En enestående væske der cirkulerer i menneskers og de fleste flercellede dyrs blodkar. Blodet transporterer næringsstoffer og ilt til alle dele af legemet, leder affaldsstofferne bort derfra og spiller en vigtig rolle i forbindelse med at beskytte legemet mod infektioner. Dets kemiske sammensætning er så kompliceret at der stadig er en del som ikke er udforsket. Det hebraiske ord for „blod“ er dam, og det græske, haiʹma.

I Bibelen siges sjælen at være i blodet fordi blodet er så nært forbundet med livsfunktionerne: „Kødets sjæl er i blodet, og jeg har selv givet jer det på alteret til at skaffe soning for jeres sjæle, for det er blodet der skaffer soning ved sjælen i det.“ (3Mo 17:11) En endnu mere direkte forbindelse synes at fremgå af ordene: „Alt køds sjæl er dets blod.“ (3Mo 17:14) Ifølge Guds ord er både livet og blodet helligt.

Om at tage andres liv. Livets kilde er hos Jehova. (Sl 36:9) Mennesker kan ikke give nogen livet tilbage. „Alle sjælene tilhører mig,“ siger Jehova. (Ez 18:4) At tage et menneskes liv er derfor at tage Jehovas ejendom. Alt hvad der lever, har en hensigt og en plads i Guds skaberværk. Intet menneske har ret til at tage et liv medmindre Gud har tilladt det og det sker på den måde han har anvist.

Efter Vandfloden fik Noa og hans sønner, der blev stamfædre til alle som lever på jorden i dag, påbud om at vise respekt for deres medmenneskers liv eller blod. (1Mo 9:1, 5, 6) Desuden gav Gud dem i sin godhed lov til at spise kød, men de måtte anerkende at det slagtede eller nedlagte dyrs liv tilhørte Gud ved at de udgød dets blod på jorden. Det var som at give det tilbage til Gud og ikke at bruge det til ens eget formål. — 5Mo 12:15, 16.

Mennesket havde ret til at glæde sig ved livet som Gud havde skænket det, og enhver som berøvede et menneske livet, måtte stå til ansvar over for Gud. Dette fremgik af Guds ord til Kain da han havde slået sin broder ihjel: „Din broders blod råber til mig fra agerjorden.“ (1Mo 4:10) Selv den der hadede sin broder og ønskede ham død, eller bagtalte ham eller vidnede falsk imod ham og dermed bragte hans liv i fare, bragte skyld over sig selv i forbindelse med sin næstes blod. — 3Mo 19:16; 5Mo 19:18-21; 1Jo 3:15.

På grund af Guds syn på livets værdi hedder det at blodet af en der var blevet myrdet, besmittede jorden, og at denne besmittelse kun kunne fjernes ved at morderen selv bødede med sit liv. Derfor er der i Bibelen fastsat dødsstraf for mord, eksekveret af en som var bemyndiget dertil. (4Mo 35:33; 1Mo 9:5, 6) I det gamle Israel kunne man ikke tage imod en løsesum fra en der havde begået overlagt mord, så han undgik dødsstraf. — 4Mo 35:19-21, 31.

I de tilfælde hvor man ikke fandt frem til manddraberen efter at have udforsket sagen,  blev den by der lå nærmest det sted hvor liget var fundet, regnet for blodskyldig. For at fjerne denne skyld måtte de ansvarlige ældste i byen gennemføre et bestemt ritual der var fastlagt af Gud, og frasige sig enhver skyld og ethvert kendskab til mordet og bede Gud om nåde. (5Mo 21:1-9) Hvis en der uforsætligt var blevet skyldig i manddrab, ikke var så berørt af at han havde berøvet et andet menneske livet, at han tog de forholdsregler som Gud havde fastsat til beskyttelse af hans eget liv ved at flygte til tilflugtsbyen og blive der, var den dødes nærmeste slægtning bemyndiget til at optræde som blodhævner og havde pligt til at dræbe ham for at fjerne blodskylden fra landet. — 4Mo 35:26, 27; se BLODHÆVNER.

Retmæssig brug af blodet. Der var kun én brug af blodet Gud godkendte, nemlig i forbindelse med slagtofferet. Han befalede at de der var underlagt Moseloven, skulle frembære dyreofre for at sone deres synder. (3Mo 17:10, 11) Det var også i overensstemmelse med hans vilje at hans søn Jesus Kristus bragte sit fuldkomne menneskeliv som et offer for synder. — He 10:5, 10.

