Et fødemiddel der hovedsagelig består af mel, undertiden tilsat surdej, og som er bagt i en ovn. Brød (hebr.: læʹchæm; gr.: arʹtos) var et hovednæringsmiddel for jøderne og andre folkeslag i oldtiden, idet brødbagning var almindeligt kendt blandt israelitterne, ægypterne, grækerne, romerne og andre. Selv i nyere tid er brød visse  steder i Mellemøsten stadig det vigtigste næringsmiddel, mens andre fødevarer kommer i anden række. Undertiden bruges ordet „brød“ i Bibelen for mad i almindelighed, som for eksempel i 1 Mosebog 3:19 og i mønsterbønnen, der indeholder anmodningen: „Giv os i dag vort brød for denne dag.“ — Mt 6:11; jf. Præ 10:19, fdn.

Til fremstilling af brød brugte hebræerne almindeligvis mel af hvede eller byg. Hvede var det dyreste, så ofte måtte man nøjes med bygbrød. (2Mo 34:22; 3Mo 23:17; 2Kg 4:42; Joh 6:9, 13) Noget mel var temmelig groft eftersom det kun var stødt i en morter; men „fint mel“ kendtes også. (1Mo 18:6; 3Mo 2:1; 1Kg 4:22) Mannaen som Jehova gav israelitterne under ørkenvandringen, blev malet i håndkværne eller stødt i mortere. — 4Mo 11:8.

Det var sædvane at male korn og bage frisk brød hver dag, og ofte var brødet usyret (hebr.: matstsahʹ). Melet blev blot blandet med vand, og man tilsatte ikke nogen surdej før dejen blev æltet. Når man lavede syret brød, tog man som regel en klump dej fra en tidligere bagning og brugte den som hævemiddel ved at smuldre den i vandet før melet blev blandet i. Så æltede man dejen, som fik lov til at stå indtil den var helt gennemsyret. — Ga 5:9; se også KAGE; SURDEJ.

Brødene var ofte runde. (2Mo 29:23; 1Sa 2:36; 10:3; Jer 37:21) Det hebraiske udtryk for „et rundt brød“ er alle steder (undtagen Dom 7:13) oversat fra kikkarʹ læʹchæm, idet kikkarʹ egentlig betyder „noget rundt“, „en rund skive“. I Dommerne 7:13 er det ordet tselulʹ der er oversat med ’et rundt brød’. Man bagte dog også brød i andre faconer. I en ægyptisk papyrus nævnes over 30 forskellige brødformer. Man har ved arkæologiske udgravninger i Bibelens lande fundet brød som var forholdsvis tynde, runde, ovale, trekantede eller kileformede, eller tykke og lange. (Se KAGE.) De tykke brød, som dem der i dag bages i den vestlige verden, synes dog ikke at have været almindelige i fortidens Mellemøsten. Selv den dag i dag bager man i Østen tynde brød på mellem 1 og 2,5 cm i tykkelse og ca. 18 cm i diameter.

Under påskehøjtiden skulle israelitterne spise „usyrede brød“ (brød uden surdej; hebr.: matstsōth, plur.), og derefter skulle de holde „de usyrede brøds højtid“. (2Mo 12:8, 15, 17-20; 13:3-7; 23:15; 34:18; 5Mo 16:3, 8, 16) På græsk betyder ordet aʹzymos „usyret“, og flertalsformen af dette ord i intetkøn bruges om „usyrede brød“ og „de usyrede brøds højtid“. — 1Kor 5:8; Mr 14:1.

Blandt de offergaver israelitterne bragte Jehova, var der også bagværk. (3Mo 2:4-13) I de ting der blev bragt som ildofre, måtte der ikke være surdej, mens der kunne være surdej i ofre der ikke blev brændt på alteret. (3Mo 7:13; 23:17) Under påsken og de usyrede brøds højtid som fulgte efter, var det forbudt at have syret brød i huset. — 2Mo 12:8, 15, 18; se også SKUEBRØD.

