Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Broche

Broche

Et smykke lavet af metal og forsynet med en nål eller tunge hvormed det kan fæstes på tøjet. I oldtiden blev brocher båret af både mænd og kvinder, som tilfældet var blandt grækerne og romerne. Den romerske broche eller bøjlenål (fibula) bestod undertiden af et bøjet stykke metal der var formet til en krog i den ene ende og tilspidset som en nål i den anden ende, ligesom en sikkerhedsnål. Brochen blev ikke alene brugt som smykke, men tjente også det formål at fæste to dele af et klædningsstykke sammen, for eksempel et tørklæde eller en kappe. De antikke brocher blev lavet af bronze, jern, guld eller sølv. At de blev brugt på et tidligt tidspunkt i Palæstina, er godtgjort af arkæologiske fund, deriblandt de bueformede brocher fra Tell en-Nasbeh.

Da israelitterne fik den forret at bidrage til tabernaklets eller teltboligens opførelse, kom mænd og kvinder med forskellige smykker, deriblandt „brocher“ eller „spænder“. (2Mo 35:21, 22, fdn.; DA92) Disse brocher var øjensynlig formet som kroge af en eller anden art, for det hebraiske ord der anvendes om dem (chach), gengives andre steder med „krog“. (2Kg 19:28) De beskrives imidlertid ikke nærmere i Bibelen. — Se også SMYKKER, UDSMYKNING.