Oversættelser af Bibelen fra grundsprogene hebraisk, aramaisk og græsk har gjort Guds ord tilgængeligt for milliarder af mennesker som ikke forstår disse sprog. De første oversættelser blev skrevet i hånden og forelå derfor i form af håndskrifter, men siden bogtrykkerkunstens opfindelse er mange flere oversættelser blevet føjet til og udgivet i stort omfang. Nogle oversættelser er foretaget direkte fra grundsprogene, mens andre er baseret på tidligere oversættelser. — OVERSIGT, bd. 1, s. 321.

Bibelen findes nu, helt eller delvis, på over 2000 sprog. Det vil sige at omkring 90 procent af jordens befolkning har mulighed for at læse i hvert fald en del af Bibelen. En gennemgang af de første bibeloversættelser der er lavet, vil bidrage til en øget værdsættelse og forståelse af hvordan Jehova Gud har sørget for at hans ord er blevet bevaret til gavn for alle mennesker.

Gamle oversættelser af De Hebraiske Skrifter. Der findes i dag hen ved 6000 håndskrifter til De Hebraiske Skrifter eller dele deraf, skrevet på hebraisk (med undtagelse af nogle få afsnit der er skrevet på aramaisk). Desuden findes der mange håndskrifter med oversættelser af De Hebraiske Skrifter til andre sprog. Nogle af disse er oversættelser af tidligere oversættelser fra hebraisk. Den gammellatinske oversættelse er således for De Hebraiske Skrifters vedkommende en oversættelse der er foretaget fra Septuaginta, en oversættelse af De Hebraiske Skrifter til græsk. Men nogle gamle oversættelser af De Hebraiske Skrifter (den græske Septuaginta, de aramaiske targumer, den syriske Pesjitta og den latinske Vulgata) er foretaget direkte fra hebraisk og ikke med en anden oversættelse som mellemled.

Den Samaritanske Pentateuk. Efter at assyrerne i 740 f.v.t. havde deporteret de fleste indbyggere fra Samaria og Israels tistammerige, blev hedninger fra andre dele af Assyrerriget flyttet til Samaria for at de skulle bosætte sig dér. (2Kg 17:22-33) Med tiden blev efterkommerne af dem der var blevet tilbage i Samaria, og dem som assyrerne havde flyttet dertil, kaldt „samaritanere“. De antog De Hebraiske Skrifters fem første bøger, og omkring det 4. århundrede f.v.t. frembragte de Den Samaritanske Pentateuk, der ikke er nogen egentlig oversættelse af Den Hebraiske Pentateuk, men en translitteration, eller omskrivning, af teksten til samaritanske bogstaver, iblandet samaritanske udtryk. Kun få af de eksisterende håndskrifter til Den Samaritanske Pentateuk er ældre end det 13. århundrede e.v.t. Der er omkring 6000 afvigelser i den samaritanske tekst i forhold til den hebraiske, men langt de fleste er uden betydning. Én variant af interesse forekommer i 2 Mosebog 12:40, hvor Den Samaritanske Pentateuk svarer til Septuaginta.

Targumerne. „Targumerne“ var frie oversættelser eller omskrivninger af De Hebraiske Skrifter til aramaisk. Deres nuværende, endelige form har de øjensynlig først fået omkring det 5. århundrede e.v.t. En af de vigtigste targumer, „Targum Onkelos“ til Pentateuken, er ret bogstavelig. En anden, den såkaldte „Targum Jonatan“ til Profeterne, er mindre bogstavelig. Man har i dag targumer til de fleste bøger i De Hebraiske Skrifter, undtagen til Ezra, Nehemias og Daniel.

