Det hebraiske ord seʹfær (bog, brev) er beslægtet med udsagnsordet safarʹ (at tælle) og navneordet sōferʹ (skriver, skriftlærd). (1Mo 5:1; 2Sa 11:15; Es 29:12; 22:10; Dom 5:14, fdn.; Ne 13:13) Brugt om officielle dokumenter gengives seʹfær med „skrivelse“, „attest“ og „kontrakt“. (Est 9:25; Jer 3:8; 32:11) Det græske ord for „bog“ er biʹblos; diminutivformen bibliʹon (ordr.: lille bog) gengives med „bog“, „attest“ og „skriftrulle“. (Mr 12:26; He 9:19, Int; Mt 19:7; Lu 4:17) Ordet „bibel“ kommer af disse græske ord. — Se BIBELEN.

Bogen i sin tidligste form har uden tvivl været en tavle eller en samling af tavler (jf. dansk „bog“, der betyder „en beskreven tavle af bøgetræ“). Materialet har været ler, sten, voks, træ, træ overtrukket med voks, metal, elfenben, potteskår (ostraka) m.m. Bogruller blev lavet af sammenføjede ark af papyrus, pergament (lavet af dyrehuder, især fåre- og gedeskind) eller det finere vellum (fremstillet af huden af unge kalve) og, senere endnu, af papir fremstillet af linned eller lærred. Til sidst fremstod bogen som en samling håndskrevne eller trykte, foldede og sammenlagte blade, der blev syet sammen, limet eller hæftet og til sidst bundet ind.

En bog- eller skriftrulle var som regel kun beskrevet på den ene side. Var det en skindrulle, var det den side hvor hårene tidligere havde siddet. Skrivematerialet var undertiden rullet omkring en stok. Man begyndte at læse i den ene ende mens man holdt rullen i venstre hånd og rullede den op med højre hånd (hvis det var hebraisk; omvendt hvis det var græsk). Var det en lang rulle, var skrivematerialet fastgjort til og rullet om to stokke, og man kunne da se den midterste del af teksten når man tog den op for at læse den. Volumen (af volvere, at rulle) blev derfor den latinske betegnelse for en bogrulle og siden for et enkeltbind af et værk.

Den almindelige størrelse på de ark der blev brugt til bogruller, var 23-28 cm i højden og 15-23 cm i bredden. Flere af disse ark blev limet sammen ved siden af hinanden. I Dødehavsrullen med Esajas’ Bog fra det 2. århundrede f.v.t. er arkene imidlertid syet sammen med hørtråd. Denne rulle består af 17 pergamentstykker som er gennemsnitlig 26,2 cm høje og fra 25,2 til 62,8 cm brede, og den har i sin nuværende tilstand en samlet længde på 7,3 m. På Plinius’ tid bestod almindelige skriftruller (sandsynligvis de der blev udbudt til salg) af 20 ark. En ægyptisk papyrusrulle kaldet Papyrus Harris med optegnelser om Ramses III’s regering har en længde på 40,5 m. Til Markusevangeliet skulle der bruges en rulle på 5,8 m, og til Lukasevangeliet en rulle på ca. 9,5 m.

Bogrullens kanter blev skåret til, slebet med pimpsten og farvet, som regel med sort farve. Så blev rullen dyppet i cedertræsolie, der beskyttede den mod insekter. Som regel skrev man kun på den ene side, medmindre teksten var så lang at man måtte gå om på den anden side og tage bagsiden i brug. De skriftruller som profeterne Ezekiel og Zakarias og apostelen Johannes så i deres syner, var beskrevet på begge sider. Dette viser at de domsbudskaber skriftrullerne indeholdt, var meget omfattende og vægtige. — Ez 2:10; Zak 5:1-3; Åb 5:1.

 Vigtige dokumenter blev forseglet med en klump ler eller voks, der blev præget med forfatterens eller skriverens segl og fastgjort til dokumentet med snore. Apostelen Johannes så i et syn en skriftrulle med syv segl blive givet til Lammet af den som sad på tronen. — Åb 5:1-7.

Tidlige skriftruller havde op til fire spalter pr. ark, mens senere ruller som regel kun havde én spalte. Jeremias’ skriftrulle var beskrevet med sådanne „spalter“, der fyldte en side. Når tre eller fire spalter var læst, skar kong Jojakim den del af rullen ud og kastede den i ilden. (Jer 36:23) De 17 strimler hvoraf Dødehavsrullen med Esajas’ profeti består, indeholder 54 tekstspalter, hver med omkring 30 linjer.

Israelitterne betjente sig af bøger i rulleform frem til den kristne menigheds tid. Optegnelserne i de gamle statsarkiver i Israel og Juda samt profeternes inspirerede skrifter var bogruller, selv om de undertiden blev kaldt ’bøger’. — 1Kg 11:41; 14:19; Jer 36:4, 6, 23.

Da der efter landflygtigheden i Babylon byggedes mange synagoger, havde hver synagoge sine ruller med De Hellige Skrifter, som man læste op af hver sabbat. (Apg 15:21) Jesus selv læste op af en sådan rulle, muligvis en der lignede Esajasrullen fra Det Døde Hav. — Lu 4:15-20.

