeks, er dette også en tilbagevisning af påstandene om at Paulus ikke har skrevet dette brev.

I John Rylands-biblioteket i Manchester findes der et lille papyrusfragment af Johannesevangeliet (nogle vers fra kapitel 18), i fortegnelsen indført som Papyrus Rylands 457. Den internationale betegnelse er P⁵². Dette er det ældste eksisterende håndskriftfragment af De Kristne Græske Skrifter, da det er skrevet i første halvdel af det 2. århundrede, muligvis omkring år 125 e.v.t. og således kun et kvart århundrede eller deromkring efter Johannes’ død. Den omstændighed at en afskrift af Johannesevangeliet åbenbart cirkulerede i Ægypten (hvor fragmentet er fundet) på dette tidspunkt, viser at den gode nyhed ifølge Johannes var blevet nedskrevet i det 1. århundrede e.v.t. af Johannes selv og ikke af en eller anden ukendt forfatter et godt stykke inde i det 2. århundrede, efter Johannes’ død, som nogle bibelkritikere har villet hævde.

Den mest betydningsfulde tilføjelse til samlingen af bibelpapyrusser siden fundet af Chester Beatty-papyrusserne var erhvervelsen af Bodmer-papyrusserne, der blev udgivet mellem 1956 og 1961. Særlig bemærkelsesværdige er Papyrus Bodmer II (P⁶⁶) og Papyrus Bodmer XIV, XV (P⁷⁵), der begge er affattet omkring år 200 e.v.t. Papyrus Bodmer II indeholder en stor del af Johannesevangeliet, mens Papyrus Bodmer XIV, XV indeholder en stor del af Lukasevangeliet og Johannesevangeliet og tekstmæssigt ligger meget tæt på Det Vatikanske Håndskrift nr. 1209.

Pergamenthåndskrifter. Nogle bibelhåndskrifter der er skrevet på pergament, indeholder bøger fra både De Hebraiske og De Kristne Græske  Skrifter. Andre indeholder kun bøger fra De Kristne Skrifter.

Codex Bezae Cantabrigiensis, der betegnes med bogstavet „D“, er et værdifuldt håndskrift fra det 5. århundrede e.v.t. Dets egentlige oprindelsessted er ukendt, men det blev købt i Frankrig i 1562. Det indeholder evangelierne, Apostelgerninger samt nogle få vers af Johannes’ Tredje Brev, og det er et majuskelhåndskrift der har den græske tekst på siderne til venstre og den parallelle tekst på latin på siderne til højre. Det opbevares på universitetet i Cambridge, som Theodore Beza skænkede det til i 1581.

Codex Claromontanus (D₂) er ligeledes skrevet på græsk og latin på to modstillede sider, græsk til venstre og latin til højre. Kodeksen indeholder Paulus’ kanoniske breve, deriblandt Hebræerbrevet, og menes at være fra det 6. århundrede. Den er efter sigende fundet i klosteret i Clermont i Frankrig og blev købt af Theodore Beza og opbevares nu på Bibliothèque Nationale i Paris.

Blandt de nyere fund af pergamenthåndskrifter til De Kristne Græske Skrifter er Codex Washingtonianus I, der indeholder evangelierne på græsk (i den såkaldt vestlige rækkefølge: Mattæus, Johannes, Lukas og Markus). Det er købt i Ægypten i 1906 og opbevares på Freer Gallery of Art i Washington, D.C. Det internationale symbol for denne kodeks er „W“, og den menes at være skrevet i det 5. århundrede med undtagelse af en del af Johannesevangeliet, der, åbenbart på grund af beskadigelse, er blevet erstattet i det 7. århundrede. Codex Washingtonianus II, der betegnes med symbolet „I“, findes også i Freer-samlingen og indeholder dele af Paulus’ kanoniske breve, deriblandt Hebræerbrevet. Denne kodeks menes at være skrevet i det 5. århundrede.