Den græske „Septuaginta“. Den græske Septuaginta (ofte betegnet LXX) blev brugt af græsktalende jøder og kristne i Ægypten og andre steder. Arbejdet menes at være påbegyndt i Ægypten under Ptolemaios II Filadelfos (285-246 f.v.t.) da Pentateuken ifølge traditionen blev oversat til græsk af 72 jødiske lærde. Senere er tallet 70 trådt i forgrunden, og oversættelsen af Pentateuken blev omtalt som Septuaginta, der betyder „halvfjerds“. De øvrige bøger i De Hebraiske Skrifter (oversat af forskellige oversættere hvis stil varierede fra ret bogstavelige til temmelig frie gengivelser) blev lidt efter lidt føjet til indtil oversættelsen af alle De Hebraiske Skrifter var fuldført i det 2. århundrede f.v.t., måske omkring 150 f.v.t. Derefter blev hele værket betegnet Septuaginta. Denne oversættelse er ofte citeret i De Kristne Græske Skrifter. De apokryfe skrifter blev åbenbart indføjet i den græske Septuaginta nogen tid efter at den var fuldført. — Se APOKRYFER.

Et af de ældste eksisterende håndskrifter til den græske Septuaginta er Papyrus 957, Papyrus Rylands iii. 458, der opbevares på John Rylands-biblioteket i Manchester, England. Det er fra det 2. århundrede f.v.t. og består af fragmenter af Femte Mosebog (23:24–24:3; 25:1-3; 26:12, 17-19; 28:31-33). Et andet håndskrift, fra det 1. århundrede f.v.t., er Papyrus Fouad 266 (som ejes af Société Egyptienne de Papyrologie i Kairo), der indeholder dele af anden halvdel  af Femte Mosebog ifølge den græske Septuaginta. Flere steder i dette håndskrift findes tetragrammet, de fire hebraiske bogstaver for Guds navn (JHWH), skrevet med hebraisk kvadratskrift midt i den græske tekst. — Se BILLEDE, bd. 1, s. 326; JEHOVA.

Den græske Septuaginta er således bevaret i mange håndskrifter, nogle fragmentariske, andre næsten komplette. Det er Septuaginta-oversættelsen der findes i de tre kendte majuskelhåndskrifter der er skrevet på pergament, Det Vatikanske Håndskrift nr. 1209 og Det Sinaitiske Håndskrift, begge fra det 4. århundrede e.v.t., og Det Alexandrinske Håndskrift fra det 5. århundrede e.v.t. I Det Vatikanske Håndskrift nr. 1209 er Septuaginta-oversættelsens tekst næsten komplet; i Det Sinaitiske Håndskrift er en del af De Hebraiske Skrifter gået tabt, og i Det Alexandrinske Håndskrift mangler dele af Første Mosebog, Første Samuelsbog og Salmerne, men ellers er den komplet.

Senere græske oversættelser. I det 2. århundrede lavede en jødisk proselyt ved navn Aquila, fra Pontus, en ny og meget ordret græsk oversættelse af De Hebraiske Skrifter. Bortset fra nogle brudstykker og citater hos andre forfattere findes den ikke i dag. En anden græsk oversættelse fra samme århundrede blev lavet af Theodotion. Hans oversættelse er øjensynlig en revision af Septuaginta eller af en anden græsk oversættelse af De Hebraiske Skrifter, men han har også taget hensyn til selve den hebraiske tekst. Der findes intet håndskrift i dag med Theodotions oversættelse i sin helhed. En tredje græsk oversættelse af De Hebraiske Skrifter er den der er lavet af Symmachos, sandsynligvis omkring 200 e.v.t. Han lagde mere vægt på at gengive teksten så den gav god mening end på at være ordret. Heller ikke denne oversættelse findes i sin helhed i dag.

Omkring 245 e.v.t. fuldførte den kendte teolog Origenes fra Alexandria i Ægypten en mammutudgave med oversættelser af De Hebraiske Skrifter kaldet Hexapla (der betyder „seksfoldig“). Ingen fuldstændige eksemplarer eksisterer af den i dag, kun fragmenter. Origenes havde ordnet teksten i seks parallelle spalter der indeholdt (1) den hebraiske konsonanttekst; (2) den hebraiske tekst med græske bogstaver; (3) Aquilas græske oversættelse; (4) Symmachos’ græske oversættelse; (5) Septuaginta, revideret af Origenes så den svarede mere nøjagtigt til den hebraiske tekst; og (6) Theodotions græske oversættelse. I Salmerne brugte Origenes anonyme oversættelser som han kaldte Quinta, Sexta og Septima. Quinta og Sexta blev også brugt i andre bøger.