Kristi blods livreddende værdi blev på forskellige måder forudskildret i De Hebraiske Skrifter. Under den første påske i Ægypten beskyttede blodet på dørstolperne og overliggeren over døren til de israelitiske huse de førstefødte der befandt sig indenfor, mod at lide døden for Guds engels hånd. (2Mo 12:7, 22, 23; 1Kor 5:7) Lovpagten med dens forbilledlige ordning til soning og fjernelse af synd blev sat i kraft ved dyreofres blod. (2Mo 24:5-8) De talrige slagtofre hvis blod blev udgydt, især de der blev frembåret på forsoningsdagen, bragte forbilledligt en forsoning i stand og pegede frem til den virkelige soning og fjernelse af synd ved Kristi offer. — 3Mo 16:11, 15-18.

At blodet juridisk set blev antaget af Gud som et gyldigt middel til soning, skildredes billedligt ved at blodet blev hældt ud ved foden af alteret og strøget på alterets horn. Forsoningsordningen havde sit fundament (skildret ved alterets fod) i blodet, og dens kraft (skildret ved alterets horn) hvilede på blodet. — 3Mo 9:9; He 9:22; 1Kor 1:18.

Under den kristne ordning fremhævedes blodets hellighed endnu stærkere. Der skulle ikke længere frembæres dyreblod, for dyreofrene var kun en skygge af virkeligheden, Jesus Kristus. (Kol 2:17; He 10:1-4, 8-10) Den israelitiske ypperstepræst havde taget en symbolsk del af blodet med ind i Det Allerhelligste i den jordiske helligdom. (3Mo 16:14) Jesus Kristus gik som den virkelige ypperstepræst ind i selve himmelen, ikke med sit eget blod, som var blevet hældt ud på jorden (Joh 19:34), men med værdien af sit fuldkomne menneskeliv, som blodet repræsenterede. Denne ret til liv satte han aldrig over styr ved at synde, men bevarede den så den kunne bruges til soning af synd. (He 7:26; 8:3; 9:11, 12) Af den grund råber Kristi blod på noget bedre end den retfærdige Abels blod. Kun blodet af Guds søns fuldkomne offer kan råbe på barmhjertighed, mens Abels blod samt blodet af de kristne martyrer råber på hævn. — He 12:24; Åb 6:9-11.

Hvem gælder forbudet mod at spise blod?

Efter Vandfloden fik Noa og hans sønner lov til at spise dyrekød, men de fik samtidig udtrykkeligt påbud om ikke at spise blod. (1Mo 9:1, 3, 4) Hermed fastsatte Gud en bestemmelse der ikke blot gjaldt for Noa og hans nærmeste familie, men for alle mennesker fra det tidspunkt eftersom alle der kom til at leve efter Vandfloden, ville være efterkommere af Noas familie.

Om varigheden af dette forbud skrev Joseph Benson: „Man bør lægge mærke til at det forbud mod at spise blod som blev givet til Noa og alle hans efterkommere, og som i den mest højtidelige form blev gentaget over for israelitterne under den mosaiske ordning, aldrig er blevet hævet, men tværtimod er blevet bekræftet under Det Nye Testamente, Apostlenes Gerninger xv, og derved gjort til en varig forpligtelse.“ — Bensons Notes, 1839, bd. I, s. 43.

Under Moseloven. Loven til Noa blev inkorporeret i den lovpagt Jehova sluttede med Israels folk. Enhver som ikke fulgte den fremgangsmåde der var fastlagt i Guds lov når han slagtede eller nedlagde et dyr, pådrog sig blodskyld. (3Mo 17:3, 4) Blodet af et dyr der anvendtes til føde, skulle løbe ud på jorden og dækkes til med støv. (3Mo 17:13, 14) Enhver der spiste blod af en hvilken som helst slags kød, skulle ’udryddes af folkets midte’ (ordr.: ’afskæres fra folket’). De der med overlæg overtrådte denne lov om blodets hellighed, skulle altså lide døden. — 3Mo 17:10; 7:26, 27; 4Mo 15:30, 31.

I en kommentar til 3 Mosebog 17:11, 12 siger M’Clintock og Strongs Cyclopædia (1882, bd. I, s. 834): „Dette strenge pålæg gjaldt ikke alene israelitterne, men også de fremmede der boede iblandt dem. For den der overtrådte det, var straffen at han skulle ’afskæres fra folket’, og man tænkte åbenbart her på dødsstraffen (jf. Hebr. x, 28),  om end man vanskeligt kan fastslå om den eksekveredes ved sværd eller stening.“

Ifølge 5 Mosebog 14:21 var det tilladt at sælge et selvdødt eller sønderrevet dyr til en fremmed eller en fastboende udlænding. Der blev altså skelnet mellem blodet af et sådant dyr og blodet af et dyr der var blevet slagtet til føde. (Jf. 3Mo 17:14-16.) Både israelitterne og de fastboende udlændinge der havde antaget den sande tilbedelse og var kommet ind under Lovpagten, var forpligtede til at overholde denne lovs høje krav. Skønt bestemmelsen i 1 Mosebog 9:3, 4 gjaldt mennesker af alle nationer, var der altså en højere standard med hensyn til overholdelsen for dem der var underlagt Moseloven, end for de fremmede og fastboende udlændinge som ikke var begyndt at tilbede Jehova.