Kodekser. Det ser ud til at de kristne hovedsagelig gjorde brug af rulleformen indtil omkring slutningen af det 1. århundrede. Apostelen Johannes skrev Åbenbaringens Bog omkring år 96, og denne bog bliver kaldt en skriftrulle i kapitel 22, vers 18 og 19. Rulleformen var imidlertid meget uhåndterlig. Da kodeksen havde udviklet sig fra blokformen til bogformen, blev det klart at den havde indlysende fordele frem for den traditionelle bogrulle. Der skulle for eksempel en bogrulle på 31,7 m til at rumme de fire evangelier, mens de kunne være i én kompakt kodeks. Kodeksen var også billigere, da der kunne skrives på begge sider af bladene. Endelig var kodeksens indhold godt beskyttet af omslaget, og man kunne hurtigt finde forskellige skriftsteder i den.

Det var meget besværligt, ja praktisk talt umuligt, i en stor rulle hurtigt at finde frem til et bestemt skriftsted for at læse det. Der er meget der tyder på at de kristne hurtigt gik over til at bruge kodeksen eller bladbogen fordi de var interesserede i at forkynde den gode nyhed og derfor havde brug for at se og henvise til mange skriftsteder under deres bibelstudium og i deres forkyndelse.

At de kristne førte an i brugen af bladbogen — hvis ikke de opfandt den — peger professor E. J. Goodspeed på i sin bog Christianity Goes to Press (1940, s. 75, 76): „Der var mænd i kirkens barndom der havde øjnene vidt åbne for den rolle udgivelse af skrifter spillede i den græsk-romerske verden, og som i deres iver efter at sprede det kristne budskab i den daværende verden greb til alle de publikationsmetoder der fandtes, ikke blot de gamle, traditionelle og forslidte metoder, men også de nyeste og mest fremskredne, og til fulde gjorde brug af disse metoder i deres kristne propaganda. Herunder tog de i stor udstrækning bladbogen i brug, den der nu benyttes overalt. Deres budskab var ikke omgivet af mystik, kun forståeligt for de indviede, men noget der skulle forkyndes fra hustagene, og de gjorde det til deres opgave at følge profeternes gamle valgsprog: ’Forkynd gode tidender.’ At skrive de enkelte evangelier var naturligvis et stort arbejde, men at samle dem og udgive dem som en samling var noget helt andet. Det var en opgave af næsten lige så stor betydning som at skrive dem.“ — Se også Encyclopædia Britannica, 1971, bd. 3, s. 922.

På grundlag af en tale holdt af professor Sanders (offentliggjort i University of Michigan Quarterly Review, 1938, s. 109) opstiller professor Goodspeed i sin bog (s. 71) et skema hvori han sammenligner fundene af klassiske og kristne værker fra det 2., 3. og 4. århundrede med hensyn til antallet af fundne fragmenter af henholdsvis bogruller og kodekser i hver gruppe:

Om de første kristne som bogudgivere siger professor Goodspeed videre (s. 78): „De holdt i denne henseende ikke blot trit med tiden, men var forud for deres tid, og bogudgiverne i de efterfølgende århundreder fulgte deres eksempel.“ Han erklærer også (s. 99): „Det var Bibelens udbredelse der gav stødet til bladbogens udvikling til litterære formål i det 2. århundrede, og det var Bibelens udbredelse der gav stødet til bogtrykkerkunstens opfindelse.“

Professor Goodspeed vover sig frem med denne forklaring (s. 81): „Den ejendommelige bemærkning i II Tim. 4:13, ’Bring . . . bøgerne, især pergamenterne’ (de græske ord er biblia, membranas), får én til at spekulere på om ikke biblia betyder rullerne med de jødiske skrifter, og membranas de nyere bladbøger af kristen oprindelse  — evangelierne og Paulusbrevene. Professor Sanders’ udsagn tyder stærkt på at bladbøgerne nord for Middelhavet i begyndelsen højst sandsynligt var af pergament.“

Palimpsester. På grund af knapheden og prisen på skrivemateriale skete det at man genbrugte det. Teksten i nogle håndskrifter blev da undertiden delvis fjernet, enten ved at man skrabede, brugte en svamp eller med andre midler udviskede så meget som muligt af den oprindelige skrift, hvorefter man skrev oven på denne. På papyrus kunne skriften fjernes med en svamp hvis blækket var nogenlunde friskt; ellers kunne man strege den gamle skrift ud eller bruge bagsiden til skriveflade. På nogle palimpsester er den oprindelige skrift på grund af luftens indvirkning eller på anden måde trådt tilstrækkeligt frem til at kunne tydes. Flere bibelhåndskrifter er sådanne palimpsester. Et af de betydeligste er Codex Ephraemi Syri rescriptus, som under en tekst der sandsynligvis stammer fra det 12. århundrede, indeholder en del af De Hebraiske og Græske Skrifter med en skrift der menes at være fra det 5. århundrede e.v.t.