Brødets fremtrædende plads i den daglige kost i bibelsk tid ses af de mange henvisninger hele Bibelen igennem. Melkizedek bragte således „brød og vin“ ud før han velsignede Abraham. (1Mo 14:18) Da Abraham sendte Hagar og Ismael bort, tog han „brød og en skindsæk med vand og gav det til Hagar“. (1Mo 21:14) Den fængslede Jeremias fik en daglig ration bestående af „et rundt brød“. (Jer 37:21) Ved to lejligheder bespiste Jesus mirakuløst store folkemængder med blandt andet brød. (Mt 14:14-21; 15:32-37) Jesus lærte sine disciple at bede om „brød for denne dag efter dagens behov“. (Lu 11:3) Og salmisten omtalte meget rammende Jehova Gud som den der „giver brød der styrker det dødelige menneskes hjerte“. — Sl 104:15.

Brugt billedligt. Ordet „brød“ bruges også billedligt i Bibelen, i forskellige betydninger. Josua og Kaleb sagde således til de forsamlede israelitter at kana’anæerne var „som brød“ for dem, hvormed de uden tvivl mente at det ville være nemt at besejre dem, og at dette ville styrke Israel. (4Mo 14:9) I Salme 80:5 siges der at Jehova, Israels hyrde, har ladet sit folk „spise tårebrød“, hvormed der sikkert hentydes til den store sorg der er forbundet med at føle hans mishag. Og i Esajas 30:20 siges der at Jehova ville give israelitterne „brød i form af kval og vand i form af undertrykkelse“, hvilket åbenbart sigtede til de forhold de ville komme ud for under en belejring, og som ville blive lige så dagligdags for dem som vand og brød.

Om dem der er så ugudelige at de ’ikke kan sove hvis de ikke har handlet ondt’, siger Ordsprogenes Bog: „De har spist ugudeligheds brød.“ (Ord 4:14-17) De synes ligefrem at opretholde sig selv ved onde handlinger. Med hensyn til den der skaffer sig materielle fornødenheder ved løgn og bedrag, siger Ordsprogene 20:17: „Brød erhvervet ved løgn smager manden godt, men bagefter fyldes hans mund med grus.“ Om den gode og flittige hustru hedder det derimod: „Hun . . . spiser ikke ladheds brød.“ — Ord 31:27.

Ordet „brød“ bruges også billedligt i positiv betydning. Esajas 55:2 viser således at Jehovas åndelige foranstaltninger er langt vigtigere end materielle ting, idet der siges: „Hvorfor betaler I penge for noget der ikke er brød, og hvorfor slider I for noget som ikke kan mætte?  Hør opmærksomt på mig, og spis noget der er godt, og lad jeres sjæl nyde de fede retter.“

Da Jesus indstiftede et nyt måltid til minde om sin død (den 14. nisan år 33), „tog [han] et brød, og efter at have udtalt en velsignelse brækkede han det i stykker, og idet han gav det til disciplene sagde han: ’Tag, spis. Dette betyder mit legeme.’“ (Mt 26:26) Brødet stod for Jesu eget kødelige legeme ’som skulle gives til gavn for dem’. (Lu 22:19; 1Kor 11:23, 24) Eftersom brødene var relativt tynde og de usyrede brød var sprøde, brækkede man dem i stykker i stedet for at skære dem. I sig selv er der således intet bemærkelsesværdigt ved at Jesus ’brækkede brødet i stykker’ da han indstiftede Herrens aftensmåltid, for dette var den normale måde at uddele og spise brød på. — Mt 14:19; 15:36; Mr 6:41; 8:6; Lu 9:16; Apg 2:42, fdn., 46; se også Int.

Omkring et år tidligere havde Jesus fremhævet forskellen mellem „det brød som kommer ned fra himmelen“ og den manna israelitterne spiste i ørkenen, og han havde rent ud sagt: „Jeg er livets brød.“ Han påpegede at han var „det levende brød der [var] kommet ned fra himmelen“, og han tilføjede: „Hvis nogen spiser af dette brød skal han leve evigt; og det brød jeg giver, ja, det er mit kød til liv for verden.“ (Joh 6:48-51) Man skulle ’spise’ det i billedlig betydning, ved at tro på værdien af Jesu fuldkomne offer. (Joh 6:40) Jesus frembar værdien af sit genløsningsoffer for sin Fader, Jehova Gud, da han steg til himmelen. Ved hjælp af denne værdi kan han skænke alle lydige mennesker liv. Som forudsagt under guddommelig inspiration blev Jesus født i Betlehem, der betyder „brødhus“ (Mik 5:2; Lu 2:11), og gennem ham tilvejebringes der livgivende brød til alle troende mennesker. — Joh 6:31-35.