Et ophedet kammer hvori der foretages brænding af for eksempel mursten, pottemagerkar og kalk. Det hebraiske ord for brændovn (kivsjanʹ) omfatter ikke ovne til brug ved madlavning. — Se OVN.

I betragtning af at man allerede før Vandfloden kunne smede værktøj af kobber og jern, har man uden tvivl på et tidligt tidspunkt i menneskehedens historie kendt til at lave brænd- og smelteovne. (1Mo 4:22) Skønt det ikke nævnes, har man sandsynligvis på Nimrods tid, efter Vandfloden, gjort brug af brændovne, for dengang folkene i Sinears land ville bygge byen Babel og dens tårn, sagde de: „Kom! Lad os lave teglsten og hærde dem ved brænding.“ (1Mo 11:3) Ruiner fra oldtidens Babylonien viser at man siden de ældste tider har brugt ovnbrændte teglsten. Sådanne holdbare teglsten blev brugt i vigtigere bygningsværker til vægge der skulle beklædes med andre materialer, og til vej- og gulvbelægning. I nogle huse som man har udgravet i Ur (Abrahams hjemby), er nederste etage bygget af brændte teglsten, mens anden etage synes at have været af soltørrede sten. De soltørrede sten var ikke så holdbare som de ovnbrændte, men de var billigere, lettere at  fremstille og tilstrækkelige i et tørt klima. — Se TEGLSTEN.

Ægyptiske pottemagerovne så ud som skorstene der var brede forneden og tilspidsede opefter. Der var en perforeret bundplade mellem ildstedet nedenunder og brændingskammeret ovenover. Her blev lervarerne anbragt før brændselet blev antændt. Den rette ophedning af ovnen var en fabrikationshemmelighed blandt de ægyptiske pottemagere, og der krævedes stor faglig dygtighed for at få de ønskede egenskaber frem i de færdige varer. Den træk der skabtes af luften som gik fra ildstedet op gennem røgkanalen, trak flammerne op gennem hullerne i bundpladen og lod dem cirkulere mellem lervarerne før de forsvandt ud gennem skorstenen.

Inden Jehova for sjette gang rettede et slag mod Ægypten og dets stolte farao, befalede han Moses og Aron: „Tag begge jeres hænder fulde af sod fra en brændovn, og Moses skal slynge det op mod himmelen for øjnene af Farao.“ I lydighed mod dette påbud „tog de sod fra en brændovn og trådte frem for Farao, og Moses slyngede det op mod himmelen, og det blev til bylder med blærer der brød ud på mennesker og dyr“. — 2Mo 9:8-10.

De palæstinensiske brænd- eller smelteovne man har fundet i Megiddo, er U-formede og måler ca. 2,5x3 meter. I disse var ildstedet anbragt i bøjningen mellem de to arme, og øjensynlig tvang luften, der blev trukket ind under lågen til ildstedet, flammerne gennem de to kamre og ud gennem de to røgkanaler og skorstene der fandtes bag på ovnen.

Ovne til kalkbrænding. På grund af den rigelige mængde af kalksten i Palæstina blev ovne til kalkbrænding allerede i gammel tid anvendt der. I senere tider har man i dette land bygget ovnene på skråninger, hvor selve skråningen udgjorde en del af bagvæggen. Ovnene blev bygget af rå sten; der blev ikke anvendt mørtel, men mellemrummene mellem stenene blev fyldt ud med ler. Øverst var der en stor, åben skorsten. Når ovnen var fyldt op med knuste kalksten, blev der tændt kraftigt op med kvas i ildstedet nederst i ovnen. En stærk luftstrøm der blev trukket ind gennem en kanal i ovnens bund, førte flammerne op omkring kalkstenene, der blev ophedet indtil de var blevet til kalk. Processen varede normalt flere dage. — Se KALK.

Det første sted Bibelen nævner en brændovn, er i 1 Mosebog 19:28, hvor den kraftige, sorte røg fra en brændovn bruges til at beskrive det syn der mødte Abraham da han så ned over Sodoma og Gomorra og hele Jordanegnen og bemærkede at der „steg tyk røg op fra landet som den tykke røg fra en brændovn!“

Da israelitterne samledes ved foden af Sinaj Bjerg for at „møde den sande Gud“, blev de vidne til et ærefrygtindgydende skue; bjerget „stod i røg, fordi Jehova steg ned på det i ild; og røgen fra det blev ved med at stige op som røgen fra en brændovn, og hele bjerget skælvede meget“. — 2Mo 19:17, 18.

Gengivelsen af 2 Samuel 12:31 i en del ældre bibeloversættelser giver det indtryk at David straffede nogle tilfangetagne ammonitter ved at lade dem „gaa igennem Teglovnen“. (GD, Lu, KJ, Ka, Li) Men rettes et enkelt bogstav i teksten, vil der i stedet stå at han „lod dem arbejde med teglværksarbejde“, og sådan gengives det i de fleste nyere oversættelser. — NV, AT, RS, Bu, DA31, DA92.