De Kristne Græske Skrifter. Der blev foretaget oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til syrisk (en aramaisk dialekt) fra det 2. århundrede og fremefter. Bemærkelsesværdig blandt disse er Tatians Diatessaron, en evangelieharmoni fra det 2. århundrede. Den er muligvis oprindelig affattet på græsk i Rom og senere oversat til syrisk i Syrien af Tatian selv, men dette vides ikke med sikkerhed. Diatessaron findes i dag i en arabisk oversættelse og på græsk i et lille pergamentfragment fra det 3. århundrede. Desuden har man lange citater fra den i to udgaver af Afrems kommentar til den fra det 4. århundrede, én på originalsproget syrisk og en på armensk.

Der findes kun ufuldstændige håndskrifter af en gammelsyrisk oversættelse af evangelierne (en anden oversættelse end Diatessaron). Det drejer sig om to håndskrifter, Syrus Curetonianus og Syrus Sinaiticus. Disse håndskrifter menes at være afskrevet i det 5. århundrede, men repræsenterer øjensynlig en ældre syrisk tekst. Den oprindelige oversættelse fra græsk er muligvis lavet omkring år 200 e.v.t. Det er sandsynligt at der engang har eksisteret gammelsyriske oversættelser af andre af De Kristne Græske Skrifters bøger, men man har ingen håndskrifter med disse. Fra det 5. århundrede stammer den syriske Pesjitta, der indeholder alle De Kristne Græske Skrifters bøger med undtagelse af Peters Andet Brev, Johannes’ Andet og Tredje Brev, Judas’ Brev og Åbenbaringen. Omkring 508 e.v.t. lod biskoppen af Hierapolis, Filoxenos, sin underbiskop Polykarp lave en revision af Pesjittas kristne skrifter, og dette var første gang Peters Andet Brev, Johannes’ Andet og Tredje Brev, Judas’ Brev og Åbenbaringen blev indlemmet i en syrisk oversættelse.

De Kristne Græske Skrifter var allerede blevet oversat til latin i slutningen af det 2. århundrede e.v.t. De fandtes også på ægyptisk omkring midten af det 3. århundrede.

Gamle oversættelser af hele Bibelen. Den syriske Pesjitta for syrisktalende der bekendte sig til kristendommen, har været almindeligt brugt fra det 5. århundrede e.v.t. Ordet „Pesjitta“ betyder „enkel, klar“. De Hebraiske Skrifter var i det store og hele en oversættelse fra hebraisk, sandsynligvis foretaget i løbet af det 2. eller 3. århundrede e.v.t., men er i en senere revision blevet sammenholdt med Septuaginta. Der findes et betydeligt antal Pesjitta-håndskrifter, hvoraf det mest værdifulde er en kodeks fra det 6. eller 7. århundrede der opbevares  i Det Ambrosianske Bibliotek i Milano. Et Pesjitta-håndskrift til Pentateuken (hvoraf Tredje Mosebog dog mangler) bærer en tidsangivelse der svarer til omkring 464 e.v.t., og en palimpsest med Esajas bærer tidsangivelsen 459-460 e.v.t., hvilket gør dem til de ældste daterede bibelhåndskrifter.

Gammellatinske oversættelser. Disse oversættelser, også kaldet Vetus Latina, er sandsynligvis fremkommet fra sidste halvdel af det 2. århundrede e.v.t. og fremefter. Hele Bibelen på latin synes at have været i brug i Karthago i Nordafrika i hvert fald fra 250 e.v.t. De Hebraiske Skrifter var oversat til latin fra den græske Septuaginta (som endnu ikke var revideret af Origenes), og De Kristne Skrifter var oversat fra græsk og ikke fra en anden oversættelse. Der er muligvis lavet flere forskellige oversættelser, eller også har flere oversættere arbejdet på den samme gammellatinske oversættelse. Man inddeler som regel de gammellatinske tekster i to typer: den afrikanske og den europæiske. I dag findes der over 50 hele eller fragmentariske håndskrifter til den gammellatinske oversættelse af De Kristne Græske Skrifter.

