Det hebraiske ord for „blod“ (dam; flertal: damīmʹ) bruges i nogle tilfælde om den skyld man pådrager sig ved at udgyde uskyldigt blod, og det gengives da med „blodskyld“. — 2Mo 22:2, fdn.; 5Mo 19:10, fdn.

Siden den retfærdige Abels blod råbte fra jorden, har „hænder som udgyder uskyldigt blod“ hørt til det vederstyggeligste i Jehovas øjne. (Ord 6:16, 17; 1Mo 4:10; Sl 5:6) Mennesker har også længe været klar over blodets hellighed. Da Noa og hans familie kom ud af arken, blev de oplyst om de alvorlige konsekvenser det ville få for dem hvis de pådrog sig blodskyld. — 1Mo 9:6; 37:21, 22; 42:22.

Med tiden blev der indført love som præciserede hvilke forbrydelser der var dødsstraf for, så enhver kunne vide hvad han måtte undgå for ikke at pådrage sig blodskyld. Andre love krævede at man traf forholdsregler så man ikke uforsætligt kom til at udgyde uskyldigt blod. For eksempel skulle man sætte et rækværk om de flade hustage så folk ikke faldt ned derfra. (5Mo 22:8) En mand skulle holde sin okse bevogtet så den ikke stangede mennesker. (2Mo 21:29) Hvis man dræbte en tyv der brød ind om natten, pådrog man sig ikke blodskyld; men skete det om dagen, stillede sagen sig anderledes. (2Mo 22:2, 3) Der blev oprettet tilflugtsbyer hvor den uforsætlige manddraber kunne søge beskyttelse mod blodhævneren. (4Mo 35:25; 5Mo 19:9, 10; Jos 20:2, 3; se BLODHÆVNER.) Hvis Ezekiel svigtede som Israels vægter, ville indbyggernes blod komme over hans hoved. (Ez 3:18, 20; 33:6, 8) Med dette i tanke forstår vi hvad apostelen Paulus mente da han erklærede sig fri for blodskyld. — Apg 18:6; 20:26.

Bibelen omtaler både nogle der var fri for blodskyld, og nogle der ikke var det, og sidstnævnte tjener som advarende eksempler. Der var for eksempel Saul, som engang undgik at pådrage sig blodskyld ved at undlade at dræbe David, men som senere bragte blodskyld over hele sit hus ved tåbeligt at dræbe nogle af gibeonitterne. (1Sa 19:5, 6; 2Sa 21:1) Der var også andre som på forskellige måder pådrog sig blodskyld. (Dom 9:24; 2Sa 1:16; 4:6-12) David undgik derimod at pådrage sig blodskyld fordi han gav agt på Jehovas advarsel gennem Abigajil. (1Sa 25:24-26, 31, 33) Byen Jerusalem blev ødelagt i 607 f.v.t. på grund  af sin store blodskyld. (Ez 22:2-4; 23:37, 45) De religiøse ledere på Jesu tid kunne lige så lidt som lederne på Jeremias’ tid sige sig fri for blodskyld, for også deres kappeflige var plettet røde af blodet af Jehovas loyale. (Jer 2:34; Mt 23:35, 36; 27:24, 25; Lu 11:50, 51) Den store „skøge“, Babylon den Store, har så stor blodskyld at hun siges at være beruset af Jehovas folks blod. — Åb 17:5, 6; 18:24.

De blodskyldige er, som David sagde, ikke værdige til at opleve halvdelen af deres dage. (Sl 55:23) Alle bør som David bede om at Jehova vil befri dem for blodskyld og frelse dem fra blodskyldige mænd. (Sl 51:14; 59:2; 139:19) Som forudsagt i Åbenbaringen vil der snart lyde et vældigt lovprisningskor til Jehova fordi de sidste rester af Babylon den Store vil være ødelagt og blodet af alle de uskyldige for evigt vil være hævnet. — Åb 19:1, 2.

I De Kristne Græske Skrifter nævnes tre måder hvorpå en kristen kan pådrage sig blodskyld over for Gud: (1) ved at udgyde blod, dvs. ved at begå mord; dette indbefatter aktiv eller passiv støtte til en blodskyldig organisations handlinger (som for eksempel Babylon den Store [Åb 17:6; 18:2, 4] eller andre organisationer der har udgydt meget uskyldigt blod [Åb 16:5, 6; jf. Es 26:20, 21]); (2) ved at spise eller drikke blod under en eller anden form (Apg 15:20); og (3) ved at undlade at forkynde den gode nyhed om Riget og således forholde andre dette livreddende budskab. — Apg 18:6; 20:26, 27; jf. Ez 33:6-8.