De Hebraiske og De Kristne Græske Skrifter. De mest betydningsfulde og mest komplette eksisterende bibelhåndskrifter på græsk er skrevet på pergament med majuskler (uncialer).

Det Vatikanske Håndskrift nr. 1209. Det Vatikanske Håndskrift nr. 1209 (Codex Vaticanus), der internationalt betegnes med symbolet „B“, er en majuskel- eller uncialkodeks fra det 4. århundrede e.v.t. Den er muligvis blevet til i Alexandria og indeholdt oprindelig hele Bibelen på græsk. En skriver har senere trukket bogstaverne op, måske fordi den oprindelige skrift var blegnet, men han har sprunget bogstaver og ord over som han ikke mente var rigtige. Oprindelig har kodeksen sandsynligvis haft omkring 820 blade, hvoraf 759 er tilbage. Det meste af Første Mosebog samt en del af Salmerne er borte; desuden mangler Hebræerne 9:14 til 13:25 og hele Første og Andet Timoteusbrev, Titusbrevet, brevet til Filemon og Åbenbaringen. Codex Vaticanus opbevares på Det Vatikanske Bibliotek i Rom og har været der helt fra det 15. århundrede. Imidlertid har biblioteket gjort det vanskeligt for forskerne at få adgang til håndskriftet og offentliggjorde først i 1889-1890 en fotografisk gengivelse af hele kodeksen i fuld størrelse.

 Det Sinaitiske Håndskrift. Det Sinaitiske Håndskrift (Codex Sinaiticus) er også fra det 4. århundrede e.v.t., men Codex Vaticanus er muligvis lidt ældre. Det Sinaitiske Håndskrift betegnes med symbolet א (’aʹlæf, det første bogstav i det hebraiske alfabet) og har sandsynligvis engang indeholdt hele Bibelen på græsk, men en del af De Hebraiske Skrifter er gået tabt. Dog indeholder det alle bøgerne til De Kristne Græske Skrifter. Kodeksen har sandsynligvis oprindelig haft mindst 730 blade, men kun 393 hele blade eller fragmenter af disse vides at være tilbage nu. Den blev fundet (én del i 1844 og en anden i 1859) af bibelforskeren Konstantin von Tischendorf i Sankt Katharinaklosteret ved foden af Sinaj Bjerg. Treogfyrre blade af denne kodeks opbevares i Leipzig, dele af tre blade befinder sig i Skt. Petersborg, og 347 blade opbevares på British Museum i London. I 1975 skal der være fundet mellem 8 og 14 blade til i det samme kloster.

Det Alexandrinske Håndskrift. Det Alexandrinske Håndskrift (Codex Alexandrinus), der betegnes med bogstavet „A“, er et græsk majuskel- eller uncialhåndskrift der indeholder det meste af Bibelen, inklusive Åbenbaringens Bog. Af muligvis 820 oprindelige blade er 773 bevaret. Kodeksen anses i almindelighed for at være fra første halvdel af det 5. århundrede e.v.t., og den opbevares også på British Museum. — BILLEDE, bd. 2, s. 336.

Codex Ephraemi Syri rescriptus. Codex Ephraemi Syri rescriptus (Codex Ephraemi), hvis internationale betegnelse er bogstavet „C“, anses i almindelighed også for at være fra det 5. århundrede e.v.t. Den er skrevet på pergament med græske majuskler og er en palimpsest, det vil sige at den oprindelige bibeltekst er raderet ud og en anden tekst skrevet ovenpå. Denne senere, overskrevne, tekst er en række prædikener af Afrem Syrer (Ephraem Syrus), oversat til græsk. Dette er sandsynligvis sket i det 12. århundrede, hvor der var mangel på pergament. Den underliggende tekst er imidlertid blevet tydet. Af kodeksen, der åbenbart engang har indeholdt alle Bibelens bøger på græsk, er kun 209 blade tilbage, hvoraf 145 hører til De Kristne Græske Skrifter. Kodeksen indeholder derfor nu kun dele af De Hebraiske Skrifters bøger samt dele af alle De Kristne Græske Skrifters bøger med undtagelse af Andet Thessalonikerbrev og Johannes’ Andet Brev. Den findes nu på Bibliothèque Nationale i Paris.