Andre bøger nævnt i Bibelen. I Bibelen henvises der til flere bøger som ikke hører til de inspirerede skrifter. Nogle af dem tjente som kildemateriale for de inspirerede skribenter. Flere af dem synes at være uddrag af de kongelige annaler. Til disse bøger hører følgende:

Bogen om Jehovas Krige. Moses henviser til denne bog i 4 Mosebog 21:14, 15. Dette var uden tvivl en pålidelig historisk beretning om Guds folks krige. Muligvis er den begyndt med Abrahams vellykkede togt mod de fire allierede konger der tog Lot og hans familie til fange. — 1Mo 14:1-16.

Jasjars Bog. Der henvises til denne bog i Josua 10:12, 13, som fortæller om Josuas bøn om at solen og månen måtte stå stille under hans kamp med amoritterne, samt i 2 Samuelsbog 1:18-27, der gengiver et digt kaldet „Buen“, en klagesang over Saul og Jonatan. Man mener derfor at denne bog var en samling digte, sange og andre skrifter. De var uden tvivl af stor historisk værdi og var almindeligt kendt blandt hebræerne.

Andre historiske skrifter. I Kongebøgerne og Krønikebøgerne henvises der til flere andre historiske skrifter som ikke hører til de inspirerede skrifter, for eksempel „bogen med Israels kongers historie“. (1Kg 14:19; 2Kg 15:31) Dens modstykke, om kongerne i det sydlige rige, er „bogen med Judas kongers historie“, der begynder med Salomons søn Rehabeam. Den nævnes 15 gange. (1Kg 14:29; 2Kg 24:5) En anden bog med optegnelser om Salomons regering nævnes i 1 Kongebog 11:41 og kaldes „bogen med Salomons historie“.

I Krønikebøgerne, som Ezra samlede oplysninger til og skrev efter landflygtigheden, henvises der mindst 14 gange til andre kilder, deriblandt „Bogen om Israels Konger“, „beretningen om kong Davids historie“ og „Bogen om Judas og Israels Konger“. (1Kr 9:1; 27:24; 2Kr 16:11; 20:34; 24:27; 27:7; 33:18) Ezra henviser også til bøger som er medtaget blandt de inspirerede skrifter. (1Kr 29:29; 2Kr 26:22; 32:32) Han nævner desuden skrifter som er forfattet af andre af Jehovas profeter, men som ikke er bevaret blandt de bibelske bøger. (2Kr 9:29; 12:15; 13:22) Hos Nehemias henvises der til „bogen om tidens begivenheder“. (Ne 12:23) Perserkongernes annaler nævnes i Bibelen. I disse fandtes optegnelser om tjenester der var ydet kongen, for eksempel Mordokajs afsløring af en sammensværgelse mod kongen. — Ezr 4:15; Est 2:23; 6:1, 2; 10:2.

I Prædikerens Bog advarer vismanden mod den endeløse række af bøger der er et produkt af verdslig tankegang og strider mod den guddommelige visdom, bøger der ikke lærer læseren at frygte den sande Gud og overholde hans bud. (Præ 12:12, 13) Et eksempel på sådanne bøger har vi fra Efesus, hvor spiritisme og dæmonisme var stærkt udbredt. Efter at have hørt den gode nyhed om Kristus kom de der havde fået tro, med deres trolddomsbøger og brændte dem offentligt. Deres pris blev beregnet til 50.000 stykker sølv (hvis denarer, 223.200 kr.). — Apg 19:19.

I 2 Mosebog 17:14 findes Jehovas befaling til Moses om at nedskrive dommen over Amalek „i bogen“, hvilket viser at Moses allerede på det tidspunkt, i 1513 f.v.t., var i gang med at skrive sine bøger, de første af de inspirerede skrifter.

Af andre henvisninger til Bibelen eller dele af den kan nævnes „pagtsbogen“, der formodentlig har indeholdt de love der er fremsat i 2 Mosebog 20:22–23:33 (2Mo 24:7), og „bogrullen“, De Hebraiske Skrifter. — He 10:7.

Brugt billedligt. Ordet „bog“ bruges adskillige gange i billedlig betydning, som for eksempel i udtrykkene „din [dvs. Guds] bog“ (2Mo 32:32), „en bog til minde om dem som frygter Jehova“ (Mal 3:16) og „livets bog“ (Flp 4:3; Åb 3:5; 20:15). Det ser ud til at disse udtryk i det væsentlige betegner det samme, nemlig Guds ’mindebog’ med navnene på dem der har udsigt til at blive belønnet med evigt liv (i himmelen eller på jorden). Deres navne bliver åbenbart indført i ’bogen’ med forbehold, da Bibelen viser at de kan ’slettes’ igen. (2Mo 32:32, 33; Åb 3:5) Et navn  bliver altså kun stående i bogen hvis personen er trofast. — Se LIV I.

[Oversigt på side 312]

—

KLASSISKE

KRISTNE

Århundrede

Rulle

Kodeks

Rulle

Kodeks

II

—

—

1?

4

III

291

20

9?

38

IV

26

49

6?

64