En borger er en indbygger i en by eller en stat. Borgerret opnås enten ved fødsel eller naturalisation. Som borger  i et land har man visse rettigheder og privilegier som udlændinge ikke har, men man er samtidig underlagt det ansvar og de pligter der er forbundet med borgerretten.

I De Hebraiske Skrifter er begrebet „borgerret“ og „ikkeborgerret“ som regel forbundet med udtrykkene „indfødt“ og „fastboende udlænding“. (3Mo 24:22) Under Moseloven var menigheden i realiteten det samfund som fremmede, med visse undtagelser og begrænsninger, kunne få adgang til, for dér at få del i mange goder som var fælles for de indfødte israelitter. Naturalisation opnåedes da, kunne man sige, når en mandlig fastboende udlænding blev omskåret, hvorved han fik mulighed for at få en fuld andel i de større privilegier der var forbundet med tilbedelsen af Jehova, deriblandt at kunne deltage i den årlige påskehøjtid. — 2Mo 12:43-49; 4Mo 9:14; se FREMMED, UDLÆNDING; UDLÆNDING, FASTBOENDE.

I Dommerbogens 9. kapitel samt nogle få andre steder i De Hebraiske Skrifter anvendes ordet „borger“ for det hebraiske baʹ‛al om en bys indbyggere, egentlig dens „herrer“ eller „ejere“. — Jos 24:11, fdn.; Dom 9:2ff.; 20:5; 1Sa 23:11, 12; 2Sa 21:12.

I De Græske Skrifter har vi ordene poliʹtēs (borger), politeiʹa (borgerret, borgerskab, stat), poliʹteuma (statsborgerskab, liv som borger), synpoliʹtēs (medborger) og politeuʹomai (at opføre sig (leve) som borger, gøre sin borgerpligt), der alle er beslægtede med poʹlis, „by“.

Romersk borgerret. Romersk borgerret sikrede en person særlige rettigheder og friheder som var anerkendt og agtede i hele Romerriget. For eksempel var det ulovligt at piske eller tortere en romersk borger for at tvinge ham til at tilstå, idet disse former for straf blev anset for kun at være egnede over for trælle. I Jerusalem reddede romerske soldater Paulus fra en pøbelsværm. Paulus påberåbte sig ikke til at begynde med sin romerske borgerret, men da man skulle til at piske ham, sagde han til den romerske centurion som stod ved siden af: „Har I lov til at piske en mand som er romer og som ikke er dømt?“ Og beretningen fortsætter: „Da centurionen hørte dette, gik han til militærtribunen og aflagde rapport idet han sagde: ’Hvad har du i sinde at gøre? Denne mand er jo romer.’“ Så snart man blev klar over dette, „trådte så de mænd der skulle til at forhøre ham under tortur, tilbage fra ham; også militærtribunen blev bange da han blev klar over at han var romer og at han havde bundet ham“. — Apg 21:27-39; 22:25-29; se også 16:37-40.

En anden fordel man havde som romersk borger, var at man havde ret til at appellere landshøvdingens afgørelse til den romerske kejser; og i sager hvor der kunne idømmes dødsstraf, havde man ret til at blive sendt til Rom for at få sin sag pådømt af kejseren selv. Derfor erklærede Paulus da han fremførte sin sag for Festus: „Jeg står for kejserens dommersæde; det er dér jeg bør dømmes. . . . hvis der . . . intet er om det som disse anklager mig for, kan ingen som en gunstbevisning udlevere mig til [jøderne]. Jeg appellerer til kejseren!“ (Apg 25:10-12) Når man først havde gjort krav på sin ret til at appellere til Rom, kunne anmodningen ikke trækkes tilbage. Derfor sagde kong Agrippa II til Festus efter at have hørt Paulus’ sag: „Denne mand kunne have været løsladt hvis han ikke havde appelleret til kejseren.“ — Apg 26:32.

Romersk borgerret kunne opnås på flere måder. Undertiden udstrakte kejserne denne særlige gunst til hele byer eller områder eller til enkeltpersoner for ydede tjenester. Det var også muligt ligefrem at tilkøbe sig denne ret for en sum penge, sådan som tilfældet var med militærtribunen Claudius Lysias, der sagde til Paulus: „Jeg har erhvervet denne borgerret for en stor sum.“ Paulus kunne imidlertid svare: „Jeg er endog født med den.“ — Apg 22:28.

Åndeligt statsborgerskab. I sine breve taler Paulus også om et åndeligt statsborgerskab. Uomskårne ikkejøder der blev åndelige israelitter, omtaler han som nogle der på et tidspunkt var „uden Kristus, udelukkede fra Israels stat [gr.: politeiʹas] og fremmede for løftets pagter“. De havde „intet håb og var uden Gud i verden“, men nu var de „i samhørighed med Kristus Jesus“. Og i fortsættelse af denne tanke siger han: „Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge, men I er de helliges medborgere [gr.: synpoliʹtai].“ (Ef 2:12, 13, 19) En særlig betydning havde Paulus’ ord til de kristne i Filippi: „Vort statsborgerskab [gr.: poliʹteuma] er jo i himlene,“ når man tænker på at Filippi var en af de byer der havde fået skænket romersk borgerret, og at det var i denne by at Paulus’ egen borgerret ti år tidligere var blevet trådt under fode. (Flp 3:20) I samme brev tilskyndede han sine medtroende til at „leve et liv der er den gode nyhed om Messias værdigt“. Det græske ord der er gengivet med „leve et liv“ (politeuʹomai), betyder egentlig „at opføre sig (leve) som borger“ eller „at gøre sin borgerpligt“. — Flp 1:27, fdn.; jf. Int.