Den latinske „Vulgata“. Den latinske Vulgata (Vulgata Latina) er en oversættelse af hele Bibelen foretaget af datidens kendte bibellærde, Eusebius Hieronymus. Han foretog først en revision af den gammellatinske oversættelse af De Kristne Skrifter, sammenholdt med den græske grundtekst; han begyndte med evangelierne, der udkom i 383 e.v.t. I årene 384 til 390 foretog han to revisioner af de gammellatinske Salmer, sammenholdt med den græske Septuaginta. Den første blev kaldt Psalterium Romanum, og den anden Psalterium Gallicanum, efter de steder hvor de først vandt udbredelse, nemlig i Rom og Gallien. Hieronymus oversatte også Salmerne direkte fra hebraisk, og dette værk blev kaldt det hebraiske psalterium (eller: Psalterium Hieronymianum). Hvornår han fuldførte sin revision af den gammellatinske tekst til De Kristne Skrifter, er uvist. Han begyndte at revidere De Hebraiske Skrifter, men fuldførte åbenbart aldrig denne revision idet han foretrak at oversætte direkte fra hebraisk (selv om han også rådførte sig med græske oversættelser). Hieronymus arbejdede på sin latinske oversættelse fra hebraisk i årene 390 til 405 e.v.t.

Hieronymus’ oversættelse blev i begyndelsen modtaget med udbredt fjendtlighed og vandt kun gradvis anerkendelse. Da den senere var almindeligt anerkendt i Vesteuropa, blev den kaldt Vulgata, det vil sige den almindeligt anerkendte oversættelse (idet det latinske vulgatus betyder „almindelig, almindeligt bekendt eller udbredt“). Hieronymus’ oprindelige oversættelse gennemgik flere revisioner, og udgaven af 1592 er den romersk-katolske kirkes officielle standardudgave. Der findes i dag tusinder af håndskrifter til Vulgata.

Andre gamle oversættelser. Efterhånden som kristendommen bredte sig, blev der brug for andre oversættelser. Senest ved begyndelsen af det 3. århundrede e.v.t. var den første oversættelse af De Kristne Græske Skrifter blevet foretaget til gavn for den koptiske befolkning i Ægypten. Der var forskellige koptiske dialekter i Ægypten, og med tiden kom der forskellige oversættelser på disse dialekter. De vigtigste er den thebanske, eller sahidiske, oversættelse i Øvreægypten (mod syd) og den bohairiske oversættelse i Nedreægypten (mod nord). Disse oversættelser, der indeholder både De Hebraiske og De Kristne Græske Skrifter, er sandsynligvis fremkommet i det 3. og 4. århundrede e.v.t.

En gotisk oversættelse fremkom i det 4. århundrede e.v.t. til gavn for goterne, der boede i Møsien (Serbien og Bulgarien). I denne oversættelse mangler Samuelsbøgerne og Kongebøgerne, efter sigende udeladt med vilje af biskop Wulfila, der foretog oversættelsen, fordi han mente det var farligt at medtage disse bøger der handler om krig og taler imod afgudsdyrkelse, i et værk som skulle bruges af goterne.

Den armenske oversættelse af Bibelen er fra det 5. århundrede e.v.t. og er sandsynligvis blevet til på grundlag af både græske og syriske tekster. Den georgiske oversættelse, der er lavet til gavn for georgierne i Kaukasus, forelå hen imod slutningen af det 6. århundrede e.v.t. Selv om den viser græsk indflydelse, er den grundlagt på den armenske og syriske oversættelse. Den ætiopiske oversættelse, til brug for abessinierne, er fremkommet muligvis i det 4. eller 5. århundrede e.v.t. Der findes flere gamle arabiske bibeloversættelser. Oversættelser af dele af Bibelen til arabisk går muligvis tilbage til det 7. århundrede e.v.t., men det tidligste eksemplar man har, er lavet i Spanien i 724 e.v.t. Den slaviske oversættelse er lavet i det 9. århundrede e.v.t. og tilskrives to brødre, Kyrillos og Methodios.