[hebr.: dov el. dōv; gr.: arʹkos].

Den bjørn der tidligere fandtes i Palæstina, er den syriske brune bjørn (Ursus arctos syriacus), og den findes stadig i det nordlige Syrien, det nordvestlige Iran og den sydlige del af Tyrkiet. Farven er som oftest lysebrun, og vægten ligger i gennemsnit på ca. 140 kg. Trods dens tilsyneladende kluntethed kan den bevæge sig med en enorm fart, selv over ujævnt terræn; nogle arter kan nå op på en fart af næsten 50 km i timen over korte strækninger. Den er en god svømmer, og de fleste kan også klatre.

Forestillingen om at en bjørn omslynger og klemmer sit offer til døde, støttes ikke af kendsgerningerne. I kamp slår bjørnen med sine uhyre labber, og med sine stærke, tunge forlemmer driver den sine kløer, der ikke kan trækkes tilbage, dybt ind i modstanderens krop. Et enkelt slag er tilstrækkeligt til at dræbe et dyr på størrelse med et rådyr. Meget passende sidestilles bjørnen derfor i farlighed med løven. (Am 5:19; Kl 3:10) Naturforskere anser i virkeligheden bjørnen for at være farligere end de store katte. Ligesom andre dyr undgår bjørnen dog i almindelighed mennesker i stedet for at angribe dem, men den kan gå til angreb når den tirres eller overraskes.

Hunbjørnens vildskab når den mister sine unger, nævnes adskillige gange i Bibelen. (2Sa 17:8; Ord 17:12; Ho 13:8) Jehova brugte ved en lejlighed to hunbjørne til at eksekvere sin dom over en flok uvorne drenge der hånede profeten Elisa. — 2Kg 2:24.

Bjørne ernærer sig af en rigt varieret kost: blade og planterødder, frugter, bær, nødder, æg, insekter, fisk, gnavere og lignende, og de har en særlig forkærlighed for honning. Selv om der er undtagelser, synes de at foretrække planteføde. Dog skulle fåre- og gedehyrderne i det gamle Israel på den tid af året hvor der var knapt med frugter og anden vegetarisk føde i bjørnens kost, være på vagt over for plyndrende bjørne. Som ung mand måtte David afværge et angreb af en bjørn for at beskytte sin faders småkvæg. — 1Sa 17:34-37.

Når bjørne er sultne og får færten af et bytte, er de kendt for at brumme utålmodigt. Profeten Esajas bruger denne sammenligning idet han siger at israelitterne ’brummer som bjørne’ idet de håber på ret og på at blive frelst, men bestandig skuffes. (Es 59:11) En ugudelig hersker der undertrykker og udplyndrer et forarmet folk, sammenlignes meget rammende med en fremstormende bjørn. — Ord 28:15.

 I Daniels syn af de frygtelige vilddyr der bruges som symbol på jordiske verdensriger, skildrer bjørnen det medo-persiske verdensrige og dets begær efter at gøre erobringer. (Da 7:5, 17) Dyret der i Johannes’ syn stiger op af havet, og som har syv hoveder og ti horn, synes at være lige så rovgrisk, eftersom det er udrustet med fødder „som en bjørns“. (Åb 13:2) Freden blandt Jehovas genindsamlede folk under Messias’ styre skildres med billedet af bjørnen der græsser sammen med koen. — Es 11:7.