Breve af officiel, privat eller forretningsmæssig art var allerede i oldtiden et hyppigt anvendt kommunikationsmiddel. — 2Sa 11:14; 2Kg 5:5-7; 10:1, 2; 2Kr 30:1; Ezr 4:7; Es 37:14; Jer 29:1; Apg 9:1, 2; 28:21; 2Ts 2:2; He 13:22.

Det hebraiske ord seʹfær omfatter ethvert skriftligt dokument og kan blandt andet betyde „bog, brev, skrivelse, skrift, attest, kontrakt“. Det græske ord gramʹma kan betegne et bogstav i alfabetet eller et skriftligt dokument. (2Kor 3:7; Apg 28:21) Det græske ord epistolēʹ bruges kun om et skriftligt budskab. — 1Kor 5:9.

Fortrolige breve blev som regel forseglet. (1Kg 21:8) Sanballat sendte respektløst Nehemias et åbent brev, måske i den hensigt at de falske anklager som blev fremsat deri, skulle blive almindeligt kendt. — Ne 6:5.

Ud over papyrus brugte man som skrivemateriale også ostraka (potteskår) og lertavler. I Babylonien og andre steder har man fundet i tusindvis af lertavler. Efter at leret var udvasket og renset, lavede man af den jævne masse en tavle, hvori man med en griffel prentede de kileformede tegn endnu mens leret var vådt. Disse tavler blev ofte lagt i en lerkapsel der fungerede som „konvolut“. Var der tale om kontrakter, blev teksten undertiden gentaget på konvolutten. Så blev konvolutten forseglet og brændt i en ovn eller tørret i solen, hvorved den hærdedes. — Se ARKÆOLOGI.

Brevene blev ofte skrevet af professionelle skrivere. De stod som regel rede — som ved det persiske hof — til at tage imod diktat og nedskrive de officielle regeringsskrivelser. (Est 8:9; Ezr 4:8) Der var også skrivere som opholdt sig på torvene i nærheden af byportene, hvor folk kunne hyre dem til at skrive breve og opstille forretningsdokumenter.

Brevene blev overbragt med sendebud (2Kg 19:14), løbere (2Kr 30:6) eller kurerer (Est 3:13; 8:14). En egentlig posttjeneste synes at have været begrænset til den officielle korrespondance, og det gjaldt helt frem til Romerrigets tid. Skulle almindelige mennesker have breve af sted, sendte de dem med bekendte eller købmænd der var på rejse.

Anbefalingsbreve var også kendt i oldtiden. De omtales af apostelen Paulus, som imidlertid ikke havde brug for sådanne breve til eller fra de kristne i Korinth som bevis på at han var en ordets tjener. Han havde hjulpet dem til at blive kristne og kunne derfor sige: „I er selv vort brev, som er indskrevet i vore hjerter og kendes og læses af alle mennesker.“ — 2Kor 3:1-3.

I det 1. århundrede bidrog breve fra Paulus, Jakob, Peter, Johannes, Judas og det styrende råd i Jerusalem til den kristne menigheds vækst og enhed og til at dens renhed blev bevaret. — Apg 15:22-31; 16:4, 5; 2Kor 7:8, 9; 10:8-11.