Bibeltekstens pålidelighed. Tilliden til bibeltekstens pålidelighed styrkes når man gør sig klart at der, til sammenligning med bibelhåndskrifternes mangfoldighed, af de verdslige klassiske forfattere kun eksisterer meget få håndskrifter, ingen af dem originalskrifter, og selv om disse håndskrifter er afskrifter foretaget århundreder efter forfatternes død, anerkendes de alligevel af de lærde i dag som tilstrækkelige til at man kan sige at man har teksten.

De eksisterende hebraiske håndskrifter til Bibelen er udarbejdet med stor omhu. Om De Hebraiske Skrifters tekst siger bibelforskeren W. H. Green: „Det kan med sikkerhed siges at intet andet værk fra oldtiden er blevet overleveret så nøjagtigt.“ (Archaeology and Bible History af J. P. Free, 1964, s. 5) Afdøde sir Frederic Kenyon, der har beskæftiget sig indgående med studiet af bibelteksten, fremsatte følgende forsikring i indledningen til sit syvbinds værk The Chester Beatty Biblical Papyri: „Den første og vigtigste slutning man kommer til efter at have undersøgt dem [papyrushåndskrifterne], er den meget tilfredsstillende at de i alt væsentligt bekræfter de eksisterende teksters pålidelighed. Der er ikke fundet nogen slående eller fundamentale afvigelser, hverken i Det Gamle eller i Det Nye Testamente. Der er ingen betydningsfulde udeladelser eller tilføjelser af passager og ingen forskelle der berører væsentlige begivenheder eller lærepunkter. De tekstforskelle der findes, berører mindre væsentlige ting, som for eksempel ordenes rækkefølge eller brugen af et bestemt ord . . . Men deres væsentligste betydning er at de, med et tekstmateriale der er ældre end det man hidtil har haft, bekræfter vore tidligere teksters integritet. I denne henseende er de en erhvervelse af epokegørende værdi.“ — London 1933, Fasciculus I, s. 15.

Om De Kristne Græske Skrifter har sir Frederic Kenyon sagt: „Mellemrummet mellem de originale skrifters tid og de ældste håndskrifter vi kender, er så lille at det praktisk talt ikke betyder noget, og det sidste grundlag for tvivl om at Bibelens skrifter er kommet til os omtrent som de oprindelig blev skrevet, er nu fjernet. Vi kan betragte Det Nye Testamentes bøgers ægthed og generelle integritet som endeligt fastslået.“ — The Bible and Archæology, 1940, s. 288, 289.

For århundreder siden bekræftede og understregede Jesus Kristus, „det trofaste og sande vidne“ (Åb 3:14), ved flere lejligheder De Hebraiske Skrifters ægthed, og det samme gjorde hans apostle. (Lu 24:27, 44; Ro 15:4) Gamle afskrifter og oversættelser af De Hebraiske Skrifter vidner desuden om de overleverede skrifters nøjagtighed. Afskrifter og oversættelser af De Kristne Græske Skrifter vidner ligeledes om at denne del  af Guds ord på forunderlig måde er blevet bevaret og overleveret nøjagtigt. Vi er derfor nu i besiddelse af en autentisk og fuldt ud pålidelig bibeltekst. En undersøgelse af de eksisterende bibelhåndskrifter afgiver et talende vidnesbyrd om deres bevarelse og bestandighed og giver de inspirerede ord i følgende citat en særlig betydning: „Det grønne græs er tørret ind, blomsten er visnet; men vor Guds ord vil bestå evindelig.“ — Es 40:8; 1Pe 1:24, 25.

[Illustration på side 277]

Det Sinaitiske Håndskrift fra det 4. århundrede e.v.t. indeholder en stor del af Bibelen på græsk