Brystet er i snævreste forstand den del af legemet der hos den voksne kvinde omslutter mælkekirtlerne; ofte bruges ordet imidlertid om hele den del af legemet (både hos manden og kvinden) der ligger mellem halsen og maven. Et menneskes bryst betegnes med de hebraiske ord sjadh og sjodh. (Høj 8:1; Job 24:9) De græske ord for bryst er mastosʹ (Lu 11:27) og stēʹthos. (Åb 15:6) Et menneskes bryst bruges i Bibelen til at betegne nærhed, fortrolighed og gunst (Høj 1:13; Joh 13:25; 21:20); modenhed (Høj 8:8, 10; Ez 16:7); skønhed (Høj 4:5; 7:3, 7, 8); seksuelt samkvem (Ho 2:2; Ez 23:3, 21); frugtbarhed (1Mo 49:25; Ho 9:14); glæde og fremgang (Es 60:16; 66:11). ’At slå sig for brystet’ og ’at sønderrive sine bryster’ var tegn på den dybeste ydmygelse, sorg og fortvivlelse. — Es 32:12; Ez 23:34; Lu 18:13; 23:48.

En kvinde der hørte Jesus tale, udbrød: „Lykkeligt er det moderliv som bar dig, og det bryst som du diede!“ Eftersom det var enhver kvindes ønske at blive moder til en agtet søn og enhver jødisk kvinde nærede ønske om at blive moder til en profet, og i særdeleshed til Messias, er hendes  udbrud forståeligt. Men Jesu svar: „Næh, lykkelige er de som hører Guds ord og holder det!“ viste at det der havde betydning, ikke var at være knyttet til Jesus med blodets bånd, men i kraft af et åndeligt slægtskab. Dette princip udelukker at der vises Maria en særlig ære som vor Herres moder. — Lu 11:27, 28.

På grund af Jerusalems forestående ødelæggelse og den forfærdende nedslagtning af dens indbyggere sagde Jesus: „Se, der skal komme dage i hvilke folk vil sige: ’Lykkelige er de ufrugtbare kvinder, og de moderliv som ikke fødte, og de bryster som ikke gav die!’“ — Lu 23:29; jf. Jer 16:1-4.

I De Hebraiske Skrifter skelnes der ved hjælp af forskellige ord mellem menneskets bryst og et dyrs bryst, som er bygget anderledes. Ved israelitternes fællesskabsofre var offerdyrets bryst (hebr.: chazæhʹ) den del der tilfaldt præsten. — 3Mo 7:29-35; 10:14, 15.

Barm. Det hebraiske ord dadh er oversat med „barm“. Det forekommer 4 gange og er egentlig hentet fra barnesproget. Det bruges i dualis om det kvindelige bryst. — Ord 5:19; Ez 23:3, 8, 21.

Favn. Dette ord bruges næsten synonymt med bryst. Det almindeligste ord på hebraisk for „favn“ er chēq (1Kg 1:2), men ordene cheʹtsæn og choʹtsæn bruges også (Sl 129:7; Es 49:22) samt udsagnsordet chabaqʹ, „omfavne“, „have i sin favn“. — 2Kg 4:16.

En som man elskede og nærede varme følelser for, holdt man i sin favn, som No’omi gjorde med Ruts søn Obed, idet hun anerkendte ham som sin afdøde mand Elimeleks retmæssige arving. — Rut 4:16.

Ordene chēq og choʹtsæn bruges også for „brystfold“. (2Mo 4:6, 7; Ne 5:13)

Den israelitiske klædning på Bibelens tid var så folderig over brystet at brystfolden fungerede som en lomme hvori man kunne skjule hænderne, anbringe penge eller andre ting og endog bære et barn eller et lille lam. (4Mo 11:12; 2Sa 12:3; Ord 17:23; 21:14) Jehova siger at han vil bære sine lam i sin favn, et udtryk for hans inderlige kærlighed til dem og omsorg for dem. (Es 40:11) Med udtrykket „din hustru som du tager i favn,“ hentydes der til en elsket hustru. (5Mo 13:6; 28:54) Undertiden bruges ordet „favn“ om det kønslige samliv. — 1Mo 16:5; 2Sa 12:8.

Vendinger som „betale i deres favn“ og „tilmåle dem deres løn i deres favn“ bliver forståelige når man tænker på at lommerne ikke sad i den nederste del af klædningen, som de gør i dag. (Es 65:6, 7; Sl 79:12; Jer 32:18) At ’bære forsmædelse i sin favn’ og at „samle ild i sin favn“ sigter også til brugen af den øverste, folderige del af klædningen. — Sl 89:50; Ord 6:27.

Pladsen op mod en andens bryst. I en af sine lignelser talte Jesus om en tigger ved navn Lazarus som ved sin død blev båret hen til „pladsen op mod Abrahams bryst“; og om Jesus siger Johannes at han „ligger op mod Faderens bryst“. (Lu 16:22, 23; Joh 1:18) Udtrykket ’at ligge op mod en andens bryst’ hentyder til at en person som lå til bords sammen med en anden, lå foran denne, på den samme løjbænk eller divan.

Deltagerne i måltidet lå på venstre side med en pude under venstre albue, hvilket lod højre arm fri. Som regel lå der tre personer på samme løjbænk, men der kunne ligge helt op til fem personer. Man lå da med hovedet op mod eller meget nær ved den bagvedliggendes bryst. Den som ikke havde nogen liggende bag ved sig, var den der havde den fornemste plads, og den der lå ved siden af ham, havde den næstfornemste plads. I betragtning af hvor nær gæsterne lå ved hinanden, var det skik at ven blev placeret ved siden af ven, hvilket gjorde det ret let at føre en fortrolig samtale hvis man ønskede det. At ligge op mod en andens bryst ved et festmåltid betød altså at man indtog en begunstiget plads hos den man lå foran. Apostelen Johannes, som var den discipel Jesus elskede, lå således ved det sidste påskemåltid på pladsen op mod Jesu bryst, og han kunne derfor læne sig tilbage mod Jesus og i fortrolighed stille ham et spørgsmål. — Joh 13:23, 25; 21:20.

Af disse grunde beskrev Johannes den særlige gunst Jesus nød hos Jehova, ved at sige at han ’lå op mod Faderens bryst’. Dermed fremstilles Jesus som Jehovas fortrolige, og han er derfor den som kan forklare ham bedre end nogen anden. At Lazarus i Jesu lignelse blev båret hen til „pladsen op mod Abrahams bryst“, betegner på tilsvarende måde at denne tigger omsider opnåede en særlig gunst hos en højerestående. — Se MÅLTID.