Blandt nogle hedningefolk blev mærker af forskellig form brændt eller ridset ind i huden på trælle for at vise hvem de tilhørte. Jehova forudsagde at Judas hovmodige kvinder som trælle for fremmede erobrere ville få „brændemærke [hebr.: kī] i stedet for skønhed“. — Es 3:24.

Afgudsdyrkere fik undertiden deres afguds navn, symbol eller billede brændt eller ridset ind i huden for at vise at de tilhørte denne gud. Under Moseloven var det forbudt med vilje at vansire sit legeme. (3Mo 19:28) Det eneste mærke man under Moseloven måtte sætte på en træl, var det der fremkom ved at man gennemborede trællens øre hvis trællen selv anmodede om det fordi han ønskede at blive sin herres træl „for altid“. — 5Mo 15:16, 17.

Paulus skrev til galaterne: „Jeg bærer på mit legeme de brændemærker [gr.: stigʹmata] som hører en træl af Jesus til.“ (Ga 6:17) Paulus havde under sin kristne tjeneste lidt megen fysisk overlast, hvilket uden tvivl havde efterladt sår og mærker på hans krop, et vidnesbyrd om at han med rette kunne gøre krav på at være en trofast Jesu Kristi træl. (2Kor 11:23-27) Det kan være disse mærker han har i tanke i Galaterbrevet. Det er også muligt at han tænker på sit liv som kristen, hvor han bar åndens frugter og udførte sin kristne tjeneste. — Se MÆRKE.