Under den kristne ordning. De første kristnes styrende råd traf under den hellige ånds ledelse en afgørelse vedrørende brugen af blod. Det hedder i denne afgørelse: „Den hellige ånd og vi har nemlig besluttet ikke at lægge nogen yderligere byrde på jer ud over dette nødvendige: at I afholder jer fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr og fra utugt. Hvis I omhyggeligt holder jer fra disse ting, vil det gå jer godt. Lev vel!“ (Apg 15:22, 28, 29) Forbudet indbefattede kød med blodet i („kvalte dyr“).

Denne afgørelse bygger i sidste ende på Guds forbud mod at spise blod som blev givet til Noa og hans sønner, og dermed til alle mennesker. I overensstemmelse hermed skrev sir Isaac Newton i The Chronology of Antient Kingdoms Amended (Dublin 1728, s. 184): „Denne lov [om at afholde sig fra blod] stammede fra før Moses’ tid, idet den blev givet til Noa og hans sønner længe før Abrahams tid. Da apostlene og de ældste ved mødet i Jerusalem bekendtgjorde at hedningerne ikke var forpligtede til at lade sig omskære og holde Moseloven, gjorde de derfor en undtagelse med hensyn til denne lov om ikke at spise blod og noget der var kvalt, eftersom Gud havde fremsat den på et langt tidligere tidspunkt og den ikke alene gjaldt for Abrahams sønner, men for alle mennesker mens de levede sammen i Sinear under Noas herredømme; og af samme art er loven om at afholde sig fra kød der er blevet ofret til afguder eller falske guder, og fra utugt.“ — Kursiveret af forfatteren.

Overholdt siden aposteltiden. Rådet i Jerusalem sendte afgørelsen ud til de kristne menigheder for at de skulle overholde den. (Apg 16:4) Omkring syv år senere overholdt de kristne stadig ’den afgørelse at de skulle holde sig fra det der var ofret til afguder, såvel som fra blod og det kvalte og fra utugt’. (Apg 21:25) Da religiøse modstandere i Lyon (nu i Frankrig) over hundrede år senere, i år 177, falskeligt anklagede de kristne for at spise børn, sagde en kvinde ved navn Biblis: „Hvorledes skulde disse kunne spise Børn, de, som ikke engang har Lov til at spise Blodet af umælende Dyr?“ — Eusebs Kirkehistorie, oversat af Knud Bang, V, I, 26.

De første kristne afholdt sig fra at spise enhver form for blod. Tertullian (ca. år 155-220) gjorde i sit Forsvarsskrift for de kristne (IX, 13, 14) opmærksom på følgende: „I burde med jeres fejltagelse skamme jer over for os kristne, som ikke engang regner dyreblod med blandt tilladte spiser og som derfor også afholder os fra kvalte og døde dyr for ikke på nogen måde at besmittes af blod, heller ikke selvom blodet er skjult i indvoldene. For at sætte de kristne på prøve stiller I derfor pølser frem, der ovenikøbet er fyldt med dyreblod, fordi I er visse på, at det ikke er tilladt hos dem; således vil I få dem til at falde fra.“ (Aarhus Universitetsforlag 1990; oversat af Niels Willert) Minucius Felix, en romersk sagfører der levede til omkring år 250, gav udtryk for samme tanke: „Vi derimod tør ikke engang se Mennesker myrdes eller høre derom, og saa bange er vi for Menneskeblod, at vi ei engang benytter Blodet af Dyr i vore Spiser.“ — Octavius, oversat af Lars Oftedal, Christiania 1885, XXX, 6.

Et spørgsmål om uangribelighed. Efter at den nye pagt er blevet indstiftet ved Jesu Kristi blod, har de kristne anerkendt at dette blod har livgivende værdi ved Jehovas foranstaltning og ved Jesu tjeneste som den store ypperstepræst der, „ikke med blod af bukke og tyrekalve, men med sit eget blod, én gang for alle [gik] ind på det hellige sted og skaffede os en evig udfrielse“. Ved tro på Kristi blod har de kristne fået deres samvittighed renset fra døde gerninger så de kan yde hellig tjeneste for den levende Gud. De tænker på deres fysiske helbred, men de går først og fremmest op i deres åndelige helbred og deres forhold til Skaberen. De ønsker at bevare deres uangribelighed over for den levende Gud og kan derfor ikke fornægte Jesu offer, ikke regne det for værdiløst og ikke træde det under fode. De søger nemlig ikke det liv der forgår, men det evige liv. — He 9:12, 14, 15; 10:28, 29.